At lære på den hårde måde

Af Søren Bonde

Når jeg tænker på min første solorejse, undrer jeg mig ofte over, at rejsefeberen holdt sit tag i mig og ikke skræmte mig fra vid og sans; rejsen var fra begyndelsen forbundet med dyb frustration og fortvivlelse. Siden da har jeg nærmest gjort det til en livsstil at opsøge problemer og besvær. Heldigvis slipper jeg godt fra det hver gang.

Jeg springer sjældent over, hvor gærdet er lavest og har lært at værdsætte de helt anderledes og livsbekræftende oplevelser, som følger med. Men al begyndelse er som bekendt svær. Dette er en terapeutisk beretning om dengang, livlinen for alvor blev klippet over, om naivitet og neuroser, om adrenalin og autografer, om gysser og guitarer, om kortspil og kulturchok - og om solcreme - da verden stadig var ny.

Vi skal såmænd ikke længere tilbage i tiden end 1995. Jeg havde taget orlov fra studierne for at realisere en drøm om at opleve verden udenfor Europa. Den havde længe ligget i baghovedet, men var blevet midlertidigt fortrængt, da jeg i 1992 som 18-årig flyttede helt til Aalborg for at studere. Studiemiljøet, Jomfru Ane Gade og det eksotiske Aalborg var åbenbart nok til at holde mig stangen et par år, men i '95 skulle der ske noget nyt og gladeligt uvidende om "svære" og "lette" rejselande faldt valget da på Filippinerne, Vietnam og Kina. Rejsen skulle vare fem måneder – nu skulle børneopsparingen endelig brændes af!

Det første kulturchok kom allerede, da jeg skulle skifte fly i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris og tilsyneladende var den eneste vesterlænding, der skulle til Manila. Chokket blev naturligvis voldsomt forstærket ved ankomsten til Manila: Fugtig tropehede, trafikkaos, desorientering – kort sagt alle de indtryk, som kendetegner en asiatisk storby, og som er blevet så dagligdags siden hen. Men dengang var det virkeligt skræmmende og noget ganske andet end en beskyttet bilferie til Bayern eller Provence med "de gamle". De første dage krævede det mod at forlade hotelværelset og snige sig ned på gaden for at opsøge noget spiseligt. Det gjorde jo heller ikke situationen lettere, at jeg ankom til Manila sent om aftenen. Alt ser unægteligt lysere ud om dagen. Den største udfordring viste sig hurtigt at være at håndtere den enorme opmærksomhed, som en to meter, lyshåret fyr får i den del af verden. Det blev hurtigt meget anstrengende at svare på de mange "Hi Joe!", men jeg var høfligt opdraget og ikke vant til at ignorere folk. Det resulterede da også i, at jeg kom i kontakt med temmelig mange personer. De fleste inviterede mig til det ene eller andet, men det viste sig næsten altid, at når regningen skulle betales, var det pludselig mig, som havde inviteret dem!? Der var dog en enkelt fyr, som virkede oprigtig. Han inviterede mig hjem for at møde hans familie. Jeg sprang endelig ud i det. Hvad pokker – jeg kunne jo ikke blive ved med at afslå de mange invitationer; jeg var vel rejst ud for at opleve noget? Oprigtigheden blev bekræftet, da han afslog mit bidrag til at betale taxaen.

Mr. Brunei

Familiens hjem var meget spartansk indrettet. Det var tydeligvis småt med pengene, men alligevel blev jeg inviteret til at spise med. Ris og fisk til overs fra morgenmåltidet. Fyrens familie virkede nu ikke synderligt interesseret i at møde mig, eller måske var de generte og talte ikke engelsk. I hvert fald var de hurtigt ude af døren. Men en ven af familien, José, var dog vældig snaksalig og spurgte, om jeg ville hjælpe ham med et lille problem? Han havde en lillesøster, som gik ud med en rigmand fra Brunei. Manden var tilsyneladende svært utiltalende, men søsteren havde brug for penge. José ville give ham en lærestreg, han sent skulle glemme. Han manglede blot lidt startkapital men forsikrede mig, at jeg ville få mine penge tifold igen. Jeg var naturligvis på vagt, men det lød lovende, og man vil jo gerne hjælpe. José åbenbarede sin plan.

Gambling og hasardspil findes alle steder. Her er det en færgekaptajn, som lænser passagererne for deres surt sammensparede skillinger (Solomon Islands, 1999)

José var ansat som "dealer" ved et stort casino i Manila, og han gav mig en smagsprøve på sin kunnen. Han foretrak at spille Halv Tolv, og det spil kendte jeg udmærket. Da jeg altid har været glad for kortspil, blev jeg fascineret af hans evne til altid at vende et kort, som passede i hans kram. Det var simpelthen helt ufatteligt, hvordan han gjorde det! Uanset, hvor intenst jeg studerede hans håndbevægelser, virkede det altid som om han vendte det øverste kort – men hvordan kunne det øverste kort altid passe perfekt til de andre?

José forklarede, at han og jeg var sammen, men det skulle "Mr. Brunei" selvfølgelig endelig ikke opdage. Taktikken var meget simpel og kunne umuligt slå fejl: Jeg skulle altid bede om to kort mere, end det man begynder med. Så ville jeg altid sidde med den bedste hånd. Og ganske rigtigt – uanset om jeg begyndte med en 8'er eller et billedkort, endte jeg altid med at sidde med en suveræn hånd og gik aldrig over 11½. Jeg var overbevist og gik med på "spøgen". Ganske vist ville Mr. Brunei på det groveste blive ført bag lyset, men han var jo ifølge José helt igennem en skidt person. Ved mørkets frembrud tog jeg med José til hans hjem et usselt og afsides sted i Manilas opland, hvor vi ventede på Mr. Brunei.

Mr. Brunei ankom iført en ekstravagant silkeskjorte og to attachétasker. Han var absolut en vægtig mand med hang til gyldne artefakter, som Kong Salomon ville misunde ham: Guldbriller, guldur, guldkæder, guldringe – og guldtænder! Allerede ved ankomsten svedte han som 100 pyramideslaver og klagede over, at blæseren var langt fra kraftig nok til den kommission, som José forlangte som dealer. José skitserede "kortspiller-etiketten" som gik ud på, at han ikke ville tolerere nogen form for aggressive udbrud. Vi lagde vore indsatser på bordet, hvorefter Mr. Brunei gjorde det klart, at han kun accepterede guld eller kontanter som indsats. Jeg havde håbet på at slippe af sted med kreditkort og rejsechecks, men selvom jeg garanterede ham for dækningen, var han hverken til at hugge eller stikke i.

Stakkevis af stakater

Det var sgu' en streg i regningen og temmelig træls. Det virkede ganske overflødigt at begynde at veksle rejsecheckene, når jeg nu vidste, at pengene alligevel ville blive på mine hænder. Men det var ikke optimalt at trække sig nu, hvor seancen skulle til at begynde, så jeg stak kreditkortet i lommen og gik med til at veksle mine checks. José blev tilbage og underholdt manden, mens hans musikelskende nabo eskorterede mig til nærmeste "moneychanger". Naboen talte vist nok meget om musik og sin guitar, men jeg havde travlt med at skrive mit navn igen og igen. Jeg har aldrig siden udstedt så mange autografer på så kort tid. Det gav anledning til en ikke ubetydelig skrivekrampe, mens naboen så på. "Sikket spild af rejsecheckgebyrer", tænkte jeg, men pengene skulle jo nok komme ind igen. Moneychangeren takkede for handlen, og det var vel ikke så underligt taget i betragtning, at det næppe er hverdagskost at veksle 2000 $ i rejsechecks på én gang! Jeg var en smule anspændt over at vade rundt med stakkevis af stakater i rygsækken, så vi satte os fluks ind i en taxa og kørte tilbage til de andre.

José sørgede for, at der var enighed om reglerne, og spillet kunne begynde. Vi lagde på ny vores indsatser på bordet. Mandens ene attachétaske blev åbnet og afslørede en gudsvelsignelse af sirligt pakkede og hårdt pressede pengebundter. Aldrig har jeg set så mange penge på ét sted. Allerede i løbet af de første spillerunder fik pengene dog hurtigt ben at gå på. Selvom José var klog nok til at lade manden vinde en runde i ny og næ, blev tabene ledsaget af kommentarer om, at "jeg var en usandsynlig heldig ung mand" og "han havde aldrig oplevet noget lignende". Det havde jeg heller ikke, men jeg havde derimod ingen grund til at være utilfreds, for det gik over al forventning med at befri manden for hans overflødige lommepenge. Stadig fuld af beundring for Josés kortkunster observerede jeg, hvordan Mr. Brunei blev mere og mere rød i hovedet og våd på panden og under armene. Efter en halv times tid var attachétasken tom, og min bordende var læsset med bundter. Mr. Brunei var ved at koge over af frustration men besindede sig dog, og José ordinerede en kort pause. Han kiggede indgående på mig og foreslog at vi holdt inde, men det ville Mr. Brunei ikke høre tale om. Han forlangte at få en chance for at vinde noget af sin tabte formue tilbage. José trak mig til side og spurgte om det ikke var klogere at stoppe. Men adrenalinpåvirket og kålhøgen, som jeg var blevet af slagets gang, gik jeg med til at spille et par omgange mere. Hvad pokker – hvis manden så gerne ville tømme sin anden taske ud på bordet, hvorfor så holde ham tilbage? Hvad kunne gå galt? José kunne jo sit kram!

Mr. Brunei havde også gjort sine tanker, og han startede med at hæve indsatsen eftertrykkeligt. Men det gik stadig godt, og jeg glemte rent, at jeg havde besluttet mig for kun at spille få runder til. José sørgede stadig for at jeg sad med 10½-11½ hver gang, men alligevel blev Mr. Brunei mere og mere aggressiv i sine indsatser, og jeg var tvunget til at følge trop. På grund af de skyhøje indsatser var alle mine penge snart tilbage i omløb. Pludselig kiksede det for José, og jeg overskred 11½. Mr. Brunei så veltilfreds ud – han var stoppet på 9½. I det fatale øjeblik kørte det hele rundt for mig og tiden stod stille. Jeg så uforstående på José, som beklagede og sagde, at jeg skulle være stoppet noget før. Mr. Brunei var travlt beskæftiget med at skovle gevinsten tilbage i attachétaskerne, for spillet var slut – jeg havde ingen penge til at vinde det tabte tilbage! Min modstander takkede for kampen og skyndte sig ud ad døren. Jeg var stadig helt rundt på gulvet og ænsede dårligt nok, hvad der foregik omkring mig. José tog mig under armen og beklagede atter spillets udfald. Jeg vågnede omsider op og forlangte at han arrangerede en seance mere, så jeg kunne vinde det tabte tilbage. José kunne muligvis rejse nogle penge, men han ville ikke love noget. Han gav mig nogle få dollars af hans provision til at leve for og et telefonnummer. Jeg blev sat på en taxa og igen eskorteret af naboen, som denne gang havde medbragt sin elskede guitar.

Træls nabo!

Halvkvalt guitarspil var nok det sidste, jeg havde brug for i min ulykkelige situation. Jeg bad manden om at parkere instrumentet, og han begyndte så at plapre løs i stedet. Allerhelst havde jeg lyst til at være helt alene, men naboen ænsede åbenbart ikke, at jeg var dybt nedslået og prøvede ihærdigt at holde liv i en samtale. Da han erfarede, at jeg var musikstuderende, blev han fyr og flamme: "Oh man, you are a musician!". I et nærværende øjeblik forsøgte jeg at rette manden: "No, I'm not. I'm a student of musicology". Det faldt for døve øren: "Oh man, I love music! What instruments do you play? You play the guitar? I play the guitar but not very good. Maybe you teach me, man! You are the best! I love you! Thank God I met you, man" ... Kærligheden var dog langt fra gensidig; tre kvarter i taxa med den mand kunne drive enhver til vanvid. Det kunne kun gå for langsomt med at komme hjem på hotellet og grave sig ned...

Spørgejørgen

Det var først tilbage på hotelværelset, at situationens alvor egentlig gik op for mig. Jeg havde kun været væk i to dage, af hvad der skulle være min første store rejse – min livsdrøm! Og jeg var allerede helt flad! Dumt, dumt, DUMT! Og meget naivt. Uanset hvor meget jeg gennemtænkte forløbet, kunne jeg ikke rigtig forstå at det gik, som det gjorde. José var den vildeste korthaj, jeg nogensinde har mødt, og han beviste flere gange overfor mig, at vi var på samme hold. Hvad nu, hvis jeg havde nægtet Mr. Brunei at spille de sidste skæbnesvangre runder? Ville jeg have strøget hele gevinsten – vel nok mindst 50.000 kr.? Men hvad så, hvis han i et øjebliks desperation havde mistet besindelsen og trukket et våben? Hvad ville jeg så have gjort? Jeg var jo bare kørt med José hjem og derfra videre til et andet sted. Dengang kendte jeg ikke Manila og havde ikke den ringeste anelse om, hvilken adresse jeg befandt mig på. Og hvad skulle jeg egentlig også komme tilbage for? Spillet var slut. Men var José på min side, når det kom til stykket? Var hele historien om hans søster måske ikke bare opdigtet? Men hvordan vidste han så, at jeg ville fortsætte med at spille, da han rådede mig til at holde inde? Blev jeg narret, smurt, tørret? Uden tvivl, men i så fald var det yderst snedigt gennemført...

Mount Mayon rejser sig majestætisk op fra junglen og indgyder respekt.

Jeg burde jo nok være taknemmelig for, at det ikke endte værre end, at jeg mistede mine penge. Men i øjeblikket var det en meget ringe trøst. Jeg kæmpede den ulige kamp med en kvælende "Palle alene i verden-følelse" af håbløshed og desperation. Da chokket omsider fortog sig lidt, traskede jeg ind i en bank og fik efter et par dage overført friske forsyninger hjemmefra. Lånte penge af barmhjertige forældre, som uden tvivl var en kende bekymrede for deres søns uansvarlige fjollerier på den anden side af kloden. Pengene skulle ganske vist betales tilbage, men jeg kunne da fortsætte turen. Jeg forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med José på det telefonnummer, han havde givet mig, da vi skiltes, men kun med ringe held. Jeg så ham aldrig igen. Det var sikkert også det bedste. De resterende tre-fire uger i Filippinerne havde jeg en smule svært ved at nyde - ikke mindst fordi rejsens anden store bommert ventede lige om hjørnet...

Mount Mayon

Jeg rejste over land i jeepney hele vejen fra Manila til Legaspi City på den store ø Luzon. Ikke nogen specielt komfortabel transportform, men en god måde at møde mennesker på. Ved Legaspi besteg jeg vulkanen Mount Mayon (2420m), som to år forinden (1993) var sprunget i luften og havde dræbt en flok amerikanske vulkanologer og også beskadigede den perfekte kegleform oppe ved kraterranden. Udbruddet kunne smukt bevidnes oppe fra toppen, hvor et stort kulsort og motorvejsagtigt spor pløjede sig skånselsløst ned gennem den frodige jungle. Vulkanen rejser sig op fra et fladt junglelandskab, og den er et betagende syn. Den betragtes som en af verdens farligste vulkaner og var atter i udbrud i år 2000.

Normalt er det en tur på minimum to dage – en dag op og en dag ned, men da jeg var for påholdende til at betale guiden og hans hjælper for to dage, gik jeg op og ned på samme dag. Uden guide er det stort set umuligt at finde vej gennem mylderet af klippeblokke. Det viste sig snart, at guiden kæmpede med nogle gevaldige tømmermænd, som først kom rigtig i udbrud, da vi var omtrent halvvejs oppe. Så måtte hjælperen og jeg fortsætte uden ham, hvilket resulterede i, at vi gik vild et par gange og turen trak ud.

Lavasporet fra udbruddet i 1993 symboliserer både ødelæggelse og genfødsel og vidner om vulkanens ufattelige magt..

Under normale omstændigheder havde det nok ikke betydet det store, men desværre havde jeg glemt at smøre mig ind i solcreme om morgenen, og tuberne havde jeg ladet ligge på mit værelse. Det var en kæmpebrøler, hvilket jeg da også fik at føle senere. Faktisk gjorde det temmelig ondt, da jeg om aftenen endelig kom ned fra bjerget. Men hvad, det var vel ikke så underligt; jeg havde været ude i tropesolen i over 12 timer uden solcreme og iført shorts og T-shirt! Et iskoldt bad lindrede en smule, men det var lidt som at pisse i bukserne – med omvendt fortegn. Ikke overraskende blev resultatet, at huden så småt begyndte at falde af i løbet af de næste dage. En meget smertefuld proces, som ikke kan anbefales.

Skæbnens ironi

Da jeg omsider forlod Filippinerne efter fire ugers besøg, var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville vende tilbage. Der havde ganske vist også været plads til en række gode oplevelser – koralrevet f. eks. – men de bitre og dyrt købte erfaringer stod alt for lysende klart i erindringen. Alligevel ville skæbnen, at valget skulle falde på dette skønne ø-rige, da jeg som led i mine studier seks år senere var på udkig efter et velegnet land til at studere rituelle dramaer. Men jeg må indrømme, at det krævede en god portion is i maven at vende tilbage. Men denne gang var jeg blevet ældre og mange erfaringer rigere og havde adskillige rejser bag mig. Som de fleste i klubben efterhånden ved, involverede jeg mig så dybt i feltarbejdet, at jeg endte med at blive gift med en filippinsk pige, og vi vender naturligvis tilbage til Filippinerne i ny og næ. Meget ironisk, da jeg efter det første besøgs grumme oplevelser havde forsvoret, at jeg nogensinde ville vende tilbage.

Moralen? Tja, når enden er god, er alting godt. For det endte jo godt. Trods den vanskelige start på rejselivet blev jeg ikke skræmt fra at rejse igen. Tværtimod! Da jeg fire måneder senere havde rejst igennem Vietnam og Kina og var på vej hjem, var brølerne så godt som glemt, og jeg var allerede ved at planlægge mine næste destinationer. Men jeg glemmer aldrig den fornemmelse, jeg havde i Manila, af at stå på kanten af verden og opdage sagens alvor; som en tåge, der langsomt letter og afslører en dyb afgrund. Selvom det var frygteligt, var det en fornemmelse af at leve livet fuldt ud på godt og ondt. Livlinen var for alvor klippet over, og den naive uskyldighed faldt til jorden sammen med den.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside