Hilsen fra Galapagos og Amazonas
Jette Torp
Birthe og jeg startede ud fra Quito (2850 m.o.h.), hvor vi kun blev en enkelt dag, for at planlægge vores videre tur. Næste morgen kørte vi med bus til Guayaquil, hvor
vi var heldige at nå en direkte bus til Salinas, så vi undgik at komme ind til centrum at den kriminelle havneby med 2,2 mio. indbyggere. Herligt at nå
Stillehavskysten efter 11 timers buskørsel.
Vi blev frarådet at rejse syd på mod Peru, og besluttede os derfor til at rejse nordpå langs kysten. Ingen vi spurgte vidste, hvor mange kilometer, der var. Vi blev altid fortalt turen i timer, og det passede som regel, hvis vi doblede op. Næste stop var den hyggelige hippie/surferby Motanita, der bestod af fem små grusveje med cafeer og tiendas. Vi boede herligt på et lille hostel med 10 værelser og udsigt over Stillehavet fra hængekøjen på terrassen for syv US$ pr. dag. Et sted man nemt kunne
blive hængende, men efter tre dage tog vi os sammen og gik op på landevejen og hoppede på den første bus til Canoa. Vi kørte igennem det frodigste og smukkeste
landskab med grønne bjerge til den ene side og Stillehavet til den anden. Vi så også en masse bananplantager. Bananer er næst efter olie den største indtægtskilde
i Ecuador.
Ecuador er lidt større end England og har 13 mio. indbyggere, hvoraf halvdelen lever i fattigdom. 95 % er katolikker, og det ses tydeligt, at langt størstedelen er af indiansk afstamning. På trods af landets størrelse er det et af de mest varierede i verden inddelt i tre regioner med Andesbjergene og Chimborazo (6310 m), der løber fra syd til nord, regionen i det vestlige kystlavland og den østlige Amazonjungle. Canoa var et hul i jorden med en kedelig strand, et usselt hostel, som vi flyttede fra, da al el var gået i byen, samtidig med, at der var mangel på varer. F.eks. var brød helt udsolgt, så vi besluttede, at det ikke var her vi skulle spilde vores ungdom.
Næste stop var Pedernales med 12.000 indbyggere. Uheldigvis havde vores rygsække stået under nogle fiskekasser i bussen, hvor lagen var sivet ud. Rygsækkene var helt våde. Taxachaufføren var ikke meget for at få den fiskelugt ind i bilen, men vi blev dog kørt fra busterminalen til havnefronten, hvor vi havde udset os et
hostel, som viste sig at være møgbeskidt, så der stod vi trætte i 30 graders varme i et usselt havnekvarter ildelugtende af fisk. Ved at spørge os frem, fandt vi frem til
et hostel, der lå helt isoleret 18 km mod nord. Så vi slæbte af sted med 10 liter vand, frugt, grønt samt brød og blev stuvet sammen med 16 lokale på ladet af en
truck, der afpasset efter tidevandet kørte på strandbredden til Cocosol. Det viste sig at være et lille paradis, hvor vi blev, til trods for, at der også her var mangel på el og vand, myrene kravlede i maden og vi havde 18 km. til nærmeste forretning. Vi var de eneste gæster, og der var intet at foretage sig, så det var tid til fordybelse og ro i sindet. Vi blev stærkt frarådet at rejse mod nord mod Colombia, så efter nogle skønne dage, hvor vi blev godt brune og slanke, drog vi retur til Quito, hvor det kun var fem grader den første nat. Dagen efter fandt vi en plads i solen på en café, hvor vi kunne drikke vores daglige cafe con leche og betragte ecuadorianerne, der er meget venlige og imødekommende. Her er ikke så mange machotyper som i nogle af de andre syd- og mellemamerikanske lande. Vi møder meget få turister ude på landet, tre de seneste 10 dage - så ingen taler engelsk, men jeg har klaret strabadserne på español.
Inden feriens højdepunkt, Galapagos, besøgte vi Coyabeno indianerne i regnskoven. Vi boede på en pragtfuld lille camp i telte af moskitonet på kun 1X2 meter på et
bræddegulv bygget på pæle under et palmetag. Det var herligt at kigge lige ud i junglen fra madrassen. Dagen efter startede vi med natsafari, hvor vi bl.a. så en lodden edderkop så stor som en hånd, aber og kæmpe, koboltblå sommerfugle. Jeg havde glædet mig til at se en anakonda, og da vi gik i mudder til anklerne over en indtørret sø, så vi faktisk spor af en! Vores guide fangede senere en stor piranha i samme fl od, som vi badede i.
I hele Amazonas regionen (Bolivia, Peru, Venezuela, Brasilien, Colombia) findes 2.500 fiskearter, hvoraf 1.000 af dem findes i Ecuador. Faktisk var der så mange fisk i floden, at de nogle gange fløj om ørene på os og landede i båden. Birthe blev endda ramt hårdt på kinden af en flyvefisk! Jeg havde håbet at se jaguarer og
ozelotter i området. Men nej nej, det vi fik ud af den tur var rifter på arme og ben, insektbid, vabler på fødderne, solskoldede nakker samt mudder på alt tøjet!
Så var Galapagos noget helt andet. Øerne består af mange små vulkanøer, hvoraf kun fem er beboet af i alt 20.000 indbyggere, der lever af turisme, landbrug og
fiskeri. Alle øer har forskelligt dyre- og planteliv, som vores fantastiske, indfødte guide lærte os en masse om. Han beskrev både dyre- og fugleliv, historie, geologi og natur samt korruptionen i Ecuadors regering.
Det har været helt forrygende at se alle dyrene så tæt på. De kender ikke til frygt, så jeg har været helt tæt på både land- og havleguaner i røde, gule og grønne farver.
Søløver og hajer stødte jeg på under snorkling. Jeg mødte også de utrolige »frigate birds«, hvor hannen kan puste sig op, så det ligner en stor knaldrød ballon på halsen. Jeg så også "blue footed boobies" opføre en flot parringsdans. Desuden så jeg også utallige pelikaner og 28 elegante pink flamingos. Det mest fascinerende var dog de 200 kilo tunge landskildpadder, der kan blive op til 200 år. De er enorme!
Da jeg forlod Galapagos, startede regnen, efter at det i måneder har været tørke. Jeg nåede dog at blive gennemblødt, hvilket ikke var særlig smart, da jeg skulle være 12 timer undervejs i bus, færge og fly!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
