"This is Burma, and it will be quite unlike any land you know about", skrev Kipling i 1898. Mere end 100 år senere står hans ord stadig uimodsagt.
Myanmar modtager ikke mange besøgende. Det kan skyldes den generelle afstandstagen fra militærregimet, støtte til Aung San Suu Kyi eller blot et almindeligt fravalg af det fattige og isolerede land.
I nærværende temanummer om Myanmar vil andre forventeligt skrive om besøg ved landets talrige besøgsværdige attraktionerne. Her i stedet lidt andet om et stort og frugtbart land opstået langs Ayeyarwady flodens løb og delta, med et areal på 15 gange Danmarks og med op mod 50 millioner indbyggere.
For og imod et besøg i Maynmar.
Myanmar rummer et militærdiktatur blandt de værste af slagsen. Planlægningen af et besøg i landet indbefatter derfor en afvejning for og imod hele ideen med besøget. Det skorter ikke på opfordringer til at holde sig væk for derigennem at forsøge at isolere landet ud i et systemskifte.
Overvejelserne mundede i mit tilfælde ud i, at løsningen er ikke at holde sig væk. Min konklusion blev, at det er af stor betydning at mødes med mennesker, som er politisk og økonomisk undertrykt. Åbenhed og ikke isolation er med til at ændre på forholdene. Forhåbentlig kan mødet bidrage til at åbne døren til vor verden og fremme landets demokratiske udvikling.
Myanmar contra Burma.
Politikere strides løbende om landets officielle landets navn bør være Union of Burma eller Union of Myanmar. Fakta er, at Myanmar er navnet, som landets indbyggere har benyttet gennem tusind år. Burma er det navn, som englænderne gav landet, da de koloniserede området for 125 år siden.
I 1989 ophørte militærregeringen med at bruge den engelske version i et forsøg på at afkolonialisere landet. Hovedstaden Rangoon bærer nu også det lokale navn Yangon.
Striden opstod, da oppositionen og med dem en række lande ikke anerkendte ændringen. I dag benyttes Myanmar bl. a. af FN og Amnesty International, medens EU benytter Burma. Det danske Udenrigsministerium benytter Burma på sin hjemmeside.
Det første møde med Myanmar.
Kvinde af Shan-folket ved butik
Indrejsen foregik med Thai Air fra Bangkok, for Myanmar tillader kun indrejse ad luftvejen. Flytiden er én time, hvor man samtidigt stiller uret ½ time tilbage.
På grund af EU's restriktioner foreskrives på Udenrigsministeriets hjemmeside, at der ingen indrejse er i Myanmar for medlemmer af den danske regering, deres familiemedlemmer samt for højerestående embedsmænd, der beskæftiger sig med Myanmar. Lignende gælder i øvrigt modsat for militærregeringen, militæret og familiemedlemmer til begge ved indrejse i EU.
Da jeg ikke falder indenfor ovenstående kategorier var myndighedsbehandlingen ved ankomsten til Yangon høflig, korrekt og hurtig i såvel immigration som told.
Ukendt med landet er der én ting man bemærker allerede i lufthavnen. Det er såvel kvinders som mænds brug af Thanaka, et hudplejemiddel fremstillet af en aromatisk bark, som pulveriseret og blandet med vand smøres i ansigtet og af nogle på hele kroppen. Midlet skulle fungere som en kombineret sololie, parfume og kosmetik. Det fremtræder iøjefaldende på kinderne i samme konsistens og farve som lyst ler.
En anden bemærkelsesværdig brugsting er Longyi's, som er en beklædningstradition mændene i Myanmar har bevaret på trods af vestlig indflydelse. Traditionen er ellers gået af mode i nabolandene op gennem det nittende århundrede. Bukser er ikke et ukendt begreb, men langt de fleste mænd foretrækker et stykke bomuldsstof, der vikles om livet som en nederdel. Nemt og praktisk i troperne. I Myanmar funderes som i Skotland over, hvad en mand har underneden.
- og for resten. Befolkningen i Myanmar er af natur lille og spinkelt bygget. Derfor er et af de bedste komplimenter, man kan få, "Hvor ser du fed ud". Det er ikke så galt, når man som velnæret nordbo vejer trecifret. Jeg vil nok ikke forsøge med den slags komplimenter på hjemmebane.
Yangon.
Shwedagon pagoden
Hovedstaden Yangon er en verden til forskel fra Bangkok. Byens centrum består af brede veje og åbne områder skyggefuldt anlagt under træernes skærmende løv. Ikke uden grund omtales byen som "Østens have". Yangon er uden en større skyline, og bærer ikke præg af at rumme sine 4 mill. indbyggere.
Den guldbelagte 100 meter høje Shwedagon Stupa skal besøges. Ved den foregår et mylder af liv i form af handlende, boder, soldater, munke og turister. Her slår landets puls. Mindre end en eftermiddag på stedet er jag.
Er man startet lidt tidligt kan afternoon tea indtages på byens absolutte sted "The Strand". Bygget af englænderne for 100 år siden som pendant til The Oriental i Bangkok og Raffles i Singapore. Stedet fungerer stadig som hotel, men til priser af U$ 4-500 pr. overnatning. Jeg ville ikke have være foruden besøget her, som gav et livagtigt pust fra kolonitiden. Det gjorde for resten også George Orwells "Burmese Days", som jeg læste på turen. Heri former forfatteren et tidsbillede af kolonitiden med den herrefolksmentalitet og racisme, som fandtes i alle de engelske kolonier ved århundredes begyndelse.
Den gyldne trekant.
I 1993 blev hovedbyen i den gyldne trekant overraskende åbnet for besøg af udlændinge. Indtil da havde narkotikahandlen og Shan-folkets lidt for aktive modstandsbevægelse ikke været noget, som udlændinge skulle se. Området er et af landets mest isolerede, men militærregeringen ønsker tilsyneladende at vise, at de har styr på tingene. De har derfor taget chancen ved at åbne området.
Området har ingen specielle attraktioner, men udsigten til et besøg hos bjergstammerne var nok til at flyve til Kyaing Tong, ikke langt fra grænsen til Thailand, Laos og Kina. Det viste sig snart, at det er hundekoldt i bjergene i den gyldne trekant i begyndelsen af december. Ikke over 13 grader i dagtimerne og om natten en rød og kold næse i det uopvarmede hotel.
Byen er en smeltedigel af etnisk oprindelse og religioner. Alene den var turen værd. Man møder kinesere, thai, laoter for ikke at nævne buddhister, kristne samt et bredt udvalg af stammereligioner. Selv narkotikakontrollører fra FN var synlige i gadebilledet. Rundt om byen i trekkingafstand var det muligt at besøge forskellige bjergstammer alle af Shan-folket. De lever deres eget liv i mest mulig fred for centralregeringen.
Besøg hos Ann-stammen.
På trekking - bærerne iført Longyi
Klarest i erindringen står trekkingen til og besøget hos Ann-stammen. Ved ankomsten til landsbyen viste det sig, at mændene var i marken. Det forhindrede nu ikke omkring 10 sortklædte, beteltyggende kvinder – hver med et lige så sort tørklæde viklet om hovedet – i at stille sig op på række for at beskue de nyankomne.
Nogle havde deres små børn på armen. De lidt ældre børn løb legende rundt i sikker afstand fra de fremmede. Alderen på mødrene var vel 20-25 år, men der var også ældre til stede. Fælles for dem alle var, at de var usædvanligt hærdede af vind, vejr og arbejde.
Kvinderne pludrede uimponeret sammen, pegede fingre af de besøgende og stak til tider i fnisende teenagepige latter alt imens de genert skjulte ansigtet for vore nysgerrige blikke. Tolken kunne ikke umiddelbart give svar på, hvad de talte om. Efter nogen tids insisteren lykkedes det endelig af hans spage oversættelser at stykke sammen, at de møgtøser stod og vurderede vor ydeevne som forsørgere, og ikke mindst den enkeltes formåen under sovetæppet.
Alle kvinderne var under 1,55 og vejede vel højst 40 kg hver. For deres øjne var vi mænd af maksimalstørrelse, og det sammenholdt med befolkningens almindelige beundring for velnærede mennesker bibragte da også et par flatterende tilbud. Som modtager af det ene overvejer jeg stadig, om jeg skal være stolt, eller om jeg skal gå på slankekur.
Kvinder fra Ann-stammen – hvem kigger på hvem.
Kyaing Tong og dens trekking-omegn er spændende at besøge. Her hersker en vidunderlig og umiskendelig følelse af bordertown, som jeg altid har følt mig draget af. Dagliglivet under overfladen er hårdt og kontant. Myanmar er verdens største opiums- og heroinproducent. Al produktionen ligger i området, og byen er centrum. Det gyldne i trekanten refererer til de summer, som tjenes på narkotikahandlen. De er nok værd at kæmpe for.
Der er fortsat andre områder i Myanmar, hvor oprørsbevægelser har kontrollen delvist eller helt. Her får udlændinge ikke rejsetilladelse. Bl.a. i syd hvor dele af Karen-folket er aktive i bekæmpelsen af regeringen.
Gad i øvrigt vide hvor grænsen går mellem regering, narkotikahandler, frihedsbevægelse, militær, almindelige krigsherrer og hvem, der arbejder sammen om hvad, og hvor pengene ender.
Gaveordningen.
Staten i Myanmar betaler sine embedsmænd en skattefri månedsløn på 10.000 kyat. Prisen for en familielejlighed i Yangon er 125.000 kyat om måneden. 100 kyat er 1 kr.
Samfundet i Myanmar har andre økonomiske reguleringsfaktorer end de vi benytter os af, for ingen kan eksistere på den løn.
Nogle vil kalde systemet bestikkelse eller korruption. I Myanmar kaldes det gaver. Vil man opnå noget ekstra, må man give en gave. Bevares, ikke nødvendigvis en stor. En kuglepen eller lignende for små tjenester. En T-shirt for større tjenester. En gave for at udføre det, man er ansat til – en pakke cigaretter f.eks. Det alt afgørende er, at gaven kan omsættes til de efterstræbte kontanter, hvormed modtageren kan betale sine leveomkostninger.
Markedsbod i Kyaing Tong
Jeg fik fortalt, at ansatte dagligt er væk fra kontorerne i timevis for at omsætte gaver eller på anden måde generere de nødvendige kontanter til livets opretholdelse.
Alle jeg talte med om emnet var åbne. Ingen ser noget forkert i det, og alle indrømmer at benytte det på et eller andet niveau. Det er nu engang det, som får samfundet til at fungere.
På vej i fly mellem Yangon og Mandalay oplevede jeg, at flyet udenfor planen mellemlandede i Heho, fordi en rejsende havde betalt piloten for det. Ingen lokale rejsende fandt det forargeligt.
Nu har Myanmar for vesterlændinge med en fast indkomst et så lavt omkostningsniveau, at ingen af os ville få svært ved at klare os. Det skulle måske lige være at sluge gavesystemet som princip. Myanmar er imidlertid uden sidestykke det land jeg har besøgt, hvor mine medbragte spareskillinger har rakt længst. Myanmar er ekstremt billigt at opholde sig i.
Religion.
I Myanmar mere end i noget andet sted i Østen - Thailand medregnet - er buddhismen en integreret del af dagligdagen. Buddhismen er livet. Alle drengebørn er et år eller to i kloster. Mænd kommer i voksenalder tilbage mindst én gang, måske blot i en sommerferie, for at genoptage klosterlivet.
Om buddhisme det er en religion, en filosofi eller en livsstil må være op til den enkelte. Myanmar er buddhisme. Hele samfundet er buddhismen og ikke en dag, ikke en time, ikke et minut lader os rejsende i tvivl om det. Fra indrejse til udrejse optræder buddhismen som en del af den rejsendes hverdag.
Skulle buddhismen være en religion, er den nok en af de mindst utiltalende. En som ikke appelleret til krig, vold og hævn. Og alligevel er der til Swedagon Stupaen brugt 60 tons guld og 80.000 diamanter. Kunne de ikke være brugt lidt mere fornuftigt i et land, hvor store dele af befolkningen lider nød.
Det afslappede ved buddhismen er tiltalende. På en trekking til landsbyen Yasakyi ved Pindaya overnattedes i det lokale kloster. I selve klosterets bederum spiste og røg munkene mellem bønnerne, og turisterne drak dér deres medbragte whisky. Da det kom dertil blev rummet også brugt til at sove i.
Novicer i Yasakyi-klosteret
På den anden side føler man som tilrejsende, at buddhismen meget stilles til skue. Ved Inle Lake bor man på et hotel bygget på pæle i søen. Udmærket, hvis ikke der på bredden lå et kloster, hvorfra man følte trang til hver morgen fra solopgang at underholde med religiøse sange ud over søen fra et anlæg, som ville pryde Roskilde Festivalen, hvis ikke det var så overstyret.
En anden skuesag er, når virksomheder og firmaer én gang om året samler ind blandt sine ansatte og selv donerer gaver til det lokale kloster til munkenes underhold det kommende år. Donationerne står dog til offentlig fremvisning en uge før afleveringen for at alle kan se, hvor stor den enkeltes gave er. Først herefter føres gaverne i samlet procession gennem byen og afleveres til klosteret.
Regeringer - herunder militære - kommer og går. Buddhismen i Myanmar består.
Militærregeringen.
Myanmars militærregering hører som sagt til blandt de værste af slagsen. Positivt er det dog, at man ikke møder militær endsige politi på gaderne, som er bemærkelsesværdige fri for uniformer.
Menneskerettighederne kan være på et meget lille sted. Den engelsk gifte nobelpristager Aung San Suu Kyi har til fulde følt det i sin husarrest efter hun vandt valget først i 90'erne. Der berettes om, at hele Mandalay Palace samt de arkæologiske område ved Bagan er genopbygget af tvangsarbejdere.
People's desire
For at dække over forholdene har regeringen hældt et glasurdække ud over samfundet. Det snyder ikke en klartseende rejsende, som til alle tider er opmærksom på sådanne forhold. Følehornene er ude ligesom når man rejser i andre lande med tvivlsomt ry.
Militærregeringens forkrøblede forsøg på at fremstå som en regering, der efterlever folkets ønsker, tager til tider komiske vendinger. Mange steder i landet ses store centralt placerede skilte med slagord.
Folk bøjer ikke hoved og hylder regeringen på grund af sådanne skilte. Tværtimod ler man åbenlyst af herlighederne.
EU har senest i oktober 2002 erkendt "de små skridt mod national forsoning". EU og dermed Danmark fører stadig en stram politik overfor landet i øst.
Sådan skal dét være, blot man ikke lægger hindringer i vejen for dialogen mellem mennesker.
