Godt jeg fik passet med ...

af Michael Horne Nielsen

Under en togrejse fra Budapest til Bratislava på en af årets første dage, blev jeg, grundet ligheden ved toget, mindet om en oplevelse jeg havde i 1990 på en togrejse fra Danmark til Prag.

Det var bestemt ikke nogen behagelig oplevelse – og helt sikkert den værste rejseoplevelse jeg har haft, hvilket jo nok også er grunden til at jeg har fortrængt den. I de seneste 2 udgaver af Globen har der jo været tema om netop dårlige rejseoplevelser, uden at jeg kom til at tænke på nedenstående oplevelse, men nu hvor den er dukket frem igen, vil jeg skrive et bidrag, selvom det er lidt forsinket.

Jeg skulle til Prag og besøge en af mine danske venner, der, af praktiske grunde, havde bosat sig i den smukke hovedstad. Det kneb med at få den danske bistandshjælp til at slå til i Danmark, og hvad er så mere naturligt end at søge til det dengang endnu meget billige Østeuropa. Nød lære nøgen mand at spinde. Det var nok ikke helt sådan Hans's sagsbehandler havde tænkt sig det, men som han udtrykte det: "I Danmark skal jeg vende og dreje hver en krone, her i Prag kan jeg, for de samme penge, leve som en konge med koncerter, teater, restaurantbesøg osv.". Uden moral, er man fri for dobbeltmoral.

Nå, men jeg skulle altså med nattog fra København over Hamburg Altona til Prag, hvor Hans ville hente mig på banegården. Inden afgang havde jeg fået en god middag hos mine tidligere svigerforældre i Rødovre, efterfulgt af et par store glas cognac – jeg skulle jo gerne kunne falde i søvn i toget. Jeg blev kørt ind til hovedbanegården, hvor jeg efter en hastig afsked hoppede på mit tog. Da jeg, som altid efter en afrejse, checkede at jeg havde penge, pas og papirer kunne jeg konstatere at jeg ikke havde mit pas. Alle lommer og rum i rygsækken blev dobbeltchecket, men nej, ingen pas! Der var så ikke andet at gøre end at stå af i Høje Tåstrup, finde en mønttelefon og ringe til Rødovre for at få bekræftet min teori om at passet, som lå oven på min rygsæk, var gledet ned da min svigermor havde lagt en overraskelsesmadpakke i rygsækken.

Ca. 14 timer senere var jeg klar til afgang igen, denne gang med passet forsvarligt placeret i den vaskeskindspung jeg havde om halsen. Min eneste bekymring var at jeg ikke kunne få fat på Hans, da han trods sin 'kongelige status' ikke havde telefon i sin lejlighed i Prag. Nu var det så heldigt at jeg kort tid forinden havde investeret i en, dengang vildt smart, telefonsvarer som kunne fjernstyres. Jeg ringede til den og indtalte en forklarende velkomst hilsen og et nyt ankomsttidspunkt, i håb om at Hans ville ringe til mig, når jeg ikke dukkede op i Prag som aftalt.

I Hamburg Altona skiftede jeg tog og forsatte sydpå, og var endda så heldig at få en kupé helt for mig selv. Det betød at jeg senere på aftenen kunne lægge mig helt udstrakt og sove. Grundet det glemte pas var min agtpågivenhed skærpet og jeg traf alle nødvendige forholds regler, ved at placere min rygsæk tæt ved mit hoved og stikke nogle af remmene ind under min jakke, som jeg brugte som hovedpude. Jeg havde samtidig taget mit splinternye Seiko 100 armbåndsur med indbygget alarm af og placeret det på armlænet lige over mit hoved, så jeg var sikker på at blive vækket inden jeg skulle af.

Først på natten blev jeg forstyrret af et par tjekkiske toldere, som gerne ville se mit pas, hvilket jeg fiskede frem og tilfreds foreviste – så var de 14 timers forsinkelse da ikke helt spildt. Der var stadig godt 3 timer til vi skulle være i Prag, så jeg lagde mig trygt til at sove igen.

Det næste der skete var at jeg blev vækket, da jeg i stor fart rullede ud over sædet og landede ublidt på gulvet i togkupéen. Temmelig forvirret kunne jeg konstatere at min rygsæk var væk? Remmene som jeg havde stukket ind under min jakke lå nu på gulvet sammen med min jakke, snittet eller klippet over. Toget holdt stille så forklaringen måtte være at nogen havde stjålet min rygsæk, trukket nødbremsen og hoppet af toget med byttet. Jeg kiggede ud af vinduet hvor jeg så løbende skygger forsvinde i mørket, med noget som til forveksling lignede min røde rygsæk. Satans!

Jeg hoppede i mine sko, greb min jakke og spurtede ud af toget. Jeg løb i den retning min rygsæk var forsvundet, men kunne ikke se noget forude. Efter få hundrede meter kunne jeg begynde at skimte nogle store bygninger og da jeg kom forbi et stort jernrør samlede jeg det instinktivt op og fortsatte ind i, hvad der viste sig at være et gammelt fabriksområde. Her var masser af små gyder og passager så stedet var perfekt til flugt, fra en ikke stedkendt. Jeg stod nu der med det iskolde jernrør i hænderne og overvejede mit næste træk, men det lokale politi kom mig i forkøbet. Pludselig blev jeg effektivt afvæbnet og fik min ene arm i håndjern. Der var tre betjente og de to af dem fortsatte ind i fabriksområdet, mens den sidste rev og flåede i mig og i håndjernet jeg havde om håndleddet. Han ville havde have mig over til en metalstander, hvor jeg skulle låses fast. Det var mørk nat på et ukendt sted i Tjekkoslovakiet og det var pissekoldt, –10 til -15 grader, så jeg var bestemt ikke enig med betjenten i hans idé om at jeg skulle låses fast til en rustent metalstander – in the middle of nowhere – så jeg gjorde massiv modstand.

Da betjenten gav slip på mig, nåede jeg lige at tænke at nu slap jeg da heldigvis for at blive lænket, da han trak sin 9 mm Makarov pistol, tog ladegreb og huggede den ind imellem mine ribben – AV FOR HELVEDE – mens han hvæsede en masse uforståeligt. Jeg begyndte at overveje om det måske alligevel var en god idé at lade mig lænke fast, da han med sin frie hånd tog en dåse, med noget der må have været tåregas, og tømte den ud i ansigtet på mig – det vil jeg gerne advare imod.

Jeg glemte alt om mine ømme ribben og den ubehageligt truende genstand som var presset imod dem, da virkningen fra tåregassen efter få sekunder begyndte. Det brændte ubeskriveligt i mit ansigt og mine øjne sved så voldsomt at det var en ren fornøjelse at tænke tilbage på den gang jeg hoppede på hovedet i det Døde hav, der indeholder lidt over 27% salt. Og nu syntes jeg mærkeligt nok vældig godt om betjentens idé, med at lænke mig til den rustne stander, og da vi nu var enige blev jeg lænket fast.

Betjenten forsvandt nu i samme retning som de to andre og mit humør dalede til et niveau ikke meget over den tjekslovakiske natteluft.

Jeg trak mit jakkeærme på håndjernshånden op for at se hvad klokken var, kun for at opdage at jeg havde glemt mit ur i toget. Jeg stod og overvejede situationen, da jeg hørte en skarp fløjten som når et tog sættes i gang, og ganske rigtigt, mit tog der holdt omkring 500 meter borte satte nu i gang og forsvandt i natten.

Nu var gode råd efterhånden dyre, det sved og brændte stadig meget i mine øjne og mit ansigt, men det må have aftaget lidt for jeg kunne nu igen mærke mine ømme ribben, og mine hænder var efterhånden helt blå af kulde.

Nu kom betjentene tilbage og begyndte at afhøre mig på tjekkisk, hvilket de ikke fik meget ud af.

I de efterfølgende minutter udførte jeg nu mit livs gang 'Gæt og Grimasser', vel og mærke halvblind, med tårerne løbende ned af kinderne og med den ene hånd lænket. Jeg viste at jeg lå på sædet i toget, at nogen kom listende ind og tog min rygsæk, listede ud igen og trak håndbremsen.

Den ene betjent kendte vist legen for pludselig lyste han op og begyndte at forklare de andre en masse, mens han lavede en del fagter.

Jeg fiskede nu mit kære pas frem som jeg viste til betjentene, og så gik tingende pludselig stærkt. De tog håndjernet af mig og undskyldte vist nok den lidt voldsomme behandling. Bad mig med nogle vink følge med til en Lada politibil lidt derfra.

Vi kørte nu med fuld udrykning gennem den mørke nat, og efter kort tid ankom vi til en lille politistation. Jeg blev gennet ud af bilen, en betjent tog mig i armen og småløb nu af sted med mig. Han råbte "wasser, wasser" og det gik op for mig at grunden til hastværket var tåregas sen, som jeg nu skulle have skyllet af. Efter nogen minutter og en masse koldt vand begyndte den brændende fornemmelse langsomt at fortage sig, hvilket gav mig lidt nyt mod. Klokken var lidt i fem om morgenen og der var temmelig dødt på den lille politistation, men jeg fik anvist en bænk hvor jeg skulle vente. Her sad jeg til lidt over syv, mens jeg prøvede på at følge med i hvad der foregik på det lille kontor. Jeg sendte også en tanke til Hans, som jeg regnede med havde hørt min besked, og nu for anden gang forgæves var taget ind for at hente mig.

Jeg blev så bedt følge med til et andet og noget større kontor som vist var politimesterens, der lige var mødt på arbejde. Han udspurgte mig nu på to eller tre sprog som jeg ikke forstod, hvorefter han pegede på nogle af betjentene der straks forsvandt, for lidt efter at vende tilbage med nogle andre betjente, som jeg heller ikke kunne forstå?

Politimesteren bad om at se mit pas og efter en del snakken frem og tilbage blev jeg vist tilbage til min bænk, hvor jeg sad og ventede endnu en time.

Pludselig kom en betjent gående med min rygsæk, hvilket jeg jo blev mægtig glad for. Glæden blev dog kort, da det viste sig at næsten alt indholdet manglede, lidt undertøj og strømper samt min toilettaske var efterladt, ellers var alt andet væk.

Efter endnu lidt venten kom politimesteren og to betjente og bad mig følge med, vi gik ud til en bil og kørte igen af sted i rasende fart, dog uden udrykning. Efter ca. 20 minutter ankom vi til et stort hotel, betjentene fiskede en stor, meget gammel, skrivemaskine op af bagagerummet og vi gik i samlet flok ind til receptionen. Her blev skrivemaskinen gjort klar mens politimesteren snakkede alvorligt med receptionisten, der skulle fungere som tolk.

Efter at havde modtaget en del undskyldninger for den barske behandling med tåregas og pistol samt en forklaring om, at de i begyndelsen troede at det var mig som havde trukket i nødbremsen på toget, kunne jeg så langt om længe blive afhørt og fortælle min historie. Da jeg kom til det glemte ur i togkupéen, blev der en del røre og politimesteren foretog et par telefonopkald.

Så tilbage til politistationen, hvor jeg ventede endnu en tid, for til sidst at få udleveret politirapport og min næsten tomme rygsæk. Og så endnu en hasarderet Ladatur, denne gang til den nærmeste station. Her fik jeg, efter en voldsom diskussion mellem betjent og personen bag billetlugen, udleveret en billet til Prag, helt uden beregning? Godt tre timer senere, blev jeg modtager på Prags hovedbanegård, ikke af Hans, med af en granvoksen betjent, som til min store forbløffelse stod med mit ur. Utroligt så glad man kan blive for noget som tilhører en selv.

Efter en hjertelig afsked med betjenten, han blev også hjertelig efter jeg havde givet ham lidt drikkepenge, var det blevet tiden at finde Hans.

Jeg var næsten 8 timer forsinket i forhold til mit andet ankomsttidspunkt, så håbet om at finde Hans på banegården var urealistisk. Men hvor skulle jeg så finde ham, jeg havde ikke hans adresse? Jeg kunne huske at han boede i nr. 4, men ikke hvad gaden hed; et eller andet med Stapanska, Tapanska, Strapanski e.l.. Jeg besluttede at prøve lykken hos en taxa, men de første tre kendte ikke nogle gadenavne der mindede om mine gæt. Flere taxachauffører kom til og det var helt komisk at betragte de mange menneskers forsøg på at gætte hvad det var for en gade jeg forsøgte at udtale. Pludselig hørte jeg et navn som virkede bekendt, men hvem havde udtalt det? Jeg prøvede at efterligne det jeg lige havde hørt, og nu kom jeg i kontakt med den chauffør som havde sagt det magiske ord (jeg kan desværre ikke længere huske hvad gaden hed). Nu kom en anden chauffør med en udtalelse som også godt kunne være rigtig, så nu var der to muligheder. Jeg besluttede at tage den gade som lå tættest på centrum og begav mig af sted i en af taxaerne.

I nr. 4 var der en opgang med en mængde lejligheder, så jeg gik på opdagelse. Da jeg nåede op på 3. sal, stod der et par Converce basketball sko uden for en af dørene, og da de passede meget godt med Hans's størrelse og stil, bankede jeg forsigtigt på døren.

Døren blev åbnet og Hans kiggede meget overrasket ud på mig. "Jeg håber at du har en meget god undskyldning, for at jage mig op kl. 5:30 om morgenen i 13 graders frost" var det første han sagde. Det havde jeg, og efter at havde fortalt ovenstående historie, og fremvist mine blå ribben, var jeg tilgivet.

De næste ni dage boede jeg hos Hans i Prag, og fik oplevet byen godt og grundigt – vel og mærke uden flere uheld.

Michael Horne Nielsen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside