Overalt glitrer piger af guld i deres regnbuefarverige sarier. Deres sjaler, som blafrer i vinden leder tankerne hen på svævende guldsmede.
Enhver, der har besøgt Indien, kender denne følelse af, at virkeligheden mikses med det uvirkelige. Selv i vågen tilstand tror man, at man befinder sig i en drømmeverden. Dybt fascineret træder jeg ind i eventyrets rige:
Midt på kørebanen i en stærk trafikbølge i nærheden af lufthavnen vandrer to kæmpemæssige elefanter majestætisk. De hellige køer glor ud i intetheden og er på jagt efter lykken i byens affaldssteder. I den gamle bydel i Delhi, hvor husene ser ud som teaterkulisser, springer aberne rundt fra etage til etage, som små akrobater. Man skal tage sig i agt. De er nemlig snedige nok til at rive frugt eller slik ud fra de forbigåendes hænder.
Overalt glitrer piger af guld i deres regnbuefarverige sarier. Deres sjaler, som blafrer i vinden leder tankerne hen på svævende guldsmede. Basarer svulmer af dufte og kulører. Og ingen undrer sig over, at der midt på gaden i den støjende folkemængde er en navnløs, der stille ender sit liv.
I det rustrøde Jaipur trækker langbenede kameler trækvogne. Foran en maharajas palads danser slanger efter fløjtens toner. Taj Mahal, vævet af kærlighed, suger lys og skyggefulde nuancer til sig, og man frygter, at den som en sæbeboble vil briste i rummet.
I Varanasi svæver en sødlig duft af brændte blomster og kroppe. Ganges giver retfærdigt sin velsignelse og modtager gavmildt både liv og død i sit hellige vand. Samtidig får man en garanti for, at man aldrig mere vender tilbage på Jorden.
I denne verden, hvor mystikken blander sig med fantasien får jeg lov til at opleve mit eget eventyr.
I Delhi bor jeg hos mine polske venner, som jeg tidligere arbejdede med i København. Den første aften under det velduftende indiske aftensmåltid spørger jeg dem om deres kontakter med herboende polakker. Det viser sig, at de ikke har mange polske bekendte, men de kender en indisk journalist, som taler polsk. Hun hedder Charu. Ved lyden af dette navn spoler en film sig tilbage i min erindringsverden. Jeg er tilbage i den tid, hvor jeg boede i Polen. Og jeg påstår med sikkerhed, at ”DET ER MIN CHARU!”.
Historien er ganske banal. Min mor havde en veninde, som var professor på Warszawas Universitet - en meget kultiveret og stilfuld dame ved navn Aniela. Hendes datter studerede orientalske sprog. Hun rejste til Indien. Der forelskede hun sig i en Hindu, giftede sig med ham og blev boende i Delhi. Efter fem år, træt af livet i det nye fædreland, og måske pga. en krise i parforholdet, besluttede hun at vende tilbage til Polen. Hun kom til Warszawa til sin mor, Aniela, med den fem-årige datter Charu. Da de fik at vide, at Charus far var på vej til Warszawa, tog fru Aniela, som frygtede at hendes elskede barnebarn skulle blive bortført af faren, desperat Charus lille hånd og søgte ly i min mors hjem. Jeg var dengang 15 år. Jeg husker godt den spinkle pige med langt sort hår og store triste øjne. Mens hun boede hos os nogle dage, vakte hun opmærksomhed blandt mine jævnaldrende venner. I det kommunistiske kedelige Polen hørte et indisk barn, der oven i købet skulle være kidnappet, ikke til de daglige begivenheder
.
Heldigvis viste det sig, at Charus far kom til Polen, fordi han savnede familien. Kærligheden vandt, og Charu rejste med far og mor tilbage til Indien. Jeg så hende aldrig igen. Men 40 år senere i millionbyen Delhi møder jeg altså ved et utroligt tilfælde på ny min Charu. Denne gang er hun en voksen, meget charmerende kvinde og en kendt journalist. Hun er stadigvæk spinkel, har langt hår og store triste øjne. Selvom hun er vokset op i Indien, taler og skriver hun flydende polsk Hun er meget rørt, da hun erindrer sin elskede polske mormor Aniela, som hun har været meget knyttet til. Det var netop hendes mormor, der formede hendes karakter og hendes opfattelse af verden. Både min mor og Charus mormor er ikke mere iblandt de levende. Men Charu er ikke det mindste i tvivl om, at ånderne af de to kvinder med stærke personligheder har medvirket til vores møde i Delhi. ”Vi er familie” - siger hun - ”forenet gennem vores forfædres beskyttende ånder”.
