I Grodno er alt ved det gamle
(Hviderusland, april 2004)
Tekst og foto: Ewa Bylinska
I min barndom rejste jeg ofte på ferie fra Warszawa til landlige omgivelser. Fra disse steder kunne man kun køre til de nærmestliggende småbyer med hestevogn. Mens jeg tumlede op og ned i vognen på de ujævne veje, græd jeg som pisket da jeg syntes, at det var synd for hesten. På sommerferie i bjergene sejlede jeg på floderne på en rigtig tømmerflåde. Fra stationen til pensionatet kørte jeg med en droske. Jeg blev heller ikke snydt for kørsel med et rigtigt damptog.
I Tunesien krydsede jeg Sahara med Tomas på kamelryg. Det var en enestående oplevelse! En lille kamel, som min seksårige søn red på, gik ved siden min store kamel og med iver tyggede den på mine Ecco-sandaler. Måske var de af kamelskind? Jeg havde ikke mod nok til at sparke den i mulen, da jeg var bange for at den ville løbe bort med mit barn i det ukendte. Efter to timers ridetur, hvor jeg som en kludedukke hoppede op og ned på ryggen af mit pukkeldyr, følte jeg mig udmattet. Jeg havde ondt i min bagdel de næste par dage.
I Thailand på grænsen til Burma fik jeg lyst til at ride på en elefant. Elefanten bevægede sig majestætisk igennem junglen og rev de palmer, som var i vejen op med snabelen. En indtørret burmeser, der sad på tværs over elefantens hoved sparkede den med sine knoglede ben, mens jeg på alverdens sprog råbte, at han skulle lade være med at mishandle dyret. Denne gang havde jeg ikke problemer med min bagdel efter turen, men til gengæld var jeg helt hæs i nogle dage.
Fra Australien til Polen sejlede jeg tre måneder på et fragtskib. Jeg var 21 år gammel og havde hele den 40 mand store besætning for mine fødder.
I Grækenland protesterede jeg, da man ville sætte mig på et æsel. Med hadefulde blikke betragtede jeg alle de fede turister som med deres enorme kroppe pressede de stakkels dyr til jorden. Jeg tillod mig heller ikke på Madeira at blive transporteret fra en højt beliggende kirke, Nossa Senhor do Monte, på slæder trukket af de lokale. Jeg vandrede selv ned.
Jeg kørte gennem hele Tyrkiet og det halve Mexico med lokale busser.
Over den evigt tilfrosne fjord i Jakobshavn svævede jeg med en helikopter. Til Færøerne sejlede jeg med færgen.
 |
|
Lenin |
Men i almindelighed pga. tidsnød har jeg brugt fly, og i visse tilfælde en bil. Blandt det rige udvalg af transportmidler blev togrejsen i Hviderusland en af de mest dramatiske oplevelser. Under min påskeferie i Polen fik jeg den ide at besøge Grodno i Hviderusland – en mindre by med 300.000 indbyggere, som tilhørte Polen før den 2. Verdenskrig. De første skridt for at finde transporten dertil førte mig til busstationen ”Stadion” i Warszawa - et sted, hvor man kunne skaffe alt, opleve alt og få tæsk for ingenting fra alle sider. Dér regerer nemlig en ukrainsk-hviderussisk og vietnamesisk-thailandsk mafia, som på en graciøs måde ordner alle sorte forretninger og effektivt løser alle konflikter. På væggene af en træbarak stod skrevet med kridt, at busserne til Grodno afgik herfra. I barakken fik jeg en ”præcis” oplysning af en mand, om at den direkte bus til Grodno afgik herfra hver dag klokken 10.30 - under forudsætning af, at den kørte fra Grodno. Og fra Grodno afgik den kun når den var fuld. Kort sagt: enten ankommer den her eller også gør den ikke... eller afgår derfra eller ikke?
Den indviklede logik førte mig til mere civiliserede områder i Warszawa – til Hovedbanegården. Jeg købte billetter til et polsk tog, Warszawa – Bialystok, med omstigning i Bialystok til det hviderussiske tog til Grodno. Alt i alt ca 350 km. Jeg ankom komfortabelt til Bialystok i løbet af 2½ time. Efter tre timers venten kørte jeg den sidste strækning på 80 km med det hviderussiske tog i to timer. Toget med tre vogne så ud som var det blevet reddet fra skrotbunken eller kørt gennem hakkemaskinen. De meget høje trin ved indgangen tvang passagererne til alpine bedrifter. Togets hårde plastiksæder var toppen af ubekvemmelighed. Metalvæggene var hullede. Lofterne hang delvis ned. Ingen varme, et svagt lys... Vi kom dog i mål. I Grodno overnattede jeg i Det Polske Hus. Dagen efter foretog jeg den første vandretur i byen og overraskedes. I Grodno er alt ved det gamle. Lenin evigt levende. Hans skikkelse af sten når skyggerne og breder sig stadigvæk med hovmod på en sokkel ved det monumentale rådhus på Leninpladsen.
Til forskel fra andre befriede republikker og lande, som løsrev sig fra Sovjetunionen, kastede man sig ikke her over mindesmærker med knytnæver eller væltede de ”kommunistiske forbrydere” fra deres stensokler i amoktilstand. Byens gader har bevarede navne på de kommunistiske symboler og helte; Sovjetgaden... Djerzynski gade (Felix Djerzynski var medansvarlig for oktoberrevolutionen). Polakker, som bor i denne by, tager sig med ære af de polske mindesmærker forbundet med Polens historie og berømte personer. På hovedgaden ved siden af en stor russisk ortodoks kirke har en hvidblå herregård fundet ly. Der boede den kendte polske forfatter Eliza Orzeszkowa (1841-1910). Under det russiske herredømme - med strengt forbud mod at bruge det polske sprog - har den modige kvinde under jorden undervist i det polske modersmål. Hun kæmpede for at bevare de polske traditioner og kultur. Hun kæmpede også for sociallove for de fattigste og for kvindernes ligestilling. I dag er hendes hjem et museum. I parken findes der et lille slot, hvor Polens sidste konge, Stanislaw August Poniatowski, i 1795 underskrev Polens sidste deling, som gjorde at landet i mere end 150 år blev slettet af Europakortet. Den gamle kirkegård gav ly til mange polske familier. Igennem århundreder har floden Niemen snoet sig malerisk gennem byen. På de ujævne bredder gemmer gamle ortodokse kirker sig i alt det grønne. De katolske kirkers høje tårne stræber mod himlen, og små, charmerende træhuse er flettet ind imellem hvide, kedelige betonblokke. Farverige stræder i den gamle by er forblevet uden internationale reklamer.
På vejen tilbage til Polen kommer vi efter paskontrollen til det tax-free område. Efter få minutter tømmer hviderussere de fire butikker for alle flasker med alkohol og alle cigaretkartoner. Jeg følger nysgerrigt deres forberedelser til den illegale handel. Kvinderne tager cigaretpakkerne ud af kartoner og propper dem fladt i strømpebukserne, der anvendes som bælter snoet rundt om kroppen under de løse klæder. Vodkaflasker presses ned i tasker og kurve og dækkes omhyggeligt til med grøntsager og æg. Efter togets ankomst tager jeg plads i en af vognene. Få øjeblikke senere styrter fem hviderussiske kæmper ind med noget glinsende metal i deres store ”poter”. En tanke farer igennem mit hoved: KNIVE! I min fantasi ser jeg min egen dødsannonce: ”Et engageret medlem af De Berejstes Klub, nr. 174, fik en tragisk død i et hviderussisk tog på vej hjem fra sin 57. rejse”. Men snart kan jeg ånde lettet op; det blanke metal i ”mordernes” hænder er kun skruetrækkere. Med lynets hast og abens akrobatiske evner skruer mændene vægge og lofter i vognen fra hinanden og gemmer hundredevis af cigaretkartoner bagved. En af mændene hvisker faretruende i mit øre en befaling på russisk: ”Ubirajsja otsjuda! (”gå ad Helvede til!”). Lydigt følger jeg ordren og gør plads. På et øjeblik er både mit og de øvrige sæder i vognen skruet løs og løftet op. Efter at have placeret papkasser med vodkaflasker under sæderne, skrues de på plads igen. Toget er klar til afgang. ’Roligt’ sætter jeg mig til rette direkte på smuglergodset.
På den hviderussiske–polske grænse i byen Kuznica Bialostocka må vi vente i 40 minutter. Som jagthunde kaster den polske sorte brigade sig over vognene -også med skruetrækkere og lommelygter. Vi skal alle sammen ud af toget. Toldere bruger ivrigt lygterne på de mange huller i vægge og lofter. De hængende loftplader får også en tur med skruetrækkeren. Jeg følger aktionen fra perronen og føler selv en nervøsitet. Finder de noget, eller finder de det ikke? Inderst inde fornemmer jeg, at jeg bør tage de polske tolderes parti, men jeg har også en vis portion af medlidenhed med hviderusserne. De har jo arbejdet så hårdt! Endelig får vi lov til at gå ind i toget. De har ikke fundet noget! Sikke torskehoveder uden fantasi! Sikke sløve padder og idioter! Først da jeg kommer tilbage til Warszawa afslører min bekendte fra Grodno den illegale handels hemmeligheder: fortjenesten fra en karton cigaretter afleveret til den polske engros-virksomhed udgør fem dollars. Det er en hel formue, når man tager i betragtning at månedslønnen i Hviderusland er ca. 60 dollars. Den polske sorte brigade er bestukket på forhånd. Derfor leder den kun ’pro-forma’ efter varerne dér, hvor de ikke findes. Det er en nem opgave; netop de med vilje klippede huller i væggene og løse loftsplader er de falske spor og samtidig et tegn på, at der intet er at finde. Varerne er godt gemt dér, hvor skruerne er skruet ordentligt i. De steder går tolderne pænt uden om. Spillereglerne har været kendt længe af begge sider og overholdes til punkt og prikke. Den historiske ravrute, som igennem århundrede gik over Grodno, er blevet ændret til tobak-alkohol vejen. Jeg tvivler på at Polens medlemskab i Unionen vil være i stand til at ødelægge dette ”mangeårige frugtbare samarbejde”.
Som sagt - det at rejse giver oplevelser og indsigt – uanset transportmidlet.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside