GRØNLAND 2001
Ewa Bylinska
Strejken er slut
SULIUMAJUNNAARNEQ TAAMAATIPPOQ - betyder at strejken er afsluttet.
Det grønlandske sprog er indviklet. Livet i isolation, mørke og kulde har aldrig forkælet indbyggerne.
Kun troen og opfattelsen af verdenen har altid været enkel.
Havets Moder har taget sig af dyr og fisk i vandet. Månen har vogtet over mangfoldigheden af dyr på jorden. Amuletterne har beskyttet mod onde magter. Og tupilakker stukket ind forskellige steder har afsløret og tilintetgjort fjenden.
Og vi er lykkens pamfilius. Med det første fly fra Greenlandair efter afslutningen af nogle dages strejker flyver vi til Grønland.
Langt nede holder billedet af vand og jord op. Farverne forsvinder. Overalt et udstrakt hvidt klæde. Isens uendelighed. Nu og da danner den ørkenagtige hvidhed et utal af stejle hvide bjerge med granittoppe. Fra tid til anden er der i de forskellige nuancer af hvidhed indflettet perlekæder af turkisfarvede søer. Er det allerede en anden planet?
Vi lander midt i de grønne høje. Hotelbygningen er lang som en regnorm. Nogle få kulørte containerhuse. Et spidst tårn af en mikroskopisk kirke. Det er alt. Udenfor lufthavnsbygningen vokset sammen med hotellet, forkynder et vejskilt af træ med stolthed, at der er 6 timers flyvetid til Los Angeles, 5 timer til New York og til Moskva, og kun 4 til København. Det vil sige stadigvæk vores planet - Jorden. Oven i købet verdens navle. Baren lugter af Danish Crown pølser og fiskefilet dækket af en dyne af remoulade. I butikkens udstillingsmontre blotter de rædselsfulde tupilakker tænder for turisterne fra alle deres deformerede munde.
Sightseeing. Vores forventninger til at besøge byen... planer om store indkøb... og vores fulde af entusiasme naive spørgsmål: "Hvor mange kilometer er der til centrum?" Den grønlandske guide kikker skævt på os. "Vi er jo i selve centrum!!!"... Det vil sige at denne finpudsede lufthavns landings bane, denne lange barakhotel og ventesal, disse få huse er Søndre Strømfjords centrum!!!. Og hvad findes der udenfor byen?... Kun nogle kilometer af asfalterede veje revet ud af basaltklipperne. Forrevne fjelde skrigende af hundredvis af falkereder. Moskusokser fejende med deres lange pelse mos og plantevækser, hvide polarræve, der skjuler sig i den evige sneverden, og den 185 km snoede fjord.
4-07-01
Natten lysere end dagen. Morgengry i lyserøde nuancer. I går brændte solen. I dag drukner dagen i skyer og tåge. En grusvej blandt grønne høje, fjorde og søer fører til Sugar Loaf (385 m) . Opstigningen er ikke stejl, men besværlig i regn. Fra toppen langt borte udsigt til den evige isverden, omfavnet af tågens gråhvide indlandsis. Om eftermiddagen kommer vi tæt på denne med jeep. Kun 45 km ujævn, hullet vej og vi står foran en lodret forrevet isvæg. Konturen af det utilgængelige landskab tager form af fæstninger, lagkage sukkerlag, en gammel skildpaddes hus. Berøring af indlandsisen samt tanken om at den fylder 85% af øens hele areal med over 3 meters tykkelse, vækker både en følelse af angst og respekt.
I byens centrum virker antallet af biler på parkeringspladser overraskende. Hvor langt kan man køre med et så beskedent vejnet?. Bilerne er dog ikke kun en drøm om civilisation og luksus. Efter en testkørsel af nye bilproduktioner under ekstreme forhold, kan det ikke betale sig for amerikanerne at transportere dem tilbage.
6-07-01
En times flyvetur til Jakobshavn åbenbarer et jomfrueligt hvidt landskab.
Det hvide opsuger alle solens stråler. Sneen glinser, stråler, blænder. En bølgende fantasi af hvide flader; Stejle snebjerge. Eventyrlige snehøje. Dale med hvide sneduge. I denne uberørte hvide symfoni, som pizzicato indflettet søernes blå pletter.
Jakobshavn med det vellydende grønlandske navn Ilulissat. En beskeden lufthavnsbygning. Ved indgangen kæmpemæssige slæder. Rundt omkring de grønne høje, gennemskåret af 40 km asfaltveje. Ved en af vejene en kirkegård, indhegnet af et hvidt stakit, helt begravet i blomster. En tur til havnen... og verden er igen smukkere... og havet har fået fregner. Isbræen har netop kælvet. Den blå bugt dækket af millioner af mindre stykker is. Hvide puslespils brikker klodset spredt, forstenet i kunstnerisk uorden på vandet.
Trækirken ved bugtens munding. På højen et stort rødt hus - Knud Rasmussens museum. Der blev han født i en dansk præstefamilie. Der tilbragte han sin barndom. Opdraget i to kulturer, den danske og den grønlandske, kom han ofte tilbage til Grønland under vanskelige ekspeditioner. Han kunne ikke forlade dette land. Og blev hyldet som en helt af begge nationer.
Ved kysten fanger beboere med deres lange net isstykker i stedet for sommerfugle. Det er det reneste kildevand.
Hvide pelslignende blomster, der minder om pelsdyr, er en del af det grønne-blå-islandskab... Luften er frisk og ren, næsten gennemsigtig og uvirkelig.
I havnen, en stor lagerbygning. Ethvert produkt af civilisationen transporteres omhyggeligt ad vand - eller luftveje. En periode med sult og afhængighed af fangst er uigenkaldeligt forbi. Til fortiden hører også de ældres selvmord. De ønskede at aflaste familien i hårde tider og sprang i havet fra klipperne. Ikke desto mindre det til perfektion udviklede sociale system forhindrede ikke, at der opstod andre problemer.
Indførelse af drastiske ændringer og reformer i løbet af en generation og andre kulturers ekspansion svækkede de grønlandske normer, indkapslede følelser, førte til frustration, fortabelse og en høj procent af selvmord blandt de unge. Et samfund af jægere, så tæt forbundet med naturen og i stand til at overleve i de værst mulige forhold på jorden, bukkede under for den raffinerede civilisation, blev forsvarsløs overfor den egoistiske verden. I dag søger flere og flere grønlændere efter deres ægte rødder, går tilbage til den grønlandske arv, til selvstændighed.
7-07-01
Om morgenen i dyb tåge forlader vi havnen i en lille motorbåd. "Vandsporvognen" undgår behændigt isstykker og isblokke. Kun en tiendedel af isskulpturen stikker op over havets
overflade, den resterende del er forankret under vandet. Vil vi være i stand til at undgå, eller sejler vi ind i isklippen? En kort samtale med den grønlandske skibsfører beroliger os. Computeren som amulet vil skærme passagererne mod Titanic´s skæbne. På monitoren, som i et computerspil, kan man se alle forhindringer. Sejlruten er sikker, vi kan nyde synet uden bekymringer.
Forsigtigt styrer vi ind i Snedronningens Land. Uhyggen vokser. Verden bliver tavs og forstenet, og står utilgængelig i blåhvide slør. En stålblå himmel stiger ned til havet. Majestætiske isbjerge stræber mod himlen. Snepyramider brutalt revet ud af fastlandet driver stemningsfyldt rundt på vandet. Et galleri af hvide kæmpeskulpturer driver i tavshed forbi. Snekæmpere i deres sidste langsomme dødsdans på vej ud til åbent hav. Den del, der er smeltet, fosforiserer med et lys, som er en blanding af blåt, grønt og turkis. Solen lægger blå skygger på den hvide overflade. Efterhånden bliver kæmpeskulpturer færre. Et blåt landskab åbenbarer sig ud af tavsheden.
Efter to timers sejlads dukker de grønne ensformige bakker op. Ellers intet. Efter et sving sejler vi dybt ind i en malerisk bugt. I det grønne paradis, på forrevne klipper hænger små huse ligesom kulørte trævækster. De mange stærke farver kaster lys over den grøn-blå idyl. Det blå hotel på skråningen går ud i ét med himmelen og havet. En lille kirkegård i dalen er skærmet af de stenede bakker . I tråd med traditionen har gravene udsigt til vandet. Døden afbryder ikke tilhørsforholdet til havet. Kirkegården her har bugten på den ene side og søen på den anden. Traditionen er overholdt. De hvide kors er alle ens. Gravstederne - små høje er dækket af kunstige blomster i alle farver. Et usynligt metalnet beskytter disse, så vinden ikke tager dem bort fra de døde. Livets farver blandet med kulten for de afdøde. Selv de gamle kirkegårde er omhyggeligt plejet. Ganske vist ser man ikke nogen blomster, men de hvide stakitter omfavner dem med omhu.
Overalt er der hunde. Hunde under jorden, over jorden, på tage og i grøfter. Hunde, der rasler med kæderne i ødemarken, og ubevægelige hunde, forstenede, der ligesom de afdøde sjæle kikker ud mod havet. Fra tid til anden ligger de i stillingen som "en død hund" med stive poter rakt ud mod himlen. Er man bekymret om deres tilstand skal man bare kalde på dem for, at de dovent kan åbne et øje og berolige os med at de stadigvæk er i live.... At de kun hygger sig i varmen af solstrålerne, der aldrig går ned, at de bare drømmer om vinterens slædeture. Små hvide hvalpede dunkugler, der uhindret løber rundt. Endnu har de ikke mærket noget til de fængslende kæder. Med glæde og tillid kræver de kærtegn fra de forbipasserende. Ubekymrede hvalpeår. Men i de lyse nætter kan man ikke få fred for hundenes hyl og raslen af kæder. Det varsler ikke godt. Det bliver ikke bedre af beroligende forklaringer i den danske rejsebog om, at de grønlandske hunde er hårdføre og skabt af andet ler. Foran mine øjne har jeg forretninger fulde af hundehuder. I baghovedet lurer tilfældigt hørt på gaden information, at de veterinære myndigheder var nødt til dagen før at aflive flere hunde. De var nær døden nær af udmattelse og tørst. Ejeren var grænseløst beruset og glemte alt om de til klipperne fastbundne dyr.
De grønlandske myg er meget selskabelige. Ligesom hunde er de overalt. På isblokke, bådene, i helikopteren. I flok flyver de rundt blandt bygdernes snævre veje. I store mængder angriber de uden nåde på tørvænge. Det er nok at et siv bøjes for at ensomheden bliver brudt.
Museet i Christianshåb rummer imponerende samlinger og udstillingsgenstande. I den enkle kirke på skråningen hilser den grønlandske præst en lille gruppe danske besøgende velkommen. Under højmessen og barnedåb tilfører de nationale dragter farver til bygden . Den kulørte grønlandske dragt gør op med myten om , at rosen ikke passer til pelsen. Her er rosen og pelsen en symbiose. Pelsklædte numser... kulørte bluser ( rød til piger, blå til de gifte, lilla eller sort til de ældre). Kraven, som en kappe vævet mesterligt af flerfarvede perler. Hvide lange kamikker af sælhud udsmykkede med rige blomsterbroderier og blonder.
I kiosken dansk slik, aviser og ispinde, på væggen hænger et betydeligt udvalg af våben fra hele verden. Jagtgeværer af russisk, tysk, amerikansk oprindelse. De kan købes på stående fod. Uden tilladelse. Her er gevær som en kuglepen på kontoret... tænk hvis en sæl stikker hovedet op ad vandet for at få luft.
9-07-01
Vi sejler ud af havnen. Husenes farver forsvinder. Den blågrønne bugt ændres til nøgne klipper. Igen har vi udsigt til et galleri af hvide skulpturer. Igen forfølger os isbjerge, snehvide fæstninger , isfragtskibe og gigantiske roser, der alle mystisk udstråler blågrønt lys.
Efter den idylliske lille Christianshåb er vor Jakobshavn vokset til en metropol og er blevet for stor. På trods af, at der er kun 4.000 indbyggere og 6.000 hylende hunde. Havet har mistet de hvide fregner. Isstykkerne er forsvundet. Landskabet med store isklumper, der kikkede nysgerrigt ind i byen, er ændret. I horisonten ses kæmpemæssige snebjerge.
På bakkerne i Christianshåb duftede kamillen, og de snævre veje lugtede af tørrede fisk. Her dufter der af rent kildevand. Velvoksne gyldne mælkebøtter omfletter husene som en krans. Som de skønneste roser strækker de sig ud mod solen. Her betragtes de ikke som ukrudt, og ingen kunne tænke sig at fjerne dem. De får en chance for at nyde lyset før de lange mørke måneder.
En evigt tilfrosset 40 km lang fjord Jakobshavn, er en ægte fabrik af isbræ. Den daglige isproduktion udgør 20 mio. tons af isbjerge, som bevæger sig i en afstand af 600 km fra iskappen, der bliver skubbet ud i fjorden. Strømmen flytter dem med en hastighed på først 1 m og derefter 22 m. i timen, og med ugers mellemrum kælver gletsjeren. Vi lærte et nyt sprog under opholdet i Grønland. Indtil nu var sne sne og is var is. grønlændere har skabt et ægte "vinter herbarium" med over 30 betegnelser for sne og is.
En helikoptertur over den tilisede fjord giver nye oplevelser. Vi flyver over den snehvide verden og rører nærmest ved fæstninger og bjerge af is. Vi kikker efter sælfamilier, der varmer sig i solen. Vi lytter for at høre lyden af den kælvende bræ.
Jeg har besluttet ikke at forlade stedet før jeg har smagt sælkød. Den årlige fangst af sæler udgør 80.000. På mine tidligere rejser har jeg næsten smagt alt. Nu er det sælens tur. Igen har jeg heldet med mig. Den sidste dag på hotellet serveres der en grønlandsk buffet... Adskillige sorter af mærkelige fisk, hvalkød forberedt på forskellige måder, rejer, søsnegle, søkongebryster og endelig... sælsuppe. De kødstykker, der svømmer i suppen minder mig med hensyn til konsistens og lugt om dåsemad for hunde. Men mine kulinariske ambitioner er blevet tilfredsstillet.
Foran adgangen til hotellet sælger en sympatisk, beruset grønlænder smykker af polarbjørneklo. I stedet for at spørge om prisen prøver jeg at slå en handel af for at få en skål vand til hundene.
Først her begynder jeg at tro på, at jorden drejer rundt omkring sin egen akse. Gennem hele døgnet holder solen sig krampagtigt på himmelen og med værdighed tegner en lille glorie. Nætterne er lyse som dage. Fænomenet med solen, der ikke går ned skaber indtryk af, at man har 2 liv. I det nordligste ligger Thule, der regerer solen på himmelen uden ophør i 4 måneder. Nu ved jeg, hvor jeg vil forlænge mit liv, når dagene i min alderdom bliver talte. Nattens lys i ultraviolet farver verden i blå og violette nuancer. Havets islandskab ændres som i et kalejdoskop. Ethvert øjeblik er værdifuldt. Det, som du vil se i morgen, se det straks... I går var der isstykker. I dag er de borte. Isbjerget er sejlet ud et andet sted i intetheden.
På dette sted er der kommet en anden isskabning med mærkelige former. Overalt stilheden. Kun fra tid til anden med øredøvende brag går en døende isbjerg i stykker på vandet. Fra tid til anden vejer den usmeltede isside mest - iskæmpen slår med et stort skvulp en kolbøtte. Og igen stikker op af vandet i en ny skikkelse. Lyden af fyrværkeri efterlader kun beskedne rester af røg. De kulørte glimt, stjerner og månen kan ikke overstråle den lyse nat.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside