Rapport fra Etna - august 2001
Michael Horne Rasmussen vs. Kenneth Hvolbøl
Rapport fra Etna - august 2001
Michael:
Klokken er 03:45, jeg er lige vågnet og ligger i et mørkt børneværelse hos Kenneth Hvolbøl i Fredensborg og lytter til en tung regn der trommer på ruden. I dag er det ikke noget problem at skulle tidligt op, på trods af kun 4 timers søvn.
Kenneth og Jeg er af den overbevisning at De Berejstes Klub bør være repræsenteret på denne 20 timers specialtur til Etna med afgang fredag den 24. august 2001, kl. 06:00 fra Kastrup lufthavn. Turens formål er at opleve vulkanen Etna på nært hold, kort efter det seneste udbrud, mens der stadig er vulkansk aktivitet og glødende lava. Da vi ligeledes er af den opfattelse at de danske mediers dækning af Etna er mangelfuld og ufuldstændig, har vi besluttet os for, som repræsentanter for vores klub, at tage en tur til Sicilien for at rapportere nøjagtigt hvad situationen på Etna er. Her op til de kommende nyvalg til bestyrelsen vil vi gerne vise vores villighed til at yde noget for De Berejstes Klub, og vi forventer derfor ikke nogen form for refusion i denne omgang.
Da jeg kom ud i køkkenet var en tændt Kenneth ved at pakke sine militærstøvler (det var blevet os indskærpet at fodtøj med kraftige såler var en nødvendighed pga. den varme lava) og kort efter begav vi os mod lufthavnen i min bil. Vi benyttede bilens navigationssystem til at lede os mod lufthavnen, og det gik da også smertefrit indtil vi nåede ud på Amager hvor Kenneth er opvokset. Nu kom der pludselig gode råd og vejanvisninger to steder fra, og disse var ikke altid helt enslydende. Det resulterede i at vi pludselig befandt os på nogle små brostensbelagte ensrettede gader på det indre Amager. Kenneth begyndte nu at tale om hvor han havde gået i skole og leget da han var dreng, alt imens jeg skævede til uret. Efter lidt backtracking enedes Kenneth og navigationssystemet dog om en passende vej og kort efter var vi ved terminal 2 i Kastrup.
Da vi checkede ind blev vi bedt om at gå direkte til gaten, hvor vi blev mødt af en tjener i ”pingvindress” og hvide handsker. Han skænkede champagne og bød på kransekage, samtidig med at vi blev budt velkommen af turlederen fra Star Tours.
En lovende start på turen, nu var vi for alvor klar til at komme ud og opleve noget.
Kenneth:
Om jeg begriber hvorfor Michael absolut skal blære sig med sin bil med indbygget navigationsudstyr, det var jo tydeligvis ikke til stor hjælp.
Nå, men 145 forventningsfulde vulkaninteresserede danskere for med 250 km/t ud af startbane 22L i Kastrup. Michael og Jeg havde naturligvis sikret os ekstra benplads og panoramaudsigt til de ildsprudlende vulkaner. Piloten bød os velkommen på denne specialflyvning og præsenterede sig som Per Schrøder, hvilket fik mig til at springe op ad sædet da han er en god bekendt. Jeg måtte straks ud i cockpittet og have en snak. Selvfølgelig sørgede jeg for at vi fik den smukkeste udsigt til vulkanerne i højre side, hvor Michael og Jeg sad.
Så blev det tid til morgenmad som bestod af den lækreste English breakfast, med alt hvad dertil hører. Det blev meddelt over højttaleren at det pga. tekniske vanskeligheder ikke var muligt at servere kaffe og the ombord, men at en vogn ville komme rundt, hvorfra det så var muligt at købe drikkevarer. Det fik mig straks til at fare op (jeg forsømmer aldrig en chance til at brokke mig) og spørge om det logiske i at vi skulle betale for væske fordi deres vandvarmer var brudt sammen. Fornuften sejrede, så Maersk kvitterede med en flaske champagne til hver. Det supplerede Michael og Jeg med en stiv Glenfiddich. Klokken var godt nok kun otte om morgenen, men pyt sagde vi og bestilte yderligere et par pilsnere.
Vi havde et TV-hold ombord fra DR-1 og en BT journalist, så der var fin pressedækning af begivenheden. TV interviewede en ældre herre med en grim t-shirt påtrykt ”Dansk Veteranflyvnings Klub”. Michael og Jeg var helt overbeviste om at havde vi blot haft en fin klubskjorte med et flot logo, var vi blevet de udvalgte og kunne have sikret De Berejstes Klub lidt medieomtale. Her er måske lidt at arbejde på??
Der blev vist en video med Danmarks førende vulkanekspert Henning Andersen, som forklarede lidt om magma og overtryk.
Derefter fløj vi tæt forbi Vesuv, Stromboli og Etna og kunne konstatere at de to sidstnævnte sendte betydelige mængder røg ud, hvilket fik vores forventninger til at stige yderligere.
63 liter brændstof (pr. person) senere satte vi benene på italiensk jord, hvor endnu 2 tv-hold (Rai 1+3) bød os velkommen. Jo vi var sandelig mandsopdækket af medieverden.
Michael:
Ja, det var en lidt speciel fornemmelse at gå ned ad trappen fra flyet til sådan en modtagelse. Kenneth og Jeg var nogle af de første der forlod flyet, og ikke nok med at der var 2 landsdækkende TV stationer tilstede, der var også en del journalister og fotografer fra forskellige aviser og ugeblade. Dertil kom en gruppe på 8 personer fra områdets turistkontor, hvoraf halvdelen var nydelige italienske donnaer, der smilede og sagde ”Saluti a Sicilia”. Det skulle senere vise sig at områderne oppe på Etna netop var blevet åbnet kun 3 dage forinden og at vi danskere var den første gruppe af udlændinge som fik adgang til den endnu rumlende, skælvende og til tider meget varme vulkan. At vi så kom i et specialfly, kun med det ene formål at opleve Etna gjorde ikke interessen mindre. Om det er et udslag af Schengen-aftalen, eller det blot var pressen som havde brugt deres indflydelse vides ikke – men det er en kendsgerning at der ikke var den mindste form for kontrol efter ankomsten og vi kunne, omgivet af fotografer og journalister, gå ud til 3 ventende busser der holdt klar uden for lufthavnen.
Selv om det var morgen kunne man godt mærke på temperaturen at vi var kommet 3000 km. sydpå, og Kenneth og Jeg var ikke længe om at vælge den bus der så nyest ud - i håb om at den havde aircondition. På det punkt valgte vi rigtigt og vi fik da også plads på det forreste sæde bag chaufføren, så vi ligesom i flyet havde den bedst mulige udsigt.
Nu skulle man tro at alt var perfekt – men ak – der var lige en ting vi havde overset. Og hun hed Tanja...
Tanja er en ægte dansk blondine og rejseleder (el. kvægdriver) for Star Tours – SUK! Og så var hun altså tilknyttet samme bus som Kenneth og Jeg – DYBT SUK!
I samme sekund døren til bussen var lukket, greb hun mikrofonen og begyndte at forklare om alle mulige og især umulige ting og hun stoppede kun når der indkom SMS-beskeder eller samtaler på hendes mobiltelefon. Hendes viden om Sicilien og Etna var på ingen måde overvældende og da hun på et tidspunkt begyndte at fortælle om arabiske kirker, kunne Kenneth og Jeg ikke lade være at trekke på smilebåndet. Vi fik aldrig opklaret hvad det var hun tænkte på, men det må kunne sidestilles med f.eks. en buddhistisk synagoge. Der var dog også et par formildende omstændigheder ved busturen. For det første havde vi en af de italienske donnaer med i bussen, som smilende gik rundt og uddelte lækre sicilianske kager til alle som havde lyst. Og for det andet kunne vi trøste os med at situationen i de andre busser sikkert ikke ville være bedre end i vores, da de også var bemandet med Star Tours guider.
Efter ca. en times kørsel ankom vi til Etna syd, til en lille by – eller det der var tilbage af den – der lå i ca. 2000 meters højde. Turen op ad bjerget var en meget barsk oplevelse, hele vejen kunne man se hvordan lavaen havde hærget alt på sin vej, det være sig træer, huse, el og telefonmaster, skilifte osv. Mange steder stod der stadig røg og damp op af revner og sprækker i lavaen. Det var på en gang et både skræmmende og imponerende syn.
Oppe i byen blev vi mødt af en italiensk betjent der åbenlyst nød at dirigere med alt hvad der kom inden for hans synsfelt, inkl. vores bus der fik den helt store tur. Han var iført en lidt komisk uniform, lange støvler, en meget kraftig fløjte og så selvfølgelig et par af de sejeste solbriller der kan opdrives på hele Sicilien – her bør det endvidere bemærkes at det var totalt overskyet, sikkert pga. al den røg og damp der stod op fra Etnas indre. Tanja beordrede alle ud af bussen, hvorefter vi skulle stille op to og to med hinanden i hånden. Kenneth og Jeg trodsede dog hendes ordre og begav os på opdagelse på egen hånd, hvilket blev lidt af en prøvelse – især for Kenneths Ecco sandaler.
Kenneth:
Nogle gange er der en god grund til at der er guider til at vise rundt. Dette gælder især deciderede livsfarlige steder såsom aktive vulkaner o. lign. Nu er det måske en mild overdrivelse at påstå vi var i livsfare, men vi fik da lidt af en påmindelse om hvor skrøbelig en Ecco-sandals livscyklus er, især når denne bliver båret af et stk. uregerlig turist med trang til off-road.
Luften var pludselig tyk af lugten fra brændt gummi, og ved et hurtigt kig ned ad kunne det konstateres at glødende lava og gummisål ikke er en god kombination, men her viste Michael sig fra sin generøse side ved resolut at tømme sin medbragte 1½ liters colaflaske ud over sandalen og det meste af mine bukser inden flammerne helt havde fortæret mig.
Efter den dramatiske redningsaktion fortsatte vi opad mod et krater bag byen, dog måtte jeg først skifte fodtej til de af flyvevåbnet udleverede læderstøvler. Det var nu tydeligt at Michaels fysiske formåen lader en del tilbage at ønske. Under tyngde af en kraftigt voksende airbag stønnede og prustede han som et ældre kinesisk damplokomotiv. Hele vejen var det 3 skridt op og 2 tilbage på det løse lava, men op kom vi trods alt. Herfra var det tydeligt at se hvordan lavaen havde ædt sig gennem adskillige huse og hoteller, men flere bygninger var allerede så småt under opbygning igen. Overalt sås røgsøjler stige op, og en flot lavaflod snoede sig ud over den ene kraterside hvor den glødende lava lyste gennem den ganske tynde størknede skorpe. På bunden af krateret boblede en nydelig lille lavasø, men alt det gik kvæget nede på lavsletten glip af. De havde travlt med at flokkes om kvægdriveren og tv-holdet.
Vel nede igen gik vi ind i et af de stærkt truede huse, hvor lavaen pressede mod gavlmuren med en sådan kraft at den stod som en spændt bue og huset tydeligvis var på nedstyrtningens rand. Muren var stadig varm men det forhindrede tilsyneladende ikke ejeren i at sælge postkort og læskedrikke i de højst livsfarlige omgivelser.
Tilbage i bussen demonstrerede Michael en bemærkelsesværdig evne til næsten omgående at henfalde i dyb meditation blot han var i nærheden af et bussæde. Jeg forsøgte først forsigtigt at indlede en samtale om de førnævnte dramatiske oplevelser, men da flere gentagne forsøg viste sig forgæves ruskede jeg hårdt i ham, hvilket blot medførte at hans hoved rullede over til den anden skulder. Ærgerlig opgav jeg mit forehavende og besluttede at nyde udsigten til lyden af Michaels vibrerende luftveje. Etnas fod er på størrelse med Bornholm, så Michael var formentlig godt udhvilet da vi ankom til Etna-nord.
Michael:
Ja, lykkedes mig faktisk at få en lille lur på trods af Kenneths ihærdige forsøg på at holde mig vågen. Han var tydeligvis bitter over sine udbrændte ”hjemmesko” og det var det samtalen skulle dreje sig om, hvis jeg ellers havde ønsket at deltage. Ikke nok med at episoden havde kostet mig det meste af min cola, nu søgte manden også krisehjælp. Fodformede Ecco sandaler er fine nok hjemme i kolonihavehuset, men når man skal ud på vulkaner er det tilrådeligt at
vælge en lidt bedre kvalitet. Husk det næste gang du køber sko, ”Farfar”.
Jeg vil i øvrigt give Kenneth ret i at det var en hård tur op til kanten af krateret (der er en del mindre kratere rundt om på den kæmpe vulkan), men det var alle anstrengelserne værd – jeg havde ikke turdet håbe på at vi skulle se glødende lava på denne tur.
Ved ankomsten til Etna-nord var det meningen at vi skulle have en lille lunch på Star Tours regning, men her ventede endnu en glædelig overraskelse.
Folkene fra turistkontoret havde, sandsynligvis grundet den store mediedækning, arrangeret en stor buffet med masser af sicilianske specialiteter og en glimrende lokal vin. Det var lige hvad vi trængte til efter en travl formiddag og vi spiste og drak så det stod ud af alle knaphuller. Var der nogen der sagde ”kraftigt voksende airbag”?
Der var også arrangeret underholdning, som bestod af sang og dans af ca. 25 lokale sicilianere i alle aldre. De var klædt i gamle dragter og jeg kom til at tænke på Michael Corleone’s bryllup i filmen Godfather. I baggrunden kunne man se toppen af Etna, hvor en kraftig grå røgsøjle vidnede om stadig aktivitet.
Nu gik turen op mod toppen, af en helt ny vej som stadig er under konstruktion. Den gamle vej var simpelthen forsvundet under lavamasserne og flere bulldozere arbejdede på at lave en ny. Vi blev transporteret i Unimog lastbiler, eller som Tanja kaldte dem ”jeep busser”.
Turen tog godt en halv time og gik igennem et fuldstændigt goldt landskab, da alt var dækket af ny lava. Det er utroligt hvor meget lava der er kommet op af vulkanen ved dette seneste udbrud. Vejen sluttede på et plateau i ca. 2800 meters højde og her var temperaturen selvfølgelig noget lavere. Dette overraskede mærkeligt nok Kenneth der stadig trissede rundt i sine shorts, med det resultat at han efter få minutter søgte tilflugt i en af lastbilerne sammen med Tanja og et par andre kyllinger, mens vi andre så os omkring.
Vi var nu så tæt på toppen at vi rigtigt kunne se den enorme røgsøjle som væltede op fra Etnas hovedkrater. Betagende..! Da en dyb buldren pludselig brød stilheden og man kunne mærke bjerget skælve, var der ved at udbryde panik blandt flere af tur deltagerne, inkl. filmholdet fra DR – her viste Kenneth sig dog som en ægte berejst og kom for en kort bemærkning ud for rigtigt at kunne mærke rystelserne.
På nedturen tilbage til de almindelige busser var der nu plads til at nyde Unimog lastbilernes sublime køreegenskaber, og jeg drømte mig for en kort stund til nogen af Afrikas mest barske områder, siddende bag rattet på en af disse biler. Endnu en drøm blev født.............
Kenneth:
Ja! det er jo tydeligt at min kære rejsefælle har det rigtigt dårligt med højder. Synsforstyrrelser og åndedrætsbesvær allerede i 2800m højde tsk. tsk. Eller var det mon hans anstrengelser for at mænge sig med kameraholdet i håb om at optræde solo i tv-avisen, der stjal al hans opmærksomhed?? Jeg er af den overbevisning at Michael går rundt med en lille tv-star i maven (der er jo plads nok). Jeg kan varmt anbefale Big Brother 3. Jeg var imidlertid endnu engang gået på opdagelse langt fra turisterne ligesom for at afprøve det nye fodtøj, hvilket var en ubetinget succes.
Michael og Jeg var nu blevet lidt trætte efter alle strabadserne, så det passede fint at kvægtransporten stoppede ved ”Gola de Alcantara”, hvor der var mulighed for at få en hurtig dukkert, dvs. hyrdinden mente ikke vi havde tid til badning da vi var bagud med programmet, Michael og Jeg mente noget andet. Som skudt ud af en kanon (næsten) fór vi ned ad de ca. 225 trappetrin til floden.
En meget smuk kløft åbenbarede sig i bunden af dalen, hvor floden gennem årtusinder har skåret sig gennem den vulkanske klippe og efterladt et næsten surrealistisk landskab. Vandet var ca. 2 cm koldt, så det var kun Michael og Jeg som udviste ægte vikingeånd til glæde for adskillige barmfagre italienske senoritaer i små stumpebluser, der ivrigt kom med opmuntrende tilråb på bredden. Vi fik rigtigt vist vores fremskudte brystkasser, og havde det ikke været for en lettere jaloux hyrdinde, var der ingen tvivl om at Etna ikke havde været det eneste bjerg vi besteg den dag. Ak! ja, sådan skulle det altså ikke gå, så vi nøjedes med i al hast at hælde en enkelt gin og tonic ned, alt imens en vidunderlig udsigt åbenbarede sig for vores øjne .. og så var det endnu engang tid til Michaels meditationsøvelser.
Michael:
Næ holdt, efter 5 minutter i ca. 12 grader ”varmt” vand var jeg frisk som en havørn, og på de sidste 45 minutters kørsel til byen Naxos var det mig ikke muligt at sove og jeg ved ikke hvorfor Kenneth antyder dette? Kan det tænkes at han er lidt ærgerlig over min afsløring af hans adfærd på toppen af Etna?? I så fald havde det måske været klogere at undlade kommentarer om min, for tiden, mindre gode kondition i denne rapport. Det forholder sig nemlig sådan at jeg havde mit kamera fremme på toppen – og hvis redaktionen vil vere så venlige at placere et af de medsendte fotos ved siden af denne tekst – kan alle se at jeg ikke led af synsforstyrrelser. En skam at der ikke er lyd på billedet, så kunne I også havde hørt hvordan ”farfar” klaprede med tænderne.
Jeg startede denne rapport, så det bliver Kenneth der slutter, derfor vil jeg gerne henstille til læserne at I bruger jeres sunde fornuft i tilfælde af at der i afslutningen fremsættes forklaringer om at man ikke kan regne med fotografier taget i tynd luft. Og kan i så for øvrigt ikke se at en af disse lastbiler ville være det helt rigtige transportmiddel til en tur igennem ”verdens bedste kontinent”.
Selv om jeg altså var lysvågen på turen til Naxos er der ikke så meget at berette fra denne. Tanja var ved at rode sig ud i noget om græsk mytologi, men blev reddet af sin mobiltelefon da det kneb med holde styr på sammenhængen. Da vi nåede til udkanten af Naxos var hendes samtale færdig og nu oplyste hun, gud hjælpe mig, at hun kendte en restaurant som lavede verdens bedste pizzaer. Jeg kiggede på Kenneth, der sad med et drømmende blik i øjnene, og sagde: ”Der skal vi ikke ind, vel?” Jeg kunne lige forestille mig stemningen, når 145 dumme danskere (undskyld udtrykket) skulle have noget at spise på en gang, og et eller andet sted havde jeg på fornemmelsen at Tanjas anbefaling havde mere at gøre med kommission end med kvaliteten af pizzaerne. Kenneths svar led: ”Jo hvis pizzaerne nu er så gode, og så er det da også nemmere”. Altså, vi gik på restaurant sammen med alle vores landsmænd, helt i Star Tours ånd.
Kenneth og Jeg var blandt de første i restauranten og de første der bestilte. Pizzaerne var ok, og stemningen levede helt op til mine forventninger – vi kom til at sidde ved siden af tre danske ægtepar, som efter højlydt at have studeret menukortet i lang tid, besluttede sig for spaghetti bolougnaise og en øl!
Efter pizzaen og en god flaske vin, gik Kenneth og Jeg en tur ned på strandpromenaden og kiggede lidt, der var masser af små hyggelige restauranter (uden danskere), men da vi jo havde spist gik vi i stedet på bar og fik en espresso og en Dry Martini. Det var en hyggelig lille by, men vi var enige om at der var lidt for mange hoteller til at vi kunne tænke os at vende tilbage – der er bestemt andre steder på Sicilien som er knap så overrendte. Vi havde overvurderet vores forbrug af lire og havde en del tilbage, og vi var enige om at det kunne være hyggeligt hvis vi kunne blive hængende lidt længere på den hyggelige bar, men der var ikke andet at gøre end at vende tilbage til busserne.
Da vi ankom et par minutter i det aftalte tidspunkt var alle klar til afgang – lige med undtagelse af Star Tours guiderne, der sad og spiste pizza og drak rødvin. Da det gik op for Kenneth hvem der havde betalt deres mad, slyngede han et par spydige, men velvalgte, bemærkninger mod deres bord, og Tanja kiggede forbavset op – det er vist ikke sådan hendes normale turdeltagere plejer at opføre sig.
Vi kørte nu til lufthavnen hvor der var lidt tumult da man tilsyneladende ikke er vant til så sene afgange. Efter lang tids overvejelser besluttede nogen sig dog for at åbne den lille butik i afgangshallen, så vi kunne få brugt vores overskydende lire på lidt smuglervarer.
Inden jeg giver ”ordet” til Kenneth for sidste gang vil jeg gerne takke for godt selskab på denne eventyrlige tur. Jeg kunne godt havde tænkt mig en lidt mindre charterpræget tur, men nu var det jo et charterfirma som havde arrangeret den, og så er det jo nok svært at undgå. En lidt mere erfaren rejsefælle kunne også havde været rart, men igen, når man rejser ud med en mand der går rundt i Ecco sko og som kun har været i godt 40 lande er der vel grænser for hvad man kan forlange. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at jeg havde en fantastisk dag, som indeholdt både en masse sjove og uforglemmelige oplevelser. Et eller andet siger mig at det ikke er sidste gang vi har rejst sammen.
Kenneth:
Tja! Nu har jeg rigtig nok det sidste ord i den historie, men det kunne jeg naturligvis overhovedet ikke drømme om at udnytte, endsige misbruge, som den helt igennem reelle fyr jeg er. Jeg har ikke engang samvittighed til så meget som at antyde billedmanipulation, slet ikke!.
At påstå at flere af os mere seriøse berejste ikke måler vores erfaring efter antallet af besøgte lande, men benytter en mere kvalitativ målestok, ville være direkte ufint, især her hvor jeg har det sidste ord!
Nå! Men vel i luften sad jeg med en lidt mærkelig fornemmelse. Det var ikke let at løsrive sig fra den hyggelige lille bar, Sicilien smagte ligesom af mer’, men det må vente til en anden gang.
Endnu engang fløj vi hen over og rundt om Etna, der som en rød fakkel lyste om kap med stjernerne. Stromboli viste sig fra sin bedste side, med et mindre fyrværkeri af spruttende lava til afsked. Jo! Vi kommer tilbage til skønne Sicilien.
Star Tours guider bød farvel til klapsalver som det nu hør og bør sig ved enhver charterflyvning. Under indtagelse af dyrlægens natmad og røget ål med dertil hørende Siciliansk rød/hvidvin blev vi ærligt talt lidt melankolske. Det havde for os begge været den korteste og pr. dag dyreste rejse nogensinde, så det var heldigvis en kæmpe oplevelse og i tilgift meget fornøjeligt. Hvornår kommer det næste udbrud???
Michael Horne Nielsen & Kenneth Hvolbøl.
OBS: ovenstående tekst er indscannet fra medlemsbladet, men illustrationerne kunne desværre ikke overføres.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside