Højdepunkter i Stillehavets opdagelse

Tekst og foto: Søren Bonde

De første europæere på Stillehavets enorme scene var spanierne og portugiserne. Spanierne var ustandselig på udkig efter guld og sølv, nye territorier og omvending af indfødte hedninge til kristendommen. Portugiserne var derimod mere interesserede i at finde en kortere vej fra moderlandet til kolonierne på Molukkerne - østens legendariske krydderiøer.

Vasco Nuñez de Balboa (1475 - 1519) blev den første europæer (dokumenteret), som beskuede verdens største hav, da han med største besvær hakkede sig igennem Panamas regnskov allerede i 1513.

I 1520 rundede Ferdinand Magellans (Fernão de Magalhães, 1480 - 1521) skibe sydspidsen af Sydamerika i det første vellykkede forsøg på at finde søvejen til Indien.

I 1565 lykkedes det munken og sømanden Andrés de Urdaneta (1498 - 1568) at returnere østpå til Mexico efter en rejse langt ind i Stillehavet. Han gjorde det ved at sejle langt nordpå og finde de gunstige vinde, som for eftertiden skulle blive en af Stillehavets hovedveje. Tidligere havde det været let nok at ankomme til Stillehavet, men særdeles vanskeligt at vende tilbage igen til udgangspunktet i Sydamerika. Denne historiske bedrift gjorde et skib i stand til at forlade Manila i Filippinerne i juni måned og sejle til Acapulco på bare fem-seks måneder.

I 1568 sejlede Alvaro de Mendaña de Neira (1541 - 1595) fra Peru til Solomon Islands på jagt efter guld. Da han vendte tilbage i 1595 fandt han de sydlige Marquesas Islands. Rejsen, som Mendañas styrmand, Pedro Fernandez de Quiros (1565 - 1614), foretog fra det nuværende Vanuatu til Mexico mod storme, i rådne skibe og med et sultende og døende mandskab er en af de største bedrifter i Stillehavets historie. De spanske søfareres vovemod definerede Stillehavets afgrænsning, og hele øgrupper blev tilføjet det nye verdenskort.

Ferdinand Magellan og den første jordomsejling

Efter en række skuffelser for den portugisiske krone gik Ferdinand Magellan i en alder af 39 år i 1519 i tjeneste hos den spanske kong Carlos I (1500 - 1558).

Velkomst, Filippinerne

Kongen støttede en ekspedition, som skulle udforske de endnu ukendte længdegrader. I store træk var man trængt frem vestpå til 90. og østpå til 130. længdegrad. Herimellem lå imidlertid stadig længdegrader, som man intet som helst kendskab havde til. Alle de skønne verdenskort, som havde ægget søfarernes og de lærdes fantasi, var nu værdiløse. 50 år tidligere havde man kunnet flytte øer som Storjava og Lillejava østpå efter forgodtbefindende. Det gik ikke længere nu, hvor portugisiske søfarere havde konstateret, at Malakka, Sumatra og Java faktisk måtte placeres temmelig tæt ved Indien. Men hvad lå så hinsides krydderiøerne? Det havde end ikke en mand som Marco Polo kunnet give svar på.

Magellan var manden, der skulle besvare dette spørgsmål. Han havde sejlet på verdenshavene i 15 år, kendte Indien og endog Malakka. Hans viljestyrke og handlekraft lod sig ikke kue af nogen hindring. Portugiserne gjorde hvad de kunne for at sabotere afrejsen, men Magellan holdt fast i sit store projekt. Den 20. september 1519 stod fem skibe ud fra San Lucar med en besætning på 270 mand.

Til at begynde med fulgte skibene i kølvandet på tidligere søfarere. Men flåden trængte længere sydpå end nogensinde før, og snart meldte vinteren sig på den sydlige halvkugle. Magellan beordrede overvintring i Puerto San Julian ved 49 grader sydlig bredde. Af frygt for aldrig at genoptage ekspeditionen vovede han ikke at afbryde den ved at sejle tilbage nordpå til varmere himmelstrøg. Samtidig beordrede han rationering af fødevarerne. Mytteriet brød ud i lys lue på tre af de fem skibe. Kun Magellans snarrådighed reddede ekspeditionen på dette tidlige stadium. Han sendte forhandlere ombord på mytteriskibet Victoria med hemmelige ordrer om at slå den opsætsige kaptajn Mendoza ned. Kuppet lykkedes, og skibets besætning overgav sig ydmygt. Snart gjorde besætningerne på de to andre skibe det samme.

Filippinernes nationalhelt Lapulapu (eller Kaliph Pulaka), der med mænd fra Mactan dræbte Magellan

Monument over Magellan

Spørgsmålet var, om der overhovedet fandtes en gennemsejling eller et stræde. Efter de lærdes opfattelse skulle en kæmpe verdensdel strække sig langt østpå - måske helt forbi Afrikas sydspids og frem til Asiens sydkyst. Havde den ærværdige Ptolemaios måske ikke antaget, at Afrikas sydspids hang sammen med Asiens? Magellan var imidlertid overbevist om, at der fandtes en gennemsejling. Fire døgn efter ekspeditionens opbrud i oktober 1520 stødte den på en bugt, hvis havstrømme var så voldsomme, at den næppe kunne være andet end det stræde, man søgte efter. Endelig syntes rejsens mål at være nået. Vinden slog nu om fra syd til vest direkte mod flådens sejlretning og tilmed af orkanstyrke. Sejlrenden blev smallere og smallere, havstrømmen voldsommere, havbunden mere revfyldt og

De indfødte klatrer i selv de højeste palmer med en mageløs ubesværethed (Solomon-øerne)

stormen stadig stærkere. Magellan anede ikke, hvad der ventede ham. Det var to skridt frem og et tilbage. Forsyninger blev meget sparsomme, og strædet splittede sig i en slags kanaler, som alle måtte undersøges. Besætningen på rekogniseringsfartøjet San Antonio fik nok og gjorde mytteri. Kaptajnen blev overmandet, og skibet sejlede tilbage til Spanien.

En hel måned kæmpede de synkefærdige skibe mod strædet. Kaptajnerne holdt råd og stod fast på at løse opgaven, som kongen havde pålagt Magellan. Endelig lagde stormen sig, og inden der var gået syv døgn, befandt skibet sig atter i rum sø. De tre skibe, som var alt hvad der var tilbage af flåden, passerede 28. november 1520 det sidste forbjerg, som meget betegnende fik navnet Cabo Deseado - det Eftertragtede Forbjerg. Nu havde man god grund til at tro, at det værste var overstået, men havet viste sig fra sin mest lunefulde side. Flåden kom nu ind i et helt ufatteligt vindstille vejr, som i lange tider fremover skulle blive omtalt som det mest karakteristiske ved dette hav.

Nu gik kursen mod det sted, hvor Krydderiøerne efter Magellans beregninger skulle ligge, lidt syd for ækvator, lidt øst for den skillelinie, som var accepteret ved aftalen i Tordesillas, der delte verden uden for Europa mellem Spanien og Portugal. I 98 døgn var de undervejs. Og i 98 døgn så folkene - bortset fra to golde, vandløse øer - intet andet end hav og atter hav. Vindstillet, som havde været en velsignelse efter stormene, var efterhånden blevet ulideligt. Man kom ingen vegne, og forsyningerne svandt ind. Kronikøren Pigafetta (1491 - 1534) skriver: "Vi spiste beskøjter, som i virkeligheden ikke var beskøjter, men støv fuldt af mider. Vi var tvungne til at gumle på det læder, som takkelagen var sikret med. For at få stillet sulten indtog vi savsmuld, og for en rotte blev der betalt en halv dukat". Senere skulle det stå klart, hvilket uheld Magellan var forfulgt af. Rige, frugtbare øer lå på begge sider af den rute, som han fulgte, men var uden for hans synsfelt i det enorme ocean. Endelig så de land og kunne få forsyninger. Men da beboerne på disse øer (Marianerne) var meget tyvagtige, fortsatte skibene snart videre.

For første gang havde europæere krydset Stillehavet. Mange var døde af sult, andre af skørbug, og alle var medtagne. Den første og bedste storm kunne let have gjort det af med den lille synkefærdige flåde; det var faktisk et rent mirakel, at den fik lov til at styre igennem et virkeligt stille hav - et hav, som med sine storme og tyfoner kan være gruopvækkende. Efter Marianerne stødte flåden på øgruppen Filippinerne, hvor Magellan gik i land for at indlemme øerne i det spanske imperium. Men det kom til håndgemæng med en opsætsig høvding, og Magellan blev dødeligt såret af en pil. Den store søfarer var død i et meningsløst lokalt opgør.

Terra australis incognita

Hvad der i begyndelsen var en jagt på at finde søvejen til østens krydderier blev afløst af en higen efter terra australis incognita. Havde de lærde i Europa måske ikke allerede bevist, at der nødvendigvis måtte eksistere et sydligt kontinent for at give modvægt til landmassen på den nordlige halvkugle? Det blev et kapløb mellem de europæiske kolonimagter, og det 17. århundrede var domineret af hollændernes tørst efter nye markeder og handelsveje. De første hollandske ekspeditioner fulgte de kort, som spaniernes blod og sved havde tegnet. Derfor var deres opdagelser heller ikke af stor betydning.

Først med Abel Janszoon Tasman (1603 - 1659) blev vejen for alvor banet. Han havde ordre til at ”finde alle tilbageværende ukendte landmasser” - en i bund og grund umenneskelig opgave. Takket være hans detaljerede journaler og dagbøger er Tasman kendt som Stillehavets historiker. Hans observationer blev uvurderlige for eftertidens verdensopfattelse; Tasmanien, Ny Zealand, Tonga og dele af Fiji blev kundgjort for vesten. Dertil kom at Tasman var den første, som sejlede rundt om Australien uden at få kontinentet i sigte. Det samme gjorde Jacob Roggeveen (1659 - 1729) - Påskeøens ”opdager” - i 1722, men han fik indskrænket søgeområdet betydeligt.

Kaptajn James Cook (1728 - 1779)

Denne mands bemærkelsesværdige bedrifter lod ikke meget tilbage til hans efterfølgere udover beundring. Som søn af en arbejdsmand blev han sømand på små

Melaneser, polyneser, mikroneser eller papua - Stillehavet er mangfoldigt. Her eksemplificeret på Solomon Islands

handelsskibe, som sejlede langs Englands østkyst. Han var et klassisk produkt af oplysningstiden og blev efterhånden både matematiker, astronom, læge og en mesterlig navigatør. Selvom han kun var befalingsmand, blev han i 1768 valgt som kaptajn på skibet Endeavor og var den første kaptajn, for hvem det lykkedes at befri besætningen for skørbug - ved hjælp af surkål.

I Papua Ny Guineas højland går mange indfødte stadig klædt som på de store opdagelsesrejsendes tid.

Tidens lærde behøvede nøjagtige observationer om planeten Venus' bevægelser set fra den sydlige halvkugle, for så kunne man bestemme solsystemets størrelse for første gang. Dette ville så igen gøre det muligt at lave mere præcise forudsigelser om planeternes baner, som var afgørende for navigationen til søs. Således blev Cook sendt af sted til Tahiti, og Fader Hell - en astronom fra Wien - til Vardo i Norge. For ikke at alarmere franskmændene og spanierne var det Cooks officielle ærinde at foretage disse observationer for videnskaben. Hans egentlige, hemmeligholdte formål var derimod at udforske regionen - og i særdeleshed at finde terra australis incognita.

Efter tre måneder på Tahiti sejlede Cook vestpå og kortlagde Ny Zealand og hele Australiens østkyst; en bedrift, som næsten flåede hele bunden af hans skib Endeavor på Great Barrier Reef.

På sin anden ekspedition (1772-75) var han opsat på at afslutte udforskningen af terra australis incognita. I skibene Resolution og Adventure sejlede han hele vejen rundt på den sydlige halvkugle og blev dermed den første, som krydsede den antarktiske cirkel og vendte tilbage for at fortælle om det. Både på Cooks anden og tredje ekspedition deltog Omai - en indfødt fra Tahiti, som sejlede til England med Cook i 1774. Han blev omgående den førende sladder i London - indbegrebet af en slags ”ædel barbar”. Men for dem, som kendte ham, var han ganske enkelt en sofistikeret mand fra en ukendt kultur.

I 1776 var det tid til Cooks tredje ekspedition. Officielt var formålet at sejle Omai hjem igen, men det egentlige mål var at finde en nordvest-passage fra Stillehavet til Atlanterhavet. Denne rute ville være meget kortere end den igennem Magellanstrædet forbi Kap Horn, som desuden var yderst risikabel for skibene, da vejret altid var dårligt; på Samuel Wallis' (1728 - 1796) ekspedition i 1766-67 tilbragte hans to skibe fire måneder med at forcere det kaotiske stræde. Cook rundede Kap Horn og satte kursen nordpå. Her stødte han ind i øen Kauia i Hawaii-øgruppen. Efter to uger fortsatte han nordpå langs Nordamerikas vestkyst men blev tvunget tilbage af ismasserne i Beringstrædet. Med vinterens komme havde Cook ikke andet valg end at vende tilbage til Hawaii-øerne. Her opdagede han til gengæld de to største øer i gruppen, Maui og Hawaii. Her blev han - en af de største søfarere verden har set - 14. februar 1779 dræbt i et uventet opgør med de indfødte.

Cooks ekspeditioner fik enorm betydning for eftertiden. Ikke bare havde han banet vejen for et engelsk herredømme i Sydhavet. Han havde løst den flere hundrede år gamle gåde om et sagnomspundent, sydligt kontinent.

Mytteriet på Bounty

I 1787 stod kaptajn William Bligh (1754 - 1817) ud ombord på skibet Bounty. Hans mission var at sejle til Tahiti og hente brødfrugttræer, der, som eksperiment, skulle bringes til Caribien og plantes som foder til slaverne. Ekspeditionen nåede aldrig Caribien. Efter et langvarigt ophold på Tahiti - man måtte vente fem måneder før brødfrugttræerne var klar til transport - anløb ekspeditionen en ukendt ø: Aitutaki i Cook Islands. Sytten dage efter, på vej mod Tonga, udbrød det berømte mytteri.

Mytteriet blev anført af Fletcher Christian og en tredjedel af besætningen. I nattens mulm bemægtigede de sig skibets våben og overrumplede Bligh. Med kaptajnen bundet overgav resten af besætningen sig uden kamp. Mytteristerne gav kaptajnen og hans atten loyale søfolk en 23 fod jolle, fire sværd, kompas og sekstant samt mad og vand til få dage. Jollen var så tungt lastet, at rælingen var få centimeter fra vandkanten.

Hollandske Timor var nærmeste europæiske territorium og blev dermed det nye mål. Bligh lagde til flere øer undervejs for at få forsyninger, hvorved en mand blev dræbt af fjendtlige indfødte. I denne helt ufatteligt bemærkelsesværdige bedrift lykkedes det Bligh efter 47 dage og 6701 kilometers rejse i en robåd at nå Timor. Ironisk døde flere besætningsmedlemmer her af malaria, mens de ventede på transport tilbage til England.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside