Tilbage til De Berejstes hjemmeside
               

På ecuadorianske vulkaner

Jon Risvig, 0164


I starten af februar 2000 tog jeg til Ecuador sammen med Jens, som har været en af mine nærmeste venner gennem mange år. Vi skulle ned for at hygge os lidt med 2 andre af vores kammerater - Michael og Peter, som havde sat 7 måneder af til at rejse rundt i Sydamerika. Pga. studie og arbejde kunne Jens og jeg ikke rejse med dem på hele turen, så vi valgte den næstbedste løsning: At besøge dem i en periode. For mit vedkommende blev det til halvanden måned.

Vi var enige om, at vi skulle benytte lejligheden til at bestige nogle af de smukke ecuadorianske vulkaner, mens vi var dernede. Vi havde til sammen erfaring fra klatring, trekking og bjergbestigning i Frankrig, Østrig, Schweiz, Nepal og England og følte os godt rustede til at give os i kast med vulkanerne. Michael og Peter havde desuden på deres første måneder i Sydamerika besteget bjerge i både Venezuela og Ecuador - heriblandt Cotopaxi.

Cayambe er "kun" Ecuadors tredjehøjeste vulkan, men en af de smukkeste. De fantastiske isformationer nær toppen anes på billedet.

Et par dage efter ankomsten til Quito pakkede vi rygsækkene med telt og klatregrej og begav os nordpå, hvor Ecuadors tredjehøjeste vulkan, Cayambe, ligger. Det var en ganske underholdende og til tider livsfarlig tur, da ecuadorianske bus-chauffører ser det som deres pligt at køre om kap med hinanden. Vi nåede dog helskindet frem til byen Cotacachi, som ligger for foden af Cotacachi-vulkanen. Det er en vulkan på 4.930 meter, som vi havde udset til at være behjælpelig med højdeakklimatisering. Da de højeste vulkaner i Ecuador når op over 6.000 meter, hvor iltindholdet i luften er væsentligt lavere end ved havets overflade, er det nødvendigt langsomt at vænne sig til den tynde luft, da vandring i den højde ellers indebærer en alvorlig risiko. Vi havde derfor besluttet os for at forsøge at bestige Cotacachi, inden vi tog til Cayambe.

Akklimatiseringen gik meget godt. Vi slog teltet op i 4.000 meters højde og efter en god aftens søvn gik vi næste morgen op til ca. 4.700 m., hvor vi vendte om. Jens og jeg var simpelthen i for dårlig form, og Michael og Peter røg ind på en rute, som var alt for teknisk krævende. Vi gik dog derfra med højt humør og fortrøstningsfuld med hensyn til Cayambe.

At klatre på Ecuadors vulkaner er en ganske interessant oplevelse. Det er utrolig vanskeligt at komme frem til bjergene på grund af den manglende infrastruktur, og når man så endelig er kommet frem, er det vanskeligt at finde ruterne mod toppen, da der ikke er nogen markeringer. Langt de fleste vælger derfor at hyre en guide, som tager sig af al logistikken og naturligvis hjælper én med at finde den rigtige rute. Vi var dog enige om at undvære en guide, da det giver en helt anden oplevelse at klare sig ved egen hjælp. Tilfredsstillelsen er så meget større.

Turen op ad Cayambe-vulkanen foregik i pick-up truck ad støvede grusveje indtil bilen i lidt over. 4.000 meters højde ikke kunne køre længere. Vi tog rygsækkene på nakken og fortsatte opad til vi nåede 4.600 meter. Her ligger en ganske udmærket hytte. Vi valgte dog at slå teltene op på et jævnt plateau en halv kilometer fra hytten. Der er nu ikke noget som at vågne i et telt og se en stjerneklar himmel over én. Det var planen at overnatte her for at akklimatisere yderligere. Dagen efter skulle vi så flytte lejren op til et plateau i ca. 4.850 meters højde, hvorfra topforsøget kunne foregå.

I solopgangen kort før toppen på Cayambe med den næsten lige så høje vulkan, Antisana, i baggrunden.

Det viste sig dog som aftenen skred frem, at vejret var fuldstændig perfekt. En skyfri, stjerneklar himmel indbød til at gå mod toppen hurtigst muligt. Da Jens og jeg på Cotacachi havde bevist, at formen ikke var helt i top, valgte vi dog at modstå fri-stelsen og holde os til den oprindelige plan. Michael og Peter havde dog ikke samme tålmodighed, så efter nogle timers søvn ønskede Jens og jeg dem held og lykke, da de ved midnatstid begav sig mod toppen.

Vejret var perfekt, og de var rigtig godt gående, da Michael pludselig mistede fast grund under fødderne. Han var røget i en gletscherspalte og hang med fødderne dinglende, mens han med armene på hver side af spalten holdt sig oppe. Vi går naturligvis altid med reb mellem os, når vi går på gletscher, så Peter havde lynhurtigt sikret ved at bore en isøkse ned i sneen, og Michael blev derfor uden de store problemer halet op. Forskrækkelsen sad dog ganske naturligt i kroppen, så de besluttede sig for at vende om, og klokken 5 om morgenen blev Jens og jeg vækket i lejren, da de slukørede og trætte dukkede op og smed sig oven på soveposerne for at sove.

Jens og jeg stod op ved 9-tiden og pakkede et par tasker og flyttede det ene telt op på platauet i 4.850 meters højde. Michael og Peter blev tilbage for at sove i det andet telt. Da vejret hele dagen var perfekt benyttede Jens og jeg tiden til at gå et stykke op ad bjerget for at markere en sikker rute ved hjælp af en bunke pinde og noget rødt gaffatape for at undgå at situationen fra sidste nat skulle gentage sig.

På toppen af Cayambe med Cotopaxi i baggrunden. Jeg står til venstre.

Kl. 00.20 næste morgen vågnede Jens og jeg ved at Michael og Peter kom op til vores lejr i højt humør og med ny energi. Vejret var igen perfekt for en toptur, så efter en hurtig kop te og lidt morgenmad var vi undervejs. Turen op var fantastisk flot med de mest utrolige isformationer omkring os. De sidste 300 højdemeter var jeg dog utrolig udmattet, og da vi kl. 7.00 stod på toppen og nød solopgangen over Ecuador var jeg klar til at tage en lang lur. Nedturen var heldigvis ikke så slem, så ved 9-tiden kastede Jens og jeg os i teltet og faldt øjeblikkelig i søvn. Vi lå bare oven på soveposerne med fødderne stikkende ud af åbningen. Vi havde simpelthen ikke energi til at tage støvler og tøj af.

Et par dage senere, efter at have slappet lidt af i Quito drog Michael, Peter og jeg til Riobamba, hvorfra ture til Chimborazo, som er Ecuadors højeste vulkan på 6.310 meter, udgår. Jens beslut sig for at blive i Quito, da han dels gerne ville lære spansk og dels følte sig i for dårlig form til for alvor at få en god tur ud af Chimborazo.

Ecuadors højeste bjerg, Chimborazo på 6.310 meter, er en ordentlig kolos.Toppen er det punkt på jorden, der ligger længst fra klodens centrum.

I Riobamba fik vi hyret en taxi til at køre os den lange tur op mod Chimborazo Nationalpark. Vi stod af ved en lille indianerlandsby lidt uden for parken. Her gik vi ind og fandt overnatning samt mange nysgerrige men utroligt venlige mennesker. Mange indianere i Ecuador lever for nogle få hundrede kroner om året og er dermed meget afhængige af høsten og husdyrenes velbefindende. I denne landsby levede man i jordhytter og arbejdede hele dagen med jorden og husdyrene. Det var virkelig interessant at få et indblik i denne levevis og på trods af de fremmede ansigter, var børnene i landsbyen meget imødekommende og naturligvis nysgerrige.

Næste morgen blaffede vi de sidste 10 km til nationalparkens indgang, som ligger i ca. 4.000 meters højde. Herfra gik vi i nogle timer op til Ecuadors højest beliggende hytte, Whymper Hut, som ligger 5.000 meter over havet. Vi valgte denne gang at overnatte i hytten, da det regnede som pisket udenfor. Vi sad sammen med næsten 20 andre i hytten den aften. Det var vanskeligt at holde liv i pejsen, da der ikke er ilt nok i luften til at ilden kan få ordentligt fat. Det var kun ved hjælp fra 2 liter dieselolie, at vi fik en smule ild. Så vi frøs en smule. Vi havde dog ingen planer om en topbestigning næste morgen, da vi havde en plan om at slå telt op i ca. 5.400 meter for at gøre topturen kortere (af hensyn til min ringe form), så vi satte os til at spille noget kort og fik en dram.

Kl. otte om aftenen begyndte vi dog alligevel at snakke om at gå efter toppen denne nat, da vejret var i klar bedring. Efter en times diskussion frem og tilbage lod jeg mig overtale, og vi tørnede ind ved 9-tiden med varme termoflasker i soveposerne. Allerede to timer senere stod vi op og gjorde os klar. Overraskede over det forholdsvist gode vejr gik vi begejstrede i gang med de sidste forberedelser, og et kvarter efter midnat var vi klar. Den første times tid gik det støt og roligt op ad klippe, men ved 5.200 meter måtte vi have steigeisen (pigsko) på støvlerne. Herfra var det op ad sne. Chimborazo er heldigvis ikke plaget af gletscherspalter i samme grad som Cayambe, så turen op var uden den store risiko.

På turen op overhalede vi flere af de personer, som havde siddet i hytten aftenen i forvejen, og vi så ingen af den siden. Flere af disse personer var taget mere eller mindre direkte fra USA op i hytten i 5.000 meters højde, og de havde derfor stort set ingen chancer for at nå at akklimatisere sig. Fuldstændig tåbeligt, når de betaler mange tusinde kroner for en guidet tur, at de så ikke tager højdetilvænningen seriøst. At vænne kroppen til den tyndere luft kræver tid. Kroppen kan simpelthen ikke nå at producere nok røde blodlegemer for at sikre iltoptagelsen, med mindre man bruger flere dage på at vænne sig til et ophold i over 5.000 meters højde. Nogle mennesker får højdesyge allerede ved 2.500 meter! Det var på den baggrund ikke så mærkeligt, at mange af de andre vendte om. Ud af tyve personer, som gik mod toppen var der kun én ud over os tre, som nåede derop.

Jeg havde også mine overvejelser om at vende om inden toppen. Turen var lang og meget krævende. Da jeg endelig efter 6½ times anstrengelser kæmpede mig de sidste meter op på toppen var jeg et kort øjeblik utrolig lettet. Lettelsen blev dog hurtigt afløst af fortvivlelse. Det viste sig, at vi kun havde nået fortoppen. Den rigtige top lå endnu en halv kilometer og mindst tre kvarters klatring borte! Her var overvejelserne om at vende næsen nedad meget tæt på at blive til virkelighed. Kun opmuntrende og støttende ord fra Michael og Peter fik mig videre.

Et fuldstændig udmattet DBK-medlem i 6.310 meters højde. Den lumske fortop ses i baggrunden.

Med opbydelsen af samtlige reserver nåede jeg så kl. 7.45 toppen sammen med Michael og Peter og kunne igen nyde en storslået udsigt over junglen mod øst og lavlandet ud til Stille-havet mod vest. Alt under 5.000 meter var dog dækket af et kraftigt skydække, så det var mere fornemmelsen af at stå på toppen af Ecuador, som var fantastisk.

Turen ned var lang, og det var først ved otte-tiden om aftenen, at jeg kunne lægge mig i en seng og falde i en dyb søvn - vel vidende, at jeg havde nået et mål.

Hvis nogen er interesserede i bjergbestigning eller trekking i Ecuador kan bogen "Climbing & Hiking in Ecuador" stærkt anbefales. Den er temmelig udførlig og med masser af gode rutebeskrivelser.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside