En laotisk oplevelse - at rejse ’off-road’ med spædbørn Tekst og fotos: Søren Bonde
"Excuse me, but this is not Pak Beng", meddelte den velmenende engelske backpacker, da vi gjorde os klar til at gå i land. Langbåden var fyldt med unge backpackere med vidt forskellige nationaliteter, som tilsyneladende rejste samme vej. Jeg kastede et hurtigt blik op ad den meget stejle sandskrænt og de få hytter, som i den begyndende skumring kunne anes oppe på toppen.
Vi befandt os på Mekong-floden i Laos – et sted mellem Luang Prabang og Pak Beng. Eden og jeg havde efter en måned hos familien i Filippinerne lyst til at se noget andet, og valget var faldet på Thailand og Laos, som jo lå ’lige på vejen’. Trods families og venners bekymrede advarsler tog vi af sted med lille Julie på kun tre måneder. Forældrerollen var ganske ny for os begge, og det gjorde absolut ikke sagen lettere at tage på rejse uden for lands lov og ret med rygsækken stoppet med bleer og sutteflasker.
Det var disse tanker, som et kort øjeblik fór gennem hovedet på mig, samt hvordan i alverden jeg dog skulle få bugseret mig selv plus klapvogn plus rygsæk og tasker op ad sandbjerget. Men styrmanden gjorde tegn til os om at hoppe i land, og uanset hvad der ventede forude, ville det være at foretrække frem for at rejse i hælene på tyve andre backpackere på deres første ’dannelsesrejse’!
En hurtig beslutning:
Eden tog Julie, jeg tog resten, og vi sprang i land med fare for at trille baglæns ned i floden. Backpackerne i båden sad med et fåret udtryk i ansigtet og fattede stadig ikke noget som helst. Forståeligt nok, for den lille flække ved floden så unægtelig ikke ud af meget, men Tasoang skulle også kun bruges som springbræt til at komme videre til Hongsa i elefant-provinsen Sainyabuli; et område, der var tilpas utilgængeligt til at skræmme de fleste backpackere langt væk. Perfekt! Jeg håbede bare at styrmanden snart ville lægge fra, inden backpackerne besluttede sig for at følge efter os ind i det ukendte. Ingen grund til bekymring – fårene fortsatte alle op ad floden; til Pak Beng.
Pick-up'en læsses med folk og fæ
Et par lokale steg af sammen med os. De havde omtrent lige så meget at slæbe på men dog ingen klapvogn eller baby. De havde sikkert været på en sjælden tur til Luang Prabang for at omsætte nogle varer til andre fornødenheder. På toppen af sandbjerget blev vi straks omringet af den lokale modtagelseskomité.
Eden blev som sædvanlig bombarderet med en masse spørgsmål på laotisk, og stor var deres skuffelse, da de af gode grunde ingen svar fik. Fantastisk udsigt heroppe fra; majestætiske Mekong i solnedgangens fortryllende skær! At tænke sig denne store flod, som udspringer i Kina og flyder gennem Thailand, Myanmar, Laos og Cambodia for at mødes med havet i det sydligste Vietnam.
Et par hurtige fotos inden mørket faldt på. Nogle kæmpemæssige teaktræstammer lå og ventede på at blive skibet op ad floden – helt til Kina, fik jeg senere at vide. En pick-up truck var ved at blive overlæsset med folk og indkøb i tilfældig rækkefølge; åbentlyst sidste transportmulighed til Hongsa. Et par galante fyre steg ud for at gøre plads til Eden og Julie. Jeg smed vores bagage op på ladet og prøvede med besvær at få plads til benene blandt mennesker og pakker på det allerede overfyldte lad.
Da jeg langt om længe sad i spænd, var der pludselig blevet plads inde ved siden af chaufføren, og jeg flyttede ind. Af sted med os, tænkte jeg, hvorefter trucken begyndte at køre baglæns! Overvægt? Nænej, vi skulle såmænd bare have tilløb til at komme sikkert op ad næste skrænt og op på vejen.
Vejen kunne have været værre. Chaufføren gjorde hvad han kunne for at undgå de største huller i grusvejen, men Julie blev alligevel edderarrig og stak i et gennemtrængende VRÆL! Bonus i bleen? Sulten? Træt? Hvem ved – vi besluttede os for at hun nok var sulten, for det var vi også. Eden leverede en mindeværdig indsats, da hun præsterede at amme Julie, mens trucken fortsatte sin dødskørsel gennem det bumpende mørke.
En time senere var vi fremme og stod ud. Da jeg så vores bagage, priste jeg mig lykkelig over ikke at have siddet omme på ladet; klapvognen plejede at være blå, men så nu mistænkelig rødbrun ud. Det samme gjorde de stakkels passagerer; alt var totalt dækket af støv fra vejen. Chaufføren var heldigvis nærværende nok til at sætte os af ved et guesthouse, og selvom værelserne var kummerlige, var det ikke lige tidspunktet at shoppe rundt efter et mere baby-venligt sted. "Villa Sisouphanh" var ejet af en familie, som lagde en indsats i at ligne nogen fra det bedre borgerskab og indrette underetagen derefter. At så gæsteværelserne ovenpå ikke helt kunne følge med, var jo bare en skam. Navnet taget i betragtning var det alligevel ikke overraskende, at prisen var noget overskruet sammenlignet med pris og standard i Luang Prabang. Men 8 $ var dårligt besværet værd at diskutere, og det ville heller ikke nytte alligevel. Til gengæld talte datteren i huset en smule engelsk, og selvom det var ekstremt svært at forstå, hvad hun sagde, var det så rigeligt de 8 $ værd, for der var en hel del oplysninger, vi godt kunne bruge i vores jagt på at se elefanter arbejde i skoven. Det var dog lidt af en udfordring at forstå hvad hun sagde, så stor var forundringen, da hun fortalte, at hun var engelsklærer på skolen overfor! Selvom vi omformulerede vores mange spørgsmål trefire gange, fik vi stadig ikke svar, som passede nogenlunde til spørgsmålene. Stakkels unger, tænkte vi, mens vi ikke vidste, om vi skulle le eller græde.
Næste morgen tog vi et kig på byen. Et hul. Et meget varmt og støvet hul. Det stod klart, at det ville blive en udfordring bare at finde noget at spise, for med undtagelse af det noget skrabede marked, blev der ikke skiltet med noget som helst. Interessen lå nu heller ikke så meget i selve Hongsa men i de omkringliggende landsbyer og deres formodede elefanter og velbevarede Thai Lü-kultur - særlig Vieng Kaew, som skulle huse det tysk-financierede Lao Elephant Conservation Centre. Datteren skulle i skole, og det kunne sådan set også være det samme. Eden og Julie tog en slapper; klapvognen lignede noget, som aldrig ville blive blåt igen, og desuden ville den kun være til besvær på veje, som snarere var beregnet på elefanter og amfibiekøretøjer end barnevogne. Det var utvivlsomt også den eneste af slagsen i hele provinsen. En farce i Hongsa, men i Luang Prabang og andre steder havde den været uundværlig som mobil soveplads for den lille.
Det virkede klogest at skåne både Julie og jeg selv for at slæbe hende rundt i bæreselen i den bagende sol. Så jeg traskede byen igennem alene i 40 graders varme i min søgen efter en behjælpelig engelsktalende person. Nitte! Byen mindede mistænkeligt meget om en støvet Westernkulisse og var temmelig mennesketom. Da jeg havde brugt hele formiddagen, fandt jeg til sidst det lokale ’kommunekontor’. Bingo! Overraskelsen var stor, da jeg trådte indenfor, og jeg blev straks vist ind til ’ham
der talte engelsk’. En flink mand, som gerne ville hjælpe. Kontoret blev lukket, og scooteren blev startet.
Familie-elefant: Så' det frem med parasol og tropehjelm!
Vi kørte ud til landsbyen Vieng Kaew og fandt elefantcenteret, som lignede noget, der aldrig var blevet gjort færdigt. Måske slap pengene op eller nåede aldrig frem til selve projektet. Jeg ved det ikke, men lidt skuffende var det. Der var tilsyneladende ingen, der vidste noget om centerets skæbne. Efter et kort visit i hans hjem kørte vi tilbage til byen. Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle sige til Eden. Det var jo takket være min idé, at vi var havnet her. Vi var taget til Hongsa for at se elefanter, men hvor pokker var de henne? De burde ellers ikke været sådan til at overse. Og byen havde absolut intet andet at byde på. Jeg blev simpelthen nødt til at fremskaffe en elefant eller to for at sikre familieidyllen. Datteren kom hjem fra skole, og jeg gik straks i gang med at udspørge hende. Det viste sig, at de arbejdsomme elefanter var at finde langt inde i skoven flere dagsrejser fra byen. Hun var ikke sikker på hvor. Men én ting var helt sikker: den kunne jeg med garanti ikke få familien med på. Jeg blev derfor enig med hende om, at hun skulle fremskaffe en elefant, som dagen efter kunne tage os et par timer rundt i området.
Elefanten var stor men gemytlig. Det stakkels dyr havde fået spændt en kurvesofa over ryggen, som var ekstrem ukomfortabel at sidde i. Et par tykke puder havde gjort underværker. Så sad vi deroppe et par meter over jorden og svajede fra side til side i moderne imperialistisk stil: Eden med paraply for solen, Julie med tropehat og far her med kamera! Trods min spinkle bygning gjorde elefantmanden alligevel tegn til, at jeg skulle forsøge at sidde midt i kurven for balancens skyld. Lettere sagt end gjort. Med Julie i den ene arm klamrede jeg mig så til kurven med den anden og forsøgte at opfylde mandens ønske om ligevægt. Det gik gennem marker og vandløb, og elefanten gik til højre eller venstre alt efter hvilket øre, der blev nusset – sådan da. Efter et par timer var vi godt mørbankede, og det var rart at stige af.
Selvom det var langt mere privat og bedre end de klassiske ’elefanttrek’ fra Chiang Mai, føltes det alligevel en smule skuffende. Men sådan er det, når man rejser efter eventyret. Det findes altid der, hvor oplysningerne og kommunikationen er sparsom. Man må tage chancer, og man kan ikke vinde hver gang. Selvom rejsen var meget anstrengende, havde Hongsa dog på ingen måde været spild af tid. For da vi var faldet lidt til, mødte vi nogle superflinke mennesker, som vi tilbragte nogle rigtig sjove aftner med. Det er hvad der tit sker, når man forlader den slagne vej. Men det er altid en prøvelse, som tærer på kræfterne - og ikke mindst, når man har børn på slæb.
