Jamaica

Tekst og foto: Knud B Bach

Bob Marley 1972

Jeg har altid haft lyst til at besøge Jamaica. Smukke caribiske strande og reggae musik samt en turbulent pirat- og kolonihistorie. Her tidligt i marts opstod muligheden, en sviptur på tre dage fra Miami til Jamaica.

Kingston

Efter godt en times flyvning lander jeg i Kingston. Byen er i sig selv ikke særlig interessant, den helt gamle kolonihovedstad Spanish Town blev ødelagt af jordskælv og er delvis forladt. Old Kingston er hærget af kriminalitet, ”pretty rough” siger taxachaufføren, så vi finder et hotel i New Kingston.

Kingston private vagtværn, "Rapid Armed Respons"

Her ligger Bob Marley's museum i en lille park - en samling af træhuse omkring en gedigen villa. Jeg ville foretage et hurtigt besøg, men det går ikke, man må pænt vente og deltage i en organiseret rundvisning på en time. Jeg var den eneste deltager i rundvisningen, og alt forklares og vises frem af en yndig guide med store dreadlocks.

En imponerende samling af guld- og platinplader fra 1970-85 fortæller om Bob Marley som reggaemusikkens hovedmand. Der er fotos og plakater fra hans store koncerter i USA og Europa, inklusiv fra København.

Bob Marley Museum KBB Marley's Lion of Judah.

Man ser også Bob Marleys rastabibel og ganjapiber samt billeder fra Kong Haile Selassies besøg i Kingston. Bob Marley var profet for rastafarireligionen, eller måske skulle man hellere sige rastafarifilosofien. Hovedprofeten var Haile Selassie, kongen af Ethiopien. Det var hippie flower power, fredsforkyndelser og meditation i marihuana røg. Psalm 50 siger ”Praise Jah with harp and stringed instruments”.

Kingston Skolebørn.

Bob Marley døde i 1981. Han er senere blevet adlet og tituleres Sir Bob.

Ude i byen trives reggae musikken stadig. Man hører den overalt, men den fremstår i en ny form, nu blandet med rap fra USA. Men Bob Marleys musik er stadig populær og spilles meget.

Rastafari cyckler ned ad bakke.

Derimod står det sløjt til med rastafari-filosofien. Man ser stadig hippier med lange dreadlocks, men filosofien er ved at blive glemt. Min taxichauffør med ”guld”halskæde og øreringe forsikrer dog, at han stadig lever efter rasta-livsstil, fordi fredsfilosofien var og stadig er meget vigtig.

Port Royal og kaptajn Morgan

Om søndagen besøgte jeg det historiske Port Royal, der ligger på en halvø overfor Kingston. Engang var det en rig by og de caribiske piraters hovedtilholdssted. I dag ligger der nogle få huse samt Fort Charles.

I midten af 1600-tallet huserede den frygtede sørøver, waliseren Henry Morgan. Sammen med grupper af buccaneers overfaldt han rige skibe lastet med guld og sølv på vej hjem til kolonimagterne fra Syd- og Mellemamerika. Det gjorde de med stor grusomhed og med et stort udbytte. På et tidspunkt var byen kendt som den rigeste og den mest lastefulde by i den nye verden - rommen flød.

Sir Henry Morgan.

Det var en periode, hvor England lå i krig med Spanien og Frankrig om herredømmet over Caribien. For at udnytte Morgans styrker i krigen gav den engelske guvernør et fribytterbrev til Morgan, som gav ham lov til at angribe og plyndre spanske skibe.

Det lykkedes Morgan at samle skibe nok til at tilintetgøre en spansk flåde ud for Maracaibo i Venezuela. Men Kaptajn Morgan udvidede sine beføjelser og indtog vigtige spanske havnebyer som Porto Principe på Cuba og Porto Bello Panama. Morgans pirater tømte byerne for guld og sølvskatte, og de tog slaver og konkubiner. Som belønning for disse uhyrligheder blev Kaptajn Morgan udnævnt til generalguvernør af Jamaica.

