Da jeg var i den alder, hvor jeg ikke vidste hvor Danmark lå, læste vi i folkeskolen en historie, som foregik i København. Den handlede om en mand der cyklede og pludselig besvimede på gaden. Han blev indlagt på hospitalet, og da han kom ud igen efter to måneder, viste det sig, at en forretningsejer, som havde været vidne til ulykken, hele tiden havde passet på mandens cykel, pudset den og havde været bekymret over cyklens tilstand. Hans glæde var virkelig stor, da cyklisten blev rask igen og kunne modtage sin cykel.
Mit første billede af Danmark var de vilde svaner, som jeg så, da toget kørte om bord på færgen. Dette mindede mig med det samme om H.C.Andersens eventyr og hans udtryk for sit land ”Svanerede”. Det er uden tvivl, at netop H.C.Andersens eventyr, som har været en vigtig del af opdragelsen af børn fra næsten hele verden, er det første indblik som udlændinge får af Danmark. De mere kreative har også hørt om Karen Blixen, om filosoffen Kierkegård, Olsen Bandens genvordigheder, om geniale Von Trier og selvfølgelig om Tuborg.
Ethvert land har sin unikke duft. I de første dage forsøgte jeg at lugte mig frem til duften af Danmark. Jeg fandt intet. Omgivelserne var sterile. Først efter et stykke tid forstod jeg, at sådan dufter den evige vind, havets bølger og luften sprøjtet af fugtige dråber.
Kampen med det danske sprog, som absolut ikke er det nemmeste, fortsætter den dag i dag. Nogle negativt indstillede påstår, at det er bedst at have en varm kartoffel i munden for at tale godt dansk.
Min bekendte, som for første gang kom til København og gennem højttaler hørte meddelelsen om togafgange, betroede sig til mig: „Jeg var overbevist om, at højttalerne var i stykker.”
Efter to ugers undervisning i Sprogcentret i Århus blev jeg på gaden spurgt af en ældre sympatisk dame om noget, som jeg ikke forstod. Jeg sagde så tydeligt som det var muligt: "JEG FORSTÅR IKKE DANSK". Den ældre dame blev interesseret i min person (dengang var danskerne endnu ikke trætte af udlændinge og viste en venlighed over for dem): "Hvor længe har du været i Danmark?" Ved møjsommelig hjælp af fingersprog forklarede jeg, at det var 14 og tilføjede mundtligt "dage". "Men dog" - undrede hun sig. "Kun 14 dage og du taler bedre end Prins Henrik! " Jeg fik mistanke om, at danskerne ikke er vilde med franskmænd.
Nyhavn
Gennem et halvt år hørte jeg danske sætninger som gik i et. Den første person, som jeg var i stand til at forstå, var Mogens Glistrup. Måske fordi bornholmsk er mere hårdt, eller måske fordi han som regel gentog sig selv. Dengang havde han mange uklare skattesager på sin samvittighed og var ofte i fjernsynet. Jeg skyndte mig altid for at kunne høre ham. Danskerne tog min interesse i ham ilde op.
Men i virkeligheden fik jeg først følelse for det danske sprog, da min toårige søn stadigvæk med nattens varme ved morgengry erklærede: MOR, JEG ELSKER DIG! I sådanne stunder var dansk det kønneste sprog i verden.
Ligesom mange andre udlændinge blev jeg nysgerrig over, hvad det danske fænomen „at hygge sig” førte med sig. Intet sprog gengiver dette begreb på en præcis måde. Før en udlænding vover at bruge denne vending i forhold til sig selv, må han mobilisere hele sin iagttagelsesevne og gennemføre lange diskussioner for at sikre sig: ”Mon det at hygge sig gør det nødvendigt at drikke øl eller er det nok med kaffe?”. ”Skal man kunne strikke?”. ”Må man sige, at man hygger sig, mens man jogger eller cykler?”. ”Kan man hygge sig med sin egen kone eller kun med elskerinden?”. ” Skal man være blandt venner, eller er det nok at være alene med sig selv?”. ”Skal man holde julefrokost, grille, være på ferie på en charterrejser eller måske besøge et loppemarked?”. ”Kan man hygge sig med udlændinge, eller er det måske nødvendigt, at der er danskere til stede?”. ”Måske er det i det hele taget svært at hygge sig uden at tage lykkepiller?”.
I dag er gaderne i de danske byer fulde af smukke og meget velklædte piger. Da jeg i sin tid kom til Århus, gik alle i grønne jakker med en lilla ble på hovedet og med sko af typen „Hucklebery hund” - med god plads til hver tå. Jeg fik det indtryk dengang, at pigerne tilbragte mindst ti timer foran et spejl for at gøre sig så grimme som muligt. Alle enlige mødre oplyste mig, at der er ingen forskel mellem en mand og en kvinde, og at manden ikke skulle tage kvinden for sexens skyld. Den første påstand var for mig helt uforståelig. Med hensyn til den anden spurgte jeg naivt: ”Hvad skulle han så tage hende for?” Jeg er glad for, at de danske piger ikke længere er kæmpende Rødstrømper.
Til forskel fra størstedelen af europæiske mænd, som ikke ved hvor køkkenet befinder sig, behersker de danske mænd til fuldkommenhed (foruden andre fortrin) kogekunst, vask og børnepasning.
Det danske landskab har altid charmeret mig med sin fred og grønne omgivelser. I de første måneder længtes jeg efter bjerge. To år efter min ankomst fik jeg besøg af min veninde fra Holland. På en gåtur uden for Århus udbrød hun med entusiasme: ”Hvor har I dog mange bjerge og høje!” Jeg blev mere rolig over, at det ikke stod så galt til i Danmark, og det blev på ny klart for mig, at alt i livet er relativt.
Den skønneste tid i Danmark for mig er i maj. I denne måned ser man overalt de gule tæpper af blomstrende raps. Landet er klædt i gult, grønt og blåt. Man fryder sig over de med omhu eventyrligt velplejede haver. Hverdag ligner søndag. I juni og juli forsøger jeg at holde mig vågen i Danmark for ikke at miste nogen af de lyse nætter, for endnu engang at opleve bålet Skt. Hans aften og vinke til studenterne, der kører i blomsterpyntede vogne.
Jeg er helt vild med det maleriske syn af Skagen, Bornholms mangeartede udtryk, Møns hvide klinter og det fredelige danske ø-miljø. Århus, hvor jeg har påbegyndt min danske karriere, betragter jeg som min barndomsby.
Hvis man ser bort fra Grønlands og Færøernes arealer, så er Danmark et lille land. For de mindre lande er tryghed og sikkerhed de største dyder. Derfor kan det ikke undre, at danskere kan godt lide følelsen af tryghed, afslappethed, stabilitet, bekvemmelighed og fred. De frygter det ukendte og er tilbageholdende over for det nye og fremmede. De er den lykkelige nation, som ikke behøvede en revolution og kampen for sin eksistens og ytringsfrihed. Selv i sin novelle „Det er et land” understreger Finn Søborg med ironi, at danskerne ikke vil have krig, fordi de ved, at under krigen er kaffen rationeret.
Danskerne føler sig ikke bundet af religion og har ikke forståelse for denne. I deres overfyldte kalender er en hver dag travlt optaget, og der er ikke overskud til den åndelige verden. De glemmer dog, at det ikke kun er de juridiske normer og historien, der former nationen. På samme måde har de religiøse mønstre en betydelig indflydelse på befolkningens adfærd og mentalitet. Den protestantiske enkelhed, råstyrke, ærlighed, beskedenhed, sans for økonomi og respekt for lighed har påvirket det danske syn på verden.
Man kan desværre ikke finde H.C. Andersens eventyr i danskernes mentalitet. Den romantiske aften med levende lys på bordet kan pludselig blive afbrudt af økonomiske redegørelser. Hverdagen kræver, at man helst skal være sej, udadvendt, robust, fleksibel, cool med udviklet praktisk og organisatorisk sans og oven i købet skal du ikke tro, at du er noget.
Selvom der stadig findes en mængde af ærlighed i landet, så kan man godt gemme historien med cyklen i glemmebogen. Den virkelige dronning fra Europas ældste dynasti har i virkeligheden ingen magt i sit kongerige. Men landet minder alligevel om et eventyr. Den fornemmelse får man ikke kun på grund af rene ordnede gader, det eventyrlige Tivoli midt i byen, små huse overalt, som ligner Legoland og den farverige livgarde med deres skilderhuse med udskårne hjerter. Eventyret består først og fremmest i, at alle mennesker har lige mulighed for at få støtte og omsorg fra staten, at ingen sulter, at ingen skal bo under broer, at de handicappede og de gamle har en realistisk chance for en aktiv deltagelse i livet, og at ingen er nødt til at være afhængig af andre.
Og som i ethvert eventyr er der hekse og sorte karakterer. Danmark har således sin egen heks - Pia og hendes D(F)værge.
