Fra Mali til Øvre Volta, forfatteren ved sin Citroën Mehari, 1980
Jeg boede i Uagadougou i Burkina Faso fra 1978 til 1980, dengang hed landet Øvre Volta.
Burkina Faso ligger ret isoleret 1000 km fra havet i det centrale Vestafrika, mod nord Sahel som er halvørken og mod syd den grønne savanna. Landet er fattigt, og befolkningen lever hovedsageligt af landbrug. Hovedstammen i landet er Mossifolket. Selv om landet tidligere
var den franske koloni La Haute Volta og under stærk francofon (fransksproget) indflydelse, var der relativ lidt kontakt med Europa. På et tidspunkt var jeg faktisk den eneste dansker i landet. Der var der stadig mulighed for at opleve det oprindelige Afrika, hvor hver stamme havde sine karakteristiske huse, egen sangkultur, egne religiøse skikke og danseritualer og med deres forskellige særprægede masker. Der var stærk tro på troldomskraft eller "gris-gris".
Jeg foretog mange rejser og besøgte mange afkroge i landet, jeg ville opleve det ægte Afrika. Ligeledes besøgte jeg i perioden 11 af de omliggende vestafrikanske lande. I denne sammenhæng dumpede jeg flere gange ind i stammefester med religiøse ceremonier. Det er
over 25 år siden, jeg oplevede disse ting, som jeg nu har skrevet ned fra hukommelsen og ved at gense mine gamle lysbilleder - der er jo siden sket mange forandringer i Afrika.
Do Do dans i Mossilandet uden for Ouagadougou
En fredag fortalte rygterne, at der skulle være en traditional mossihappening ca. 75 km fra
Ougadougou. Jeg kørte afsted med en kammerat lørdag morgen. Det lykkedes os at finde stedet, der lå langt ude i bushen uden nogen form for beboelse. Folk stod i smågrupper klar til at modtage Moro Nabaen, mossiernes konge eller overhøvding. Hans garde af traditionelle krigere dannede en afskæmning mod folket. Selve livgarden var til hest og grupperet i to
rækker. Livgardens chef modtog Moro Naba’en, som var en meget korpulent mand iklædt grand bou bou, den traditionelle festdragt. Livgarden demonstrerede deres dygtighed til hest ved væddeløb, også for at demonstrere, at de kunne forsvare deres konge.
Hen på dagen dukkede to mørke skikkelser op, såkaldte ‘Do Do’er. De var indhyllet i en langhårede dragter og bar store mossimasker. Deres dans var inciteret af stortrommen. En støvsky stod om dem, jeg følte en gungren gennem jorden, der hensatte mig i en mærkelig halvtrance, faktisk blev jeg lidt bange og bevægede mig lidt væk. Troldmændene omkring ’Do Do’erne manede med trolddukker. Desuden optrådte dansegrupper af småpiger på 7-10 år. Disse dansere, der var accompagneret af trommer, var noget af det mest rytmiske og gymnastiske, som jeg nogensinde har oplevet, jeg blev revet med.
Oplevelsen kom til at virke for intens, så hen på eftermiddagen kørte vi tilbage til Ougadougou.
Høstdans i Niger grænseområdet Diapaga Gourmantche Land
Sammen med to amerikanske venner og en veninde fra Ghana havde jeg kørt ca. halvanden dag fra Ouagadougou, før vi kom frem til grænseposten mellem Øvre Volta og Niger. Den lå faktisk ca.60 km inde på Nigers territorium. Men der stoppede turen. Grænsegendarmerne
nægtede at acceptere den amerikanske og den ghanesiske piges visa. Normalt findes der
mange overtalelsesmuligheder, men denne dag var der ingen metode, som hjalp, slukøret kørte vi tilbage ind i Øvre Volta.
Vi stoppede i en lille landsby for at diskutere situationen. Vi havde meget lidt lyst til at køre tilbage til hovedstaden. Efter lidt tid kom der en ældre mand i blå grand bou bou op til os. Han præsenterede sig og inviterede os til at opleve landsbyens initierings- og høstdans. Han kom med i bilen og efter et par kilometer på støvstier var vi pludselig midt i dansen, musikken og støvet. Mændene var iklædt dragter lavet af små bambusstokke og hatte med
farvede bomuldstotter. De sang og dansede i ring til trommerytmen.
En lokal troldmand gik rundt med et afhugget hanehoved på en stav og med de nappede han
efter deltagerne. Efter ca. en time stoppede dansen, derefter gik danserne på række videre til den næste landsby. Det var en kort, men meget spændende oplevelse, og vi følte, at efter denne oplevelse kunne vi køre videre tilbage til Ouagadougou.
Begravelsesceremoni for en afdød høvding i Ganvie Benin ex Dahomey
På en anden rundtur, der gik gennem Burkina Faso-Ghana-Togo-Benin- Nigeria-Benin-Togo- Burkina Faso, ca. 4.000 km, var der mange oplevelser, men jeg vil fremhæve en enkelt.
Det var igen et grænseproblem, der satte tingene i gang. Min norske kammerat Svein Per
blev nægtet indrejse fra Nigeria til Benin, angiveligt fordi Norge ikke var medlem af EF. Problemet var, at vi var nødt til at krydse Benin for at komme tilbage til Burkina gennem Togo. Efter tre timers vanskelige forhandlinger lykkedes det at få tilladelse, på betingelse af at vi kørte direkte non-stop gennem Benin. Vi accepterede, men besluttede bevidst at snyde grænsegendarmene med en smuttur ind til Ganvie, der er et fiskersamfund på 10.000
beboere som bor i styltehuse ude i Ganviesøen.
Vi fik lejet en kano og kom frem til landsbyen Ganvie. Næsten samtidigt med vores ankomst mødte vi en flåde af kanoer anført af en kano med flag og råbere. Derefter kom ca. 20 kanoer med fulde mænd, der dansede i kanoerne, næsten som i trance, men uden at falde overbord.
Derefter kom ca. 10 pyntede kanoer, i den midterste kano stod en udsmykket kiste omgivet af
sørgende, de fleste var kvinder. Konvojen afsluttedes igen af en flagkano. Kanoflåden gled forbi os med sang, dans og musik. Det hele tog ca. tyve minutter. Da vi bagefter forhørte os, fandt vi ud af, at det havde været en ceremoni for høvdingen som var død, og at kvinderne i kanoen var hans mange koner. Det var et uforglemmeligt skue, som havde passeret os.
Til Markedsfest hos Dogonfolket i Mali, men uden hirseøl
På en anden tur sammen med min norske kammerat besøgte vi Timbuktu og flere steder langs
Nigerfloden. På vejen hjem til Ougadougou fra Mopti beluttede vi os til en afstikker ved Bandiagara for at besøge dogonfolket. Det var lørdag, og vi havde hørt, at der skulle være et stort folkemarked. Dogonfolket har en meget særpræget kultur. De bor dramatisk i bjergforkastningen Bandiagare, som adskiller højsletten mod Mali fra den store burkinske savanna. Deres døde bliver begravet i huler højt oppe i klipperne. Deres bygninger har deres egen stil med dekorationer, specielt kornmagasinerne er dekoreret som menneskeansigter. I
den nordlige del af Mali er flertallet af befolkningen konverteret til den muslimske religion, men dogonfolket har holdt fast ved deres oprindelige animistiske religion.
Vi kom frem til det store marked og fik lov at gå rundt og kikke, som vi ville. Der var fest og dans med lokal brygget hirseøl, men da vi ville købe lidt hirseøl fik vi nej. Dette slog os som meget underligt, idet gæstfriheden står højt i Vestafrika. Til de andre begivenheder jeg har
beskrevet, blev vi budt velkommen og fik næsten hædersplads, men ikke hos dogonfolket, måske det også er derfor, de har været i stand til at fastholde deres kultur og religion.
Vi kørte trehundrede km til Ouagadougou og fik vores øl i en palmehytte på vejen.