I 1670 blev Sir Morgan udnævnt til admiral for en stor flåde, som skulle angribe byen Panama på Stillehavskysten. Her samlede spanierne sølv og guld fra Colombia og Bolivia, men især fra Peru, inden videre transport til Spanien.

Morgan ankrede sin flåde på 36 skibe op i Bluefield-bugten på den caribiske side af Panama. Sammen med 1.200 mand kæmpede han sig gennem junglen til Panama By. Han blev mødt af en spansk hær, der var tre gange så stor, men den blev alligevel næsten udslettet af de vilde pirater. Den knusende sejr blev fulgt af et orgie af plyndring, afbrænding, tortur og flere dages fest, der i blodighed overgik alle andre af piraternes grusomheder i Caribien.


Skitse af Port Royal ca. 1690 før det store jordskælv.

I februar 1671 startede tilbageturen med byttet læsset på 175 muldyr. Admiral Morgan blev adlet, og han døde i 1688 i en alder af 53 år, ødelagt af rom og hårdt leben.

Fort Charles under Admiral Nelsons kommando 1777.

I slutningen af 1680 var Port Royal på højdepunktet med ca. 8000 indbyggere. Den var en stærkt befæstet by med fem forter og en god naturhavn, et rigt handelscenter for guld og slaver, og med et bagland af store sukkerplantager.

Men 7. juni 1688 ramte det store jordskælv byen. Jorden åbnede sig i store sprækker, og havet fossede ind. Halvdelen af byen forsvandt fra jordens overflade, og resten blev jævnet med jorden. Under halvdelen af beboerne skønnes at have overlevet. Kun Fort St Charles var intakt. Port Royals storhed var ovre for altid. En uhyggelig tragedie - i de gamle kilder skrives der om Guds straf.

Port Antonio

Den næste dag kører jeg med taxa til Port Antonio. Det var engang The Caribbean Gem for USAs og Europas jet set. Turen er ca. 100 km, vejen snor sig over Blue Mountains gennem dramatiske kurver og slugter, og vi kommer igennem mange hyggelige, men fattige landsbyer.

I lavlandet er der store bananplantager. En større plantage skilter med EU-funding, bananer er en vigtig fødevare i Jamaica samt en eksportafgrøde. De sidste 30 km kører vi langs den betagende palmeklædte caribiske kyst, det minder mig om min tid på Santo Domingo, hvor jeg boede i to år.

Port Antonio havnen set fra Bonnie View.

Port Antonio ligger meget smukt, højt over det grønblå hav. Den bedste udsigt får man fra Bonnie View, hvor man ser ned over øst- og vesthavnen. Bonnie View var i 50'erne et smukt hotel, men er i dag en halv ruin, som dog kunne servere en kold øl på terrassen.

Lidt ude i havnen ligger Errol Flynns eventyrø Navy Island, hvor filmstjernen holdt fri mellem palmerne fjernt fra Hollywoods tumult. Anekdoterne om hans store fester og casinogambling lever stadig. I dag er øen nærmest forladt, enken bor lidt længere oppe i ”The Palace”.

Den schweiziske industribaron Heinrich Thyssen forærede naboøen Pellow Island til sin brud. Ian Fleming tilbragte flere vintre her og skrev nogle af 007-historierne. Byen er stadig smuk. I centrum er der nogle af de gamle kolonibygninger, og den har et interessant og malerisk marked. Men man sidder tilbage med et blandet indtryk af en svunden tid og iøjnefaldende forfald.

Regeringen har, med hjælp fra udenlandske investeringer, forsøgt at rette op på dette ved at anlægge en meget flot marina. Den ligner en drøm og er beregnet for velhavende yachtsejlere, der cruiser rundt i Caribien, hvorfor der er eksklusiv adgang.

Marinaen er bygget af danske Pihl og Søn. I komplekset er der en meget smuk palmekranset sandstrand, og her kan man fra restaurantens terrasse nyde udsigten, mens man forsøder tilværelsen med en udsøgt grillet hummer og et glas kold hvidvin.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside