Luksusturist i Myanmar
2½ uges rejse med fly og egen bil med privatchauffør samt guide
Tekst og foto: Uffe Gadeberg og Lene Dangaard
Der er mange måder at rejse på, det beviser
den brogede flok medlemmer af De
Berejste. Få medlemmer rejser hele livet
med få bijobs indimellem, og andre tager
en længere rejse hvert år, idet de er bundet
af et fast job og dermed begrænset
ferie, hvilket også gør sig gældende for
vores vedkommende. Uffe er rejsearrangør
Munkedrenge
 |
og Lene er advokatsekretær, så vores
ferie skal være planlagt med fly, hotel og
udflugter. Vores juleferie i 2005/06 købte
vi således hos Viktors Farmor.
Flyrejsen gik med Qatar Airways via
London og Doha, en lang og besværlig
rejserute, særligt når der opstår forsinkelser
og man ikke når næste fly (!), hvilket
var tilfældet på hjemrejsen, hvor vi
blev forsinket fra Yangon mod Doha, og
dermed ikke nåede flyet til København.
Med denne hjemrejse i erindring vælger
vi nok Thai Airways eller Singapore
Airlines, når vi næste gang vi skal på rejse
til Østen.
Vores langrejse gik som nævnt denne
gang til Myanmar. Landet er desværre
stadig ikke kendt for det mest positive
fra dagspressen pga. det herskende militærstyre,
der nægter at bøje sig for omverdenens
pres om større frihed til befolkningen
samt frigivelsen af Aung San
Suu Kyi. Myanmar skulle i 2006 have haft
formandskabet for ASEAN-landene, men
afgav dette til Malaysia, for ikke at skulle
komme med politiske indrømmelser!
Myanmar er et buddhistisk land, som
store dele af resten af Asien. Når man
rejser i Asien opleves mange former for
buddhisme, og Myanmar bekender sig til
den gren af buddhismen, der kaldes for
Theravada Buddhisme (i modsætning
til Mahayana Buddhisme, der har Dalai
Lama som religiøst overhoved).
Liggende Buddha
 |
Vores første stop var naturligt Yangon,
hvor vi blev mødt af vores guide, Win,
der fulgte med os rundt i landet de næste
16 dage. For at få et indtryk af landet var
et af de første besøg på Nationalmuseet,
hvilket var meget interessant, og som
bl.a. huser en stor samling omkring
Myanmars forskellige etniske minoriteter.
Yderligere var der en meget fin udstilling
om Myanmars sidste konger med
kopier/originale dele fra det berømte
Glaspalads, som var kongens residens.
Her er løvetronen også bevaret.
Et af de første indtryk man får efter
ankomsten til Yangon er de barfodede
munke (for dem er der 400.000 af), der
med deres madskåle går rundt i gaderne
og tigger mad fra forbipasserende borgere
og gadekøkkener. Munkene spiser
hjemme på klosteret og skal være færdig
inden kl. 12.00, hvorefter resten af
dagen går med praktiske gøremål samt
studier af religiøse tekster mv. Myanmar
har også en nonneorden. Nonnerne er
klædt i lyserøde dragter, som lyser op i
gadebilledet.
Et andet ”must” i Yangon er naturligvis
Schwedagon Pagoden, som bare er et
helt fantastisk område, og som vi da også
måtte besøge endnu engang, da vi kom
tilbage efter vores rundrejse i Myanmar.
Der er et utroligt folkeliv, der næsten ikke
lader sig beskrive. Da vi besøgte Pagoden
den 1. januar 2006, var det helligdag og
dermed et stort familieudflugtsmål. Der
var rigelige offergaver og religiøse udfoldelser.
Et folkeliv som ikke lader sig beskrive,
men skal opleves ved selvsyn.
Fra Rangoon til Mandalay…. …. men vi så ingen flyvefisk i leg!
Rygsækrejsende fortsætter nok i bus
rundt i landet, men eftersom vi jo havde
erklæret os for luksusturister gik turen
til Mandalay med fly, hvilket er et utroligt
effektivt transportmiddel i Myanmar.
Maskinerne er de fineste propelfly med
flere daglige afgange mellem de større
byer.
I Mandalay blev vi indlogeret på det fine
Swan Hotel, der ligger overfor Mandalay
Fort. Byen er stor og prægtig med mange
seværdigheder. En dag sejlede vi op ad
Ayeyarwady til Mingun – en vidunderlig
og fredelig sejltur – hvor hovedattraktionerne
er den ufuldendte Mingun Pagode,
der ville have været verdens største, hvis
den var blevet færdig, samt den 90 tons
tunge klokke, der hævdes også at være
verdens største. Mingun Pagoden bærer
tydeligt præg af et voldsomt jordskælv,
der fandt sted i 1838.
Yderligere besøgte vi naturligvis den
berømte teaktræsbro ”U Bein’s Bridge”,
som måske nok har et lidt mere romantisk
skær over sig på billeder end i virkeligheden.
Men der var da meget flot.
Mandalay Hill og solnedgang er også én
af klassikerne samt verdens største bog,
som er ca. 1.700 marmorsteler med
Buddhas skrifter, som er et ganske imponerende
syn.
Bagan
Fra Mandalay gik turen nu videre til Bagan
med båd ned ad Ayeyarwady – en sejltur
på ikke mindre end 11 timer. Båden
kunne ikke sejle ret hurtigt på grund af
meget lav vandstand i floden, og kort tid
efter afsejlingen fra Mandalay lykkedes
det den da også at gå på grund på en
sandbanke. Heldigvis kom den let fri ved
egen kraft! Båden havde kun et par stop
på den lange tur, og ved én af de små
byer kom kvinderne vadende ud i floden
med varer, de gerne ville sælge (mest
frugt), og et andet sted var det hjemmevævede
stoffer i et utal af smukke farver,
som blev faldbudt til næsten ingen
penge. Det er svært at sige nej, men det
sætter jo sin begrænsning, når ens rejsetaske
ikke er så stor.
Størsteparten af vore medrejsende på
båden var andre turister – kun ganske få
lokale havde fundet vej til denne ”fine”
båd, så det var ikke en specielt charmerende
tur omgivet af skøre italienere og
franskmænd (det var nemlig dem, der
var flest af).
Efter en meget lang dag på floden var
det godt at komme til vores hotel, hvor
vi blev indlogeret i bungalow, men desværre
stod regnen ned i stænger, hvilket
var ganske usædvanligt for årstiden.
Vores håb var nu bare, at det ville holde
op med at regne, når vi skulle ud og studere
Bagan nærmere. Desværre var heldet
ikke helt med os, og vi lagde da også
ud på det lokale marked, med at vade
rundt i mudder til anklerne. Der var en
liflig duft i bl.a. afdelingen for tørret fisk
og i slagterafdelingen….
For en nærmere beskrivelse af Bagan vil
vi henvise til sidste nummer af Globen,
hvor Lars Nielsen giver et ganske fint billede
af, hvad man kan opleve. Vi kan kun
tilføje, at området er fantastisk at cykle
rundt i og opleve på egen hånd. Overalt
støder man på et tempel eller en pagode,
der er smukkere end de tidligere vi så.
Flere af monumenterne kan man bestige,
hvilket betyder, at man får en fabelagtig
udsigt over det kolonorme område. Ingen
af os har besøgt Angkor Wat, men efter at
have været i Bagan, må dette være et af
de næste rejsemål for os begge, så vi har
et sammenligningsgrundlag.
Mudderveje
Efter at have fejret julen i Bagan gik turen
nu videre til Kalaw, hvilket efter planen
skulle være foregået med bil. Grundet
den megen regn var vores guide Win af
flere lokale blevet frarådet at køre denne
tur, der ”kun” var på omkring 300 km,
men formentlig ville tage 12-14 timer, da
der flere steder havde været jordskred,
og i uheldigste fald kunne vi risikere at
skulle overnatte i bilen på en øde vej midt
i en mudderpøl. Dette havde ingen af os
lyst til. Derfor tog vi flyveren fra Bagan
til Kalaw.
Fisker på Inle-søen
 |
Efter at have været i lavlandsområder
var det meget koldt at komme til Kalaw,
der ligger ca. 1.320 m.o.h. Dagene var
OK, men så snart solen gik ned, var det
som et køleskab, og temperaturen droppede
lynhurtigt til omkring 100, så det
var bare med at krybe sammen under de
lagener og tæpper, der var til rådighed og
varme hinanden.
Meningen var, at vi skulle have været
på endagstrekking i Kalawområdet, men
dårlige maver forhindrede desværre dette,
og i stedet måtte vi bruge opholdet
heroppe til at restituere os i. Kalaw er en
sjov lille by, der tydeligt bærer præg af,
at englænderne brugte den som hill station
om sommeren, når varmen blev for
trykkende i lavlandet. Der findes stadig
en del engelske huse, men de er meget
dårligt vedligeholdt.
I øvrigt benyttede vil også begge to lejligheden
til at blive klippet i Kalaw, og vi
fandt den lokale skønhedssalon, hvor vi
blev trimmet for kr. 3,50 pr. næse. OK,
resultatet for Uffes vedkommende var
også derefter, men Lenes hår havde den
kvindelige frisør mere styr på.
Pindaya-tempel
 |
Pindaya Caves
Ca. 2½ times kørsel nord for Kalaw ligger
der en undseelig lille by, der hedder
Pindaya, men tag ikke fejl, for den er virkelig
et besøg værd. I udkanten af byen
findes der nemlig en stor grotte, der huser
ikke mindre end godt 8.000 buddahstatuer
i alle størrelser – et ganske fantastisk
og overvældende syn, der møder én
i det øjeblik man træder ind i grotten. De
fleste er forgyldte teaktræstatuer, men
andre er af alabast, marmor, ler, lak og
cement, og det er som at gå rundt i en
labyrint af buddhaer. Ganske overvældende.
Lake Inle
Efter dette meget spændende dagsbesøg
i Pindaya kørte vi atter syd på, hvor slutmålet
denne dag var Lake Inle, som også
er et helt specielt område og et must på
en hver rejse i Myanmar.
Vort hotel var bygget på pæle i søen, og
for at komme derud måtte vi naturligvis
ud på en sejltur, som foregik i en longtail-
boat. Der er nu noget særligt over
at komme sejlende til sit hotel og bliver
modtaget af unge piger, der står klar
med forfriskende vaskeklude, når man
har siddet i en bil på en støvet landevej
hele dagen, og herefter blive vist til rette
i en bungalow på pæle, hvor man mellem
nogle af gulvbrædderne kan se ned i vandet!
Heldigvis var sengen forsynet med
et myggenet, som vi dog ikke gjorde så
meget brug af, for der var ingen myg – de
var vist frosset ihjel, og det var vi også
lige ved om natten! Meget romantisk var
vi nødt til at gå i seng med alt tøjet på,
mens vi befandt os på Inle.
Til gengæld var dagene rigtig dejlige og
bød på en masse spændende oplevelser.
Inle er mest kendt for sine flydende
haver, hvor der dyrkes grøntsager,
især tomater, agurker og hvidløg. Der er
dog et stort problem ved dette intense
”agerbrug”, idet lokalbefolkningen kontinuerligt
forsøger at udvide de flydende
haver, med det resultat, at søområdet
bliver mindre og mindre som årene går.
Regeringen forsøger at modvirke dette,
men det er svært.
Kattetempel
 |
Et pudsigt kloster vi besøgte ved Inle var
Jumping Cat Monastery, og som navnet
siger, findes der virkelig springende katte.
Munkene har dresseret deres katte til
at springe igennem en ring, og som belønning
får de tørrede fisk. Vores guide
Win havde to poser små tørrede fisk med,
som hun donerede til klosteret, idet hun
elsker katte og selv har et par stykker
derhjemme i Yangon.
Ved Inle besøgte vi også en tobaksfabrik,
hvor små piger på 12-14 år sad og rullede
cigarer dagen lang. For dette arbejde
tjente de ca. 1 USD om dagen. I et gammelt
Globen, hvor temaet var Myanmar,
havde vi læst, at det var en god idé at
have kosmetik med. Altså havde Lene
lavet en grundig oprydning på badeværelset
inden vi tog af sted, og havde diverse
læbestifter, øjenskygger etc. med,
og de små ”cigarpiger” strålede, da de
fik del i herlighederne. Så piger, skal I til
Myanmar, så ryd op i jeres kosmetik og
tag det med!
Sidste stop Yangon'
Efter en spændende rejse rundt i dette
vidunderlige og gæstfrie land sluttede vi
af med et par dage i Yangon, hvor vi som
nævnt bl.a. måtte gense Schwedagon.
Herudover blev der brugt tid på de sidste
indkøb, og vi var også et smut forbi den
2. største liggende Buddha i Myanmar
(Chaukhtatgyi Paya). Ved buddhaen havde
vi en lidt sjov oplevelse, idet der sad en
ung munk omgivet af en flok mennesker.
Det viste sig at være hans familie, der var
på besøg fra en af de fjernere provinser.
Moderen havde mad med til sønnen, der
som den første skulle have lov til at spise,
og kun hvad der blev tilovers fra munken,
måtte resten af familien spise, og først
når han var færdig – ikke noget med at
spise samtidig.
Et andet lidt specielt besøg vi gjorde
i Yangon, var at se militærregimets tre
hvide elefanter! I Østens kongedømmer
har det altid været forbundet med magt
og prestige at have mindste én hvid elefant,
men i Myanmar har man ikke mindre
end tre, og dette på trods af, at man jo
ikke ligefrem kan bryste sig af at være et
kongedømme, men det er jo som nævnt
forbundet med magt og prestige. I udkanten
af Yangon ligger der en meget lille
og undseelig park, hvor de tre hvide elefanter
står tøjret i jernlænker, og det var
egentlig ikke noget særligt rart syn, idet
de konstant stod og rokkede frem og tilbage.
Det hed sig dog, at de blev sluppet
fri i området, når parken lukkede.
Og så en lille hilsen specielt til ærværdige
Niels Iversen: Vi måtte naturligvis også
besøge Yangons Zoo, idet det er én af de
få, som Niels ikke har besøgt, så her er vi
et lille skridt foran ham…. Det er en forholdsvis
stor zoo, men den byder ikke på
særligt gode forhold for dyrene. Specielt
de store kattedyr led en kummerlig tilværelse
i alt for små bure, men sådan er
det jo desværre ofte, når man kommer
udenfor Europa og specielt til tredjeverdenslande.
Opsummering
Alt i alt havde vi vidunderlige 2½ uge i
Myanmar, og det er bestemt et land, vi
godt kunne tænke os at besøge igen om
nogle år. Havde vi ikke haft bestilt alt
hjemmefra, ville det ikke have været muligt
at nå alt det, vi gerne ville, og vi havde
en suveræn informationskilde i vores
trofaste guide Win, der ikke kun fortalte
om det vi så, men også villigt fortalte om
sin familie, de forhold de lever under, om
styret og meget meget mere.
Nonne i Shwedagon-tempel
 |
Der vil formentlig (og forhåbentlig for
befolkningen) ske en udvikling af landet
i retning af friere forhold, for de har
bestemt svære kår på mange områder.
Alene bilismen kan ligge på et meget lille
sted. Ganske få privatpersoner har bil,
og alle de biler vi stødte på, var importeret
brugt fra Japan, hvilket kunne ses
på, at rattet sad i højre side, idet man
jo i Japan kører i venstre side af vejen.
Internet fungerer også meget dårligt i
Myanmar. Alt hvad der hedder hot mail
mv. er det ganske umuligt at benytte,
idet disse adgange er censureret væk af
regimet. Mobiltelefoner kan man også
glemme alt om endnu – vores virkede i
hvert fald ikke. Egentlig meget befriende,
for man slapper fuldstændig af uden at
koncentrere sig om at skulle skrive hjem
og fortælle om oplevelser, som det jo ellers
efterhånden forventes, når man er
på ferie.
På de populære turiststeder og ved
Myanmars sydlige kystbyer bliver der
bygget mange nye hoteller. Ingen tvivl
om, at Myanmar om få år bliver endnu et
nyt og populært rejsemål, som Thailand
blev i 1970’erne.
Vi kan tilslutte os andre af De Berejstes
medlemmers udsagn om det gode i at ville
rejse til Myanmar, til trods for, at flere
organisationer anbefaler ikke at rejse til
Myanmar. Alle hoteller, taxis, de fleste
butikker, boder m.v. er private. Ved at
rejse støtter man befolkningen, som har
hårdt brug for økonomisk hjælp.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside