Petropolis, Brasilien
Fra vor udsendte i Petropolis, Knud B. Bach (125)
Siden maj har jeg boet i Petropolis, Brasilien, med min familie Anna, Maria 9 år og Thomas 7 år.
Petropolis ligger i de kølige bjerge, i 800 m’s højde ca. 75 km fra Rio de Janeiro. Byen er ikke særligt gammelt, alligevel har den stor historisk betydning for brasilianerne. Petropolis er opkaldt efter Kejser Pedro den II, som grundlagde byen i 1845, og her ligger hans fornemme sommerslot. Byen kaldes også Hortensiastad. Samtidigt med at byen blev anlagt, indvandrede en gruppe på ca. 200 sydtyskere. De kom til at sætte deres meget tydelige præg på byen, både hvad angår byggestil, haver, madtradition og ikke mindst ølbrygning.
Brasilien havde faktisk sin kejserfamilie. Kejser João den 6. af Portugal flygtede hertil fra Napoleon i 1808. Han kom med sin hof på 15.000 personer til Rio de Janeiro, og i denne fjerne koloni var man stolt over at have den kejserlige familie og det fornemme hof. Kejser João måtte rejste hjem til Lissabon efter en halv snes år i Rio. Han overlod styret til sin søn Kejser Pedro den I, som udråbte Brasiliens uafhængighed i 1822. Men han var så selvrådig, at han blev afsat af folket og hjemsendt. Han var imidlertid så klog, at han lod sin fem årige søn blive tilbage i Rio. Denne blev indsat som kejser Pedro den II i 1839 og han regerede landet i næsten 50 år. Han var den oplyste og liberale hersker, der forestod moderniseringen af Brasilien. Selv om han var en enerådig kejser, anses han stadigt for at være det mest populære statsoverhoved, som Brasilien har haft. Han begik dog den ”brøde” at ophæve slaveriet allerede i 1888, og det syntes kaffegodsejerne i São Paulo ikke om. Samtidigt var han blevet uvenner med generalerne, så han endte på et skib til Lissabon, og Republikken blev udråbt.
Jeg er medlem af de Berejstes Klub, fordi jeg altid har holdt af at rejse og opleve nye steder og folk. De sidste 25 år har jeg imidlertid kombineret rejser med mit arbejde. Generelt består mit arbejde i at gennemføre danske industriprojekter rundt om i verden, hvor sådanne muligheder måtte byde sig. Således er jeg nu havnet i Brasilien, hvor jeg er direktør for firmaet Aalborg Industries S.A. ex ATA. Firmaet producerer kedler og gennemfører energiprojekter, og er markedsleder i Brasilien på sit område; der er ca 250 mand ansat i firmaet. Jeg startede i maj, hvor Aalborg Industries overtog firmaet fra det japanske Mitsubishi Heavy Industry. Dette har været en spændende arbejdsudfordring, som optager hele min dagligdag.
Da min familie kom, startede vi med at bo på Riverside Hotel, et meget hyggeligt hotel i pousada stil med stor have og med høje bjerge rundt omkring. Hotellet gav nogle personlige relationer og en god ingang til lokallivet i Petropolis. Thomas og Maria fik en lille schæferhvalp af værtinden, denne blev hurtigt familiens kæledække, og senere flyttede den med i hus. En weekend tog vi til nationalparken Acu, som har jungle-beklædte bjergsider, hvor der er smukke vandfald. På hjemvejen stoppede Maria brat op, der lå en slange midt på stien, vi måtte trække os tilbage, og gå i en bue gennem vildnisset. Dette har bevirket, at Maria nu ikke vil med på den tur til Amazonas, som vi går og planlægger.
Primo september begyndte Maria og Thomas i en lille brasiliansk skole. Skolen Espacio Verde er en lille skole med ca. 70 elever. Skolen ser lidt landsbyprimitiv ud og befinder sig i gamle bygninger. Men den er hyggelig, varm, kreativ og ligger i et grønt område. Maria og Thomas har tidligere gået i international skole i Fjernøsten og sidst på skole i Danmark, de havde ikke store forventninger til niveauet, men de blev overraskede, da de måtte konstatere, at deres nye kammerater var langt foran i både regning og læsning.
Børnene suger hurtigt det portugisiske sprog til sig, hjemme arbejder de med deres danske skolebøger, som de havde med i bagagen. Vores hus ligger idyllisk i Castello, 5 km uden for Petropolis. Det ligger i et parklignende område, men der er ikke langt til favelaerne. Faktisk er det et gammelt 'sommerhusområde' for tidligere velhavende Rio-beboere, der ønskede at slippe bort fra Rio de Janeiros brændende sommer. Det som fortryller os mest er haven med de mærkelige træer, planter og blomster. Der kommer en flok støjende papegøjer og sætter sig i vores træer næsten hver eneste dag. Vi ser mange vilde kolibrier. Ungene synes nok, at hundehvalpen og de to store Doberman vagthunde er det sjoveste, plus svømmebassinet, som bliver flittigt brugt.
Nu skulle jeg lige til at sknve om Rio, men det må vente.
Når jeg engang flytter til Danmark igen, håber jeg på lejlighed til at deltage i nogle klubarrangementer
Knud B Bach, 125
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside