Jul i Cairo 2001
Michael Horne Nielsen
Jeg har tit fremhævet Cairo og Egypten frem for andre af mine rejsemål og oplevelser, og nu sidder jeg så her – lige midt i Cairo – på et temmelig gustent hotelværelse, og skal til at berette om hvorfor jeg er så betaget af denne by. For 600 år siden citerede den store arabiske historiker Ibn Khaldun en rejsende, der i 1384 fortalte ham, at ”det, man kan forestille sig, overgår altid, det man kan se, fordi man kan give fantasien frit spil. Cairo er en undtagelse, fordi den overgår enhver fantasi ”. Det gør Cairo stadig, og så er det lige meget hvor god en fantasi man har.
Med et anslået indbyggertal på mellem 22 og 25 millioner inkl. forstæder er Cairo måske verdens største by, og der er nok ingen steder hvor sammenstødet mellem gammelt og nyt, moderne og traditionelt og øst og vest er mere aktuelt. Tag moskéerne og basarerne fra Istanbul, trafikkaoset fra Rom og Paris (og gang det med 10), forureningen fra Bangkok og Manila, menneskemylderet fra Tokyo, højhusene fra Singapore og bland det med livsglæden fra Afrika, snuheden fra Arabien, samt hjerteligheden og venligheden fra det Egyptiske folk - så har du en ide om hvordan Cairo er.
Mindre end en kilometer fra McDonald’s eller en Internet Cafe kan man stadig finde lerhuse, hvor geder vandrer omkring i ’dagligstuen’ og hvor vandet til husholdningen hentes fra et sprunget vandrer længere nede af gaden. Imponerende højhuse og kontorbygninger kaster deres skygger over gader, hvor moderne biler forgæves forsøger at komme forbi æseltrukne vogne. Dertil kommer, at der blandt alt det ovenfor beskrevne findes bygningsværker fra en civilisation, som levede langs Nilens breder fra ca. 3100 til 300 år før vor tidsregnings begyndelse.
Cairo er en by rejsende enten hader eller elsker, men ingen rejser herfra uanfægtet – et besøg i ’Verdens Moder’, som araberne kalder Cairo, glemmer man aldrig.
Denne rejse er min sjette til Egypten og Vibekes tredje, hun er også faldet for Cairo, selvom det har taget lidt tid – rent faktisk var det hendes idé, at vi skulle rejse herned denne gang, og jeg var meget nem at overtale.
Vi ankom den 19. december sidst på eftermiddagen, og efter en varm modtagelse af de mange ventende taxichauffører, tog vi bussen (vi kunne ikke rigtigt blive enige med chaufførerne om prisen, og bussen koster kun 1 krone) ind til Cairo downtown, hvor vi fandt os et hotel.
Om aftenen gik vi en lang tur i det centrale Cairo, spiste arabisk mad på de lokale restauranter (for nogle få kroner), samt nød en masse friskpresset appelsinjuice og den specielle stemning. Vi var lidt spændte på, om den 11. september havde påvirket egypterne, men de er som altid meget imødekommende og venlige – det eneste som er anderledes er, at vi ikke mødte andre turister, hvilket jeg – som den egoist jeg er – syntes mægtigt godt om.
Nå ja, så var der også lige en episode ved en af frugt-juice boderne: Vi havde lige fået hver sin miksede gulerod/appelsin juice, hvorefter en af de unge mænd i boden pegede på sin kollega, mens han lavmælt sagde ”Bin Laden”. Jeg gjorde store øjne og de to egyptere flækkede af grin, nu blev vi så spurgt hvor vi kom fra og vores svar udløste et ”dannemark goood” og en snak om bredrene Laudrup og ”white cheese”.
De næste par dage blev brugt på at ordne forskellige praktiske ting i forbindelse med den videre rejse, men der blev også tid til lidt sightseeing, hvis man da ellers kan kalde det sådan.
I Slumkvarterer:
Jeg har en svaghed for slumkvarterer, som heldigvis efterhånden også er smittet af på Vibeke. Måske skal jeg lige skrive et par linjer om, hvad det er der fascinerer mig ved disse områder. Jeg mener, at når man besøger et land eller en by bør man forsøge at få et helhedsindtryk. Og en god kontrast til alle seværdighederne og museerne kunne jo være de fattige områder, hvor normale turister ikke færdes. Der får man et glimt af det ægte. Det har med tiden vist sig, at nogen af de bedste rejseoplevelser ofte dukker op i sådanne områder.
Vi brugte 2 eftermiddage på steder, der vist begge godt kan betegnes som slum: ”The city of the dead” og Imbaba.
”The city of the dead” er en af Cairo’s begravelsespladser. Udover en masse døde mennesker har millioner af fattige egyptere bosat sig i disse områder, jeg ha faktisk hørt tal som nærmer sig Damnarks samlede befolkning. Jeg har også hørt og læst mange forklaringer på, hvorfor man bosætter sig her, det spænder lige fra boligmangel til at vise sin respekt for de afdøde. Muslimer har tradition for at bygge huse rundt om gravene, og på højtidelige dage pakker familien så madkurven og tager ud og holder picnic sammen med de døde. Når familien ikke er tilstede, er der behov for vagter som holder øje med stedet, og på den måde opstår der nemt små samfund osv. osv., og efter nogen hundrede år bor her altså pludselig en utrolig masse mennesker.
Imbaba er lidt nemmere at forklare om, da det simpelthen bare er et kæmpe område, med masser at faldefærdige af uhyrlige tætstående boligblokke, hvor der bor et utal af mennesker. At vandre gennem disse områder, for hurtigt at fare vild, er en enestående oplevelse. De mennesker man møder på sin vej er – selvom de er meget fattige – altid glade og imødekommende, og et nik eller et smil til en undrende fra området, resulterer altid i en venlig gestus, og ofte til en invitation på hvad de nu har inden for rækkevidde. Et par andre gode ting ved sådanne områder er at ens – fantasi gang på gang overtrumfes, og så er der uendeligt mange motiver at fotografere.
Julekoncert i Cairo Operahus:
Den 22. december var vi i Cairo Operahus og høre jule koncert med Cairo Symfoni Orkester. Det var Beethoven’s ”Miss Solemnis” med fire solister, kor og orkester. Nu er der ingen af os, der har den store erfaring med klassisk musik, men da det jo var så tæt på julen, og til en billet pris på kr. 18, kunne man jo altid fortrække, hvis det blev for uudholdeligt. Vi blev dog og hørte hele koncerten, og det var en god oplevelse, selvom Vibeke godt nok mente, at det var lidt svært at holde koncentrationen ved den klassiske musik. Det oprindelige Operahus, der var bygget helt i træ i 1869, brændte ned til grunden i 1971, og er siden hen blevet erstattet at et nyt japanskbygget i 1982. Udefra er det ikke serligt kønt, så derfor var det forbavsende at komme indenfor, og opdage at det faktisk var meget stilfuldt indrettet. Der er i øvrigt ”Dress Code” - jakke og slips, men det lykkedes mig med nød og næppe at komme ind uden jakke – efter en højlydt diskussion mellem nogle af kontrollørerne.
Pyramiderne:
Lillejuleaftensdag skulle vise sig at blive den bedste af slagsen, jeg nogen sinde har haft. At man så indirekte kan takke Osama Bin Laden for det, er en helt anden sag. Vi stod tidligt op, for at begive os mod de 3 store Giza Pyramider. Allerede på lang afstand kunne man se de enorme bygningsværker mod den violette morgenhimmel, og en følelse af overvældelse begyndte at brede sig fra mellemgulvet. Mens vi nærmer os, i en ældgammel skrammelkasse af en taxi, tænker jeg på at disse tre kolosser, som tilsammen rummer sten nok til at bygge en 3 meter høj og ½ meter tyk mur hele vejen uden om Frankrig (udregnet af en af Napoleons ingeniører), har stået på ørkenplateauet i udkanten af Sahara i over 4500 år. De tre pyramider er det eneste af verdens syv vidundere, som stadig eksisterer. Og det er ironisk, at af alle vidundere udgør pyramiderne det største mysterium. Selvom jeg har set pyramiderne mange gange før, var forventningerne helt i top – hvordan kan de være andet?
Første gang jeg besøgte Egypten, i 1987, var jeg inde i den største af pyramiderne – Keops Pyramiden, men siden har den, hver gang jeg har været her, været lukket grundet vedligeholdelse. Var den mon åben denne gang??? Efter en hejtravende diskussion med taxichaufføren, som var af den opfattelse, at vi skulle betale ham for en ny bil, gik vi op til indgangen, og kunne konstatere, at der var adgang til Keops’s Pyramiden. Perfekt!!! Da vi kom op på plateauet foran pyramiderne, var der kun ganske 6 turister tilstede, og jeg mindedes første gang jeg stod på dette sted – i en ubeskrivelig lang kø, omgivet af turistbusser. Brrad...
Vi ventede til de 10-15 mennesker forsvandt ind i pyramidens indre, og underholdt os imens med en af kameldriverne, som vel inderst inde håbede på et par kunder. Han var dog også meget fodboldinteresseret, og vi fik forklaret hvorfor Cairo var gået amok 2 dage forinden. Et af Cairos to klubhold havde vundet African Cup, imod et hold fra Sydafrika, hvilket udløste et inferno i det centrale Cairo, hvor vi bor. Da han fandt ud af at vi var danskere, kom der rigtigt gang i snakken. Jeg tror helt han glemte, at vi var potentielle kunder, og han fortalte os i detaljer, om dengang Danmark ’næsten’ slog Brasilien ved sidste VM, og om hvordan Brian Laudrup efter sin scoring smed sig på grønsværen med hovedet støttet under sin ene arm.
Da jeg spurgte ham, hvorfor Egypten ikke var med ved det kommende VM i Japan og Sydkorea, havde han et forbavsende godt svar: ”You know, in Cameroon and Senegal they eat monkeys – and they are very fast, in Egypt we eat camels – and they are very slow”. Vi blev enige om, at det nok bliver Argentina eller Frankrig som vinder næste VM, og begav os op mod indgangen til Keops Pyramiden. De efterfølgende 2 timer vil jeg aldrig glemme, vi var stort set alene i Keops Pyramidens indre. Da vi gik ind, kom en lille gruppe ud, og derefter blev vi kun afbrudt af en enkelt forvirret japansk dame, samt et par tyskere med klaustrofobi. Der er ikke så meget at se inde i pyramiderne, men bare følelsen af at opholde sig der, er fantastisk. Begynder man at studere selve konstruktionen og hvor tæt de mange tons tunge granitblokke steder op mod hinanden, ja så er det umådeligt svært at forstå, hvordan de gamle egyptere har magtet denne opgave. Blokkene passer så fint sammen, at man end ikke kan få et stykke papir ind i mellem dem.
Da vi var færdige ved pyramiderne, var vi en tur inde på Mena House Oberoi Hotel, der ligger for foden af disse, for at kigge lidt på faciliteterne - vi skulle jo finde et sted at spise juleafte. Ovenstående Hotel er noget at det mest imponerende jeg har set, når det drejer sig om hoteller – Raffles hotel i Singapore, som så vidt jeg ved, er verdens fineste, får så afgjort kamp til stregen. ”One of the grand old hotels of the world”, som de skriver i en af vores guidebæger.
Den 24 december:
Juleaftensdag tog vi ud ti1 Islamic Cairo, der er et stort område, som ligger lidt øst for det centrale Cairo, og som efter min mening burde hedde ”Det middelalderlige Cairo”. Når man bevæger sig ind i denne labyrint af gader og stræder, er det som at rejse 300- 400 år tilbage i tiden, og oplevelsen er næsten på højde med pyramiderne. Det er for vildt.............. Atmosfæren i Islamic Cairo overgår enhver fantasi, for at bruge et kendt udtryk. Alle sanser bombarderes med indtryk i en sådan grad, at man efter få timer er ør i hovedet. Her kan man virkelig mærke, at man er kommet til den arabiske del af verden. Midt i det hele ligger så oven i købet Khan al-Khalili, som er den arabiske verdens største og mest berømte basar. Khan al-Khalili stammer helt tilbage fra tretten-hundredetallet, og har siden da tiltrukket købmænd og handlende fra hele verden. Det er et kæmpe område, med masser af små meget smalle gader med forretning efter forretning, der sælger alt hvad man kan forestille sig, samt en hel masse andet. Nogen områder af Khan al-Khalili er ’turistfælder’, hvor de kampberedte forretningsindehavere prøver på at få så mange penge fra dig som muligt. Disse mennesker er nogen af de dygtigste handelsmænd, med de bedste talegaver, du nogensinde vil støde på.
Efter at været blevet ’konsumeret’ af Islamic Cairo, ha man brug for et sted at slappe af, og få sanseindtrykkene til at falde på plads. Så efter et par timer på vores hotelværelse, tog vi sidst på eftermiddagen ned til Nilen, der løber lige midt igennem Cairo og lejede en båd. Efter at havde lagt fra land fyrede kaptajnen bådens musikanlæg af, med rungende arabisk musik, så vi var ved at blive blæst i vandet (det er tilsyneladende den normale facon ved sådanne sejlture). Efter lidt fagter og
ordene ”sweia, sweia” (sweia betyder rolig eller langsom på arabisk) fik vi ham dog til at slukke anlægget. Den næste times tid så vi så, i ro og fred, solen gå ned og farve himlen over Cairo purpurrød, samtidig med at lysene i de forskellige højhuse blev tændt. Verdensklasse...
Så var det pludselig blevet juleaften og vi gik tilbage til hotellet, hvor vi drak lidt medbragt skotsk whisky, mens vi iklædte os det fineste tøj fra rygsækkens gemmer, der til lejligheden var blevet strøget og presset hos Muhammed’s strygeservice lidt længere nede ad gaden.
Sent lillejuleaften fandt Vibeke på, at vi skulle tage op på Ramses Hilton - en af Cairos højeste bygninger - og se udsigten. Den var så imponerende, at vi besluttede at ændre spisested, så middagen på Mena House ved pyramiderne må vente til en anden god gang. På øverste etage af Ramses Hilton ligger ”Window on the World”, en elegant fransk restaurant med en storslået udsigt over det centrale Cairo og Nilen. Her lykkedes det os at få et vinduesbord – sikkert kun fordi der pt. næsten ingen turister er i Cairo, og så at muslimer jo ikke fejrer jul. Fantastisk aften, med en 5 retters menu, god vin og bjældeklang fra et lille band som diskret spillede i baggrunden. Og så, ja jeg nævner det lige igen, en imponerende udsigt, med pyramiderne i baggrunden.
At det så alligevel ikke kan hamle op med jul på den firlængede gård på Midtfyn, med gammeldags andesteg og hjemmelavet julekonfekt, skyldes jo nok at julen er traditionernes tid, og at jeg til tider er lidt nostalgisk anlagt.
Fortsættelse følger (nytår i Mellemøsten)
De varmeste hilsener fra Michael.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside