REJSEBREVE FRA KIRA

af Kira Leisau

Brev nr. 1
Ja, så er det ved at være tid til afgang - jeg tager fra Kolding meget tidligt onsdag morgen for at mødes med Lars et par timer senere i Kastrup og så flyver vi til Moskva midt på formiddagen. Så om 3 dage sidder jeg i Moskva - lidt vildt at tænke på!

Flere af jer har spurgt om vores rute, så her er lige lidt om den:

Vi ankommer jo som sagt til Moskva d. 3/7 og så skal vi så være i Moskva indtil d. 15/7. Vi skal bla. have en uges russisk kursus på et universitet samt bo hos en lokal familie. Og så skal vi ud og se en masse af Moskva og omegn. Den 15/7 hopper vi så på den Transsibiriske Jernbane og står først af igen d. 19/7, når vi kommer til Irkutsk. Der skal vi på nogle vandreture/campingture ved Bajkalsøen og så også se lidt af byen (og komme os over at have siddet i et tog i næsten 4 dage :-) D. 28/7 går turen så videre til Ulan Bator i Mongoliet, hvor vi skal være i ca. 4 uger. Vi har planer om at skulle ud og vandre/campere på sletterne og så forhåbentligt også ud på en 5-dages tur på hesteryg. Den 25/8 går turen så videre til Kina og vi regner med at første stop bliver Beijing. Vi har planer om et kort stop i Hong Kong og muligvis et smut til Taiwan, inden vi fortsætter til Vietnam, hvor vi regner med at bruge ca. 6 uger på at rejse igennem landet. Derefter til Cambodia, hvor vi i hvert fald IKKE skal ud og campere i bushen :-) Vi regner med at bruge ca. 3-4 uger i Cambodia og kommer sikkert også til at fejre julen på en af Cambodia's strande, inden turen går videre til Laos, hvor vi nok også skal være ca. 3-4 uger. Hvis vi når det, tager vi også et smut til Burma, men ellers tager vi direkte til Bangkok fra Laos.

Jeg skal flyve videre til New Zealand omkring d. 22/2-03 og Lars flyver så tilbage til DK i slutningen af februar.

Mange hilsner og knus fra Kira

Brev nr. 2
Ja, så er det ved at være sidste hilsen fra Moskva. Vi tager videre med Den Transsibiriske Jernbane kl. 23.30 i aften og VI GLæDER OS!

Det har været en stor oplevelse at være så mange dage i Moskva (12 dage), men nu er vi også klar til at tage videre. Vi føler at vi har set alt det, som vi havde planlagt og meget mere til. Vi har mødt en masse søde og spændende mennesker og har også været på et par steder, hvor turisterne vist normalt ikke kommer.

Sidste lørdag var vi en tur i Gorki-parken, som er en forlystelsespark midt i Moskva. Vi havde åbenbart valgt en god dag at tage derud, for der var både live concert og diverse optræden i parken. Det var vældig underholdende at gå rundt derude og se sådan en park, hvor de lokale tog hen på udflugt. Overalt var der ølstuer, for moskovitterne drikker temmelig meget (vi ser dagligt mange folk komme vadende med en øl kl. 10 om morgenen!)

Sidste søndag var vi på fuglemarked, hvor der ikke kun blev solgt fugle, men alverdens kæledyr (katte, hunde, marsvin, pindsvin (kæledyr?), mus, rotter, slanger, fisk, larver, kaniner osv osv). Det havde simpelthen bare de mest nuttede hundehvalpe derude og Lars måtte nærmest slæbe mig derfra Jeg var ellers sikker på, at jeg sagtens lige kunne få plads til en Sct. Bernhardshvalp i rygsækken :-)

Derefter tog vi ud på et andet marked, hvor der blev solgt souvenirs. Nu har jeg trods alt været i en del lande, hvor der blev solgt souvenirs, men de russiske souvenirs må simpelthen være de grimmeste, jeg nogensinde har set! Så det var billigt at være derude!

Mandag, tirsdag og onsdag var vi igen i skole og fik lidt mere russisk-undervisning og eftermiddagene gik med sightseeing i Moskva. Mandag aften var vi i teatret og se "Svanesøen" og det var virkelig en oplevelse. Det var en meget flot ballet og teatret var også flot. Men vi grinte noget undervejs, for mange af tilskuerne sad og råbte "Bravo Bravo", hver gang de syntes, at noget var ekstra godt. Og danserne blev ved med at komme frem på scenen og bukke selv 10 min. efter at forestillingen var slut.

Zarkanonen, Kreml

Torsdag ville vi så ind og se Kreml indefra. Men da vi kom derind, viste det sig, at der var lukkket (vi havde ellers spurgt dagen før, om der var åbent om torsdagen, og det havde de sagt ja til). Nå, men vi gik så op for at se Lenin's Mausoleum i stedet for. Men det var lettere sagt end gjort. Vi stod først i kø i 1/2 time for at komme op til vagterne, som stod og kontrollerede alle, der ville ind på den røde plads (det er første gang, at vi har set vagter der). Da vi så kom derop, fik vi at vide, at vi ikke måtte have tasker og kamera med derind, så vi måtte tilbage og aflevere det i garderoben og så stå i kø i 1/2 time igen. Der var meget kontrol inde i Mausoleum'et og man måtte hverken snakke eller stå stille derinde. Og alt dette for at se en mand, som døde i 1924! Om eftermiddagen tog vi ud til Det Russiske Udstillingscenter, som er en stor park med mange flotte bygninger og springvand og som tidligere var hovedsæde for kommunisterne, men som i dag er et shoppingcenter /forlystelsespark.

Fredag lykkedes det os så at komme ind i Kreml. Igen masser af vagter og kontrol, men vi fik da set det meste af det. Det var meget flot derinde, men man kunne desværre ikke komme ind i så mange af bygningerne.

Lørdag slappede vi af i en park og hen på aftenen tog vi til øl-festival. De skulle være lidt i stil med oktoberfesten i Munchen og det var vældig sjovt. Vi festede hele aftenen med nogle af de lokale og det var en rigtig sjov aften. Der var masser af livemusik og alt for meget øl!

Søndag foretog vi os ikke så meget (det havde måske en anelse med aftenen før at gøre.....). Vi havde ellers planlagt en udflugt ud af byen, men vi valgte at droppe den...

Og ja, så skal vi som sagt videre i dag. Vi skulle gerne komme til Irkutsk d. 19/7 og så er vi der indtil d. 28/7, hvorefter vi tager videre til Mongoliet.

Vejret har været rigtig godt, mens vi har været her (20-35 grader og kun lidt regn).

Håber, at I alle har det godt derhjemme.

Knus fra Kira

Brev nr. 3
Så kører vi på sidste døgn i Rusland. I nat tager vi videre med toget til Mongoliet.

Turen fra Moskva til Irkutsk med Den Transsibiriske Jernbane var helt kanon. Det tog 76 timer, men det føltes slet ikke som lang tid, for der skete alligevel en del. De fire dage gik stort set med følgende: sove, spise morgenmad, sove formiddagslur, snakke lidt, spise frokost, læse lidt, sove eftermiddagslur, spise aftensmad, drikke vodka og øl med vores "naboer" og så ellers tidligt i seng :-) Nej, der var selvfølgelig også stop på nogle stationer, hvor man kunne komme ud og strække benene og handle lidt ind, der var masser at se på undervejs, selvom landskabet ikke forandrede sig meget i de 4 dage. Vi delte en 4-personers kupe med et russisk par (Maxim og Roxanne) og snakkede lidt med dem. De kunne lidt tysk, vi kunne lidt russisk og så klarede vi os ellers med tegnsprog og tegninger. Vi forstod ikke altid hinanden, men vi havde det sjovt. Alle folk tager det meget stille og roligt på sådan en tur og folk kommer som de er. Det meste af tiden rendte folk rundt i nattøj, joggingtøj eller lignende og eftersom der ikke var nogen, der var i bad i de 4 dage, var lugten ikke alt for god til sidst. Især ikke efter at vi havde haft stop på en station, hvor der blev solgt røgede fisk! Jeg tror at samtlige folk i toget (på nær os) købte og spiste disse ildelugtende fisk. Vi fik en bid af vores naboer - og det var absolut ingen succes! Vi var i en vogn, hvor der hovedsageligt var russere (hvoraf meget få snakkede andet en russisk), men vi hyggede os. Turen var i hvert fald en stor oplevelse og vi glæder os til at komme ombord på et lignende tog igen i nat.

Da vi kom til Irkutsk brugte vi lige et par dage på at handle ind til turen til Baikal søen samt få ordnet diverse andre småting, og fik også set lidt af byen (som dog ikke er specielt spændende). I søndags tog vi så ud til Baikal søen, men det tog sin tid at komme derud på trods af, at den kun ligger ca. 80 km's kørsel fra Irkutsk. Vi valgte at tage toget derud, selvom vi vidste, at det ville være en omvej, men det skulle være den flotteste tur. Og det var det også, men det endte med at tage 13 timer! Først skulle vi med et lokaltog til Slydvyanka, som ligger for enden af søen. Det tog 3,5 time, for toget stoppede ved ALLE stationer (og også på steder, hvor der ikke var nogle stationer). Derefter ventede vi så lidt på en station, inden vi kunne komme videre med toget til Port Baikal. Det er den strækning, hvor Den Transsibiriske Jernbane tidligere kørte, men den bruges ikke længere i dag til andet end et lokaltog. Strækningen vi kørte var kun ca. 90 km, men det tog 6,5 time!!! Spørg lige, om vi var smadrede, da vi kom frem! Men det var en meget flot tur, for vi kørte langs søen hele vejen, vi kom igennem en masse små landsbyer (og selvfølgelig stoppede toget også hver gang, vi kom til et hus). Men der var liv og glade dage i toget, for alle var vist på vej på ferie ved søen. Der blev sunget og spillet guitar hele vejen! Vi var også ude og stå foran på lokomotivet, mens det kørte og der var en rigtig god udsigt derfra. Toget kørte meget langsomt hele turen, så det var ret sjovt at stå deroppe. Da vi langt om længe kom til Port Baikal, skulle vi videre med en færge til Listvyanka og så gå et godt stykkke, før vi fandt et sted at campere. Det viste sig til gengæld også at være et rigtig godt sted at campere, for der var en suveræn udsigt over søen derfra.

Vi camperede ved søen i 5 dage (3 dage udenfor Listvyanka og 2 dage udenfor Port Baikal). Vi havde også planer om at tage andre steder hen på søen, men det skulle vise sig ikke at være så let. Selvom vi hele tiden havde en "Plan B", så gik det hele i vasken. Bådene sejlede ikke hver dag og selv om vi havde fået at vide, at de skulle sejle, så gjorde de det alligevel ikke. Vi var dog ude at sejle på søen nogle timer, men nåede aldrig at komme længere op ad søen. Søen er større end hele Jylland, så det var desværre kun et lille hjørne af den, som vi fik set. Vi fik heller ikke vandret så meget, som vi havde planlagt. For det første var stierne ret dårlige og for det andet var det over 30 grader og bagende sol hver dag. Men vi fik da gået nogle småture og så brugte vi også lige en del tid på at ligge på stranden. Men det med lange svømmeture i søen var ikke lige noget, vi gjorde så meget.

Sejltur på Bajkal-søen

Det siges, at hvis man dypper hænderne i Baikal, lever man 1 år længere. Hvis man dypper fødderne i Baikal, lever man 5 år længere. Og hvis man dypper hele kroppen deri, lever man 25 år længere (hvis altså ikke kuldechocket slår en ihjel inden). Men nu kan vi i hvert fald se frem til at leve 25 år længere! Det var hundekoldt at bade i søen, men vi var da i vandet flere gange hver dag (i sådan ca. 5 sekunder ad gangen...).

Der er i hvert fald utroligt dejligt omkring Baikalsøen og meget flot. Overalt har man udsigt over vandet, over klipperne, over mange flotte blomster osv osv. Og der er meget stille derude og masser af gode steder at campere.

Den sidste aften vi var derude, blev vi inviteret til beach party hos nogle russere. Og det gik ikke stille for sig! Det var et par russiske TV-hold, som var ved at lave en dokumentarfilm om Sibirien og Baikal, og de filmede også, mens vi holdt fest (så måske bliver vi snart TV-stjerner herovre :-) Der var mad og vodka i massevis, de kunne også lidt tysk, så snakken gik lystigt. Vi havde det rigtig hyggeligt - jeg holdt nu lidt igen med det hjemmebrændte vodka, for det smagte ikke specielt godt. Lars måtte så betale prisen dagen efter, for han havde vist fået rigeligt af det...

Vi tog bussen tilbage til Irkutsk i går og det tog heldigvis kun 2 timer, men turen var så heller ikke nær så flot som udturen.

Nu er vi så tilbage i Irkutsk og tager som sagt toget videre til Mongoliet i nat. Vi har endnu ikke helt fundet ud af afgangs- og ankomsttid - tingene er ikke altid så lette her i Rusland. Service er et ukendt begreb og spørger man banegårdspersonalet om hjælp, mumler de som regel bare et eller andet uforståeligt på russisk. Så vi får nok en lang nat på banegården!

Håber, at I alle har det godt derhjemme og nyder sommeren. Vi har i hvert fald nydt at være i Rusland, men er også klar til at komme videre til Mongoliet til nye oplevelser. Næste hilsen bliver fra Ulaan Bator, men om det bliver om 1 uge eller om 3 uger vides endnu ikke...

Mange hilsner fra Kira

Brev nr. 4
Ja, så er vi tilbage fra vores 18 dages tur rundt i Mongoliet. Det har været et af mit livs oplevelser og Mongoliet er helt klart rykket op på en førsteplads på mit favoritlandeliste! Det er et utroligt smukt land, folk er meget gæstfri og venlige og vi har stort set ikke mødt andre turister i store dele af landet.

Nå, men vi (Sanna fra Finland, Till fra Tyskland, Josh fra USA, Brian fra Canada, Lars og jeg) havde lejet en minivan med chauffør (Dorj - fra Ulaan Baatar) og kørte ca. 3000 km i løbet af 18 dage. Det lyder jo ikke af så meget, men når der stort set kun er grusveje i Mongoliet, hvor man mange steder max. kan køre 20-30 km/t, så er det langt! Vi har kun kørt på asfalterede veje i ca. 150 km. Så det har været en hårdt og humplet tur, men heldigvis kom vi også alle godt ud af det med hinanden, så der er blevet grint meget undervejs! Vi lavede selv mad stort set hver dag (nogle gange en større succes end andre.... men jeg skal i hvert fald ikke have ris, pasta og nutellamadder i et godt stykke tid fremover!!!) Det er stort set umuligt at opdrive andre grøntsager end kartofler, løg og gulerødder i Mongoliet (udenfor Ulaan Baatar), så det satte jo sine begrænsninger. Vi har til gengæld fået smagt nogle mongolske "specialiteter" undervejs. Nej, faktisk er det ikke specialiteter - det er det, som mongolerne lever af til hverdag: tørret kamelost, tørret gedeost, yakost, gæret hoppemælk, mælk frisk fra køerne, brød friturestegt i fårefedt, fårekød, fårefedt, te med mælk salt og smør osv osv. Meget af det har smagt VIRKELIG fælt! Det er lige før, at vi glæder os til maden i Kina....

Vi har boet hos og besøgt nomader, hvilket var en stor oplevelse. De bor jo i ger's (en slags telte) og har masser af dyr. De fleste render stadig rundt i traditionelt tøj, rider fra sted til sted og bruger mange gammeldags redskaber. Hernede er der ikke noget, der hedder malkemaskiner, så dyrene bliver malket ved håndkraft (og tro mig - det er svært - jeg har i hvert fald ikke lært teknikken). Al maden bliver lavet over åben ild og de lever meget primitivt. De fleste lever meget isoleret fra andre mennesker og man fatter ikke, hvordan de klarer vintrene.

Nå, men lidt om vores tur, dag for dag:

Dag 1: Efter at vi havde fået handlet en masse mad ind på markedet, kørte vi afsted. Vi måtte dog først lige stoppe ved en Ovoo, som er et helligt sted. Man går 3 gange rundt om den og smider en gave på den - så skulle man have heldet med sig. Og vi skulle sandelig ikke risikere noget. Der er masser af disse Ovoo'er rundt omkring, men man stopper heldigvis ikke ved dem alle. Derefter kørte vi ud over stepperne, fik set vores første kamel og masser af heste. Hernede går dyrene frit rundt på stepperne eller hvor de nu er, for der er stort set ingen indhegninger. Det betyder også, at de tit er på vejene, men da der godt kan gå flere timer imellem, at der kommer biler, betyder det ikke så meget. Vi stoppede ved Baga Gazrin, hvor der var en del store granitklipper. Vi fik set vores første flotte mongolske solnedgang og en meget flot stjernehimmel (det kom vi til at se stort set hver aften).

Dag 2: Denne dag var en dag med megen kørsel, for Dorj var totalt lost. Der findes ikke vejskilte hernede og ofte deler grusvejene sig, og vi fatter slet ikke, at han har kunne finde rundt. Men denne dag gik det heller ikke så godt. Vi fik dog set en del kameler undervejs (Dorj syntes vist, at vi var dybt mystiske, da vi sprang ud af bilen for at tage billeder af dem - det svarer vist nærmest til at tage billeder af en gris derhjemme). Nå, men vi kom da frem til Ongiid Khiid, som er nogle gamle klosterruiner. Vi blev inviteret indenfor i en budhistisk skole og børnene spillede musik for os. Vi camperede ved ruinerne (det skal her nævnes, at vi stort set hver aften camperede "in the middle of nowhere" uden at møde andre mennesker. Der findes ikke campingpladser hernede, så man sætter bare sit telt op, hvor man har lyst.

Dag 3: Så kom vi langt om længe til Gobi ørkenen. Og tro mig, der var sand OVERALT (især efter et par dage dernede - så havde vi det i taskerne, teltene, bilen, maden og ørerne). Vi så så mange kameler, at de til sidst ikke var spændende mere! Vi overnattede i Gurvansaikhan nationalpark og oplevede en sandstorm.

Dag 4: Vi kørte videre til Yolam Am, som er en stor kløft. Det var meningen, at der skulle være en kløft, hvor der var is stort set året rundt, men det var vist smeltet - vi fandt den i hvert fald aldrig. Men derfor var det et meget flot område alligevel og vi gik en lang tur der. Desuden fik vi set vores første gazeller - vi prøvede at jagte dem med bilen, men de var for hurtige.

Dag 5: Denne dag kørte vi til Khongoryn Els, som er nogle af Mongoliet's største klitter. Vi red på kameler ud til klitterne (her skal det måske lige nævnes, at der ikke var sadler på kamelerne - der var bare lagt et tæppe mellem puklerne og så holdt man fast i den forreste pukkel - nøj, hvor var vi ømme bagi bagefter). Vi kravlede også op på en af de store klitter og nød udsigten derfra.

Dag 6: Vi var inde og besøge en familie i en ger. Vi fik igen serveret noget af det mongolske mad. Der boede ca. 3-4 familier sammen og der var masser af børn. Vi kunne dog ikke rigtigt snakke med dem, så vi var der ikke så længe. Om aftenen fik vi næsten slået en mongolsk mand ihjel. Han kom forbi, da vi skulle til at spise og det var en af de dage, hvor vores madlavning ikke var så heldig. Men han fik en portion, mens vi fik en tur på hans hest. Bagefter så vi ham ligge på en bakketop i næsten en time og se meget syg ud. Men han rejste sig da og red videre - meget langsomt. Vi andre overlevede maden.

Dag 7: Det var en dag med megen kørsel. Vi kørte fra Gobi til Orkhon vandfald, som lå i en meget flot kløft. Der var mange yak-unger i området og de var bare nuttede! Aftenens højdepunkt var et bad i floden (første "bad" i 7 dage - dejligt, selvom vandet var iskoldt). Desuden var det første gang, at vi havde mulighed for at lave bål - vi fik næsten brændt et par yaks af ved det, da de kom for tæt på.

Dag 8: Vi gik hver for sig en lang tur i kløften om morgenen og så nomaderne vågne og klare alle morgenopgaverne: malke, slippe dyrene løs osv. Desuden var der mange jordegern i området og nogle nuttede mus med store ører (er blevet døbt Dumpo-mus af os). Vi kørte videre til Kharkorin, som er Mongoliets gamle hovedstad. Vi fik bla. set et tempel der og så spiste vi for første (og muligvis også sidste) gang i en guanz - en mongolsk gaderestaurant. Maden var fæl! Nudler i fårefedt!

Dag 9: Denne dag har jeg valgt at rive ud af kalenderen - jeg var syg efter aftensmaden dagen før (jeg var ikke den eneste). Der gik ca. 24 timer, inden vi igen var ok.

Dag 10: Vi kørte til Terkhiin Tsagaan Nuur, som er en flot sø, som ligger i et område med mange vulkaner og bjerge. Vi var bla. oppe på en af vulkanerne. Og så fik vi badet i søen, selom det ikke var alt for varmt.

Dag 11: Vi havde "fridag" ved søen, og dagen gik med at bade, tage sol, klatre i bjergene (over 3000 m's højde), nyde udsigten og nyde livet. Vi nåede vist alle at blive solbrændte. Om aftenen måtte vi danskere lære de andre at lave snobrød. Det var vældig underholdende at se de andre, som ikke havde prøvet det før - de fik ikke så meget brød ud af det.

Dag 12: Dagen startede med, at vores telt gik i stykker - køb aldrig telte til 348 kr, hvis du skal til Mongoliet, for det holder ikke det de mongolske storme (som vi har oplevet et par af om natten). Vi fik det dog nogenlunde repareret og det kan stadig bruges. Nå, men ellers gik dagen med at køre nordpå uden at vi rigtigt kom nogen steder...

Dag 13: Vi stoppede på markedet i Moron og fik handlet lidt. Vi undlod dog at købe kød efter vi så, hvordan det blev behandlet (hang i varmen, lå i støvet osv). Derefter videre til Khovsgol Nuur, som er Mongoliets 2. største sø. Et virkelig flot område omgivet af en masse bjerge. Vi camperede lige ned til søen og dette var første gang, at vi havde naboer.

Dag 14: Vi havde lejet heste og en guide (som viste sig at være stangstiv, da han ankom - han så også noget hængt ud - han erkendte, at han havde drukket lidt for meget vodka dagen før...). Vi red i 8 timer og kunne stort set ikke gå bagefter! De mongolske sadler består af et par træbrædder og nogle metalbøjler, hvorover der er lagt et tyndt tæppe. Nøj, hvor vi led! Men det var en flot tur og det var sjovt at galoppere udover sletterne.

Dag 15: Total afslapning! Vi badede i søen, læste, skrev dagbog, spiste pandekager og foretog os ikke det store. Men det var tiltrængt efter den foregående dag.

Dag 16: Vi startede turen tilbage mod Ulaan Baatar (UB). Ellers en dag uden de store begivenhender.

Dag 17: Videre mod UB. Vi overnattede hos en ger-familie, hvilket var en stor oplevelse. Vi malkede kør, legede med børnene, spiste en masse mærkeligt mad, sov på et gulv osv osv.

Dag 18: Jubii, vi kom tilbage til UB midt på eftermiddagen! Det var skønt at få et brusebad efter 18 dage uden et rigtigt bad. Og nu er vi så på vej ud for at spise med vores gruppe, så vi kan få sagt ordentligt farvel. Så om ca. 1 time sidder jeg (forhåbentligt) og spiser god mexicansk mad og drikker rødvin!

Det var turen meget kort fortalt - resten må I høre om, når jeg kommer hjem. Lars og jeg regner med at tage på en kort tur ud fra UB fra tirsdag til fredag eller lørdag og næste søndag skal vi videre med toget til Kina. Vi har hørt rygter om, at alle internetcafeer er blevet lukket i Beijing og at internetcafeerne er ved at blive lukket i hele Kina. Så hvornår I hører fra mig igen, tja... måske om 14 dage, måske om 2 mdr??? Men vi checker mails igen på lørdag, så skriv endeligt!

Håber, at I alle har det godt. Jeg kunne skrive i timevis om Mongoliet, men nu er det tid til at feste lidt.

Mange knus fra Kira

Brev nr. 5
Ja, så er vi kommet til Kina. Indtil videre har det vist sig at være et rigtig spændende land. Vi tilbragte en uge i Beijing og fik set og gået en masse.

Vi fik set Den Himmelske Fredsplads (Tiananmen Square), Den Forbudte By, masser af flotte parker, templer, markeder osv osv. Vi kunne sagtens have brugt en uge mere der, for der er så mange spændende ting at se, men vi skulle jo også videre. Beijing har enormt meget at byde på og det er helt sikkert en by, som jeg skal tilbage til på et tidspunkt. Vi boede midt i en af Hutongerne, hvor mange af de lokale også boede (vi var nogle af de eneste udlændinge på hotellet og personalet snakkede kun kinesisk).

Men overalt hvor vi kom, blev vi mødt med smil og folk forsøgte altid at hjælpe os, når vi havde brug for det.

Vi var selvfølgelig også en tur på Den Kinesiske Mur. Vi valgte at tage til et af de steder, hvor den ikke er restaureret, men hvor man også slipper for alle gruppeturisterne (som der er MANGE af hernede). Vi tog til Huanghua og det meste af tiden gik vi selv på muren. Det var en kæmpe oplevelse at gå rundt på muren, men det var en hård tur, for på dette sted er trapperne ikke for gode, der er ikke noget at holde fast i og mange steder var der "frit fald", hvis man gik et skridt for meget til siden. Det var meget stejlt at gå op og ned, men alle anstrengelserne værd. Flere gange på nedturen måtte vi klamre os til det af muren, som var tilbage for ikke at glide ned. Man kunne stadig få en god ide om, hvordan muren havde været for mange år siden, selvom den flere steder var faldet sammen.

Vi overnattede også derude, hvilket var "spændende". Vi havde kun soveposer med derud (ikke noget liggeunderlag) og vi sov så i et af vagttårnene. Der var lyn og torden, mens vi var derude, hvilket var flot, men også lidt skummelt. Desuden var vi af en af de lokale blevet advaret om, at vi skulle passe godt på vores ting, for vi kunne godt risikere, at der kom banditter om natten. Og desuden var stedet godt tilgroet med buske osv, så man vidste jo ikke lige, hvad der kunne finde på at gemme sig af mærkeligt kryb der. Så jeg fik ikke sovet mange timer den nat! Jeg var også ved at kvæle Lars den næste morgen, da han viste mig, hvad han havde fundet om aftenen: et slangeham på over 1 meter lang og det havde ligget ca. 3 m fra, hvor vi sov. Der var stadig spor i sandet efter slangen, men han havde valgt at gemme det for mig, for ellers vidste han godt, at jeg havde valgt at kravle ned af muren og gå tilbage til landsbyen og sove.

Nu er vi så kommet til Xian. Vi tog nattoget herned fra Beijing i nat (14 timer) og ankom tidligt i morgen. I dag skal vi bare slappe af, men i morgen skal vi nok ud og kigge lidt på byen og dens terracottakrigere. Togvognen som vi var i, var en sovevogn med plads til 66 mennesker. Det var en stor kupe, så vi frygtede lidt, at vi ikke ville få sovet overhovedet. Men lyset blev slukket kl. 22 og så var der faktisk ro til kl. 6.30 om morgenen (hvor jeg vågnede ved at mange af de lokale sad og slubrede nudelsuppe i sig....). Så det lykkedes alligevel at få en god nats søvn.

For dem af jer, som endnu ikke har opdaget det, så er vores hjemmeside (www.munkens.dk) blevet opdateret med Lars' rejsebreve og et par billeder fra Rusland og Mongoliet (billederne ligger under scrapbog/diverse 1). De første 5 billeder er fra Moskva. De næste 2 er fra Den Transsibiriske Jernbane. Så er der 2 fra Baikalsøen og 2 fra Irkutsk (med champagne, vodka og kaviar) og de sidste 4 er fra Mongoliet. Så kan I jo kigge lidt på billederne, når I savner os :-)

Ja, vi håber på, at vi kan finde internet på vores videre tur igennem Kina, men vi har hørt, at alle internetcafeer er ved at blive lukket i Kina, så nu må vi se, hvad der sker. Om ikke andet så benytter vi os af det, så længe vi er i Xian, men vi har endnu ikke fundet ud af, hvor vi skal hen bagefter - vi regner med at bruge de næste par dage til at planlægge vores tur igennem Kina. Der er så mange steder, vi gerne vil hen, men vi har jo desværre kun 2 mdr.'s visum hertil.

Og for dem af jer, som har spurgt til maden hernede, så tror vi endnu ikke, at vi har spist noget, der er specielt mystisk (udover en søstjerne, men den smagte nu ikke for godt, nærmest som en blanding af sand, saltvand og tang). Men vi har set hund,slanger, frøer, svaler osv osv på menukortet, men det må vente til en anden dag - det skal da i hvert fald prøves, inden vi forlader landet. Men vi ved jo ikke altid, hvad det er, som vi spiser, når vi spiser på de små gadekøkkener, men indtil videre har vi da kun fået god mad.

Håber, at I har det godt. Glæder mig til at høre fra jer igen.

Mange hilsner fra Kira

Brev nr. 6
Ja, så er det tid til en mail om vores oplevelser igen:

Fra Xian, hvor vi brugte dagene til at se Terracottakrigerne (de var virkelig imponerende. Det er en hel hær af lersoldater og heste i naturlig størrelse, som er ved at blive udgravet, og der er ca. 6000 stk. af dem) og byen, tog vi toget videre til Wuhan og forsøgte at booke en tur på Yangsefloden derfra. Det lykkedes ikke, så vi tog videre til Yichang, hvorfra det lykkedes os at få en billet til Wushan, en lille by ved floden ca. 10 timers sejlads fra Yichan. Vi havde købt 2.klasses billetter, men "desværre" havde de ikke flere 2.klasses kahytter tilbage, da vi kom ombord, så vi fik en 1.klasses kahyt til samme pris. Og det viste sig at være en ret god ting, efter vi fik set 2.klasses kahytterne. De var meget mørkte og beskidte og der var der 4 senge mod kun 2 på 1.klasse. Båden var temmelig beskidt og toiletterne var noget af det mest ulækre, jeg nogensinde har set - det var nærmest bare en rende med nogle meget korte skillevægge imellem. Der var ikke noget med døre, så man kunne sidde og kigge ind til nabøn! Godt, at det kun var sådan en kort tur! I Wushan kom vi over på en mindre båd sammen med en flok kinesiske pensionister (som syntes, at vi "blegansigter" var vældig morsomme - de grinede i hvert fald konstant af os). Vi sejlede rundt i et område, som hedder "Little Three Gorges" og som skulle være et af Kina's smukkeste områder. Og det var virkelig også flot. Desværre bliver dette område oversvømmet næste år pga. Kina's prestigeprojekt med at bygge verdens største dæmning (dette projekt betyder også, at millioner af mennesker skal flyttes fra området og mange af byerne er allerede ved at blive revet ned, for vandstanden kommer til at stige med ca. 135 meter næste år og så med yderligere 40 meter i år 2009). Så vi er glade for, at vi nåede at se dette smukke område. Da vi skulle videre fra Wushan til Chongquin, kom vi ombord på en rigtig luksusbåd, hvor der stort set ingen mennesker var på. Igen havde vi bestilt en 2.klasses kahyt, men vi blev flyttet over på 1.klasses gangen og fik en lækker kahyt med eget badeværelse. Det var ren luksus, for vi skulle være der i 2 nætter. Desuden havde vi vores eget soldæk, for vi var de eneste, som bøde på gangen. Så der brugte vi en del tid på at sidde og nyde udsigten over floden og bredderne. Det var en flot tur og vi havde det rigtig hyggeligt undervejs.

Da vi stod af båden, tog vi bussen videre til Chengdu. Normalt har jeg ikke noget imod busture, men jeg har i hvert fald noget imod busture i Kina!!! Det er bare noget af det mest ulækre, som jeg nogensinde har prøvet. Nu er kineserne i forvejen ikke de mest appetittelige mennesker: de spytter overalt, smider affald overalt, slubrer og smasker som svin når de spiser, og bøvser også uhæmmet! Men i busserne går de fuldstændigt amok. De sidder og spytter på gulvet eller ud af vinduet, de sidder og brækker sig på gulvet i bussen eller ud af vinduet og så bliver alle deres madrester bare smidt på gulvet. Jeg har flere gange været ved at stå af bussen, når det blev for ulækkert! Desværre har vi mange flere busture i vente, da det nogle steder er den eneste måde at komme frem på.....

Nå, men vi kom da til Chengdu, som er nogenlunde hyggeligt. Det er endnu en storby (der findes vist ikke andet i Kina), men den har da heldigvis nogle hyggelige parker med nogle tehuse, hvor man kan sidde og slappe af, mens man drikker uanede mængder af te. Højdepunktet i Chengdu (og måske også i Kina) var dog at være ude og se pandaer! Det må uden tvivl være verdens mest nuttede dyr. Vi så dem i et reservat, hvor de havde masser af plads til at tumle på. De havde 3 unger, som var født indenfor de sidste 14 dage. De var ikke meget større end en hånd og lå stadig i kuvøser, da moderen havde afvist dem. Men det bedste var nu de 4 pandaunger på ca. 1 år. De var totalt legesyge og tumlede rundt med hinanden. De væltede rundt i trærne, bed hinanden i fødderne og bagdelen, rullede ned af skrænterne og så bare for skægge ud, når de prøvede at løbe. De var totalt klumpede, men de var bare alletiders at stå og kigge på. Det er nogle rigtige små bamser og jeg var klar til at tage en af dem med hjem. Vi så også nogle af de voksne pandaer, men de var ikke specielt aktive. De sad bare og guffede bambusblade og nød livet.

Så var vi også til Sichuan Opera i Chengdu - en meget speciel oplevelse. Vi var vist de eneste derinde, som ikke var fyldt 80 år. Det viste sig, at sådan en forestilling tager ca. 5-7 dage. De starter på historien den første dag og optræder så i ca. 3 timer hver dag, indtil historien er færdig. Vi havde nu mere end rigeligt med en dag, selvom det var meget flotte kostumer og sangen heller ikke var værst. Heldigvis havde vi en tolk med derud, som kunne fortælle os, hvad det handlede om.

Fra Chengdu tog vi op til Songpan, som ligger ca. 10 timer i bus fra Chengdu. Vi havde hørt så meget godt om dette område, så vi var bare nødt til at tage derop. Det, som er specielt deroppe, er rideture i bjergene. Landsbyen ligger i over 3000 meters højde, og det er hovedsagligt et par af Kina's minoritetsgrupper, som bor deroppe. Landsbyen var utrolig hyggelig, men vi brugte nu ikke så meget tid der. Derimod tog vi på en 3-dages ridetur i bjergene. Det var en virkelig smuk tur, men nøj, hvor var der koldt deroppe! Den første dag startede med flot vejr, men vi havde kun redet et par timer, før det begyndte at øsregne. Vi var gennemblødte, da vi endelig nåede op til det vandfald, hvor vi skulle campere for natten. Vi hundefrøs, men heldigvis var der nogle små souvenirboder deroppe og inde bag dem bøde nogle af de lokale i nogle små hytter. Vi blev inviteret indenfor og fik te og fik nogenlunde varmen igen. Da det var blevet tørvejr, gik vi en tur op til vandfaldet, som var rigtig flot. På turen nedad kunne man få taget sit billede siddende på en yak - det måtte vi bare prøve! Det var godt nok en rigtig grisk mand, som havde yak'en, men det kostede kun 2 kr, så det var lige til at klare. Nå, men da vi kom tilbage til souvenirboderne, havde vores guider arrangeret, at vi kunne få lov til at sove i et brændeskur om natten fremfor at skulle sove i telt. Det lød jo meget lovende. Vi tilbragte aftenen i selskab med de lokale omkring et bål, de sang en del sange for os, der var den flotteste stjernehimmel og måne og vi havde det rigtig hyggeligt. På et tidspunkt kom den griske yak-ejer forbi. Han var stinkende stiv, men et par af de kinesere, som vi var sammen med, snakkede lidt med ham, hvorefter han fandt yak'en frem, pyntede den og så fik vi taget billeder med den - udklædt med hat, gevær og en død kat. Jeg er meget spændt på at se billederne.... Han havde vist haft en god dag, for han viste os dagens omsætning og vi betalte da heller ikke for at få taget billederne. Nå, men hen på aftenen gik vi så ind i brændeskuret for at sove. Der var nogenlunde samme temperatur som udenfor og desuden var der så store sprækker i væggene, at vinden blæste ind. Desuden kunne vi høre noget, der puslede lige ved siden af vores hoveder (mus, rotter, who know's?).

Nå, det blev en meget kold nat og da vi kom udenfor næste dag, lå der frost på jorden. Ikke noget at sige til, at vi havde frosset! Nå, men vi fik også lidt action om morgenen: Vi havde hver vores guide med, som sørgede for alt mht. madlavning, teltopsætning, pakke hestene osv. Men et par af guiderne begyndte at skændes og det endte med, at min guide stak den anden en på hovedet, så der var blod overalt. Det endte med, at de måtte dele vores gruppe op, så de sidste par dage var det bare Lars og jeg og vores to guiderne. Nå, men på andendagen red vi op til nogle Hot Springs, som dog ikke var særlig "hotte", for de var kun 21 grader varme, så vi undlod at bade i dem. Heldigvis var det knap så koldt om aftenen, for vi skulle sove i telt. På tredjedagen red vi tilbage til Songpan via en rigtig flot rute. Det er ved at være efterår i Songpan, så bladene på træerne er ved at skifte farve, der var sne på toppen af et bjerg i det fjerne og vi så stort set ikke andre turister undervejs. Men det var godt nok dejligt at komme tilbage til Songpan og komme af hestene, for man bliver altså temmelig øm bagi af at sidde på en hest i 3 dage - især når en stor del af turen foregår i trav!

Vi kom tilbage til Chengdu og tilbragte en nat der, inden vi tog til Leshan, hvor de har verdens største Buddha-statue (71 meter høj). Vi brugte en formiddag i området, som var flot, men lidt for turistet. Derfra tog vi videre til Mount Emeishan, som er et af Kina's 4 hellige buddhistiske bjerge. Man kan gå hele vejen op og ned af bjerget og nogle kinesere bruger det som en slags pilgrimsfærd. Men vi blev enige om, at der altså ikke var meget pilgrimsfærd over det, når man kan tage en bus op ad bjerget og så en gondolbane helt til toppen, så vi endte med at tage bussen et godt stykke op ad bjerget og tilbringe natten i et tempel. Vi ville have været på toppen af bjerget dagen efter, men det var temmelig tåget, så vi gik nedad i stedet for. Det blev til en 35 km tur, hvoraf ca. 99% af turen foregik på trapper - spørg lige, om vi har ømme ben nu!!! Det tog ca. 7,5 time at komme ned og det var en fantastisk tur. De første ca. 5 timer mødte vi faktisk ikke andre turister. Vi gik ned af de stejle trin, gennem regnskov, forbi store klipper og med udsigt til flotte slugter. Vi fik også set en del aber undervejs - faktisk lidt for mange, for aberne derude er bare nogle sataner! De gør alt hvad de kan for at overfalde turisterne! Jeg lavede dagens stunt, da jeg ville flygte fra nogen af dem, for jeg gled på de glatte trapper for derefter at ligge og stirre to store aber ind i øjnene. Jeg tror, at aberne blev lige så forskrækkede som mig, for de gjorde mig ikke noget, men Lars ærgede sig noget over, at han ikke havde sit kamera fremme, for han mente, at han kunne have vundet priser med det billede! Nå, men det lykkedes os da at komme nogenlunde helskindede ned af bjerget og om aftenen tog vi så afsted mod Lijiang.

Fra Emeishan til Lijiang skulle vi køre i tog i 11 timer (vi tog nattoget) og så videre med en bus i 8 timer. Men... det gik også meget godt, indtil vi kom ind i bussen. Først gik der over en time, inden bussen kørte (de kører først, når bussen er fyldt). Så kørte vi ca. 5 km og holdt så ind på en busstation, hvor vi holdt ca. 1,5 time. De havde vist overbooket bussen, så der var en masse ballade mht. billetter. Derefter kørte vi ca. 1 time på meget dårlige veje og kom så til en lille landsby, hvor der var totalt trafikkaos. Der holdt vi så stille i over 4 timer. Heldigvis fik vi lov til at komme ud af bussen og gå lidt rundt. Det var nu ret komisk, for det viste sig, at grunden til, at vi holdt stille var, at vejen var ved at blive repareret, men arbejderne var åbenbart gået til frokost lige inden vi kom dertil og imens var vejen blokeret. Desuden kører kineserne som gale og alle holdt på kryds og tværs, hvilket heller ikke gjorde noget nemmere. Langt om længe lykkedes det os dog at komme igennem, men det endte med at komme til at tage 16 timer i stedet for 8 timer. Vi var heldigvis ca. 18 backpackere ombord og vi havde det rigtig hyggeligt - kineserne syntes vist, at det var knap så sjovt. Nå, men vi kom til Lijiang i går aftes omkring midnat og bruger så dagen i dag på at slappe af. Det er næsten som at være kommet i himmelen, for Lijiang er en rigtig hyggelig by med masser af vestlige cafeer, hyggelige små gader, gode hoteller og masser af god vestlig mad. Nu er den kinesiske mad også rigtig god, men vi er ved at være lidt trætte af chili-nudelsuppe til morgenmad, friturestegt brød og ris i lange baner. Så det var helt rart at kunne få lidt vestlig mad igen - vi glæder os allerede til vi skal have pizza til aftensmad (sære lyster, man får når man rejser...). I aften er der Månefestival i Kina, og vi har hørt, at der skulle være masser af musik og dans i gaderne, så det glæder vi os til. Lijiang er byen, hvor Naxi-folket hører til. Det er endnu en af Kina's minoritetsgrupper. De går klædt i traditionelle dragter, og gadebilledet har ændret sig noget fra de øvrige byer, som vi har set.

Ellers er det ved at være slut på denne beretning - den blev vist lidt længere end først beregnet. I næste uge skal vi på en 4-dages vandretur i Tiger Leaping Gorge, som er en af verdens største kløfter. Fredag står den på fest og lørdag eller søndag tager jeg så videre til Dali, bliver der et par dage og så videre til Kunming. Lars og jeg er blevet enige om at rejse fra hinanden de næste par uger, for vi vil se noget forskelligt. Men vi mødes så igen i Vietnam den 25. oktober, hvis alt går efter planen. Og så har jeg lige fået den dejlige nyhed, at min mor og far kommer til Vietnam i starten af november og besøger os, så det bliver bare hyggeligt!

Vi nyder livet. Håber at I også har det godt.

Mange knus fra Kira Leisau

Kira Leisau og Lars Kierulff Munks togt gennem Asien kan studeres på adressen www.munkens.dk (se under scrapbog/diverse 1)

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside