Bryllup i Skotland
Michael Horne-Nielsen
7. maj 2001. Jeg er i øjeblikket på vej hjem fra en 10 dages ferie i England og Skotland. Der har så sandelig været fart på, og dette er første rigtige mulighed jeg har haft for at skrive om mine oplevelser.
Jeg forlod Danmark fredag den 27. april 2001, med det nordlige London som første destination, alt gik planmæssigt - selv DSB kørte uden problemer - så jeg ankom hos mine venner Paul og Marg som aftalt. Anledningen til denne rejse var at jeg skulle til bryllup hos Jon, som jeg mødte på en Afrikatur for snart 13 år siden. Han havde bedt mig være ”Best Man”, hvilket blandt meget andet indebar at jeg skulle holde en tale. Jeg havde skrevet en tale som jeg gennemgik sammen med Paul, bare lige for at sikre mig at alt var i orden. Paul havde ikke de store indvendinger og mente mine påfund ville blive en succes - det fik han ret i, men mere om det senere.
Da de fleste af Jon’s venner bor i det sydlige England, var hans Polterabend arrangeret i London. Jeg mødtes med Jon næste morgen, efter han var ankommet med et nattog fra Skotland, hvor han bor. Vi var 7 mand og havde en sjov og hyggelig dag, der ikke adskiller sig meget fra en dansk polterabend. Måske lige med undtagelse af at der - så vidt jeg kan forstå - er tradition for at slutte på en stripbar. Denne tradition blev overholdt, med et besøg på Metropolis Club - der efter sigende skulle være Londons mest eksklusive og førende inden for sit noget specielle område.
Jon var noget betænkelig på vejen hen til baren, og som ”Best Man” bakkede jeg selvfølgelig Jon op i at det nok var bedst at finde på noget andet. Vi blev dog nedstemt, da der var 5 mand i mod 2 - hvad er de dog for nogen de englændere? Niveauet var da et noget andet end hvad man forbinder med ordet stripbar, og på trods af Jon’s betænkeligheder, fik han sig en god oplevelse, der ikke gav anledning til de store moralske skrupler.
Søndag aften tog Jon og jeg nattoget til Perth i Skotland, efter det meste af dagen at have slappet af i hans søsters lejlighed med pizza, Formel 1 og en masse cola.
Perth er en by på størrelse med Svendborg og ligger ca. 80 km. nord for Edinburgh. Jon har en lejlighed i Perth, men har det sidste års tid bygget eget hus, yderligere 20 km nord for Perth i en lille landsby ved navn Bankfoot, sammen med sin kone Andrea. Huset har en fantastisk beliggenhed med udsigt til det skotske højland der begynder et stykke nord for Bankfoot.
Mandag hjalp jeg Jon og Andrea med forskellige småting i det nye hus der skulle gøres klar til overnattende bryllupsgæster, som ville ankomme senere på ugen.
Mandag aften havde Jon og undertegnede lidt whiskysmagning, for at ”varme op” til de kommende dages tur.
Det blev kun til et par timers søvn, hvorefter Jon og jeg stod op igen, meget tidligt tirsdag morgen. Vi skulle med første færge, fra en lille by på den skotske vestkyst, ud til en lille ø ved navn Islay. Køreturen ud til vestkysten tog ca. 4 timer, og i løbet af denne periode så vi nat blive til morgen over den utrolige flotte skotske natur.
For inkarnerede whisky-freaks er præsentation af Islay overflødig, men da det vist er begrænset hvor mange af dem der er blandt læserne, vil jeg lige fortælle lidt om øen. Islay er på størrelse med Bornholm og der bor ca. 3000 mennesker på øen. Den ligger i den sydvestlige del af Skotland og fra øens sydspids er der kun omkring 80 km til Irland, der tydeligt kan ses i klart vejr.
Udover en flot natur med et rigt fugleliv byder Islay også på nogle af Skotlands mest ansete whiskydestillerier, og det var vel hovedgrunden til vort besøg. Da jeg sidste sommer besøgte Jon, fik jeg mulighed for at smage nogle af hans mange whiskys, og det var her jeg for alvor blev interesseret i skotsk single malt whisky. Jon havde på det tidspunkt over 20 forskellige slags whisky og jeg fik mulighed for at sammenligne de forskellige typer, samt besøge et par destillerier og det blev mig hurtigt
klart, at whisky ikke bare er whisky. Hvert enkelt destilleri har igennem de sidste par hundrede år udviklet deres helt egen whisky, der bl.a. karakteriseres af geografisk beliggenhed, samt destilleriets behandling af whiskyen under fremstillingen og igennem de mange år den lagres.
Det er endvidere interessant at destillerierne ikke helt ved, hvordan deres whisky får den smag den får, der sker ting undervejs som i teorien ikke skulle betyde noget, men som alligevel påvirker det færdige produkt. Dette er bl.a. en af grundene til at visse processer stadig foregår som for over hundrede år siden. Under vore whisky smagninger fandt Jon og jeg forholdsvis hurtigt ud af at de fleste af vores favoritter kom fra Islay.
Vi havde derfor arrangeret besøg på 3 destillerier på Islay, nemlig Bowmore, Ardbeg og Lagavulin. De to første er samtidig små landsbyer, hvilket vi fik bekræftet kort efter ankomsten via et vejskilt.
Vi boede hos en dame, Jon kendte gennem sit arbejde, der havde et 4 stjernet ”Bed & Breakfast”. Det var meget storslået jeg har aldrig fået så store portioner mad før i hele mit liv; det var faktisk for meget af det gode, for vi kunne jo selvfølgelig ikke lade være med at spise det hele.
Morgenmad: English Breakfast der bestod af: først friske frugter, melon, figner og dadler med yoghurt; så cornflakes med honning; derefter hjemmelavet grød; for til sidst at slutte med en enorm tallerken med 2 store spejlæg, 7 kæmpe skiver bacon, 3 pølser, råstegte kartofler, samt haggis (skotsk ret af hakket fåreel. kalveindmad) samt toast.
Ingen frokost, tak......
Middag: Om aftenen skulle vi møde op kl. 19:00 til i salonen, som damen kaldte en af sine stuer, sammen med de andre gæster til sherry. Og det var her jeg mødte hvad der godt kunne være James Bonds far - en ægte engelsk gentleman. Han hed David, var sidst i tresserne, helt hvidhåret og solbrændt. Han var på en lille ferie sammen med sin kone og et andet par og var både galant, høflig, hjælpsom uden at det på nogen måde virkede overdrevet, samtidig med at han var veltalende og kunne se folk i øjnene. Måden han fremførte sig på gjorde et stort indtryk på mig og jeg prøvede senere på ugen i min egenskab af ”Best Man” at gøre ham kunsten efter, hvilket ikke er helt så nemt som man måske skulle tro. Jeg mener dog jeg klarede det rimeligt.
Efter sherryen gik vi ind i ”the dining room” hvor den nu stod på fire retter mad, hver portion i sig selv udgjorde et helt måltid, men vi spiste op, vi kunne jo ikke stå tilbage for James Bonds far – der udover at være gentleman også havde en glubende appetit, imponerende!
Som tidligere nævnt havde vi planlagt besøg på 3 af øens 7 destillerier. Selvom fremgangsmåden ved fremstilling af whisky er den samme, er der stor forskel på den måde de forskellige destillerier laver deres whisky på. Mest interessant var besøget hos Lagavulin, der, i modsætning til mange andre destillerier, ikke går så meget op i
video-præsentationer og flotte forretninger m.m., men udelukkende koncentrerer sig om at fremstille whisky af meget høj kvalitet. Når man besøger Lagavulin får man virkelig fornemmelse af, at det er whiskyen det drejer sig om og intet andet. Man bruger stadig ældgamle produktionsmetoder til nogle processer, samtidig med at det hele overvåges af computere. En fantastisk blanding af gammelt og nyt som ikke findes på ret mange andre destillerier. Jeg finder det i øvrigt også bemærkelsesværdigt, at hvis man beslutter sig for at ændre på produktionen, går der 16 år inden man kender resultatet.
Efter en rundvisning er der tradition for en prøvesmagning, og også her skiller Lagavulin ud, lokalet som prøvesmagningen foregår i har nok set sådan ud de sidste 100 år eller mere, og der er en meget speciel atmosfære i dette lokale.
Vi sluttede vores besøg på en lokal bar, hvor vi sammenlignede forskellige whiskys til den helt store guldmedalje – eneste problem i denne sammenhæng er at ingen af os dagen efter huskede hvilken whisky der vandt....
Køreturen tilbage til Perth foregik i fuldt dagslys, og selv om den tog lidt over 4 timer var den bestemt ikke kedelig. Skotland er et utroligt smukt land!
Vi kom tilbage til Perth fra vores whiskytur torsdag sidst på eftermiddagen, og nåede lige at kigge alle de nye flasker, glas og andre whisky-relaterede ting vi havde købt igennem. Det var blevet til en del, og det begyndte at ligne et problem for mig at få det hele med hjem. Som den gode ven Jon er, tilbød han straks at jeg da bare kunne lade nogle flasker stå hos ham.
Nu kom Andrea og hentede os og vi kørte op til den kirke de skulle giftes i. Her var der generalprøve på selve vielsen. Alt blev gennemgået til mindste detalje og jeg fandt ud af hvor jeg skulle stå under brylluppet, og hvornår jeg skulle have ringene klar m.m. Jon virkede lidt nervøs og jeg lovede Andrea at jeg nok skulle få ham beroliget (han skal bare have lidt whisky, så skal det nok gå). Da prøven var vel overstået kørte vi tilbage til det nye hus, hvor Andreas familie netop var ankommet. Vi gik ud og spiste på en lokal restaurant og jeg blev krydsforhørt om mit venskab til Jon, samtidig med der kom en del spørgsmål til min tale ved brylluppet. Til det med talen svarede jeg at den havde jeg ikke tænkt på endnu, men at jeg også måtte se at få gjort noget ved det. Flere af familiemedlemmerne kiggede på hinanden og på Jon, som ikke lod sig mærke med noget. Jeg ved dog at han også var lidt spændt med hensyn til talen, da han flere gange i løbet af ugen havde spurgt om jeg godt vidste hvad jeg skulle sige, om jeg havde brug for hjælp, og at jeg skulle tænke på at fordi noget var sjovt i Danmark, var det ikke nødvendigvis sjovt i Skotland. Det var jo bl.a. derfor jeg gennemgik talen med Paul i London, men det sagde jeg ikke noget om, jeg slog det bare hen og sagde at det ville jeg begynde at tænke over senere på ugen, og at han ikke skulle bekymre sig – men koncentrere sig om sin egen tale.
Inden Jon og jeg fik lov at køre tilbage til hans lejlighed (og drikke whisky) blev vi nærmest tvunget til at deltage i et spil kort med Andrea’s far, mor og mormor. Det blev dog, stik imod min forventning, meget sjovt – der er jo ikke noget som at vinde over nogen, der ikke kan tåle at tabe – og det kunne Andreas far (Walther) ikke (he, he). Jeg var utrolig heldig og da Walter sad efter mig gik mit held ud over ham; så ikke nok med at jeg vandt, Walther tabte og blev sidst, til stor fornøjelse for Jon, der kom med en del små drillende bemærkninger.
Efter spillet prøvede jeg at opføre mig som den engelske gentleman vi havde mødt på Islay, og takkede Walther mange gange for at han havde lært mig et nyt spil, men han misforstod mig vist og troede at jeg hånede ham – som jeg skrev, er det ikke altid helt nemt at være en gentleman. Da Walther begyndte at tale om revanche, skar
Jon igennem og oplyste familien om at vi (Jon og jeg) var nødt til at køre ind i hans lejlighed, hvor vi havde noget vi skulle ordne. Stakkels Walther, jeg tror ikke han sov særlig godt den nat. Som den eneste i selskabet havde jeg på fornemmelsen hvad det var Jon havde tænkt sig vi skulle ordne – og jeg fik ret, whiskysmagning!!!
Vi kom ikke i seng før ved 4 tiden om morgenen, men nåede da også at få lavet en del sammenligninger mellem de nyindkøbte whiskys og de flasker som Jon havde i sit skab. Ligesom vi fik afprøvet vores forskellige glas og lommelærker. Neste dag skulle vi ind og prøve vores kilts for anden gang, og da Andrea kom og hentede os næste ”morgen” klokken lidt i 10, var vi lidt søvnige. Trætheden forsvandt dog hurtigt da vi kom i gang med tøjprøvningen, det var jo vigtigt at holde øje med, hvordan man iførte sig denne anderledes klædningsdragt på korrekt vis, da der på selve bryllupsdagen ikke ville være nogen hjælp at hente. Alt passede perfekt og vi drog hjemad med hver sin komplette skotske nationaldragt, inkl. sko, strømper, kniv, taske, skjorte, vest, jakke og kilt. Men ingen underbukser.........?
Om eftermiddagen skulle Jon til Edinburgh og hente noget familie, og jeg benyttede lejligheden til at tage ind til Perth, hvor jeg ordnede forskellige småting som skulle være forberedt til brylluppet.
Sidst på eftermiddagen mødtes vi igen i Jon’s lejlighed og nu var hans 2 fætre også ankommet. Dem kendte jeg jo allerede fra polterabenden, så vi begyndte straks at tale om den hyggelige dag i London. Først på aftenen ankom endnu en af Jon’s venner og vi gik alle 5 ud for at få noget at spise. En eller anden foreslog at vi lige skulle starte med en ”pint” på en pub og den blev hurtigt til 2 og 3, og så var vi lige pludselige ikke sultne mere.
I min egenskab af ”Best Man” var jeg ansvarlig for at Jon ikke skulle drikke sig fra sans og samling og møde op i kirken dagen efter med tømmermænd, så jeg forsøgte flere gange at få ham til at indtage noget fast føde. Uden det store held! Da vi kl. 21 ankom til hotellet hvor brylluppet skulle holdes den efterfelgende dag var alle i højt humør, inkl. Jon. Der var ankommet en del flere af hans venner, og da det ikke var alle havde været med til polterabenden, var der stor gensynsglæde, hvilket jo selvfølgelig skulle fejres med endnu en ”pint”. Nu var jeg nødt til at få Jon til at slappe lidt af og spise noget mad, ellers ville det ende galt. Jeg fik fat i nogen æggesandwich og et stort glas vand og fik lokket Jon lidt væk fra sine venner, vi spiste sandwich og drak vand – uden at blive opdaget og jeg mindede Jon om hvad der skulle ske dagen efter. Det trængte ind og han tog det mere roligt resten af aftenen – i modsætning til en vis anden!!!
Det var meget hyggeligt på hotellet og der kom flere og flere bryllupsgæster til. Jeg havde hørt en del om Jon’s familie, ligesom Jon havde fortalt dem om mig, så det var interessant at møde de forskellige. Alle virkede søde og rare og jeg prøvede da også på at vise mig fra min bedste side. Jeg ved dog ikke om Jon’s familie fik et helt så godt indtryk af mig som jeg gjorde af dem, da jeg nemlig konstant gik rundt med et meget stort glas whisky – der så snart det var tomt blev fyldt igen. Som tidligere nævnt havde jeg gjort en betydelig indsats for at få Jon til at slappe af og holde lidt igen med de våde varer, og så kan det måske virke underligt at jeg selv rendte rundt og drak ren whisky af store glas, men der er som altid en formildende omstændighed og en god forklaring.
Efter jeg havde spist og drukket vand i hemmelighed sammen med Jon, stod jeg ude på toilettet og tissede, da en ældre skotte kom hen og stillede sig ved siden af mig, trak op i sin kilt – og tissede. Han sagde noget til mig på et næsten uforståeligt engelsk, så jeg blev nødt til at afsløre at jeg var fra Danmark og ikke havde så nemt ved at forstå den skotske dialekt. På et lidt mere forståeligt engelsk: ”Are you from Danmark, welcome to Scotland”. Da vi havde vasket hænder tog han mig om skulderne og kiggede mig lige ind i øjnene: ”Look at my eyes – you see, blue like yours – we are in family. About 1000 years ago my ancestors came paddling all the way from Denmark to Scotland”. Please come to the bar and let me buy you a whisky." Sikken dog en venlig ældre herre, ham kunne jeg ikke afvise, så vi gik ind til baren. Han spurgte hvilken whisky jeg drak, og jeg spurgte nu ham hvad hans foretrukne mærke var: ”Macallan” led svaret prompte ”the best whisky you can get”. Jeg er ikke helt enig, men det er en god whisky og når nu han var så flink at give, bad jeg også om en Macallan. Det at jeg lyttede til hans råd resulterede i et ordentligt klask i ryggen og et ”very good”, og nu bestilte han 2 firedobbelte Macallan. Gisp...
Det viste sig at der var bryllup denne aften også (ægte skotsk) og der kom hurtigt flere skotter fra bryllupsfesten ind i baren. Jeg blev præsenteret, og budt på mere whisky. På et tidspunkt kom endnu en skotte, iført kilt, omkring de 70 år, og med en anseelig krop, samt buldrende stemme. Han spurte om vi drak Macallan, hvilket blev bekræftet, da han hørte at min nye ven netop havde bestilt endnu en firedobbelt, tordnede han ”One ten-double Macallan”. Han bestilte da heldigvis kun en til sig selv og jeg slap med endnu en firedobbelt. De var alle virkelig flinke og nød helt klart at der var kommet en dansker på besøg. Jeg nåede også at få lidt vejledning og gode råd til dagen efter, hvor jeg skulle iføres kilt, slutteligt fik jeg en løftet pegefinger og bemærkningen: ”and no underpants”.
Nu kom Jon forbi og kiggede overrasket på mig og ikke mindst på mit glas, jeg havde jo lige holdt moralprækenen for ham ½ time forinden. Han fik også en varm modtagelse, men så snart de fandt ud af at Jon var englænder faldt ”temperaturen” et par grader. Skotter er ikke så begejstrede for englændere, som jo igennem de sidste mange hundrede år har holdt Skotland besat. Jon oplyste at hans far og mor netop var ankommet og at jeg skulle møde dem, så jeg gik lidt efter ud i lokalet foran baren, hvor Jon’s familie og venner var samlet.
Alt imens jeg gik og snakkede med de forskellige nyankomne, kunne der godt pludselig dukke en skotte op for lige at høre hvordan jeg havde det, og ind i mellem havde de endda et glas whisky med til mig. Godt jeg havde været i træningslejr med det meste af ugen! Selvom det ikke altid er sjovt at gå rundt i en ”spændetrøje” og være dansker herhjemme i vores kolde og afgiftsplagede land, så er der alligevel tidspunkter hvor det har sine fordele – altså at være dansker. Og dette er ikke første gang jeg oplever at blive vel modtaget i et andet land. Der var flere af Jons engelske venner som kommenterede min popularitet blandt skotterne, og selvom jeg ikke tænkte så meget over det da det stod på, kan jeg godt se, at det var en stor fordel at være fra lille Danmark. Vi forlod hotellet ved 1-tiden, og på vejen hjem stoppede vi ved en indisk restaurant og tog noget takeaway med os hjem. Det spiste vi så inden vi gik til køjs klokken ca. 2:30.
BRYLLLUPSDAGEN:
Jeg havde sat min mobiltelefon til at vække kl. 8:30, da vi var 5 mand som alle skulle nå at bade, barbere, børste tænder og klædes på. Indrømmet – jeg var temmelig tør i munden da jeg vågnede, men det hjalp efter ½ liter cola og det sidste af min indiske ret.
Jons to fætre havde også lejet kilts, så vi var 4 som skulle klædes i denne meget specielle klædningsdragt. Det blev en rimeligt sjov morgen og den nervøsitet der var at spore hos Jon først på dagen, forsvandt som dug for solen da vi, under megen latter, gik i gang med at klæde os på.
Her bør jeg måske lige nævne at jeg var den eneste som bar kilten på ægte skotsk manér. Klokken lidt i 11 var alle dog klar, og selv Jon’s umulige hår havde vi fået til at sidde flot ved at bruge noget af vores forskellige voks. Det havde jeg lovet Jon’s mor aftenen før at jeg nok skulle klare. Vi havde endda tid til at gå om i baghaven og tage et billede inden vi kørte op til kirken.
VIELSEN:
Vi ankom til kirken omkring kl. 11:30, ca. ½ time før vielsen startede. Og efter at have gennemgået de sidste detaljer med præsten satte Jon og jeg os ind i et lille rum i kirken og ventede på at præsten skulle komme og hente os. Jeg bragte en begivenhed fra vores Afrika tur på banen, og da vi først kom til at snakke om den var der ikke rigtig plads til at nogen af os kunne blive nervøse.
Så kom præsten og vi fulgte ham op til alteret, hvor vi stillede os op med ryggen til alle gæsterne. Jeg stod på Jon’s højre side og koncentrerede mig om ikke at tabe ringene. Efter nogle minutter begyndte klokkerne at ringe og Walther kom med en meget nervøs datter, jeg kunne kun se brudebuketten, men sådan som den rystede var der ikke noget at være i tvivl om. Den næste halve time forløb næsten som ved et bryllup i Danmark, bortset fra at Jon, Andrea og jeg stod foran alteret under hele vielsen, og at både brud og brudgom gentog en masse løfter efter presten, ligesom man ser på film. Jeg fik afleveret ringene til præsten uden probIemer og Andreas nervøsitet fortog sig så snart vielsen gik i gang.
Da brudeparret havde kysset, alle var blevet velsignet og den sidste salme var sunget gik brudeparret, best man, samt en af Andreas veninder med præsten om bag alteret for at underskrive vielsesattesten. Derefter tilbage til kirken, ned ad kirkegulvet og ud i den skotske forårssol der netop var kommet frem.
Nu blev der så kastet lidt med ris og ønsket tillykke i den helt store stil, og så var det ellers tid til at blive fotograferet. Dette foregik omkring kirken og ved en flod som løber forbi kirken.
Omgivelserne var meget idylliske og ikke langt fia kirken gik der en gammel stenbro over floden. Skotland må være det mest perfekte land i verden til optagelse af ridderfilm..
Jon og Andrea blev hentet i en meget flot gammel Bentley, og jeg havde fået fornøjelsen af at køre deres bil tilbage til lejligheden; på trods af venstrekørslen, som også praktiseres i Skotland, gik det fint.
Ved ankomsten til hotellet fik vi kold hvidvin på terrassen. Da Jon og Andrea var ankommet og havde fået et glas vin blev alle gæster bedt om at trække ind i et tilstødende lokale, hvorefter Jon, Andrea, deres forældre samt undertegnede dannede en ”lineup” foran restauranten. Endnu en gang blev jeg lidt overrasket over hvad ”the best man” skal være med til, men her stod jeg altså og nu kom alle gæsterne så en efter en og hilste pænt på os.
Der kom en del spergsmål vedrørende Danmark og Jon’s og mit venskab, så jeg gjorde mig umage med at svare høfligt på alle spørgsmål, samtidig med at jeg tænkte på David (James Bond’s far). Der var mange der komplimenterede mig for mit skotske look, samt enkelte der ville vide om jeg havde underbukser på – men sådanne spørgsmål svare en ægte gentleman selvfølgelig ikke på.
Da alle gæster var kommet på plads i restauranten, gik vi ind og satte os ved et stort rundt bord i midten af lokalet. Jeg skulle sidde ved siden af Andrea’s mor på den ene side og mormor på den anden – Jon havde ellers forsøgt at få det ordnet sådan at jeg skulle sidde ved siden af ham, men den ære ville hans mor have.
Jeg havde ikke det store at tale med de to ældre damer om, så jeg kedede mig lidt. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at man ved et engelsk/skotsk bryllup ikke har tradition for at sidde særlig længe ved bordet, og der er heller ingen sange som vi kender det her hjemmefra. Så efter at de 3 retter mad var indtaget kom hotelmanageren ind og ringede med en lille klokke, hvorefter han gav ordet til brudens far (Walther).
Walther var ikke meget bedre til at holde tale end han er til at spille kort, og det var faktisk meget rart, da jeg jo skulle tale senere. Hans tale handlede om en frø der gerne ville kysses og blive til en prins, det var dog ikke let for denne lille frø, for ingen ville kysse den, men så kom Andrea som efter en del overvejelser besluttede sig til at kysse frøen, der ikke blev til en prins, men til Jon.
Da Walther langt om længe var færdig blev der igen ringet kort med klokken og nu fik Jon ordet. Jeg var lidt spændt på hans tale, for han havde overhovedet ikke forberedt sig. Jeg havde jo hele tiden givet udtryk for af at jeg ikke havde nået at forberede min tale, og måske var det grunden til at Jon heller ikke havde forberedt sin. Nu vel, han klarede det glimrende – specielt når man tager i betragtning at det var improviseret. Alt imens Jon talte steg min puls støt og roligt, velvidende at det nu snart var min tur. Og da hotelmanageren igen ringede med klokken og sagde: ”And now I give the word to the best man, Mr. Michael Nielsen” må min puls have ligget på omkring de 160 – jeg var vildt nervøs. Jeg rejste mig og stillede mig bag min stol, mens jeg klemte så hårdt om stolens ryglæn at mine negle blev helt hvide.
Jeg startede helt katastrofalt, noget i stil med: ”Ohhh, hello everybody, I is Michael”. Jeg kunne godt selv høre at mit engelsk var forfærdeligt, men magtede ikke at gere noget ved det, grundet nerver – så jeg fortsatte mens jeg vred mine hænder og kiggede ned i gulvet. ”Today I’m very proud and happy together with everybody and Andrea and Jon here to be today”. Tag dig nu sammen, tænkte jeg febrilsk mens min puls steg endnu et par slag. ”I was meeting Jon for my first time in a Africa truck 12½ years since in London”.
Det blev værre og værre, så jeg besluttede at gøre noget ved det, mens jeg kiggede over på hotelmanageren sagde jeg: ”Sorry about me become so nervous today English not very good, is possible maybe for me to get glass whisky”?
Da jeg sagde det med at mit engelske ikke var så godt, kom der støttende bemærkninger fra flere af gæsterne, det forsikrede mig at det var ok. Hotelmanageren gik ud og kom ret hurtigt tilbage med en bakke hvorpå der stod en fin 25 års flaske Ardbeg whisky og hvad der må have været et vandglas. Mens han var væk kiggede jeg på Jon som sad på den anden side af bordet, han lignede oprigtigt en der havde medlidenhed med mig. Nu begyndte hotelmanageren at skænke op i det store glas, og da jeg stadig var meget nervøs blev jeg ved med at bede om mere, nu skulle jeg af med de nerver. Da glasset var lidt mere end halvt fyldt tog jeg det og lugtede lidt til det. Herligt, jeg smagte på det – uummmm, jeg lugtede engang mere og satte nu glasset for munden og tømte det.
”Ahh – that’s much better”. Det er utroligt hvad whisky kan gøre..! Det hjalp virkelig, og jeg fremsagde nu følgende sætning, som Paul fra London havde hjulpet mig med: ”As previously stated, my name is Michael, and first of all I would like to express my heartfelt thanks to each and every one of you for creating such a unique atmosphere on this highly auspicious occasion. And in particular the gallant groom and his stunningly beautiful bride Andrea, for giving me the opportunity to participate in this unique Anglo-Scottish nuptial gathering"
Jeg skal lige love for at folk gjorde store øjne, både grundet det tomme glas og den bratte ændring af mit engelsk. Havde det nu været et skotsk bryllup havde det tomme glas nok ikke vakt den store opsigt?
Derefter fortsatte jeg med resten af min tale.
Den meget nervøse opstart var planlagt og whisky-flasken indeholdt æblejuice, - jeg havde været oppe på hotellet dagen før, da Jon var i Edinburgh, og aflevere den og aftale forløbet med hotelmanageren, der var helt med på ideen. Det blev virkelig en succes, - selv Jon troede på mit bluffnummer og at det ikke var whisky gik først op for ham da jeg efter vi rejste os fra bordet skænkede ham et glas.
Flere gange i lebet af aftenen kom der folk hen til mig og spurgte om jeg ikke var blevet dårlig af al den whisky og jeg afslørede så min lille hemmelighed.
Der var også en sætning i talen som efterfølgende fik mange kommentarer, og den vil jeg lige inkludere her da det faktisk også er min favoritsætning. Den lyder: ”And perhaps the most important thing – we don’t spend time worrying about the things we can’t do or don’t have – instead we are happy for what we can do and do have – and that’s certainly one of the many things we learned in Africa”. Det er en meget simpel sætning, men det er langt fra alle der efterlever den.
Da min tale var færdig, var middagen ovre, og nu åbnede barerne så man kunne få sig en forfriskning. Noget senere blev der spillet op til dans i ”The Ballroom” af et skotsk band. Jon og Andrea lagde selvfølgelig ud med brudevalsen, men efter at de havde danset salen rundt 3 gange, ja hvad tror I så der skulle ske....? Ja, så skulle ”the best man” på gulvet med sin partner, hvilket jeg fik at vide ca. 10 minutter før jeg skulle på ”banen”.
Nu var det jo så uheldigt at Vibeke (min kæreste) ikke kunne deltage i brylluppet grundet sit arbejde, hvilket jeg fremførte som min første undskyldning. Forsangeren, der var ham der oplyste mig om at jeg også skulle danse med ved brudevalsen, var ikke så nem at afvise – han svarede, ja så må du jo finde dig en anden partner. Andrea havde ca. ½ time forinden presenteret mig for sine kusiner, og så var det jo nærliggende at vælge en af dem. Det blev Louise, selv om hun ikke var meget for at havne midt i al den opmærksomhed, men på den anden side kunne hun heller ikke afvise ”en ægte gentleman”, jeg jo luret David af nogen dage forinden.
Dansen blev ikke ”noget at skrive hjem om”, jeg har aldrig haft det så godt med at danse til ”morfar og mormor musik”, og Louise var heller ikke nogen specialist, så vi havde mildt sagt vores problemer med at holde takten – og stilen. Det er ikke første gang jeg har været i en pinlig situation på grund af min manglende dansefærdigheder, så måske skulle man overveje at tage nogen danselektioner........? Vi ”slap” med 3 omgange i salen, hvorefter dansegulvet blev givet frit. Til alt held kom Walther flyvende med sin kone og tog al opmærksomheden, spille kort og holde tale kunne han ikke, men danse – ja her bliver jeg sku nødt til at ”tage hatten af’. Det tror jeg ikke David kunne have gjort meget bedre og det skulle også vise sig at. Walther var gammel danselærer.
Det blev en aften i folkedansens navn, med alle mulige eventyrlige fællesdanse, hvor der blev byttet partnere og vredet arme om i helt stor stil. Forsangeren var god til at få alle med ud på gulvet, og selv om jeg ikke har meget til overs for folkedans, det være sig dansk eller skotsk, må jeg indrømme at alle morede sig godt, og vi fik grinet en del af os selv og hinanden. Den eneste der tog det hele alvorligt var faktisk – ja gæt en gang.......... Walther!
Midt under en dans så jeg helt tilfældigt ud af ejenkrogen Jon hente to glas cognac, hvilket det undrede mig meget. Det er ikke noget der bliver drukket meget af i Skotland. Lidt senere kom Jon hen til mig med to glas, han gav mig det ene og sagde: ”So what do you think this is”? Her ber jeg lige indskyde at Jon og jeg efter vi kom tilbage fra Islay var begyndt at teste hinanden, ved at skænke en whisky op for derefter at lade den anden smage og lugte sig frem til hvad det var for en. Og tro det eller lad være, vi klare os faktisk rimeligt.
Nå men, jeg smagte på hvad jeg heldigvis i forvejen viste var cognac. I øvrigt et udmærket hævnforseg fra Jon’s side, for min tale og det store glas whisky. ”Ummm, this is very soft” sagde jeg og gjorde store øjne og prøvede at se forvirret ud mens jeg lugtede til whiskyglasset. Jeg smagte igen og rystede på hovedet – ”this is very difficult” – Jon smilede og tog en tår af sit glas. Jeg blev ved med at smage og lugte indtil der ikke var mere tilbage i glasset. Og nu sagde jeg: ”I know this sound crazy, but I think this whisky is made in France, and called cognac, but on the other hand it wouldn’t be fair if it was". Jon kiggede sig vantro omkring og derefter på mit tomme glas, derefter nikkede han og sagde: ”You're right”, synligt irriteret og lidt imponeret – he, he, jeg har endnu ikke fortalt ham grunden til mit held.
Dansen fortsatte til omkring midnat og undervejs blev der serveret pindemadder og kold rødvin – der smagte dejligt.
Da musikken stoppede begyndte folk at sidde og hænge rundt om i sofagrupperne, så da Quentin (en af Jon’s fætre) spurgte om jeg ville med på natklub var det ikke så svært at beslutte sig. , Han havde taget sit almindelige tøj med og gik op på sine forældres værelse og skiftede. Han foreslog at vi skulle Iægge vejen forbi Jon’s lejlighed, så jeg også kunne få noget andet tøj på, men vi var jo i Skotland, så jeg mente at stilen skulle køres helt ud – og så er det faktisk meget behageligt at gå i kilt.
Han mente ikke de ville lukke mig ind, så vi væddede en omgang. Nu fandt Jon ud af hvad der var i gære og han ville absolut med os – brylluppet var jo ovre som han sagde. Min sidste gerning som ”best man” blev altså at overbevise ham om at han hellere måtte tage Andrea i hånden og gå op i brudesuiten. Han indvilligede og vi tog på natklub. Rob, som er en af Jon’s venner ville også med og det samme med 3 af Andreas kusiner, så bryllupsselskabet var godt repræsenteret på ”The Ice factory”, som den lokale natklub hed.
Jeg havde selvfølgelig ingen problemer med at komme ind, jeg skulle bare lige aflevere den kniv jeg havde i den ene strømpe (det er en del af klædningsdragten), så det blev en dyr omgang for Quentin, der dog betalte som en mand. Det var fornøjeligt at vere i kilt på en natklub, for selvom jeg skilte mig meget ud fra mængden, blev jeg accepteret alle steder. Der var endda flere gange folk, som kom hen og spurgte hvilken klan ternene på min kilt repræsenterede. Jeg svarede ”ancient Maclay”, i overensstemmelse med sandheden, og det var ofte svar nok, men på et tidspunkt var der en pige hvis morfar også tilhørte denne klan, hvilket betød at jeg måtte ud i en længere udredning.
Det skete også et par gange at der kom piger op til mig bagfra, for at teste om jeg var rigtig skotte og det fandt de aldrig ud af, at jeg ikke var. Gustne skotske piger...........
Quentin havde haft temmelig travlt med at ”mobbe” Louise og mig med vores kiksede optræden under brudevalsen, så da diskjockeyen på et tidspunkt spillede ”George Michael” måtte vi lige bevise at vi kunne danse bedre end hvad vi havde gjort under bryllupsfesten, bare musikken var den rigtige. Det gav anledning til at diskjockeyen for en kort bemærkning miksede den skotske nationalsang ind i nummeret.
Quentin, Rob og jeg forlod ”The Icefactory” da de lukkede tidligt søndag morgen, og på det tidspunkt husker jeg ikke nøjagtigt hvad der skete, så her må beretningen fra bryllupsfesten nødvendigvis slutte. Jeg husker dog at det tog mig ”en evighed” at blive klædt af, så på det punkt er der flere fordele ved et par alm. lange bukser.
Søndagen blev brugt på at sove længe, og om eftermiddagen var der stor fremvisning for alle gæster i Jon og Andres’s nye hus. Det havde jeg jo set, så jeg lod mig overtale til at tage på pub med nogle af Jon’s onkler. Qm aftenen var der en lille fætter-kusine fest i det nye hus, hvor Jon og jeg fik lavet de sidste fælles whisky-prøvesmagninger for et stykke tid....!
Mandag morgen kørte Jon mig til Edinburgh lufthavn og hjalp mig med at slæbe alle mine rygsække, tasker og poser ind i afgangshallen. Jeg havde lånt en stor taske for at kunne have alle mine indkøb med mig hjem. Som tidligere nævnt var det blevet til en del, helt nøjagtigt: 8 flasker whisky, 14 specielle Lagavulin glas, samt en Lagavulin dekanter og en lommelærke.
Mine fly forbindelser var tip top og der var ingen forsinkelser, så jeg ankom som planlagt i Kastrup sidst på eftermiddagen (et plus i karakterbogen til British Airways). Jeg fløj over Heathrow lufthavn i London, der er verdens største lufthavn hvis man tæller flyafgange, og efter at være blevet kørt ud til mit fly i bus har jeg ingen problemer med at tro på det – det er helt vildt!
Jeg var lidt spendt på hvordan det skulle gå med at komme igennem den danske told, som jo stadig kun tillader at man indfere 1½ liter alkohol, på trods af at det toldfrie salg for længst er stoppet??? Jeg nævnte tidligere ordet ”spændetreje” og ovenstående er et glimrende eksempel. Jeg var klar til den helt store diskussion med Toldvæsnet, da jeg jo havde betalt afgift af mine 8 flasker i Skotland, men det blev ikke nødvendigt, da der ikke var en eneste tolder i lufthavnen – måske kan de godt selv se det? I denne sammenheng kommer jeg til at tænke på et citat jeg en gang har læst: ”Regler er til, for at fjolser skal adlyde dem, og er i øvrigt en rettesnor for de kloge”.
Så nåede jeg vejs ende med denne beretning og afslutningsvis vil jeg lige runde af med et par linjer om det at være ”Best man”, som jo var grunden til denne tur. Da Jon for cirka et år siden spurgte mig om jeg ville være ”Best man” ved hans bryllup, svarede jeg ja uden at blinke, men jeg må efterfølgende erkende at jeg ikke helt var klar over hvad det indebar. Det har dog – uden tvivl – været en meget stor oplevelse, og den uge der gik fra polterabenden til brylluppet vil jeg aldrig glemme. Jon ringede efter min hjemkomst og fortalte, at han når han ser tilbage på vores uge sammen, er det en af de bedste uger i hans liv. Det er store ord, men jeg deler hans opfattelse.
I min beretning af denne tur har det måske mest lydt som sjov og ballade, men der har også været nogle meget givende samtaler ind imellem. Samtaler der på en eller anden måde har en tilknytning til Afrika. Det er utroligt svært at forklare til folk som ikke har opholdt sig på det ”sorte kontinent” i 1ængere tid, men vi har fået noget med os hjem som vi begge anser som uvurderligt.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
