Fernando de Noronha
Knud B.Bach
Fernando de Noronha er Brasiliens mini-"Galapagos". Det er en lille øgruppe bestående af en hovedø og 20 småøer,
som ligger i Atlanterhavet ca. 500 km ud for Brasiliens nordkyst.
I juli besøgte jeg sammen med min familie Recife og Olinda i staten Pernambuco. Disse to byer er i sig selv en stor rejseoplevelse, men derom måske mere en anden gang. I dette tilfælde er Recife blot udgangspunkt for flyveturen til Fernando de Noronha.
Fernando de Noronha blev opdaget i 1503 af Amérigo Vespucci. Øen blev af den portugisiske konge, Dom Manoel, givet som en belønning til den portugisiske adelsmand Fernão de Noronha i 1504. Han kom der imidlertid aldrig, og den portugisiske krone tog ø-gruppen tilbage året efter. Beliggenheden mellem Den Nye Verden og Europa gav øerne strategisk betydning. Ind i mellem blev øerne overtaget af Frankrig og Holland, og i 1737 generobrede portugiserne øerne og befæstede dem med 10 forter, hvoraf den største, Notro Senhora de Remedios, stadig står flot. Også under Anden Verdenskrig spillede øerne en vigtig rolle bl.a. som militærbase for USA, og nogle af militærbarakkerne fungerer i dag som hoteller. Desuden har øerne været straffekoloni, vejrstation, militærlufthavn og er nu et beskyttet naturreservat med en vis begrænset turisttilgang. Der er under 2000 fastboende indbyggere, efterkommerne af soldater og fanger, som primært lever af
turisme. Det koster ca. 50 kroner pr. dag i afgift til reservatet, og der må max. være 420 turister på en gang. Prisen pr. dag går op, hvis man vil være der flere dage.
Ankomst
Vi ankom efter en times f yvetur. Ved landingen ser man straks øernes flotte grønklædte klippeformationer. Som sædvanligt havde jeg ikke forudbestilt hotel. Priserne
ved forudbestilling er meget høje og reducerer friheden til senere at vælge og kan også give problemer. Vi fandt dog en gammel landrover-taxi, som kørte os rundt til fem ’pousadaer’, før vi omsider fandt en, der var ledig. ’Pousada’ er et begreb i Brasilien; det er som oftest små primitive og rustikke småhoteller, men det kan også være meget luksusorienteret. Vores var lille, hyggeligt og billigt. Nu havde vi et sted at bo.
Det næste der skulle løses var transport-problemet. Der er ikke mange kilometer vej på hovedøen, men der er stikveje ned til strandene. Der er for langt at gå eller cykle, så et køretøj må der til. Vi lejede en "strand-Buggi", som er bygget over en VW Fusca-chassis og udstyret med ekstra brede dæk.
Fisk og Fugle
Fernanda de Noronhas isolerede beliggenhed har givet anledning til et fantastisk fugle- og fiskeliv. Mange af fuglene kan man se på strandene, hvor de yngler i kolonier
direkte på klipperne eller i smågrupper i træerne. Hovedattraktionen er det myldrende fiskeliv. Det specielle er, at man kan se mange af fiskene ved snorkeldykning på
lavt vand, og at man ikke behøver leje tungt dykkerudstyr. Man kan imidlertid også leje scuba-dykkerudstyr og gå ned på dybere vand, hvor man nogle steder kan svømme mellem fredelige hajtyper og skildpadder, men det er ikke tilladt at svømme mellem delfinerne.
Vi dykker mellem fiskene
I vores sølv-Buggi tøffede vi i fire dage rundt til strandene, hvor vi badede, nød solen, spiste grillede fisk og frem for alt dykkede med snorkelsæt. Det var en utrolig oplevelse at befinde sig mellem myriader af farvestrålende fisk. Ofte kunne vi næsten røre dem. Vandet var krystalklart, og der var mange fl otte koraller. Også børnene, Thomas på 10 år og Maria på 12, dykkede og oplevede fiskelivet på nært hold. Vi deltog desuden på sejlture, hvor vi oplevede fuglelivet og så delfinerne. Fernando de Noranha er speciel kendt for delfiner af en type, der kan rotere i luften som et projektil. I bugten Baia dos Golfinos kan man (bedst tidligt om morgenen) se store grupper af disse legesyge delfiner. Her er svømning forbudt, men vi tog på en bådtur ud i bugten, og i tre-fire tilfælde kom smågrupper af delfiner tæt op på båden og legede i lang tid omkring kølen – børnene jublede. Vi svømmede også efter skildpadder, men de er færre og vanskeligere at komme tæt på, så vi så kun
enkelte. Den store grønne skildpadde yngler på Praia do Leão. I perioden fra september til maj kommer de op på stranden om natten og lægger æg. Ca. 20 år senere kommer ungerne tilbage og lægger æg på samme sted – forunderligt. Tilgangen til de enkelte strande er stærkt kontrolleret af Ibama, Brasiliens miljø- og naturmyndighed. På øen må der maksimalt være ca. 420 turister på en gang, og flere strande er lukkede. Andre steder, hvor man kan svømme i små laguner mellem fiskene, må der kun være et begrænset antal personer i vandet samtidig etc.
Vi tog glade tilbage til Boa Viagem, Recifes ”Copacabana”, til en anden slags strandliv, men vi var alle fire enige om, at vi havde haft fire vidunderlige dage i et lille naturparadis.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
