Strabadser i ørkenen

Tekst: Ewa Bylinska, foto: Jakob Øster

Klokken fem om morgen bliver vi vækket af hotelvagter. Natten er stadigvæk sort. I en stor gruppe følger vi en smal sti langs en palmelund. Pludselig ud af intetheden dukker hvide spøgelser op. Det er beduiner i deres lange hvide klæder, som jager efter charterturister. På en plads ligger der hundredvis af kameler. Nogle af beduinerne springer hen til min ven, min søn og til mig og river os hver til sig. Jeg opgiver næsten kampen omgående, men husker på ikke at slippe min 6-årige Tomas’ hånd. Det ligner en dramatisk filmscene. Vil den ende med bortførelse? Jeg har tabt min rejseledsager Palle af syne. Han har ikke en gang reageret på, at jeg var forsvundet med barnet.

Vores ivrige beduin ejer tre kameler. Selvom alle andre børn foretrækker at ride sammen med deres mor eller far, vil min Tomas have en kamel for sig selv. Beduinen opfylder hans ønske og sætter ham på den mindste kamel. Jeg får den middelstore, hvorimod han til den tredjestørste kamel har kapret en omfangsrig dansk kvinde. I takt med det mystiske signal blandet med vilde råb begynder kamelerne langsomt at rejse sig. Først deres bagdele. Jeg føler mig med det samme, som om jeg befinder mig på en glidebane. Derefter, endnu langsommere, løfter den forreste del af kamelens krop sig op. På trods af at alle dens bevægelser er meget harmoniske, gyser jeg ved tanken om rideturen, fordi mine ben hænger så langt fra jorden.

Jeg sidder stiv på en enorm madras, som er anbragt på mit dyrs ujævne ryg,

holder krampagtigt i et trærækværk og føler, at mit hjerte sidder oppe i halsen. Majestætisk bevæger vi os af sted. Dvs. kun kamelen bevæger sig majæstetisk, mens jeg hopper på dens ryg som en kludedukke. Ved siden af mig ser jeg Tomas’ lykkelige øjne. Han befinder sig i den syvende himmel. På en anden side rider den store danske kvinde med et udtryksløst ansigt. Tomas’ lille kamel, som går så tæt, at den næsten støder med sit hoved mod mit dyr, er blevet glad for min ecco-sandal (måske er den lavet af kamelskind?) og tygger den ivrigt hele tiden med sine store tænder.

Midt i min angst ved dette usædvanlige transportmiddel tænker jeg på, hvem jeg skal skælde ud: Beduinen, Tomas eller den frække kamel, som æder min sandal. Jeg er bange for at sparke dyret i dens grådige mule af skræk for, at den skulle løbe væk med mit barn. Jeg bider tænderne sammen og prøver at holde balancen på min flyvende madras.

Det er blevet lidt lysere. Vi nærmer os ørkenen. I horisonten ses grænseløse hvide, bølgende sandklitter så langt som øjet rækker. Jeg har ondt i mine hænder, kan ikke mærke min ryg, min bagdel er øm og min sandal næsten væk. Med stor respekt tænker jeg på karavaner, som igennem århundrede krydsede Sahara. Har araberne numser af stål? Endelig efter en times tur stopper vores kameler.

På et bestemt tegn lægger de sig ned. Med den største fornøjelse forlader jeg mit dyrs ryg og kravler på alle fire igennem den største ”sandkasse”. I horisonten ses den første røde sols kontur. Lynhurtigt dukker den som en kæmpestor rød gasballon op og placerer sig på himmelen. Endnu hurtigere skifter den farve. Den røde og mørkeorange nuance forandrer sig til blændende ægte guld. Ørkenen vækkes til liv. De små ræve, som er ført af mørke tunesiske børn i en lang snor, forsøger at grave sig ned i sandet. Glimtende biller bestiger i sved og møjsomhed store sandbakker. Jeg kigger uroligt rundt omkring mig. Mon der ikke kryber nogle skorpioner i min nærhed? Efter en lille morgenmad serveret i naturen vender vi tilbage til vores ”ørkenheste”. Mit ridetraume vender tilbage. Jeg overtaler vores beduin til, at jeg vil gå gennem ørkenen ved siden af ham og sammen med ham holde hans tre kameler i snoren. ”Min Allah har givet mig to ben, så jeg vil bruge dem”, forklarer jeg til ham.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside