Temaet ”Transportformer på rejsen” giver mig associationer til mine specielle køretøjer. Det kunne jo være Jylland rundt på min gamle, kære konfirmationscykel, Tysklandstur på min Everton-knallert, Paris-raid på min BSA Golden Flash motorcykel i 1965 eller Vestafrika-ture i min 2CV, konstrueret i Abidjan - men nu vælger jeg Commandoen.
Chevrolet Commando årgang 1942
I marts 1968 købte jeg sammen med en kammerat en Chevrolet Commando årgang 1942. Vi købte den på militærets overskudslager i Aalborg for 700 kr. Køretøjet - en mellemting mellem jeep, tank og minibus - kom til Danmark via Italien med de amerikanske invasionsstyrker under Anden Verdenskrig. Commandoen er beregnet til at bringe officerer tæt på fronten for at udarbejde kort og lave planlægning. Den er udstyret med ’frontgunner position’, rattet sidder i venstre side, bremser og koblingsplads er ombyttet og den kørte kun 2-3 km på literen. Indregistreringen tog tid; da bilen ikke tidligere var anvendt som civilt køretøj skulle den først typegodkendes.
I denne bil gennemkrydsede vi Europa i fire sommerferier:
1972 Tyskland, Østrig, Jugoslavien, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland, Italien, San Marino
Turene varede normalt 3-4 uger. De startede gerne midt i juli, og tidsbegrænsningen kom ofte af, at min bror, Morten Mekaniker, skulle hjem på gården til høstarbejde. Vi kørte normalt 4-5.000 km, men på den sidste tur til Istanbul passerede vi 9.000 km. Der deltog 9-10 personer - generelt studerende med lyst til rejseoplevelser. Gruppen blev sammensat i juni før sommerferiens start. Bortset fra min bror og kæreste var jeg den eneste gennemgående person og egentlige ejer.
Undervejs så vi Europas klassiske seværdigheder. Turene var enormt begivenhedsrige, da Commandoen overalt vakte stor opsigt. Jeg vil udvælge nogle begivenheder og lade billederne fortælle.
Reparation ved den tyske autostrada - Morten Mekaniker er under bilen
Reparation var også et tilbagevendende tema. Et år var bilen solgt og køberen havde glemt at lukke vandet af køleren om vinteren. Resultat: køleren var frostsprængt, og motoren løb varm ved lidt højere hastighed. Fra en tysk lastbilchauffør lærte vi et trick om at tætne køleren med opløst rugbrød. Det var ikke den optimale løsning – jeg måtte fra Rendsburg afsted på stop efter en ny brugt køler fra militærets overskudslager i Viborg. Senere på vej op af St. Gotthard-passet sad jeg pludselig med en løs gearstang svingende frit i luften. Vi fik os trillet ind til et lille værksted, som venlige folk stillede til rådighed. Så løste vi selv problemet. Bortset fra ’encounters’ med tysk politi blev vi overalt mødt med stor hjælpsomhed.
Østrig - ved Donau - vi gør sommerklar
Normalt kørte vi i ét stræk gennem Tyskland, som vi fandt mindre interessant når Rivieraen ventede. Syv personer kunne sove bag i, mens tre sad foran. Når vi kom over Alperne gjorde vi bilen og os selv klar til Rivieraen. Vi skiftede til shorts og t-shirts, tog vinduerne af og lagde dem på taget.
Vognen blev efterhånden meget udsmykket. Vi havde mange genvordigheder med tysk politi, som havde meget lidt humor til overs for ”diese alte kiste”. Spørgsmålet om de ikke havde set den på vej til Danmark under krigen var heller ikke velkommen. Vi fik flere bøder bl.a. for at køre ’speedy’ under Elb- tunnellen. Disse begivenheder malede vi på fordøren som vores trofæer. Vores valgsprog, som vi tog fra et tysk ølglas: ”Per aspera ad Astra” (gennem trængslerne til stjernerne’), hjalp os frem!
Frankrig var vores favorit. Her var både vi danskere og bilen populære. Engang uden for Bordeuax ved Atlanterhavet inviterede et pænt ægtepar os til deres overdådige sommerhus. Derefter overlod de os sommerhuset med køleskab et cetera til frit brug.
Vi kom igennem Cahors, hvor Prins Henriks far Grev Monpezat havde vinslot. Prompte besluttede vi os for at køre ind og sige ”go’dag” - vores tre fransk-studerende fra Aarhus Universitet fandt idéen upassende og hoppede af ved lågen. Greven modtog os venligt, han viste os vinmarkerne og serverede et glas til afsked. De tre studiner var i mellemtiden listet frem. Senere udenfor landsbyen faldt vi i snak med en gammel, fattig kone. Hun havde set bryllupsbilleder af Prins Henrik og Prinsesse Margrethe og insisterede på, at vi danskere skulle have hendes sidste høne til suppe. En rørende gestus, som vi dog måtte afslå.
Bulgarien – panik omkring Commandoen i Sofia
Vi elskede Bulgarien - folk var fattige men venlige. Vi frådsede i spydstegt lam med megen god rødvin og ikke at forglemme benzin til 35 øre literen. Vi så på sigøjnere der trak rundt med uskyldige bjørne i en snor, og om aftenen dansede andre på gløder på bare tæer. I Sofia havde vi dog et lille uheldigt møde med en Trabant, da Commandoen prikkede den et lille hul i højre forskærm. Ejeren havde været alt for optaget af de lyse skandinaviske piger bag i bilen - især deres fremskudte barmprofil. Under stor sammenstimling og megen palaver insisterede han på 50 dollars. Med hjælp fra politiet lukkede vi sagen med syv dollars - til gengæld blev vores (tomme) film konfiskeret.
Commandoen ved det Gyldne Horn, Istanbul
Tyrkiet. For de fleste af os var dette vores første møde med østens mystik. I Edirne fik vi om aftenen efter lukketid lov at komme ind i byens moske. Bedesalen var kun svagt oplyst - vi var tryllebundne. De store moskeer i Istanbul samt sultanens haremspalads facinerede os. Vi kørte op mod Sortehavet, men over mod Soviet var der lukket med pigtråd og beton. Det var en anden tid - den kolde krig herskede og vi havde knap hørt om terror.
Frokostpause i Alperne
Idyl i Alperne på hjemturen. Middagen om aftenen var normalt på små restauranter, men frokost indkøb og forberedelse var fælles, hvor opgaverne gik på skift som på kollegiet, og kun Morten Mekaniker var fritaget. Jeg husker at fælles spisning kunne ligge på en krone pr. deltager. Hen imod slutningen af turen var pengene næsten altid brugt op. En gang i Tyskland var der forslag fremme om, at Morten skulle lejes ud som karl for et halvt år med hyren forudbetalt, for at vi andre kunne købe benzin. I stedet solgte vi bilens akkumulator; på resten af turen måtte vi så altid parkere ned ad bakke. På en sådan commandotur var det ikke altid idyl der herskede: ind imellem måtte der holdes krigsråd. En gang mistede vi et par af deltagerne, som stod af commandoræset i Barcelona. En anden gang måtte jeg selv tage hjem med Morten på stop fra Andorra, da høsten på familiegården skulle igang. I dag ser vi tilbage med glæde på turene og de fantastiske rejseoplevelser. Det var jo før Danmark blev medlem af Fællesmarkedet (nu EU) og vi kom til at kende store dele af Europa på nært hold. Det var også med til at starte min rejselyst, der fortsat er meget stor.
<
