Tradition, tæpper og tårer
- påske i Antigua

Tekst og foto: Søren Bonde

Kunstfærdige tæpper i endeløse baner pryder gader og stræder

Collectivo'en suser rundt i hårnålesvinget, men hugger så pludselig bremserne i. Selv igennem det ridsede vindue er solnedgangen og bjerglandskabet betagende. Men det er den enorme bilkø foran os, som kræver min opmærksomhed. Nej, jeg er skam ikke den eneste, som har fået den gode idé at besøge Antigua og opleve påsken. Det kommer heller ikke bag på mig, men det bekymrer mig, at jeg endnu ikke har fundet ly for natten.

En by på den anden ende

Guatemala har ry for at tage påsken meget alvorligt, og ikke mindst Antigua har længe været kendt som stedet, hvor påskefejringen sprænger alle rammer. Den gamle, smukke koloniby og tidligere hovedstad skifter fuldstændig karakter, når påskegæster i tusindtal invaderer byen. Turister med blege ben og store kameraer fylder godt op i bybilledet. Hoteller og pensionater fyldes til bristepunktet. I restauranterne og på caféerne er kokkene på overarbejde.

”Casa Shalom” hedder et lille, familiedrevet hotel med en meget gæstfri atmosfære. Hotelpriserne i Antigua er fordoblet i påsken, og Casa Shalom ligger ikke specielt centralt, men jeg er lykkelig over at have tag over hovedet. Tagterrasse er inkluderet i prisen. Ligeså er kaffe fra det lokale højland samt traditionelle påsketørkager ad libitum, som hver morgen bringes ind af Carmensita. Jeg roser dem, for det har de fortjent. Hun smiler.

Tæpper konstrueres fra sidst på eftermiddagen og hele natten. Naboer arbejder sammen godt hjulpet på vej af en kande kaffe - eller en flaske rom.

Plaza Mayor

Plaza Mayor er byens hjerte. Pladsen er omgivet af arkader og ikke mindst den gamle katedral og paladset, som stammer fra 1558. I dag huser det politiet og offentlige kontorer. Bagved troner den majestætiske Volcan Agua - en af talrige vulkaner, som pryder regionen. Indianere fra de omkringliggende bjerglandsbyer kommer dagligt ind til byen for at sælge deres varer. Påsken er ingen undtagelse - tværtimod. Mange samles på Plaza Mayor foran den gamle katedral, som i påskeugen er omdrejningspunkt for processionerne. Alle bærer de farvestrålende klædedragter, som trods det barske liv i bjergene er uden en plet. Også børnenes. Mændene prøver utrætteligt at sælge musikinstrumenter og andre ting til turisterne. Når kvinderne ikke sælger deres vævede produkter, sidder de på bænke på pladsen og snakker, mens børnene leger ved springvandet. De mindste sover trygt i bylter på mødrenes rygge. Det er ikke kun indianerne, som har ting til salg. Plaza Mayor er et inferno af tilråb fra gadesælgere, iskagemandens klokke, popmusik fra cd-boden og småsnakken fra caféer og restauranter.

Alligevel betragtes påsken som en tid til eftertænksomhed, hvor man reflekterer over Jesus Kristus' lidelse, død og opstandelse. Den kristne tro stikker dybt i langt de fleste guatemalanere og er blevet ført videre fra den ene generation til den næste. Tusindvis af mennesker i Antigua er medlem af et af byens broderskaber, som med stor hengivenhed i løbet af året forbereder sig på de omfattende processioner. Skærtorsdag på Plaza Mayor møder jeg tilfældigt fransk-canadieren Samuel Laflamme. Som så mange andre udlændinge fra hele verden studerer han spansk i Antigua, og han har valgt aktivt at deltage i processionerne denne påske: ”Det sociale fællesskab, som opstår, når man er med til at bære de enorme alterlignende podier med Jesus- og Maria-figurer, er intenst. En slags fælles ånd eller samhørighed, som forstærker bodshandlingen. Jeg havde ondt i ryggen flere dage efter”.

Eftertænksomhed og ondt i ryggen

Det er blevet aften, og jeg trasker hjemad mod hotellet. Ved pladsen foran den gamle, pastelgule kirke, La Merced, gør jeg holdt og snupper min sædvanlige menú del dia, når det skal gå lidt tjept - et par tacos med det hele. ”Picante?”, spørger pigen smilende. Jeg nikker, men fortryder i det samme. For sent. Den første skefuld af det stærke stads har allerede ramt min stakkels taco. Jeg køber en flaske vand og sætter mig på murværket. La Merced er betagende og smukt oplyst af gult lys fra projektører. Et par lokale mænd er godt i gang med den tredje flaske rom. ”Amigo!”, råber de begejstret og rækker romflasken hen mod mig som invitation. Jeg føler mig nu ikke fristet. Deres makker er allerede i drømmeland og snorker højlydt. Klokken er 19. Der er mange måder at fejre påske på.

Det ærefulde hverv at bære korset tilfalder byens ældre mænd.

Carmensita

Ved indgangen til Casa Shalom render jeg ind i Carmensita, som inviterer mig til at deltage i at dekorere gaden: ”Vi gør det hvert år til påske. Familierne her i gaden - ja, faktisk i hele byen - går sammen om at dekorere gaden. Det tager hele natten.” Mens Carmensita fortæller, studerer vi de indledende manøvrer til et tæppe, der skal ligge ude foran Casa Shalom. Rammen, som skal danne tæppets ydre kant, er ved at være på plads. Rundt omkring står spande med blomster og farvet savsmuld. ”Det er en tradition, som går tilbage til 1700-tallets Antigua. Herfra blev den spredt til andre byer såsom Nueva Guatemala de La Asunción (nu Guatemala City) og mange andre byer. Nogle tæpper er fantastiske kunstværker og fremstilles af blomster og frugter. Til andre anvendes farvet savsmuld, fyrrenåle og små, udskårne træfigurer”.

Senere erfarer jeg, at traditionen faktisk kan spores helt tilbage til 1300-tallets Spanien, hvor processionsruten blev overstrøet med rosmarin, blå og gule blomster eller rosenkronblade. Jeg spørger Carmensita om tæppernes funktion: ”For de troende er konstruktionen af tæpperne en måde at udtrykke taknemmelighed for en særlig gave, godt helbred eller mirakel. Det bliver en slags personligt offer”.

Langfredag


Et barn svinger harpiksbrænderen lystigt. Gaderne er indhyllet i en tæt men velduftende røg.	Børnenes platform er stor og tung men dog mindre end de voksnes.

Vi bliver budt på rom og cola. Og kaffe. Sagte pop-musik strømmer ud i gaden fra en gammel radio. Natten er blid men lang, og tæppet er langt fra færdigt. En mand rækker mig en spand med savsmuld. Jeg går i gang. Pludselig får nogle gevaldige drøn mig til nær at tabe spanden. Jeg kigger spørgende på Carmensita: ”Fyrværkeri til at skræmme onde ånder bort”, forklarer hun grinende. Jeg nikker som om, jeg forstår.

De største processioner finder sted langfredag og varetages af hundredevis af medlemmer fra især to cofradías eller broderskaber. De er lette at kende fra hinanden, idet de går klædt i henholdsvis sorte og violette kutter. Min langfredag begynder kl. 6.00. Bevæbnet med kamera, en flaske vand og en stak tørkager følger jeg processionen, som de næste tolv timer møjsommeligt slanger sig rundt i byens gader. Den føres an af 15-20 vogne udstyret med store træfigurer, som refererer til dommen, korsfæstelsen og opstandelsen. Bagved kommer små podier hver båret af fire mand. Processionen deler sig undertiden i to slanger - en i hver side af gaden - for at undvige de smukke blomstertæpper. Gaden er indhyllet i et tykt røgtæppe, som stammer fra aluminiumskar, der svinges fra side til side. Lugten af harpiks er intens, og solen prøver forgæves at trænge igennem.

Påsken er intens både for unge og gamle.

Tynget af tro

Gennem tågen kan jeg skimte en gigant, som langsomt nærmer sig. Den bevæger sig i takt til en monoton tromme. Bom-bom-bom-bom. Langsomt tegner to enorme træpodier sig i tågen. Det ene bag det andet. Podierne bæres af firs personer - de såkaldte cucuruchos. Det første er mændenes, som prydes af en kæmpe Jesusfigur i dybblå fløjlskåbe og tornekrone, og sågar har et lille springvand i hver ende. Det andet er et Maria-optog, som varetages af kvinderne. Podierne svinger dramatisk fra side til side i takt til trommen, som sørger for den synkrone fremmarch. Podiernes enorme vægt ses tydeligt i bærernes pinte ansigter, mens de hensynsløst vader gennem det ene smukke blomstertæppe efter det andet; mange timers arbejde ofres på sekunder. Langsomt passerer processionen min plads på sidelinien. Jeg pakker sammen og følger efter.

En anden verden

Halvvejs på ruten ankommer processionen til Plaza Mayor. Jeg tager en pause og smutter indenfor i katedralen for at køle lidt af. Der er sort af mennesker. Nogle store figurer af den døende Jesus er trukket op foran alteret. En grædende kvinde kæmper en desperat kamp for at nå frem til dem. Hun kaster sig ned og berører figuren, mens hun korser sig og beder. Tårerne triller ned ad kinderne som blev hun pisket. Gribende. Jeg står tryllebundet og prøver at forstå seancen foran mig. Jeg er dog kristen, men som protestant føler jeg mig fremmed. Det er en anden verden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

Tradition, tæpper og tårer - påske i Antigua