Amsterdam, Bruxelles og lidt til...

Det hele startede en ganske almindelig dag i marts. ”Vil du låne en bil, kan du bare sige til!” – ”Tak, så vil jeg gerne låne en på mandag”. Sådan gik det til da jeg arrangerede transporten.

Tekst og fotos: Jakob Nielsen

Jeg havde længe gået med tanker om en tur til Amsterdam. Af mange grunde. De rejseberetninger jeg havde fået fra familie og venner var alle positive. Tidspunktet, sidst i marts måned, var ideelt, inden sæsonen rigtig gik i gang og med lidt held kunne foråret fremskyndes lidt ved at køre de 800 km mod syd. Da jeg fik muligheden for at låne en bil, var jeg således ikke sen til at sætte planerne i værk. Efter lidt forespørgsler her og der fandt jeg endda en god rejsemakker, min fætter Troels, og snart var vi afsted. Med den aldrende Toyota Corolla let lastet, begav vi os afsted over Fyn og Jylland med kurs mod Hamborg. Vi spiste kilometer efter kilometer og fik set en masse motorvej. Snart fik motoren dog lov at hvile sig lidt. Da vi ville krydse grænsen til Tyskland, blev vi venligt, men meget bestemt bedt om at gøre rede for vores nummerplader. Det viste sig nemlig, at vores lånte Toyota fra engang i sidste årtusinde kun var udstyret med en enkelt nummerplade.

Den tyske grænsebetjent forlod os - med vores pas og kørekort. Et øjeblik efter kom han tilbage. "Alt i orden", sagde han. "I skal bare lige skrive registreringsnummeret på et stykke papir og lægge det i forruden". Vi kiggede på hinanden, derefter på betjenten og derefter rundt på parkeringspladsen for at finde det skjulte kamera. Men den var god nok. Vi gjorde som den flinke mand sagde og satte så Toyotaen på arbejde igen. Måske kunne vi få en ønske-nummerplade nu vi er igang, bemærkede Troels.

Omkring Hamborg gik det op for os, at vores geografiske paratviden trods alt var begrænset og at turen nok ville glide lidt lettere, hvis vi havde et kort. Vi gjorde holdt på en af de fantastiske tyske rastepladser og investerede i et detaljeret kort over Benelux-landene. Det viste sig at være en god ide. Nu kunne vi ikke blot finde vej, men også underholde hinanden med pudsige stednavne og små gættelege.

Som vi kørte ind i Holland begyndte trætheden at melde sig. Klokken var 16 da vi tog hjemmefra, og nu hvor vi havde passeret midnat begyndte vi at lede efter en rasteplads. En af de skønne ting ved at rejse er oplevelsen af afstande. At spise frokost i København, aftensmad i Tyskland og lægge sig til at sove i Holland og på den måde udfordre sin egen forestilling om hvordan Verden hænger sammen er en af de ting jeg aldrig bliver træt af.

Vi parkerede i et mørkt hjørne af en rasteplads og begyndte at transformere vores Batmobil. Bagsæderne blev lagt ned og to liggeunderlag med tilhørende dyner blev rullet ud. Vi var begge lidt spændte på hvilken komfort vi ville blive budt, hvis ordet komfort overhovedet skulle hives frem. Der var dog ingen problemer med at falde i søvn. Ganske få sekundet efter bildøren var lukket og dermed også lyset slukket, faldt vi i dyb søvn.

Selvom ruderne drev med vand og selvom der ikke just duftede af roser da vi vågnede var vi begge enige om, at vores kære køretøj havde sørget godt for os i løbet af natten. Vel var det ikke et fem-stjernet hotel, men prisen taget i betragtning var der bestemt ingen grund til at klage. Vi købte lidt brød og en kop varm chokolade, tog lidt vand i øjnene og så vidt jeg husker fik vi også børstet tænder. Snart var vi på vejen igen.

Vores første egentlige stop var Den Helder, hvor vi besigtigede de Hollandske diger og efter en gang stiv kuling direkte fra Nordsøen fortsatte vi til Haarlem. Her fik vi vekslet lidt penge, og fik de første indtryk af det hollandske folk.

Vi blev hurtigt enige om at fortsætte til Amsterdam og der ankom vi sidst på eftermiddagen. Umiddelbart virkede Amsterdam meget indbydende, men den kære Corolla følte sig ikke velkommen. Den by er simpelthen ikke beregnet til biler. Det konstaterede vi, da vi betalte den første P-billet. Desuden var det et forhindringsløb uden lige, der krævede rallyegenskaber af chaufføren.

Hjemme havde jeg brugt lidt tid på internettet og havde derfor et par overnatningsmuligheder på hånden. Med venlig hjælp fra turistkontoret på Centraal Station fandt vi Hotel Arena som overraskede meget positivt. Her var alt hvad vi havde brug for og prisen var der ikke noget i vejen med. Det lå i kanten af byens centrum og dermed i gå-afstand fra det meste. Vi slentrede langs de mange kanaler og snusede til den gode stemning. Amsterdam ligner nogle steder Tivoli andre steder Christiania - overalt er der liv og god stemning. Vores fødder blev dog hurtigt ømme og det blev så enden på den dag.

Næste dag vågnede vi op til det herligste forår. Det var så fuglene sang, og det gjorde vi også mens vi brugte løs af de sanitære faciliteter, som trods alt ikke var standard i Toyotaen. Der skulle vi nok have haft fat i en Corolla de Luxe. Efter denne herlige ud-af-kroppen oplevelse fandt vi traveskoene frem og begav os ud i den sitrende by. Vi havde ikke nogen speciel retning eller mål med vores traven, men valgte og vragede mellem de mange tilbud, lige som vi lystede. Det er svært at fremhæve deciderede højdepunkter (Hollands topografi taget i betragtning), det var nok så meget oplevelsen og forståelsen af ordet atmosfære. Amsterdam præsenterede sig flot den dag. Om det var fra sin flotteste side kan jeg ikke sige, eftersom det var mit første besøg i byen, men jeg fik afgjort lyst til at komme tilbage.

Det blev aften og vi fandt tilbage til den parkerede bil. Den havde nu holdt stille i 20 timer og for det måtte vi betale 40 Gylden (ca. 130 Kroner). Vi satte os til rette og var hurtigt på vej mod Bruxelles. Motorvejene snoede sig ud og ind af hinanden, men fandt dog let det rette spor. Planen var, at overnatte akkurat udenfor byen så vi tidligt næste morgen kunne iføre os kamera og solbriller og lege turister endnu engang. Derfor fandt vi en rasteplads ca. 20 km fra Bruxelles, hvor vi lagde an til endnu en nat i bilen.

Som planlagt, så gjort. Klokken ni befandt vi os i de snoede gader og erfarede hurtigt, at højre vigepligt var langt mere udbredt en vi havde forestillet os. Jeg var co-driver, men uden mine kontaktlinser, som jeg pga. de sparsomme faciliteter

endnu ikke havde iført mig, var jeg til samme gavn, som en blind i et billedlotteri. Det lykkedes os, efter lidt omkørsel, at finde en passende parkeringsplads, omtrent under den nok så kendte Atomic. Her gennemførte vi et sparsomt morgentoilette - og jeg fik mit syn tilbage.

Vi brugte et par timer i bydelen omkring Atomic og anskaffede os blandt andet et kort over byens transportsystem. Med mit selvlærte franske lykkedes det mig desuden at tømme en indfødt for praktiske oplysninger om transport, seværdigheder mv. og så gik turen til Europaparlamentet - et af turens højdepunkter.

Det var ikke muligt at få adgang til selve parlamentet, kun som gruppe og kun ved forudgående aftale. Og selvom man opfyldte begge ting kom man ikke ind i selve parlamentssalen. Dermed har jeg stadig det tilgode. Mon ikke det er muligt at skaffe en invitation eller et "backstage"-pas på en eller anden måde?

Vi fortsatte til fods gennem byen. Jeg foretrækker som regel denne form for transport når det ikke blot er et spørgsmål om at komme fra A til B – og det er det sjældent for mit vedkommende. Det giver måske et par vabler, men det betaler sig i det lange løb (!?)

Den gamle bydel, Grand'Place, Maneken Pis og alt det der fik vi set, men vigtigst af alt fik vi smagt en rigtig belgisk vaffel - dyrt men dejligt.

Efter nok et par timers vandring vendte vi tilbage til hotellet på hjul og drejede nøglen. Motoren gav lyd fra sig og sendte os på ny afsted. Nu var turen mod Danmark reelt begyndt, men det var ikke et spørgsmål om at komme hjem så hurtigt som muligt. Med kortet i hånden fik vi lagt en rute mod øst gennem Limburg, det sted hvor Holland, Belgien og Tyskland grænser op mod hinanden, og derfra gennem Ruhrdistriktet og hjem via Hannover og Hamborg.

Da vi nåede Bielefeld havde mørket sænket sig. De gode erfaringer med at sove i bilen havde gjort os modige og vi

kastede nonchalant bilen ind på en rasteplads. Natten skulle dog vise sig at blive noget urolig. Hele arrangementet med at omdanne bilen til soveplads var ret omfattende, men vi havde dog opnået en vis rutine og med fremragende teamwork kunne vi nå tider helt ned i nærheden af 5 min. Efter en times søvn blev vi vækket brat. En ophidset lastvogschauffør bankede på ruden og lod os forstå, at vi holdt parkeret meget uheldigt. På det tidspunkt, hvor jeg trak rigtig mange G i min drømmeverden, havde jeg ikke

meget tilovers for hverken ham eller hans store monstrum af en lastbil. Min bemærkning om at han bare kunne skrive en ansøgning havde nok heller ikke beroliget ham, så godt det samme at han ikke hørte den. Efter lidt flere bank på ruden krøb jeg ud af min pube og fik trods min nat-blindhed trillet bilen i sikkerhed. Bortset fra denne lille episode, var det p.... koldt den nat, og vi var begge lidt medtagede næste morgen.

Desværre var det herlige forårsvejr nu skiftet ud med en tung grå himmel og temperaturen faldet med adskillige grader. Derfor kom det ellers smukt bakkede, skovklædte landskab ikke helt til sin ret og efter en lille afstikker på små landeveje fik Toyotaen frie tøjler på motorvejen.

På den måde kom vi hurtigt forbi Hamborg og næste stop blev et af de velkendte supermarkeder ved grænsen. Da vi kørte over grænsen havde lasten omtrent samme værdi som transportmidlet. Vi lader teksten stå et øjeblik...

Der var stadig nogle timers dagslys tilbage og vi besluttede derfor at lægge turen over Esbjerg for at se "De store mænd, der kigger ud over Vandet". Det var en fantastisk afslutning på vores tur. Efter mange kilometer gik solen ned og efterlod os rolige for foden af de store figurer. Stilhed, tanker og godt kammeratskab var tilbage.

De sidste 250 km til København var peanuts i forhold til den distance vi allerede havde lagt bag os. 2500 km var det blevet til. Bilen havde klaret det godt, og det havde vi også. Vel var det ikke en jordomrejse eller en gåtur til Nordpolen og vi havde ikke høstet nogle bonuspoints på vores frequent flyer konto. Men vi havde haft det sjovt, oplevet en masse og byttet fem arbejdsdage ud med fem fantastiske dage på landevejen.

Jakob Nielsen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside