Jeg sidder i lufthavnen i Santa Angelo og venter på det lille røde fly, der skal bringe mig til Sao Paulo, hvor de frygtede “bandairanter” kom fra.
I går aftes oplevede jeg - under en stjernedækket sort himmel - et fortryllende, men samtidigt dramatisk lyd- og lysshow over for ruinen af
Sao Miguel kirken. Jeg tænker stadigt meget over den civilisation, der var her: Tupi guarani-indianere, de katolske jesuitermunke og de voldelige
bandairanter fra Sao Paulo. Jesuiternes missioner udgjorde en slags storrige engang for 350 år siden.
Jeg har tidligere besøgt Trinidadmissionen i det sydlige Paraguay. Jeg lejede en taxi i Asuncion og kørte 500 km mod syd, de 1.000
km frem og tilbage kostede 120 $ (taxaer er ikke altid dyre, man sparer meget tid og har stor fleksibilitet under turene.).
Trinidad, grundlagt 1706, var en af de af de større missioner. Det var et kæmpeprojekt med storkirken som center. Rundt om kirken lå i en organiseret
struktur af indianerhuse, lagre, kollegier, trykkerier, stalde og værksteder.
Da disse missioner var på deres højdepunkt ca. år 1720, omfattede de mere end 50 større landsbyer med 150.000 til 300.000
guarani- indianere.
Tupi Guarani-indianerne
Trinidad i det sydlige Paraguay: ca 4.000 guarani indianere boede og arbejdede her
Guarani-indianerne indvandrede hertil fra det vestlige Amazonas ca. 500 f.Kr. Ifølge legenden kom de her for at finde "Landet uden ondskab".
De ernærede sig mest af jagt og fiskeri, men var begyndt at blive fastboende med primitivt agerbrug, hvor de dyrkede maniok, majs og
søde kartofler. De daglige opgaver var fordelt i en kollektiv arbejdsform. Guaranierne levede som storfamilier, ofte i polygami, i langhytter
af op til 50 meters længde, som husede 30-40 familier.
Guaraniernes sprog blev brugt som lingua franca i regionen og var med en jesuiterpræsts ord et af klodens mest omfattende og elegante.
Sproget er meget melodisk og præget af beskedenhed og underdrivelse, næsten i modsætning til spansk.
Historie
Kort tid efter opdagelsen af Amerika begyndte missioneringen blandt indianere. I Paraguay var Asuncion blevet grundlagt i 1537.
Missioneringen blev forestået af jesuiterordenen, en katolsk munkeorden, som blev indstiftet i 1540 af portugiseren Ignatius Loyola.
Jesuiterne skulle lede og vise vejen som Jesu soldater.
Tre Jesuiter ankom til Asuncion fra Brasilien i 1588 og åbnede de første missionsstationer, hvor de samlede guarani-familier i småbyer, der blev
kaldt reducciones (latin for omvendelse). Guaranierne troede i forvejen på en almægtig gud, og de viste sig at være gode elever for jesuiterne.
De fleste af indianerne konverterede til den kristne tro. Samtidigt var der også spanske kolonister, der udnyttede indianerne
og tvang dem til at trælle på fazendaerne. Jesuiterne gjorde på alle niveauer modstand mod slaveriet og forsvarede indianerne.
Dette gjorde dem upopulære hos spanske og portugisiske jordbesiddere.
Missionerne var miniaturebyer bygget omkring en central kirke. De blev centre i det sydlige Sydamerika for religion, intellekt og kultur. En
særpræget blanding af europæisk barokkunst og indiansk håndværk opstod. Indianske lærde skrev bøger på guarani-sproget, som
blev trykt på de første trykpresser i Sydamerika. Guarani-indianerne havde anlæg for at skabe, de blev dygtige skulptører, sangere, malere,
musikere og grafikere.
Indianerne arbejdede i landbrugskollektiver, på reducciones, hvorfra der blev eksporteret varer såsom bomuld og vævet tøj, skind, tobak
og frem for alt yarba urtete.
Bandairanter fra Sao Paulo
Jesuit-territoriet var oprindeligt for stort til at kunne forsvares, også selv om indianerne efterhånden var blevet bevæbnet med spanske
muskedonnere. Grupper af bandairanter, der var efterkommere af portugisiske eventyrere og indianerne fra Sao Paulo området, foretog
slavetogter ind i de spanske besiddelser Paraguay og Argentina. Guarani-indianere var værdifulde slaver for bandairanterne, fordi de
på missionsstationerne var oplært i håndværk.
Sao Miguel Aejanjo – også englene måtte opgive
Under en slavetogt til Paraguay i 1629 ødelagde 3.000 bandairanter godt hjulpet af brasilianske indianere
alle reducciones på deres vej. De brændte kirker, dræbte gamle mennesker og børn, som var værdiløse som slaver, og de trak afsted til
kysten med hele den arbejdsduelige del af befolkningen samt kvæget. Bandairanternes første angreb mod disse reducciones indbragte dem
mindst 15.000 fanger. Jesuiterne måtte hjælpeløst se til, mens indianerne i deres reducciones blev udsat for noget, der lignede folkemord,
og de, der undslap, blev skræmt tilbage til skovene.
På et tidspunkt førte jesuiterne ca. 30.000 indianere på en flåde af kanoer flere hundreder kilometer mod syd til den lavere del af Parana,
hvor de etablerede nye missionsstationer, men kun 12.000 indianere overlevede flytningen.
Bandairanterne blev dog ved med at foretage slavetogter. I et af de mest blodige opgør, slaget ved Mbororo tæt ved den argentinske grænse
i 1641, slog indianerne en bande på ca. 2.000 bandairanter tilbage. Flytning af reducciones og missionærernes bevæbning af indianerne
hjalp, men mere afgørende for indianernes situation var, at slavehandelen fra Afrika til Brasilien fra 1640 blev intensiveret. De afrikanske
slaver kunne bedre klare markarbejdet, og presset mod indianerne aftog gradvis.
Storpolitik - slutspil
“Den Nye Verden” var allerede i 1494 blevet opdelt mellem Spanien og Portugal af Tordesilha-traktaten. Denne traktat gav anledning til
mange stridigheder. I et forsøg på at løse nogle af problemerne blev aftalen i 1750 modificeret. En koloni i Uruguay, som var blevet
taget af portugiserne, blev tilbageført til spansk kontrol, til gengæld blev de Syv Povos med missionsstationer overført til portugiserne.
Dette skete mod jesuiternes vilje, og også guarani-indianerne, som ingen havde spurgt, var utilfredse med at komme under portugisisk
styre fra Sao Paulo. Indianerne lavede opstand, og den to år lange såkaldte guarani-krig startede i 1754. I starten klarede indianerne
sig godt, men spaniolerne og portugiserne samlede en stor fælles hær, som vandt en knusende sejr over guarani-krigerne.
Efterhånden som missionerne voksede, havde jesuiterne gradvis gjort sig mere uafhængige af Rom, og forholdet til Vatikanet var derfor
blev anspændt. Presset fra kolonistyret mod jesuiterne tiltog. I 1767 blev alle jesuiter udvist fra ethvert spansk område i Sydamerika.
Indianerne forlod missionsstationerne, som løbet af få år lå i ruiner overgroet af tæt vegetation. De overlevende indianere flyttede tilbage
til skoven og begyndte igen at leve af fiskeri og jagt.
Et socialt eksperiment
Ruiner af Sao Miguel Jesuit Missionen i Rio Grande Sul Brasilien
Det var et enestående eksperiment, som jesuiterne forestod i “Landet uden Ondskab”, et socialt fællesskab. Jesuiterne stod for en streng
social økonomisk organisering af disse samfund. Livet i deres reducciones var baseret på et stift teokrati, medens guarani-indianerne
traditionelt havde et mere uformelt kollektivt liv med deres egen mystiske kultdyrkelse. På trods af disse forskelle blev flertallet af indianerne
omvendt til den katolske tro. Jesuitermissionerne introducerede den europæiske kultur stort set uden at ødelægge indianernes kultur eller
sprog. Men jesuiterne ændrede på samlivsformen fra polygami (flerkoneri) til mongami (kernefamilie).
Der var også et praktisk element til stede. Indianerne foretrak omvendelse til den katolske tro frem for slaveri under spanske godsejere
eller tilfangetagelse af brasiliansk-portugisiske bandairanter. Jesuittiden var en 160 år langt eksperiment, hvorunder indtægter blev
ligeligt fordelt, og hvor religion og kunst blomstrede, en utopisk ø af fremskridt i en tid, hvor enevældigt monarki og institutionaliseret slaveri
herskede. Men alle havde deres egne planer med guarani-indianerne, som ikke blev spurgt. Jesuiterne ville have deres sjæle. Kongen af Spanien
ville have dem som loyale skattebetalende undersåtter. De spanske jordbesiddere ville have mændene som trælle og deres kvinder som
konkubiner. De portugisisk-brasilianske bandairanter jagtede dem for at sælge dem som slaver.
I dag gaucholand
Trinidads jesuiterruiner i det sydlige Paraguay er i dag omgivet af uendelige soja- og kvægmarker, der drives af pietistisk menonitiske
landbrugere. Indianerne er stærkt reduceret i antal - der nævnes tal på blot 50.000 - nogle af dem bor i mindre reservater. Man møder dem stadig
ved ruinerne af egnens reducciones eller uden for turisthoteller, hvor de sælger souvenirs. De tre mest interessante
og mest intakte ruiner af jesuiternes reducciones er Trinidad i Paraguay, Sao Miguel i Brasilien og San Ignacio Mini i Argentina.
Foz de Iguazu, verdens største vandfald, ligger i hjørnet mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Det kan være et godt
udgangspunkt for en rundtur til missionerne.
Kilder
-Missões - Uma história de 300 ânos ISHAN
-Lonely Planet Brazil med forslag til konkrete rejseruter og hoteller.
-Filmen ”The Mission” med Robert de Niro og Jeremy Irons af Joffé fra 1986.
billedtekster:
Santo Angelo Sao Miguel Missiones Site
tiden går videre --
