"Tommeliden"
Helle Evald
”Altså, hvis du lover, at du ikke er en af dem, der uden grund skriger ”voldtægt”, og så forlanger at blive kørt til verdens ende, så kan du køre med.”
Den midaldrende mand havde betragtet mig lidt for længe og lidt for indgående, til at det virkede normalt. På mit spørgsmål svarede han drævende: ”Så du vil gerne have et lift.....med mig?”
”Ja, så langt som vores veje nu er fælles,” sagde jeg djærvt, for jeg havde da helt tjek på det her med at tomle alene. Hvorpå han leverede den indledende, og for mig ret overraskende, replik. Det var jo den omvendte verden. Hans reaktion viste sig dog at have rod i en oplevelse, han havde haft; han havde taget et par tomlende piger med, hvor den ene havde flået sin skjorte op, så knapperne sprang, hvorpå de forlangte at blive kørt til Holland, for ellers ville de melde ham for voldtægt.
Episoden fandt sted i Jylland for godt ti år siden, hvor jeg ene kvinde var på vej mod Afrika. Advarsler og gode ønsker har det aldrig skortet på, når jeg drog ud i den store verden – som regel alene. Og det var jo netop problemet, mente gode venner og ikke mindst moder og fader. En kvinde uden følgeskab af hverken veninde eller mand måtte jo være alt for sårbar og forsvarsløs overfor alverdens ulykker.
Selv har jeg aldrig set det som en begrænsning at rejse alene, og at være kvinde kan i den forbindelse mange gange have sine fordele. Okay, det var da ikke så fedt at blive bedt om at vaske en svedig, fransk lastbilschauffør på ryggen, og det kræver til tider sin kvinde at komme ud af sådanne interessante situationer. Værst er naturligvis de mænd – ja, jeg beklager, men det er jo desværre det modsatte køn, der skaber flest problemer for enligt rejsende kvinder – der ikke selv kan indse, at man altså ikke synes, de er en gudbenådet gave til verdens kvinder, og dermed ikke kan tage et nej for et nej.
Oftest er det modsatte dog tilfældet; en rejsende kvinde alene på farten skal man tage under sine vinger. Måske det urgamle beskytterinstinkt simpelthen kommer op i mændene, for mangen en gang er jeg virkelig blevet beværtet på flotteste vis, har fået tag over hovedet og har ikke mindst scoret adskillige jobs på den konto. For eksempel var jeg aldrig blevet den oplevelse rigere at komme i lære som ”rousie” (medhjælper for fåreklippere) i New Zealand, hvis ikke det havde været for min hjælpsomme, mandlige bilist. Når jeg specificerer, at det var en mand, er det fordi, der har været meget langt mellem de hjælpsomme kvindelige bilister. Måske tør de ikke.
Men stor har de lokale folks undren tit været, når det gik op for dem, at jeg altså ikke havde en husbond til at passe på mig. Det kan man da ikke. Og hvad med børn...”har du så heller ingen af dem?” lyder det lige så ofte i kølvandet af spørgsmålet om medfølgende kæreste/mand. Hvordan kan man også andet end være en sær eksistens i deres øjne, når deres kvindeliv stort set ikke består af andet end husarbejde og børneproduktion til slægtens og alderdommens bedste.
For ikke at virke helt umulig, og til dels også for at kreere en form for beskyttelse, er jeg dog også ofte tyet til en lille nødløgn om en fiktiv mand godt underbygget med troværdige historier om hans arbejde, der forhindrer ham i at være lige der, hvor jeg er. En diskret viften med en forgyldt tombolaring på højre hånds ringfinger har desuden ofte virket forebyggende på uønskede, mandlige tilnærmelser.
Apropos hvide løgne er det værste naturligvis, når man har fejlvurderet en person, der viser sig at være både rar og absolut ikke påtrængende. Det var nøjagtig hvad der skete for mig, da jeg engang tomlede rundt i Sydafrika. Jeg nåede at vikle mig godt og grundigt ind i alle mulige mærkelige – og usande – historier for at skabe en form for sikkerhedsnet. Som tiden gik, gik det også op for mig, at jeg intet havde at frygte, og oven i købet tilbød min chauffør husly hos et vennepar – med børn – i den absolut bandithærgede by Johannesburg, som var vores mål. Hvilken gave. Men hvordan skulle jeg få mig viklet ud af alle historierne igen?
Der var ikke noget at gøre, så jeg besluttede simpelthen bare at fortælle ham det, som det var. Han blev enormt skuffet, og selv om han fortsat var venligheden selv, kunne han vist ikke helt forstå, at jeg havde kunnet tiltro ham så dårlige motiver. Tja, sådan kan det også gå. Til min egen retfærdigheds skyld skal så lige tilføjes, at liftet forud for Mr. Venlighed var Mr. Grams, der på min resolutte afvisning satte mig af ”in the middle of nowhere.” Sådan en idiot. Deraf kommer også utallige fortsæt om ikke at tage lift med enlige mænd – men når der er mange sol skoldede timer mellem kvindelige bilister, der ikke stopper, ja så brydes forsættet lige så hurtigt igen.
At blaffe inkluderer altid en risiko, uanset om man er kvinde eller mand. Men jeg tror dog den er lidt større, når man er kvinde. Jeg ville dog aldrig have været foruden alle de, fantastiske oplevelser, det har ført med sig, alle de brudstykker af livshistorie, jeg har hørt, og den utrolige gæstfrihed, når man som fremmed bare bliver inviteret ind i folks hus og hjerte. Med en god portion sund fornuft (og måske en blankpoleret ”vielsesring”) går det dog sjældent helt galt. Som ved så meget i rejselivet er risikoen kalkuleret og oplevelserne uendelige, hvis man tør bare en lille smule.
Den midaldrende mand fra starten kørte i øvrigt direkte op foran den nærmeste politistation, trampede resolut ind på stationen for at melde de to piger – der naturligvis var forsvundet i mellemtiden.
Hvilken skam for blafferstanden.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside