Islam forbindes med de arabiske lande, men de fleste muslimer har hjemme andetsteds. Den nation i verden, som huser flest muslimer, er Indonesien. Mali er et af de mange ikke-arabiske lande, som bekender sig til Islam.
Islam er i vesten de senere år ensidigt blevet fremstillet som skrupelløs fundamentalisme, barbarisk sharía-lovgivning og terrorisme. Der er en meget unuanceret betragtning, for religionen omfatter så mange forskellige folkeslag og kulturer, at udøverne ikke kan slås over én kam.
Moskeen i Niono, Mali
Moskéen i Niono
Der er således mange lande at vælge imellem, når opdraget hedder "Rejse i de muslimske lande". Jeg valgte Mali, som er erklæret muslimsk, og hvor hovedparten af de 12 mill. indbyggere bekender sig til islam. Landet er tilmed frit for den fanatisme og sharía-lovgivning, som er vestens største fordomme mod islam.
Man mødes i Mali af venlighed og gæstfrihed godt blandet op med nysgerrighed og videbegær. Udviser man respekt overfor den stedlige kultur, udvises den for os til gengæld. Kriminalitetsniveauet er lavt som i alle muslimske lande. Man kunne ønske, at muslimer blev ydet samme venlighed på vore breddegrader.
Islams fødsel og udbredelse.
Islam blev som religion grundlagt i året 622 AD af profeten Muhammad. Den blev seneste skud på stammen af monoteistiske religioner, som så dagens lys i mellemøsten. Den første var jødedommen grundlagt i Ur af Abraham, og senere kom kristendommen til, grundlagt af Jesu disciple.
De muslimske lande strækker sig nu hen over Nordafrika fra Middelhavet til Sahel. Gennem Mellemøsten, den arabiske halvø, Afganistan og Pakistan, Indien til Bangladesh. Ned over Malacca med en afstikker det sydlige Philipinerne og ud gennem Indonesien.
Islam kommer til Vestafrika.
To dejlige unger fra Mopti
Islam blev introduceret i Sahel af marokkanske købmænd omkring 900 AD og af erobrere med samme herkomst i det 15. århundrede. De første mange århundreder var islam regenternes og de riges religion, men den sammensmeltede snart med den traditionelle tro, hvorfor almindelige mennesker meget pragmatisk og ligesom i jøde- og kristendommens tilfælde beholdt store dele af deres traditionelle gudsdyrkelse. Først i 17. og 18. årh. fik islam endeligt fodfæste, men det fortsat på lokale præmisser.
Kristendommen har sekter og retninger som protestanter, katolikker, Jehovas Vidner, baptister, adventister o.m.a. Af islams tilsvarende mange ansigter kan nævnes sunni, shia, ismaelitter, wahabitter, alawiter og drusere.
I Mali dyrkes den mystisk-filosofiske variant af Islam kaldet sufisme. Heri centreres islam omkring religiøse lærere med overnaturlige kræfter og direkte adgang til Allah. Denne variation ligner meget den opbygning, det vestafrikanske samfund havde før Islams ankomst. Derfor den smertefri konvertering.
Frihed og tolerance.
Det er ikke kun til Vestafrika, islam har bredt sig. Alle steder, hvortil den er kommet kendetegnes ved religionsfrihed og en udpræget religiøs tolerance. Dette i Mali som alle andre steder. I Mali blev faktum også, at de fleste alligevel er konverteret, men det var ikke på baggrund af et krav fra de religiøse ledere.
I Mali er 75 % af befolkningen muslimer. De lever i fred og fordragelighed med de sidste 25 %, som bekender sig til de traditionelle vestafrikanske trosretninger. Landet ligger langt fra den sharía-lovgivning, som visse sagkyndige opfatter som en misfortolkning af koranens ord. En misfortolkning som fandt sted i det talibanstyrede Afganistan og fortsat ses i bl.a. i Nordnigeria og North West Frontier Province i Pakistan, for ikke at nævne i Saudiernes Arabien.
Malis befolkning er traditionsbunden og meget konservativ. Det er med til at holde 80 % af kvinderne hjemme fra arbejdsmarkedet. Det er ikke islams fortjeneste, men skyldes traditionen. Medvirkende hertil er landets lave udviklingsstade, som betyder at der er et reelt behov for, at kvinden bliver hjemme og med hård hånd styrer børn og mand.
Alt i alt er langt de fleste tiltag i de muslimske lande kulturelt betinget, og skyldes ikke religionen. Omskæringer, som kendes langt ud over islams grænser - herunder i jødedommen - er gamle stammetraditioner i såvel Mellemøsten som tværs over Sahel. Deres oprindelse er fra før religionernes opståen – også i Mali.
Timbuktu.
Denne perle af en ørkenby har for mig altid været omgæret med spændingens mystik. Civilisationens yderste forpost og samtidigt hovedstaden i Langtbortistan. Det er, hvad jeg husker om byen fra min barndoms Anders And-blade. Et besøg i en voksen alder har ikke fjernet følelsen af og overbevisningen om stedets egenartede storslåethed.
Med risiko for at lyde som en turistbrochure står synet af tuareg'er i lange, blå kjortler med deres kameler skarpt aftegnet mod Sahara's skyfrit himmel klart i min erindring og
Koranskole i Djenné - bemærk 'motivatoren'
er et af de glimt, som umiddelbart kan findes frem i erindringen her flere år efter. Timbuktu er et absolut must at besøge, når man på de kanter.
Timbuktu var indfaldsporten for islam til Mali og store dele af det resterende Vestafrika. Byen ligger ikke langt fra Niger floden, som fragter store dele af det livgivende vand, der er grundlaget for hele Vestafrikas eksistens. Da den samtidigt ligger i Saharas sydlige udkant, var det her karavanerne til Nordafrika begyndte og endte. Med karavanerne kom islam ca. 1100 AD.
Timbuktu blev stedet, hvor islams afrikanske intellekt blomstrede. På et tidspunkt havde byen 180 universiteter og koranskoler med 20.000 studerende. Byen havde 100.000 indbyggere i sine velmagtsdage. I dag er der sølle 15.000 tilbage. En rejsende skriver i 1494 midt i byens storhedstid: "Timbuktu has a great store of doctors, judges, priests and other learned men, that are bountifully maintained at the kings expense".
Timbuktus storhedstid fandt sin afslutning i 1591, hvor marokkanerne indtog byen. Herefter blev de maritime handelsvej udbyggede. I dag findes der fortsat en del koranskoler.
I byens sandede gader støder man på disse friluftsskoler, hvor børnene terper koranen. Men børn er børn, også i Timbuktu, så nogle rejsendes opdukken skaber visse disciplinære problemer for den garanteret ikke pædagogisk uddannede lærer.
Hjemrejsen fra Timbuktu.
Det har egentligt intet med islam at gøre, men fordi det viser, hvad der kan ske, når naturen kommer over opdragelsen, vil jeg berette om vor afrejsen fra Timbuktu. Ved ankomsten tidlig morgen – meget tidligt, tro mig - til lufthavnen i Timbuktu, viste det sig, at Air Mali havde overbooket indenrigsflyet.
Vi var, som de heldige, sat af til fordel for nogle italienere. Vor lokale guide henvendte sig ved skranken for at for en forklaring og få presset en beslutningsændring igennem. Det var vist sværere end forventet, for til glæde for hele afgangshallen udviklede forhandlingerne sig således, at lydniveauet tog til i styrke, og fagterne blev større og større. Jeg genkendte endog nogle fra trafikken hjemme.
Moskéen i Djenné, med marked foran
Guiden antydede, at han havde kendskab til, hvordan Air Mali-repræsentanten finansierede sit luksusliv, i dag havde det vist noget at gøre med lire. Senere skærpedes tonen, og der kom antydninger om moderens formodede profession samt hans deraf følgende herkomst.
Pludselig fløj skrankepaven over disken i et tigerspring og langede ud efter guiden. Nu begyndte det at blive interessant. Desværre lagde behjertede mennesker sig imellem, inden de fik gjort skade på hinanden. Hele optrinet afsluttedes ved, at kamphanerne måtte nøjes med at sende onde øjne til hinanden tværs over afgangshallen.
Da vi sent næste eftermiddag ankom til hovedstaden Bamako i Landrover efter jeg ved ikke hvor mange timers terrænkørsel, var det nogle trætte rejsende, som gik om bord i Air France-flyet mod Paris.
Moskeen i Djenné
Mali får sit liv fra Niger floden, så hvad er mere nærliggende end at benytte de for hånden værende byggematerialer, hvilket her er mudder. De fleste af byens huse er opført af dette materiale ligesom den verdenskendte moske.
Den oprindelige blev opført i 1100 tallet, mens den nuværende er opført i 1905 baseret på det oprindelige design. Efter hver regntid er hele byen involveret i reparationsarbejdet. Ikke-muslimer har ikke længere adgang til moskeen; det sluttede, da et respektløst europæisk reklamebureau optog modefotos der.
Dogon-folket.
Folket immigrerede til Bandiagara falaisen i 1300 tallet presset tilbage af islam, med hvem de ikke ønskede samkvem.
Dogon-dansere
Dogon-folket nyder godt af islams tolerance. I dag bekender omkring kun 35 % af disse sig til islam, mens den resterende del har bibeholdt den oprindelige, traditionelle religion. Ingen ville drømme om at stille krav overfor en ikke-muslim om at konvertere, og såvel Dogon som andre folk lever i bedste sameksistens i Mali. I Dogon-landsbyerne finder man flere religioner repræsenteret sideordnet, og bryllupper mellem de forskellige trosretninger finder hyppigt sted.
Såvel Dogon-folket som dets traditionelle religion er begge så specielle, at de i sig selv er et studie værd. Folket er indbegrebet af tolerance, og dets religion er en af de oprindelige, som har været med til at forme sufismen. At besøge Mali uden at aflægge et besøg i Pays Dogon er utænkeligt.
Rejse i dette muslimske land.
Opsummerende betragtninger omkring rejser i det muslimske land Mali er, hvad er gældende for rejser i alle andre lande. Opfører man sig, som man ville gøre hjemme, og ikke fører sig frem som en Mallorca-turist, vil man blive taget imod som en skattet gæst.
Kulturen er, som i mange andre lande, dybt konservativ. De leveregler, som styrer befolkningens adfærd, stammer tilbage fra en tid, hvor menneskesyn og kønsroller var forskellige fra de, som i dag nyder fremme i de vestlige lande. Heller ikke i Mali, er det religionen, som kræver forældede leveregler overholdt. Ledere benytter den nok i forsøg på at fastholde befolkningen i traditionelle mønstre, men genkender vi ikke det hjemmefra.
Når alt dette er sagt, skal der straks også lyde en erkendelse af eksistensen af islamiske ekstremister, som bekæmper truslerne mod deres levevis med de midler, som er til deres rådighed. Dem er jeg ikke stolte af. Ligeledes må vi indrømme paralleller i Danmark i form af de særeste eksistenser på den politiske højrefløj med rødder dybt ind i det regerende parti. Dem er jeg i øvrigt heller ikke stolte af.
Den dag, man har muligheden for at aflægge Mali et besøg, bør man slå til uden betænkning. Det er mig til slut magtpåliggende at oplyse, at billedmaterialet er stillet til rådighed af min sprudlende rejsefælle Finn Hillmose – mange tak til dig.
