Tilbage til De Berejstes hjemmeside

At tæmme verden

Året var 1971. Jeg var 17 år gammel og havde studentereksamensbeviset i lommen. Jeg sejlede til Ystad med færgen fra Swinoujscie. Jeg var på vej til et ophold hos en svensk familie i Bohus ved Göteborg, hvor jeg skulle arbejde som au pair i 3 uger. Det var min første rejse fra det kommunistiske Polen til et kapitalistisk land.

Tekst: Ewa Bylinska

Rundt omkring var alt blankpoleret, sterilt, skåret til og lagt i orden. Forretningerne i det lille provinsielle Bohus bugnede af varer. En ubeskrivelig rigdom, som der ikke var plads til i butikker, væItede ud på gaden. Den to meters høje svensker Niels pegede på hylderne med den kulørte luksus og gentog med stolthed: ”Titta Kapitalisme!” Mine øjne var helt runde som underkopper, for jeg havde aldrig før set så mange farver og så mange valgmuligheder på en gang. Som et lille barn frydede jeg mig over farverne, ordenen, mængderne og friheden. I Polen, selv om man ikke var fattig, var alt gråt og ensformigt som uniformer. Et ganske almindeligt postkort sendt fra den anden side af jerntæppet gjorde et stort indtryk. Det vakte længsel efter noget kulørt, eventyrligt og ukendt. Varerne i Polen måtte man skaffe sig med store vanskeligheder, og ofte måtte man stå i lange køer. I nogle mindre fødevarebutikker kunne man opleve en kat, der tog sig en lur på en stor rund ost. Dette forstyrrede ikke nogen. Det vigtigste var, at osten var nået frem.

Jeg havde lovet en ven i Polen at bringe ham et pornografisk blad. Genert gik jeg i tlere dage forbi kioskerne i Bohus. Til sidst, rød i hovedet af skam og med lukkede øjne, købte jeg to blade med raffinerede fotos. De polske toldere tog dem, desværre, ved grænseovergangen. I den kommunistiske del af Europa var det en forbudt vare. Mens jeg til fulde nød det kapitalistiske paradis, fik jeg et telegram fra min veninde, der studerede i Warszawa. Dette telegram til Sverige har kostet hende hele den månedlige SU. Indholdet var betydningsfuldt: "Ewa, kom tilbage, vi har fået coca cola i Polenl" Jeg vendte tilbage.

Aldrig siden har Vestens farver og rigdom gjort et så stort indtryk pa mig. Den første overdådighed og chokket ved at komme tæt på det kapitalistiske Europa har aldrig siden gentaaet sig. Var dette den hændelse, som fik betydning for min rejselyst?... Ja, til en vis grad ja! Jeg rev mig løs, overtrådte jerntæppet og kom ind i den materialistiske verden. Jeg følte frihedens dræbende styrke. Jeg følte det, som var anderledes.

Derefter kom Australien. Jeg så de berusede koalabjørne trykke sig tæt til eukalyptustræets stamme. Kænguruer sprang rundt i det røde landskab. Jeg omfavnede dyrene fra fantasiverdenen, og de kulørte papegøjer inviterede til samtaler. Hjemrejsen tog to måneder på et fragtskib. Vi passerede forskellige havnebyer og lande. Var det denne gang, at jeg fik mit kald til at rejse?... Ja, til en vis grad ja... Jeg opdagede, at verden var så stor. Jeg følte dens eksotisme.

Derefter kom Danmark. Med besværlige skridt trådte jeg ind i det ukendte. Jeg ville opdrage min søn på dansk. Det kunne jeg ikke. Jeg besluttede, at han skulle være verdensborger. Jeg ønskede at tæmme verden for ham. Give ham mulighed for at kunne glæde sig over mosaikkulturer. Jeg ønskede, at han skulle være fri for stereotyper og fordomme... Var min angst for det ukendte en inspiration til næste rejser?... Ja, til en vis grad ja... Jeg ville ikke have, at mit barn skulle føle sig fremmed nogen steder.

Tillidsfuldt begyndte vi at se nærmere på verdens mangfoldighed. Vi lærte at hilse på Buddha og danse rundt om de afrikanske guder. Lytte på bønner til Allah og bede til Gud. På vores rejser igennem kontinenter sugede vi de anderledes kombinationer af farver, lys og dufte til os. De virkede som narkotika. På legepladser, små stier i landsbyerne og på støjende storbygader blev vi mødt med venskabelige tegn og hjertelighed. Som i et kalejdoskop ændredes billedet af de mange mennesker på vores vej. Nogle delte fladbrød bagt på åbent ildsted med os. Andre gjorde os selskab i eksklusive spisesteder på Champs des Elysées. Ved hvert skridt ændredes min opfattelse af verden. Var det under disse vandringer, at jeg følte kaldet til at rejse videre?... Ja, til en vis grad ja...... Vi lærte verdens gæstfrihed at kende. Vi så dens mangler, skenhed og dens ufuldkommenhed.

Og derefter voksede den spontane nysgerrighed i den trygge danske havn. De mest banale spergsmål virkede inspirerende. Hvorfor er tangoen skabt i Buenos Aires? Hvordan går livet videre i de gamle russiske republikker? Hvilken indflydelse har historie, religion og livsvilkår på menneskenes mentalitet? Hvordan kan det være, at jeg tidligere er gået glip af så mange oplevelser? Var det den indre nysgerrighed, som påvirkede alle sanser og motiverede til de næste rejser? Eller måske ville jeg inderst inde kun lære mig selv bedre at kende?... Og måske søgte jeg kun rundt i verden efter det, som jeg har mistet... katten, der tog sig en lur på den runde ost?

I dag ved jeg med sikkerhed, at det ikke kun var en eneste begivenhed, et eneste øjeblik, sted, duft eller en bestemt lyd, som ændrede min syn på det at rejse. Hver eneste rejse og hver eneste tanke om at drage af sted førte til en proces af fascination af verden, blev et betydningsfuldt bidrag til de indre oplevelser. For som en af de berømte reportageforfattere, Ryszard Kapuscinski sagde:

– Man skal modnes til at rejse. For rejserne er mere end at flytte sig fra sted til sted, mere end turisme (i virkeligheden har turismens udvikling, der førte til omsætning af enhver værdi til massemålestok, gjort rejsens helligdom til noget banalt og vulgært). En rejse er en frugtbar oplevelse af verden, en fordybelse i dens hemmeligheder og sandheder og søgen efter svar på de spørgsmåI, som den stiller. En sådan opfattelse af det at rejse er en eftertanke, er en filosofisk indstilling. ”

Måske er netop denne sætning den virkelige inspiration til mine rejser?



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside