En akvarel fra Santorini
Tekst og foto: Ewa Bylinska
Jeg ved ikke, hvorfor jeg aldrig kunne nøjes med visum klæbet i mit pas eller med de "forankrede" stempler, som vidnede om, at man har krydset grænsen. Det var heller ikke nok med en samling af de mere eller mindre vellykkede fotos. Jeg skulle altid slæbe noget med hjem fra mine udflugter. Det var som om jeg ville plante en brøkdel af hvert land i mit hjem. Som om netop denne lille ting hjembragt fra fjerne egne skulle redde mine oplevelser fra glemsel. Som om den eksotiske genstand skulle hjælpe med at bevare landets duft, farver og landskab i min hukommelse.
På den måde pyntede hver ny rejse mit hjem med nye "trofæer". Et kænguruskind fra Australien, tæpper fra Østen, den lette kinesiske silke, rytmer gengivet på CD... Men blandt hele denne farverige kollektion har en beskeden akvarel fra Santorini, og i virkeligheden omstændigheder som førte til erhvervelse af denne, en speciel betydning for mig.
I maj 1992 tilbragte jeg, min veninde og min 9-årige søn Tomas ferien på den mystiske græske ø Santorini i en lille turistby Kamari. Der fandtes adskillige hvide hoteller og pensionater... Strandpromenade med restauranter, der fristede med dufte af det græske køkken... Et blåt hav belyst af solen... En sort småstens strand omkranset af høje klipper... Det var alt...
Vi besøgte den nærliggende øs hovedstad Fira, der pulserede af liv. Nu og da beundrede vi solnedgange i den maleriske, fantastisk beliggende Oia. Blandt alt det hvide og blå på øen ledte vi lidenskabeligt efter tegn på det sunkne Atlantis. Dagen før afrejsen kravlede jeg med Tomas op på toppen af Mesa Vouno (335 m). På dette sted for mange århundrede siden, ligesom en ørnerede, lå byen Thira, der havde sin største opblomstringsperiode i årene 631 - 571 f.kr. Efter vulkanens udbrud var alt der var tilbage af byen - en ruinhob, kastet rundt i uorden på klipperne.
Langt nede på den anden side af bjergene så vi en hvid plet af en lille by Perissa. Vi kom til stedet ved at gå ned ad stejle skråninger. Efter middagen i en restaurant ved havet, stødte jeg under en kort spadseretur på en butik med små, ligesom postkort, akvareller. Men mine lommer var, desværre, tomme. De sidste penge blev brugt til at betale regningen på restauranten, og resten af min "formue" fandtes på hotellet beliggende 4 timers vej derfra, på den anden side af bjergene. Oven i købet skulle butikken lukkes om en time.
Bedrøvet gik jeg langsomt ad klippevejen i retning af hjemmet. Mit indre syn var fokuseret på den lille akvarel med udsigt over Oias hvide mølle. Jeg tænkte hele tiden på den og beklagede mig over min dumhed, at jeg tog til byen uden penge. Tomas som ivrigt løb foran mig kunne til sidst ikke holde min jammer ud.
Han standsede og kikkede på mig med denne kloge bemærkning; "Mor, i livet er det sådan, at man ikke må få det hele!.." Jeg var ved at falde ned af klippen i forbavselse over mit "fornuftige" barns praktiske livsfilosofi. Jeg hyldede stadigvæk det optimist-anarkistiske princip, at begrebet "umuligt" ikke eksisterer. Den næste dag klokken 6 om morgenen drog jeg af sted gennem "himmelstræbende" bjerglandskaber.
Formålet var - akvarellen. Med angsten i sjælen gik jeg igennem øde bjergegne. Ensomheden på denne vandring, 5 timer før vores flys afgang, skabte yderligere gåsehud. Klokken 9 da butikken åbnede nåede jeg til Perissa. Det var nemt at finde stedet, og med det med så store bestræbelser erhvervede klenodie under armen, løb jeg næsten tilbage. Før klokken 12 nåede jeg vores hotel med akvarellen og det pædagogiske budskab til Tomas; " I livet har man det, som man vil have og det, som man kæmper for!"
Men i dag er jeg sikker på, at mine bedste souvenirs fra mine rejser er de åndelige minder. Det er ansigter af de tilfældigt mødte mennesker, som passerer foran mine øjne som en filmstrimmel. Deres fyldige smil, et venligt tegn.
Som den "rejsende" er jeg for et kort stund trængt ind i deres liv, og de har som "rejsesouvenirs" fået plads i min hukommelse. En gang imellem tænker jeg på deres skæbne.... "Lever de endnu?...", "Har de stadigvæk kræfter til at arbejde på marken?..." "Er barnet på armen af en kvinde, som jeg har mødt, blevet rask?..." Derfor giver "de levende souvenirs" mig en følelse af et enestående fællesskab. De begaver mig med en fornemmelse af, at beboere i alle lande har lignede ønsker og drømme, og kun de pågældende lands rammer er så forskellige.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
