Under et travlt forretningsbesøg i Cuiaba fandt jeg mulighed for en smuttur ned i Pantanal, et
møde var blevet aflyst, så jeg var klar fredag middag - sandt at sige havde jeg også en snigplan
med denne tur.
Pantanal er verdens største vådland - på størrelse med Frankrig - det ligger vest i Brasilien over
mod Bolivia fordelt mellem staterne syd og nord Mato Grosso. Navnet Mato Grosso betyder
noget som stor tyk skov eller ingenmandsland. Siden jeg havde erhvervsgeografi på har jeg
altid haft lyst til at besøge stedet. Professor Humlum omtalte ofte Mato Grosso og forklarede, at
mange af vores kulturplanter stammer herfra. I dag er meget af den uendelige skov omdannet til
nogle af verdens største kvægområder og sojamarker. I Chapada øst for Cuiaba, hvor Brasiliens
"Grand Canyon" befinder sig findes det geodætiske midtpunkt for Sydamerika.
Jeg fik lavet en aftale med taxa chaufføren Moacir, 2 dage og 600 km inkl. Chapada for 500
R$. Mit hotel hævdede, at turen kræver en 4x4, men jeg havde læst i Lonely Planet at en
personbil kunne klare turen i tørtiden, så jeg valgte Moacir med en Fiat Uno, dog mest fordi
han var hyggelig og jeg havde tillid til ham.
Cowboys med zebukvæg
Efter en times kørsel fra storbyens tumult ankom vi til Pecone, en "Wild West" by ved
indkørslen til Pantanal. Byen er en tidligere guldgraverby, som har et stort opland med kvæg
rancher - fazendaer. På de tørre områder af Pantanal græsser der meget store flokke af hvidt
zebu kvæg og cowboyerne slukker tørsten i Pecone. Byens indbyggere er hovedsageligt en
blanding af indianere og negre. Det var hen på eftermiddagen, før vi ankom, og vi havde intet
spist siden morgenmaden, så vi droppede ind på den sidste saloon Ouro Real - Rigtig Guld. Her
blev vi betjent af 5 let påklædte damer. Moacir tiskede lidt og rullede med øjnene, mange
services blev tilbudt, men vi nøjedes med colaer og salgados. Madam ville lukke biksen og tage
alle pigerne med til Pantanal, men Moacir startede Fiat Uno'en op og vi suste af sted efter at
Moacir havde slået korsets tegn.
Wild West-saloon Ouro Real
Fra indgangsportalen skal der efter mit kort være 61 km til Porto Jofre. Vejen, som hedder
Transpantaneira, er en grusvej, der går over 137 broer og slutter i Porto Jofre ved Piquire
floden. Vi havde valgt indkørsel sidst på eftermiddagen, hvor dyrene er fremme for at nyde
solen og en sidste haps inden sovetid, men vi var nok lidt sent ude. Kort tid efter indkørslen så
vi store flokke af fugle og rækker af jakares alias alligatorer. Ungerne ligger i lange rækker ved
vandkanten og slikker sol, mens de venter på bytte.
Her i begyndelsen af oktober lakker tørtiden mod enden, og regntiden er på vej. Der er meget
lidt vand, derfor må dyr og fugle klumpe sig sammen. Ituiui storken - Pantanal's vartegn -
spankulerer frygtløs rundt i små grupper op mod vejen. Den er mindst dobbelt så stor som vores
stork og har et pudsigt sort hoved plantet på en rød posehals.
Ituiu-stork
Der er hele tiden små glimt i vandet fra myldrende piranha fisk. Næppe nogen steder i verden
er der flere arter af ferskvandsfisk end i Pantanal ca. 375 - det vrimler. Fiskeri er tilladt, men
dog kun med fiskekort, som hotellet kan være behjælpeligt med. I Cuiba kan jeg anbefale
"Pescaria Popular", som serverer en udsøgt menu af ferskvandsfisk, specielt kan jeg anbefale
pintade fisken, jeg kunne vanskeligt gå derfra.
Midtvejs mod Jofre er der tørt og færre vilddyr, men store flokker af græssende kvæg, så vi
haster af sted, vi har for længst passeret de 61 km uden tegn på Jofre. Det er ved at blive mørkt
og vi mangler stadigt over halvdelen af de 137 broer. På den sidste halvdel af strækningen er
broerne i meget dårlig stand, heldigvis kan vi her i tørtiden køre uden om nogle af dem.
Broerne er plankebroer, og i nogen tilfælde må jeg af for at skubbe plankerne på plads. Det
tager lang tid, og vi er ikke fremme før ved nitiden, de sidste 2-3 timer møder vi hverken
mennesker eller dyr - kun katteøjne. Endelig kommer vi frem til Porto Jofre Hotel, hvor der står
tre mindre fly udenfor. Efter lidt banken dukker en sur hotelmand op. Ingen reservation, nej,
dermed ingen værelser, men kør længere ned af pisten, der ligger en pousade - muito simple.
Gennem min rejsetid har jeg lært at der altid er et værelse / billet tilbage, men denne gang går
det ikke. Den næste dag giver smilende Jamil en rundtur på hotellet, et naturparadis med
speciale i lystfiskeri - 25 veludstyrede speedbåde til rådighed.
Kapivarer
Vi lusker videre til Neco's gæstgiveri, der nærmest er nogle barakker ud mod floden - "somos
exploradores" udbryder Moacir. En stor mestiche "Gubben" modtager os i rundhytten, men
værelser Nej, restaurant Nej. Dog efter lidt grynten viser han os et uordnet rum til 50 R$, men
ikke to rum og ingen mad. Moacir ruller med øjnene og mumler om uhøflige bushfolk. Medens
Moacir og jeg deler en kikspakke, rydder Gubben rummet og starter en generator op.
Aircondition! Fantastisk, for myggene hænger i store sværmer. Vi gør klar til sejlturen på
floden som vi har bestilt til tidligt næste morgen og tørner ind - AC'en kører - det er et under!
Næste morgen bliver vi vækket af nogle blå Araras papegøjer, der skræpper i træet ved siden af.
Vi går med Gubben i den lille motorpram samtidigt med at solen står op.
Lydene i junglen samt den flotte solopgang over floden er i sig selv en stor naturoplevelse.
Dyrerne og fuglene er nu vågne, vi ser 2-3 capivarfamilier som kigger nysgerrigt fra flodkanten
- de er sjove dyr og de største i gnaverfamilien, lækkerbiskener for jaguar og anaconda -
flodsvin kaldes de i Danmark, hvor Aalborg Zoo i øvrigt har en flot samling.
forfatteren
Vi sejler et par timer ned af floden og ser mange dyr, mest fugle, men ikke så mange som ved
vejen i går. Der er aber og hejrer i træerne, i flodkanten nogle store alligatorer, som vi kommer
tæt på. Vi ser en meget stor slange krydse floden, - antageligt en anaconda. Vi sejler efter den -
den dykker et par gange, men den krumme hals kommer op som et periskop, men forsvinder til
sidst i mangroven. Det bliver en storslået oplevelse, gubben peger dyr og fugle ud, han smiler
endog ind imellem og serverer gratis kaffe med meget sukker.
På hjemturen, sidst på eftermiddagen ser vi også mange fugle og alligatorer, jeg får nogle gode
billeder af itauiu storker med unger i reden. Før udkørslen stopper vi ved Pousada Araras Eco
Lodge. Her er alt rigtigt organiseret i tidens økotrend, men priser på 150 US$ pr person er ikke
særligt øko. Jeg er meget fristet af en lang ridetur i sumpen, men jeg skal jo med fly til Rio, så
jeg må i stedet tage rideturen en anden gang i bjergene i Petropolis, hvor jeg bor.
Både jeg og Moacir har haft en interessant tur. Ret beset burde denne tur tage en lille uge og
den kunne let have kostet over 1.000 US$, men jeg havde kun 1½ dag til rådighed og denne tid
blev udnyttet optimalt. Moacir kører mig i lufthavnen, jeg lover at sende ham nogle billeder,
som hans søn kan vise på computer.
Knud B Bach
www.berejst.dk medlem #125
Links:
-Hotel Porto Jofre www.portojofre.com.br
-Araras Eco lodge www.araraslodge.com.br
-Pantanal Hotel www.portjofrepantanal.com.br
