I Beijing smiler løverne på gaderne

Ewa Bylinski

Lige et par kilometer efter lufthavnen begynder en tæt skov af de moderne skyskrabere. Nogle af dem har en glasfacade, hvori de nærmeste omgivelser afspejles. Andre er malet i en usædvanlig, stærk farve. Nogle hustage er pyntet med en slags ”pagode”. Resterne af den gamle verden er usynlige. Rundt omkring er alt nyt og moderne eller under opbygning. Langs den brede vej vokser der en række træer. Deres nye små blade er i saftig lysegrøn, næsten neon-grøn farve. Vores hotel Qianmen ligger i centrum. Kun 2 km fra den største seværdighed – Den Forbudte By. Efter 8½ timers flyrejse med tidsforskel på 7 timer mellem Danmark og Kina skriger fornuften om afslapning og kræver søvn. Men i stedet for bruger jeg mine gamle afprøvede principper: ”Jeg sover når det er mørkt.... jeg sover ikke når det er lyst” På den måde ignorerer man tidsforskel, snyder kroppen og får mere tid. Under de 8 dages ophold i Beijing vil vi ikke gå glip af noget.

I Himlens Tempel Park (Tiantan) ligger der et smukt tempel for Bøn om God Høst. På vejen dertil betragter jeg nysgerrigt de nye omgivelser, prøver at finde landets karakteristiske duft, forsøger at gribe det første indtryk af byen. Ældre mænd klædt i gammeldags, næsten teatralske uniformer, spiller skak på gaderne. Mellem de moderne blokke er der af og til flettet en mur af de gamle huse, som’rummer labyrinter af snævre gader. Støv fra byggepladser dækker landskabet.... Parkens alleer er brede og lange. Gennem grønne træer dukper der en gang imellem udsmykkede porte og små røde bygninger op. Templet har en rund form. Tre blåglaserede tagcirkler symboliserer himlen. Trelags himlen er afsluttet med en forgyldt kugle. Indvendigt støttes taget af kæmpestore røde søjler. Loftudsmykningen med forskellige mpnstre og farver skaber følelsen af rigdom og harmoni. Alt er bygget uden et eneste sHm. Under kejsernes tid fulgte kejseren hvert år en procession fra Den Forbudte By til Tempel for Bpn om God Høst. Hans gode ”forbindelser” med himlen, lange meditationer, utallige bønner, udførelse af brogede ritualer og ofringer og til sidst hans overnatning i Templet, havde til formål at sikre landet en god høst.

Vejen til Den Forbudte By fører gennem travle gader fulde af forretninger og små butikker. Foran de historiske gamle bygninger blev der placeret et stort kommunistisk Mao-mausoleum. Rundt omkring rejser sig stolt de typiske russiske skulpturer i stalinistisk stil. Det gamle harmoniske perspektiv, passagen mellem bymurens porte og Den Forbudte By er blevet med vilje og konsekvent ødelagt. Den monumentale Himmelske Plads hører til verdens største pladser og vækker tankerne om de blodige studenters uroligheder, som rystede hele menneskeheden. Gennem den store Himmelske Freds Port pyntet med et kæmpestort billede af Mao træder man ind i Den Forbudte By. Som stjerneskud starter der en eksplosion af forskellige porte, bygninger, paladser. Alle sammen bærer de romantiske navne, som i de fleste tilfælde appellerer til harmoni, himlen, renhed og jordisk stilhed. Afstanden mellem bygningerne og portene er meget stor. Nogle steder vokser der ikke et eneste træ. Trods harmonien og ordenssansen virker arealet øde, koldt og tomt. Næsten umenneskeligt. Jeg kan ikke lade være at tænke på den stakkels kejser. Hans ensomhed blandt det ensformigt ordnede kompleks af bygninger og i selskab med 70.000 eunukker må have været elendig og pinefuld. Husenes tage er pyntet med farverige træbjælker og dækket af keramik i honningfarve. Tagene er bøjet øverst oppe med fantasi og ligner en Pjerrots hue. På begge kanter ”spadserer” der en kollektion af dyrefigurer. De fabelagtige små dyr beskytter husene og deres ejere mod de onde magter, men først og fremmest mod brand. Det bedste og mest betydningsfulde tal er 9. Derfor er de fleste tage i Byen pyntet med 9 dyr. Næsten hver bygning bliver bevogtet af et par smilende løver. I forskellige udgaver møder man dem overalt på Beijings gader. Ved kejserens palads står der også stolte traner, som skal bringe lykke og langt liv. Når solen skinner, blinker de honningfarvede tage som glødende is. Bag Paladset for Jordisk Stilhed – hvor kejseren tilbragte tre bryllupsnætter ligger der en park.

Under vores vandretur igennem de enkelte bygninger bliver vi af og til stoppet af nogle kinesiske familier, som beder os om at stille op til fotografering. For dem, der er kommet her fra de fjerne egne, er vi en turistattraktion på højde med den Forbudte By. For nogle af dem er vi de første hvide væsener i deres ensformige liv. Jeg smiler venligt under hver fotografering. Spontant omfavner jeg den kinesiske familie. De skal jo beholde et godt indtryk af de hvide... En gang imellem udveksler vi en ”bytteservice”. De får et billede af mig. Jeg får et billede af dem.

Området er stort. Det er næsten mørkt, da vi er tilbage på Den Himmelske Freds Plads. Hele himlen er dækket af lette, fantasifulde drager som svæver mod den violette himmel som store sommerfugle. Det er kun slutningen af marts, men overalt blomstrer allerede syrener og mandeltræer.

Flere blomster og grønne træer møder vi i Sommerpaladsets område. Den ligger nordvest fra Beijings centrum. Udflugten fra den travle by til de grønne bakker og romantiske søer giver ro og følelsen af en eventyrlig, idyllisk og afslappet verden. En gang imellem stiger gennem de grønne trætoppe røde hyggelige templer og paladser op. Farverige fantasifulde dragebåde svæver mod Dragekongens Tempel og til den luksuriøse Marmorbåd, som er udhugget af et stykke marmor. Langs søen strækker sig den 728 m lange usædvanligt smukt udsmykkede korridor af træ. Dens loft er pyntet med over 1000 idylliske malerier.

Turen til den kinesiske mur og Ming-gravene er lidt uheldig. De sidste dage regerede solen, og himlen var blå. Derimod foregår vores tur i tåge, gråvejr og piskende regn. Alt er skjult bag en mælketåge. Det er synd. Landskabet kunne havde været så smukt. Grønne bjerge. Hvide pletter af frugttræer. Og muren der uendeligt sniger sig på bjergkæden og tilpasser sig de uregelmæssige bjergtoppe. Som en juletræskæde løber den om kap med de høje spidse klipper. Jeg kan ikke lade være at tænke på alle de grusomheder, der var forbundet med 200 års byggeri af den 6.000 km lange mur, der afmærkede og ”beskyttede” landets grænse.

I Mutianyu er muren ikke særligt bred. Men trappetrinene er høje. De følger bjerges højde, og det er bestemt ikke nemt at bestige dem. Gang på gang vokser der vagttårne op i tågen, De er flettet ind som grå perlerække og har også deres grusomme historie. En gang imellem var det umuligt at levere vagterne mad og vand til tiden. Mange af dem betalte deres vagt med død af sult og tørst. Ming-gravene rummer 13 grave, som er bygget dybt under jorden i form af underjordiske paladser. Overalt grønne enge omringet med bjerge, skjult i cypresser og lyd af vandløb. I denne idylliske verden dyrkede man i gamle dage en barsk tradition. Sammen med den afdøde kejser begravede man under jorden hans levende hustruerog konkubiner. Til underjordiske gravepaladser fører en lang Udødelighedens Vej. På begge dens sidder rejser der sig 36 kæmpe stenfigurer, som passede på kejserens underjordiske hvilested.

På vej til hotellet er vi stoppet i en voldsomt trafik. Proppen af biler og strømmen af cykler, der forsøger at finde smutveje, forsinker vores tur med 2-3 timer. I den lange ventetid finder den utrættelige kinesiske guide lejlighed til at afsløre nogle fakta. Han svarer ærligt på alle spørgsmål. Fortæller at den gennemsnitlige løn svarer til 1000 kr. I Kina er der 1230 millioner indbyggere. I Beijing ”kun” 13.000.000. Hver måned kommer der mange ”lykkeriddere” fra landsbyer.

Men der er ikke mange af dem, der er heldige i deres jagt efter en ny og bedre eksistens. Arbejdsløsheden er høj. Korruptionen blomstrer. Den hurtige og ujævne udvikling har skabt mange kontraster. I de store byer mangler der lejligheder. Der fastholdes stadigvæk regler om at familien kun må have et barn. Hvad hvis de får flere? Ja ... så kan man f. eks. miste et godt arbejde,og blive tvunget til at flytte til en mindre lejlighed. Men de unge familier har ikke problemer med ”børne-regler”. Mange af dem har ikke tid eller råd til at få børn.

I den nordlige del af byen ligger den største tibetanske tempel Lama Templet. Turen med metro, der omringer Beijings centrum, er nem. Navnet på hver eneste station er heldigvis markeret med både de kinesiske og europæiske bogstaver. Desuden er passagererne meget flittige og hjælpsomme. Alt i alt er det umulig at køre galt.

Lama Templet rummer et kompleks af lave bygninger i den typiske tibetanske stil. Formen og bygningernes arkitektur minder om de andre vi allerede har set. Men her gør både rigdommen af farver og det fine træsnitsarbejde at enhver bygning er enestående. Træpynten minder om broderi af blonder. Området virker meget hyggeligt. Afstanden mellem bygningerne er ikke så stor, og overalt vokser der grønne og blomstrende træer. På den måde føler man sig mere tilpas. Stille og roligt passerer jeg mængder af bygninger og beundrer Buddha figurer i forskellige formater og skikkelser. Nogle steder sidder han i et selskab. Andre steder er han ensom og alene, men alligevel stråler hans ansigt og blik af glæde. I den næste bygning ligner han en uskyldig pige. I den sidste er Maitreya Buddha stående. I starten er der kun hans store knæ, der falder i øjnene. Først når man kommer ind i templet dukker hans 26 m. store skikkelse frem. Han er udskåret i et stykke sandel træstamme. Hans hoved støtter templets tag. Hans ben op til knæet er skjult under jorden. Det er den Buddha, som i 1990 landede i Guinness book of records. Han er monumental og imponerende. Men hans størrelse forskrækker slet ikke. Også i den større udgave virker han mild og behagelig. Jeg begynder at misunde den buddiske religion, som er så fremmed for mig. En religion, som har skabt Buddha så venlig, tilfreds med livet og smilende. Han virker så barmhjertelig og tilgivende. I modsætning til vores Gud, som straffer med syndflod, truer med helvede og er hele tiden krævende, virker den buddhiske så tålmodig, så forståelig for alle vores svagheder og alle jordiske fejl. Han er en rigtigt livsnyder med den store mave, en stor smilende mund og øjne. Duften af røgelsen i templerne, de mange blomstrer forøger mystikken og den behagelige stemning. Foran hvert tempel står der store skåle af jern. Her starter bønnen, inden man går ind i templet.

På vores hotel er der også Peking Opera. Deres forestillinger giver indtryk af forskellige kinesiske teatralske stykker. I starten tror jeg, at skuespillere overdriver med deres stemmer og optræden. Men det gør de ikke ... Sproget lyder bare jamrende, hylende, gøende. Især de lave toner gør rigtigt ondt i Hrene. Man glæder sig faktisk over, at det kun varer 1 time.

På Beijings gader raser overalt støv fra Gobiørkenen. I luften hersker smog. Forureningen fra byggepladser bider i øjnene. Men samtidigt er byen dejlig ren. Hele tiden fejes gaderne med en kost. Skraldet fjernes straks. Forretningsvinduer pudses.

Gaderne har forskellige ansigter. Nogle af dem ligner den mest moderne gade Wangfujing. Langs æstetiske rene strøg rejser der sig lyse skyskrabere, elegante butikker for nyrige kinesere og utallige banker. Stemningen er præget af vestlig verden og snobberi.

Den mest kendte turistgade Dazhalan buldrer til gengæld med handlende og stråler med farver. Oppe langs gaderne mellem de smukke huse hænger der røde lamper. En myldrende og levende Chinatown med tusinder af små butikker, som lokker med brogede varer. En forretning med te minder om en blomstrende mark. Når man fortsætter ad denne gade mod Qianmen kommer man til indgangen til den Underjordiske By. Byen blev bygget i halvtredserne under jorden, på foranledning af Mao, som udtryk for hans frygt for den russiske invasion. Den Underjordiske By skulle være skjulested for over 5.000.000 mennesker. Det er ikke nemt at finde indgangen til byen. Ingen af Beijings beboere ved noget om den. Russerne er ikke farlige mere, og historien om skjulestedet er gået i glemmebogen. Vi spørger nogle militærfolk, og de viser os’ vejen til den underjordiske tunnel. Indgangen ligger i et af de forfaldne huse. Et skilt med latinske bogstaver informerer om, at det er indgangen til ”Den underjordiske By”.

Til sidst har man de gamle Beijings gader – labyrinter med hutongers huse, som alle revolutioner og forandringer ikke nåede at fjerne fra jordens overflade. De er flettet overalt mellem de moderne bydele. Ved indgangen ser man kun en uskyldig række. Men rækkerne vokser og afslører myretuen af forfaldne huse. Afstanden mellem dem er beskeden. Overalt elendigked og fattigdom. Men samtidigt har området sjæl af den kinesiske hverdag og traditioner, som ikke er tabt i den voldsomme udvikling. Her foregår næsten alt på de snævre gader. På en stol med tre ben kan man klippes og barberes af den lokale frisør. På et værksted placeret på et stykke plastik får man repareret sin cykel. Her sælges og købes alt, og alt muligt forberedes til at spise. Som i gamle dage beskytter en stor trædesten husets ejer mod ulykker....

Det er ikke spor farligt at færdes i byen. Både på de moderne gader og i de labyrintagtige kvarterer føler man sig tryg og velkommen. Vores smil bliver besvaret med smil.

Det eneste som er ”farligt” i Beijing er duften af mad. Den lokker alle vegne. Den dufter himmelsk og fortjener en rigtig poesisamling. Madretterne er nærmest som et kunstværk. Alt er hakket, udskåret med den største omhu. I deres madkunst bruger kinesere næsten alt, hvad der bevæger sig. De udnytter alt fra varen. Gader og forretningers skranker drukner i stive hønsefødder i sirup. De pressede grisehoveder dyppet i en brun blinkende glasur ligner næsten Holmegårds karafler. Duften er årsagen til, at man glemmer sin dårlige samvittighed. Man begynder at være ligeglad om de spændende retter indeholder rester af en hund eller en kat. Måske er der oven i købet en hakket rotte gemt i den. Men duften virker som narkotika. Den lammer og vugger i søvn alle advarsels sanser og følelser. Følelser af ulækkerhed, barmhjertighed, undren ... Smagen er sød, og sur, og stærk. Der findes ikke begreber til at nævne og beskrive alle de smagsnuancer. Sproget er alt for fattigt til at udtrykke denne madlavningskunst. Selve kunsten at lave pandekager fastholder én til stedet. Og så i timevis kan man glo og beundre kinesernes flittige og dygtige hænder og deres fantasi. Ved at bruge primitivt værktøj tryller de en stak af kæmpestore pandekager ud af ingenting.

Det andet sted, hvor man er ved at går amok, er silkebasaren. Den er godt skjult mellem høje moderne huse midt i hjertet af det eksklusive ambassadekvarter. I starten ser den uskyldig ud. På to-tre boder tårner der sig i en kunstnerisk uorden bjerge af silkefristelser. Dusinvis af hænder forsøger at dykke i denne bunke og fiske noget ud. Men når man begynder at fordybe sig i det indre marked, mister man pludselig sansen af virkeligheden. Den store mængde varer i forskellige mønstrer, farver, størrelser og kvalitet skaber forvirring. Sælgere begynder at være mere og mere aktive i deres forsøg på at få en kunde. Antallet af farverige butikker vokser. Til sidst føler man sig så fortabt i labyrinten, at man mister evnen til at handle, til at vælge noget fornuftigt, til at prutte om prisen, til at bedømme virkeligheden. Alverdens bedste mærker: Gucci, Versace, Armani, YSL lokker med priser, som er urealistiske i forhold til de tilsvarende vestlige varer.

Hver morgen tidligt vækkes Beijing af lyden af cykelklokker og toner af den beroligende ”dingdongs” musik. Kinesere er utroligt sociale. Overalt på gader og i parker udfører store grupper af mennesker i fællesskab forskellige gymnastiske øvelser. Nogle steder står der fitnessmaskiner. Såvel de små børn som de meget gamle sætter dem flittig i gang uden besvær. Det virker så let og så nemt. Jeg prøver en af de tunge jerncykler. En krans af smilende tilskuere omringer mig med det samme, og på en venlig måde giver de mig råd samt undrer sig over, at maskinen ikke vil adlyde mig.

Om dagen pulserer byen af liv. Millioner af cykler. Tusinder af biler. Smilende befolknings ansigter. Overalt vagter på gader, de smilende løver og fabelagtige drager. Hver aften vugger lyden af klokketoner igen til søvn. Og atter udfører hver en gruppe af mennesker langsomme harmoniske bevægelser. Ved siden af er der aerobic øvelser. Og til rytmer af den europæiske musik danser nogle par på gaden.

OBS: ovenstående tekst er indscannet fra medlemsbladet, men illustrationerne kunne desværre ikke reddes (fotos af NJLI).

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside