DBK på toppen af Pik Lenin
Tekst Martin Anker Nielsen, fotos Martin Anker Nielsen og Lars Nielsen
Efter Kenneths nedstigning fra lejr 1 med symptomer på lungeødem, var vi seks mand tilbage med forhåbninger om at nå toppen af Pik Lenin. Bortset fra maveproblemerne, som Kenneth desværre ikke tog med sig fra lejr 1, var alle ved godt mod, men også tiltagende utålmodige efter at komme nærmere toppen.
Bjergkulleren blev dog trængt i baggrunden, da vi en halv dag efter at have sagt farvel til Kenneth, fik selskab af finnen Oluf, som var kommet ned fra toppen samme dag. Han fik behandling for sine forfrysninger i vores opholds-/spiseyurt, mens vi var midt i et fredeligt kortspil. Ingen af os havde rigtigt bemærket ham, da han kom ind med et par lokale samaritter, og først da jeg bemærkede nogle blottede og skræmmende blå fødder fik vores kortspil ende. Oluf fortalte os den tragiske historie om hans bjergguides forsvinden, og den lange nat på toppen med voldsomt stormvejr, snefald og alt for mange kuldegrader.
Beretningen fra Oluf satte virkelig gang i spekulationerne hos os alle. Selvom vi naturligvis var klar over, at vejret var barskt på toppen, og at man let kan lade sig narre af noget, der ligner stabilt vejr, så blev vores ængstelse mht. vejret yderst nærværende med mødet med Oluf. For mit vedkommende bekræftede det mig dog i, at jeg måtte være bedre stillet rent sikkerhedsmæssigt ved min plan om at stå på ski ned ad nordsiden af Pik Lenin. Dette kan måske lyde en anelse paradoksalt, men det hænger sammen med, at man – hvis nedstigningen fra toppen består af en skitur – ikke kommer tilbage gennem lejr 3 og 2, men derimod tager den direkte vej til lejr.1 Derfor er man pinedød også nødsaget til at slæbe alt sin bagage med over toppen. På den positive side tæller det dog, at man dermed hele tiden har både sovepose og underlag samt evt. skiftetøj komfortabelt tæt på sig, og det var denne del af planen, som jeg pludseligt kom til at påskønne voldsomt efter Olufs historie. Havde Oluf og hans guide haft deres soveposer med sig på toppen, var de begge formentlig sluppet med livet i behold og uden men. De gjorde dog som stort set samtlige bjergbestigere i historien før dem. De pakkede et minimum af fornødenheder i en mindre rygsæk i naturlig forventning om at komme tilbage til deres telt og soveposer senere samme dag.
Da vi dagen efter begav os mod lejr 2 for anden gang var det med forventningen om at overnatte to nætter i lejr 2, og derefter begive os mod lejr 3 for at sove en enkelt nat. Den oprindelige plan var derefter at gå tilbage til lejr 1 for at restituere inden opstigningen til det egentlige topforsøg. Jeg havde dog presset på overfor de andre for at vi evt. skulle overveje at blive i lejr 2 på vejen tilbage fra lejr 3 i stedet for at gå helt tilbage til lejr 1. Derved ville vi spare et par dage og ikke mindst slippe for turen frem og tilbage mellem lejr 1 og 2. Det viste sig dog, at min egen mave valgte at diskvalificere mig fra at efterfølge mit ambitiøse forslag. Således måtte jeg på turen mod lejr 2 tage til efterretning, at min mave hele fire gange insisterede på at komme af med affald. To gange kom det ovenud, mens det de andre gange kom ud gennem bundventilen for neden – heldigvis uden at forurene andet end den nyfaldne sne! De øvrige var dog godt gående, og Mody og Veder, som gik i det andet rebslag med vores guide Alex, og dermed ikke havde mig på slæb, gik helt forrygende på denne tur, og skar flere timer af deres tid fra første tur.
I lejr 2 blev min mave ved med at volde mig problemer, og jeg formåede ikke engang at holde den smule mad, jeg spiste, indenbords. De andre gik den følgende dag en tur op mod lejr 3, mens jeg forsøgte at komme til hægterne. Status vedblev enslydende. Jeg kunne ingen mad holde i mig, men til gengæld eksploderede maven jævnligt på yderst ukontrolleret vis. Efter anden nat i lejr 2 måtte jeg derfor sande, at jeg ikke kunne tage med de øvrige mod lejr 3. Det til trods for, at Lars Hansen havde forsøgt sit yderste for at få mig på rette spor, med en hjælpsomhed og en omsorg som var Moder Theresa værdig. Da de andre midt på formiddagen havde fået pakket færdig og gik mod lejr 3, pakkede jeg også min rygsæk for at begive mig den modsatte vej – mod lejr 1. Jeg var temmelig afkræftet efter 48 timer uden næring og stort energiforbrug, så jeg benyttede muligheden for at prøve mine ski på turen ned til lejr 1. Det var den mindst krævende måde at komme derned på, men indebar naturligvis, at jeg på den kommende tur mod toppen, nok engang skulle bære mine ski tilbage til lejr 2.
Natten blev tilbragt i lejr 1, hvor den tykkere luft havde en mærkbar positiv effekt på min restituering. De andre sov under barske forhold i lejr 3 og dukkede glade men trætte op først på eftermiddagen efter nedstigningen fra lejr 3. Allan, Lars Munk, Veder og Mody var ved ankomsten alle besluttede på ikke at ville op ad bjerget igen. Fysisk var der ingen af dem, der skrantede i urimelig grad, men alle var godt og grundigt trætte af det spartanske liv på bjerget. Alle havde derudover slået egne højderekorder eftertrykkeligt, og ambitionerne om at komme helt til tops på Pik Lenin trådte derfor i baggrunden. Allan fik dog efter en nats overvejelser blod på tanden igen, og da de tre andre tog turen mod Base Camp, blev Allan alligevel i lejr 1 med toppen som mål.
Vi blev i lejr 1 en dag mere, hvor vi fik klaret de sidste forberedelser inden opstigningen. Det blev for mit vedkommende til en hel del husmoderlig syning af rygsæk, som derved blev en smule opgraderet til topforsøget. Vi fik også talt en del med ekspeditionslederen fra en dansk ekspedition arrangeret af Seven C's. Det var Allan Christensen, som jeg ikke var bekendt med i forvejen. Lars derimod, som rummer stor viden om danske og udenlandske bjergbestigere, kunne fortælle, at det pt. er den dansker, som har været højest uden brug af kunstig ilt. Det gav jo unægtelig en del street respect efterfølgende, men han var dog allerede accepteret i min lille verden, da han havde afgjort et væddemål mellem Allan og jeg til min fordel. Jeg vandt en øl til senere udbetaling. Der var trængsel i yurten til aftensmaden, og vi kom i snak med en gammel ræv af en russisk bjergbestiger, som havde rigeligt med gode historier at øse ud af. Egentlig betegnes han bedre som en gammel sneleopard, for det var reelt set, hvad han var, idet han havde besteget de fem mest markante 7000-meter toppe i området (hvoraf Pik Lenin i øvrigt er én af dem). Derved bliver man optaget i sneleopardordenen. Under samme måltid fik vi alle tre desuden spist et eller andet, som for gud ved hvilken gang gjorde vores maver temmelig ustabile. Vi var alle tre ude adskillige gange i løbet af natten for at lænse gennem bundventilen – med varierende panik og udbytte!
Maveproblemerne var dog ikke nok til at afholde os fra at starte opstigningen i løbet af den følgende morgen. Efter cirka en halv time gav Allans mave de første krisetegn fra sig, og med tanke på mine erfaringer med en dårlig mave på turen til lejr 2 var jeg bestemt ikke misundelig. Efter yderligere et kvarter måtte han dog se i øjnene, at en bestigning var umulig med en mave, som var så lidet samarbejdsvillig, og en ærgerlig Allan vendte tilbage til lejr 1. Lars Hansen og jeg fortsatte med Alex, og vi fandt et helt forrygende tempo, som slog alle rekorder på turen mellem lejr 1 og 2.
I lejr 2 nød vi eftermiddagen med Alex og de øvrige bjergbestigere på vej mod tinden. Det var et forrygende godt vejr, og alle var enige om, at det var optimale forhold til at forsøge sig mod toppen i. Vores fromme håb gik derfor på, at barometerstanden holdt sig et par dage endnu, så vi kunne nå på toppen inden et eventuelt snevejr. For at forbedre vores chancer for at nå toppen, havde vi besluttet os for at anlægge en lejr 4 cirka midtvejs mellem lejr 3 og toppen. Lejr 3 skulle for vores vedkommende dermed kun anvendes som rasteplads på vej mod et plateau, hvor vi kunne anlægge en lejr 4. Dermed ville vi slippe for at skulle starte alt for tidligt om morgenen til topforsøget, mens vi samtidig ville have masser af tid til at nå toppen inden kl. 14, hvor man bør vende om for at være sikker på at kunne nå tilbage til lejr 3 inden mørkets frembrud. Det betød dog også, at vi måtte slæbe et telt med det meste af vejen mod toppen.
Da vi den følgende dag begav os ud på den relativt korte, men voldsomt stejle tur til lejr 3, havde Alex taget opgaven med at bære teltet. Vores maveproblemer havde dog desværre også bidt sig på Alex, hvilket uheldigvis resulterede i, at han var uendelig langsomt gående. Mine maveproblemer var langt fra forsvundet, men det betød åbenbart knapt så meget for mit tempo, som det gjorde for Alex. Selvom jeg ikke var i stand til at hænge på Lars, som var helt fabelagtigt gående, så var Alex helt usædvanlig langsom. Lars og jeg diskuterede frustrerede det langsomme tempo under den første del af turen til lejr 3, og det lykkedes faktisk Lars med en diplomats snilde at få lokket telt og kogegrej ud af Alex. Lars tog teltet og jeg kogegrejet for at lette byrden for Alex, som forventeligt havde svært ved at se, at vi gjorde os alle en tjeneste ved at gøre turen lettere for ham. Stolthedsbegreberne for en usbekisk bjergguide i Kirgisistan er ikke svære at forudsige!
Det blev til et par timers frokost og hvile for Lars og jeg i lejr 3. Desuden fik vi lige snakket lidt med et hold spaniere, som vi havde underholdt os en del sammen med under det meste af opholdet på bjerget. De havde planer om en bestigning dagen efter os, så de var naturligvis også meget interesserede i vores planer om en lejr 4. På turen mod lejr 4 plateauet begyndte min mave for alvor at slå kolbøtter igen, og hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg smide bukserne flere gange for at undgå større uheld, end mine løbeshorts (=underbukser) i forvejen havde stået mål for. Lars havde på lykkelig vis overvundet sine maveproblemer og var virkelig flyvende, så da jeg nåede op til det rette plateau, havde Lars allerede slået teltet op. Alex dukkede op mere end en time senere, men var ved meget godt mod, da han nåede frem. Vejret denne eftermiddag og aften var helt fantastisk med kun en smule vind, og udsigten mod syd – ud over Tadsjikistan og Kina - var ganske enkelt helt ubeskrivelig smuk. Sneklædte toppe mellem 4000 og 7500 meters højde så langt øjet rakte – og så endda velsignet af et fantastisk smukt aftenlys. Så smukt, at det helt sikkert er værd at kravle op i 6450 meters højde for at se!
Aftensmaden bestod af kartoffelmos med baconstykker, som Alex tryllede sammen. Det smagte ganske udmærket, men min appetit var ikke overvældende. Det var den tilsyneladende ikke hos nogen af os, for da vi efter en trang nat med tre mand i et tomandstelt forsøgte at sætte resterne af aftensmaden til livs som morgenmad, kunne vi stadig ikke spise op.
Efter morgenmaden blev der smeltet sne til drikkedunkene, og det tog en hel del tid. En enkelt gang væltede gryden endda også, og det gjorde bestemt ikke vandproduktionen hurtigere. Vi havde sat vækkeuret til kl. 6.30, men der kom først for alvor gang i den sidste yeti kl. 7. Det var desværre mig, som var senest ude af fjerene, og jeg havde klart den største pakkeopgave, da jeg som nævnt tidligere skulle pakke alt mit bagage sammen for at tage det med over toppen. Lars kunne lade en del af sit bagage ligge og var færdig som den første ca. 7.45. Han stod og ventede nogle minutter, men da kulden med den tiltagende vind fik tag i ham, råbte han ind for at spørge, om ikke han kunne gå i forvejen. Det havde jeg intet imod, da jeg forventede, at vi ville mødes i løbet af opstigningen, hvor jeg regnede med at Lars evt. ville holde en længere pause, når han havde fået varmen og muligvis kunne finde et sted i læ for vinden. Alex var klar cirka ti minutter efter Lars og begav sig af sted mod toppen. Yderligere ti minutter efter havde jeg fået pakket færdig og fulgte trop på stien mod toppen. Jeg havde ved afgang kun fået cirka en halv liter væske med, men jeg anså det ikke for et kritisk problem, da jeg som nævnt forventede at mødes med Lars, som jeg vidste, havde fået fyldt cirka to liter i rygsækken.
Jeg indhentede Alex i løbet af kort tid, og fulgtes med ham i 20 min. Tempoet var dog stadig frustrerende lavt, og da han satte sig for at holde en pause efter meget kort tids gang, frygtede jeg at miste muligheden for at nå toppen, hvis jeg skulle holde mig i Alex' tempo resten af vejen. At vi samtidig sakkede længere og længere bagud i forhold til Lars, stak også en pind i hjulet i mine forhåbninger om at indhente Lars på vej mod toppen. Derfor fortsatte jeg forbi Alex og satte tempoet i vejret, da han stoppede for at tage sin første pause.
Det viste sig, at Lars aldrig rigtigt fik varmen på sin vej mod toppen, så han holdt kun meget få og korte pauser, så selvom jeg kunne se ham nogle hundrede meter over mig på det meste af vejen mod toppen, nåede jeg ikke at hente ham. Han trak i stedet yderligere fra mig, og nåede også toppen knap en time før jeg gjorde. Vi krydsede dog hinanden under toppen, og jeg ønskede ham med en omfavnelse tillykke med toppen. Lars havde stadig ikke fået varmen og ville hurtigst muligt ned. Mens jeg drak lidt fra en af hans vandflasker, fortalte han, at man på toppen kunne se en del skyer på vej. Han spurgte mig om jeg stadig havde tænkt mig at stå på ski ned ad nordsiden. Jeg svarede, at jeg ville overveje det, når jeg kom på toppen og fik et indtryk af forholdene.
Som det sidste stykke vej mod toppen, var selve toppen af Pik Lenin ikke et sted, man havde lyst til at opholde sig i længere tid. Vinden kom tordnende ind fra syd, hvorfra det var stort set skyfrit, mens jeg var der. Derimod var der i nordlig retning en hvid væg af skyer, som blev dannet lige over hovedet på mig. Det så ganske fascinerende og smukt ud med denne skydannelse ved kollisionen mellem en opstigende fugtig luft fra nordsiden og de kolde luftmasser fra Tadsjikistan, men det hjalp mig bestemt ikke i mine planer om at stå på ski ned ad nordsiden. Toppen i sig selv er en 5-10 meter høj top på et plateau, som er cirka 2-300 meter langt og flere steder omkring 30 meter bredt. Efter at have taget de obligatoriske billeder af mig selv på toppen, begav jeg mig hen langs plateauet, som jeg – ifølge hvordan bjerget ser ud nedefra – ikke var i tvivl om, at jeg skulle for at få mulighed for at komme til at stå på ski ned. Nedefra ser det nemlig ud som om, at man skal bevæge sig hen for enden af plateauet, og gå ned ad skulderen af dette plateau. Herfra ville man komme til en højderyg, hvorfra man ville have adgang ned til den store nordside, som er enhver skiløbers drøm…
Jeg gjorde som beskrevet, men nede på højderyggen afslørede nordsiden ingen nedfartsmuligheder i det tætte skydække. Efter at have gået så langt ad højderyggen nedenfor topplateauet, at jeg var sikker på at være forbi nedfarterne – i forhold til hvordan jeg vidste, at bjerget så ud nedefra – vendte jeg om i forventning om, at jeg var nødsaget til at gå ned. På vej tilbage til toppen klarede det imidlertid op i et kort øjeblik, og nedad nordsiden afsløredes en nedfart, som jeg var 110 % sikker på var en af dem, som jeg havde gået og kigget på i ugevis. Jeg kunne ganske vist ikke se helt ned i dalen, men hvis jeg bare havde ramt den rigtige nedfart, var det ikke noget problem at stå på ski i tåge (skyer) – jeg vidste jo, hvor jeg ville ende! Skindene blev derfor taget af skiene, og jeg startede skituren nedad fra over 7000 meters højde. Skiføret var ikke det bedste, men det havde jeg nu heller ikke forventet.
Jeg stoppede jævnligt op for både at hive efter vejret og orientere mig, og da jeg efter et par hundrede højdemeters skiløb kunne se nogle kæmpemæssige isformationer på min højre hånd, blev jeg første gang i tvivl om min rute. Jeg overbeviste dog mig selv om, at jeg måtte befinde mig helt i kanten af den rigtige bjergside, og derfor blot skulle korrigere min retning. Det gjorde jeg så i løbet af de næste par hundrede højdemeters skiløb, men jeg måtte brat stoppe mit skiløb, da der pludselig dukkede en meget dyb afgrund frem af tågen cirka 50 meter foran mig. Den skulle bestemt ikke være der, hvis jeg befandt mig på den rigtige bjergside. Jeg var altså på gale veje, og inden jeg tog beslutningen om at begive mig opad igen – samme vej som jeg var kommet ned – stod jeg længe og forsøgte at orientere mig. Jeg var også kommet så langt ned ad bjerget, at jeg efterhånden var kommet til enden af de skytunger, som dannedes på toppen, og som slog ned ad nordsiden. Derfor fik jeg enkelte glimt af dalen, som jeg var på vej ned mod, og som bestemt ikke var den rigtige. På den anden side af en højderyg, som jeg befandt mig ca. 3-400 meter fra, opdagede jeg, at jeg kunne kende bjergene. Det var nogle bjergsider i den rigtige dal, hvis jeg kunne komme over til den højderyg, ville jeg altså på let vis kunne komme over til den rigtige dal, og jeg ville kunne stå på ski hele vejen til lejr 1. Da jeg begav mig mod højderyggen blev det dog klart, at afgrunden også afskar mig vejen dertil. Der var altså ingen udvej. Jeg skulle samme vej tilbage, som jeg var kommet ned.
Turen opad var ulideligt hård. Så snart jeg tog skiene af og tog mine steigeisen på, sank jeg i til livet. Som jeg også havde orienteret mig tidligere, var det rigtignok en nordside, jeg befandt mig på, og dermed var der glimrende læ for vinden oppe fra toppen og højderyggen. Derfor var det ikke spor koldt at kæmpe sig op ad bjergsiden – tværtimod. For ikke at risikere at holde for mange pauser – og derved ikke holde farten oppe - talte jeg mine skridt. 50 skridt, og derefter en pause, hvor jeg fik pulsen ned og muligheden for at spise en smule sne, hvis jeg trængte. Da jeg efter 5 timers høje knæløftninger var nået op til det sted, hvor jeg startede mit skiløb, var min frekvens røget ned på 25 skridt mellem hver pause. Men på det tidspunkt var jeg også sikker på at nå mit mål, der var en stor sneformation, som jeg havde udset mig til at lave en åben bivuak i – cirka 20 højdemeter under højderyggen som førte op til topplateauet, men i god læ for den voldsomme søndenvind.
Ved hjælp af mine ski fik jeg lavet mig en snehule, som i bund og grund blot var et ½ meter dybt hul i sneen, som passede til min størrelse. Jeg fik lagt mig ret godt, og fik efter ca. 20 min. varmen i min sovepose. Fra aftenen før i lejr 4 vidste jeg, at mørket først for alvor ville falde på ved 20.30-tiden, men allerede inden da var jeg faldet i søvn. Jeg vågnede dog i skumringen omkring kl. 21, ved at det sneede ned i ansigtet på mig. Det overraskede mig lidt, da det havde udviklet sig til skyfrit i løbet af eftermiddagen. Da jeg lagde mig havde jeg heller ikke bemærket nogen skyer. Jeg kunne dog snøre soveposen helt til, og sov udmærket videre, men vågnede ca. hver time, hvor jeg lige tjekkede klokken og vejret. Vejret ændrede sig ikke, og sneen faldt hele natten. Ved daggry var vejret stadig ikke særligt indbydende, og jeg formåede at sove videre til ca. 8.30. Jeg begyndte langsomt at gøre mig klar til at begive mig tilbage mod toppen, og først kl. 10.30 havde jeg ordnet alt mit udstyr, kæmpet lidt med min mave (læs: adlydt) og pakket rygsækken. På turen tilbage mod toppen var vejret godt, men da jeg nåede toppen igen kl. 11.40, var der præcist samme vejrsystem som dagen før, og jeg kunne derfor intet se ned ad nordsiden. Havde det nu været skyfrit også mod nord, havde jeg utvivlsomt taget skituren ned. Det ville være langt det hurtigste og mindst krævende, men på dette tidspunkt havde jeg ingen planer om at spilde tid med at satse på at finde den rette nedfart i nordsidens skylandskab.
Jeg gik derfor ned ad samme vej som Lars og jeg var kommet op, og da jeg midt på eftermiddagen passerede et telt tæt på lejr 3, "bankede jeg på" i håb om, at jeg kunne få lidt vand, som ikke var på sneform. Desuden ville jeg frygteligt gerne i radiokontakt med lejr 1 eller base camp. Det var nemlig omkring dette tidspunkt, at jeg forventede at Lars ville dukke op i lejr 1, og naturligvis bekymre sig, hvis jeg ikke allerede var der. Derfor lå det mig tungt på sinde at få kontakt med nogen i lejr 1, som så kunne melde alt ok hos mig. Teltet var til min store glæde bemandet med vores spanske venner, Jaime og Kiko, som tog meget gæstfrit imod mig. Jeg afviste dog at ville overnatte, da jeg ville hurtigst muligt til lejr 1 for at melde mig ok. Jeg forlod derfor Jaime og Kiko for at gå de ca. 45 min til lejr 3. Kort tid efter afgang, blev jeg dog fanget i en voldsom snestorm, som desværre også endte med at spærre mig vejen mod lejr 3 pga. enorme drivedannelser. Jeg vendte derfor om, og ankom temmelig forfrossen til Jaime og Kikos telt 2½ time senere. Her følte jeg mig yderst velkommen, men gav anledning til en del skepsis, da jeg ville lægge mig i min plaskvåde sovepose. Jeg formåede dog at overbevise dem om, at den nok skulle være varm nok, når jeg havde fået varmet den godt op. Det var den også.
Jaime og Kiko havde fået etableret radiokontakt til lejr 3, mens jeg stred rundt i snestormen, men desværre var der ingen i lejr 3, som havde radiokontakt til de lavere lejre. Dermed vidste jeg, at Lars måtte vente til dagen efter med at få at vide, at jeg var ok – uvidende om, at Lars allerede dagen forinden sammen med Allan (som til Lars overraskelse stadig var i lejr 1) havde sat flere initiativer i gang for at finde mig.
Da snevejret natten forinden havde fyldt mine skibriller med fugt, og gjort dem ubrugelige i dårlig sigt, havde jeg i snestormen været nødsaget til at gå det meste af tiden uden briller på. Det måtte jeg bøde for i løbet af natten, da jeg vågnede med sviende og væskende øjne. Dagen efter var det ikke meget bedre, og jeg havde svært ved at se detaljer, men heldigvis skulle Kiko nedad, og han agerede førerhund for mig ved at gå foran mig, og gøre mig opmærksom på diverse kritiske forhindringer. Fra lejr 3 sluttede to andre spaniere sig til os, og både Raul og Iba tog også tørnen ved på ekstrem hjælpsom vis at føre mig ned fra bjerget.
Umiddelbart neden for lejr 3 mødte jeg Alex, som var på vej op med en ny kunde, og efter en omfavnelse fik han historien om, hvad der var sket. Han havde radiokontakt med Lars to timer senere, og dermed kunne han melde i forvejen, at jeg var på vej ned. Derfor stod Allan og Lars også begge klar ca. ½ times gang fra lejr 1 for at tage imod mig. Gensynsglæden var naturligvis stor, og blev bestemt ikke mindre, da jeg erfarede hvilke bekymringer og opgaver som Lars og Allan havde taget på sig i bestræbelserne på at finde en måde at finde frem til mig. Deriblandt også kommunikationen med mine bekymrede forældre, som jo desværre også på ulykkelig vis var blevet adviseret om, at jeg var savnet på bjerget. På vejen tilbage til lejr 1, hvor der var en vodkafest under opsejling, kunne de blandt andet fortælle, at der også var en hel del i Danmark, som var involveret i min forsvinden. I løbet af de følgende dage og uger gik det dog først for alvor op for os, hvor meget røre mit forsvindingsnummer egentlig havde skabt. Det tror jeg stadig ikke helt er gået op for mig – af alle var jeg var jo også den, der var længst fra at opleve de første faser af mediestormen…
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
