Hoi Ans syv vidundere
Tekst og foto: Ewa Bylinska
Der findes byer, der ligesom visse mennesker udstråler varme. Byer, som skaber en enestående stemning, og hvor de gode ånder forbliver for evigt i vor hukommelses kroge.
En af netop den slags byer, som jeg stødte under min rundrejse i Vietnam, er en lille by - Hoi An. Den ligger i Vietnams midterste provins Da Nang, midt mellem det nostalgiske Hanoi og det moderne Saigon.
Vejen til Hoi An
Men før jeg nåede til denne by, vandrede jeg ivrigt gennem det gamle Hanois gader. Som i en sceneopsætning fra filmen ”Indokina” sejlede jeg rundt i den maleriske Ha Long Bay og noterede mig navnet på hver klippe, der uventet voksede op af havet. Ved Parfumefloden, som bragte duften af bjergenes urter med sig, besøgte jeg kongernes by Hué, der vidner om fortidens storhed.
Fra Hué førte en lille båd mig til Thien Mu pagoden - et ottekantet tårn i syv etager, som klamrer sig til en bakke ved Parfumeflodens bred. På et institut for kunsthåndværk beundrede jeg smukke vietnamesiske piger i hvide silkekjoler. De lignede nærmest skrøbelige porcelænsdukker. Til en musik af klokkeklang broderede de med deres flittige hænder de mest imponerende billeder med usynlig silketråd.
Med udsigt til grønne bjerge førte en snoet vej mig langs det Sydkinesiske Hav mig til sidst til Hoi An.
Hoi Ans fortid og nutid
Allerede i det 15. århundrede var Hoi An en betydningsfuld havneby, hvor Østens og Vestens kulturer mødtes. Portugiserne, som interesserede sig for handel, ankom der som de første. Bagefter kom der kinesere og japanere. Derefter fik hollændere, englændere og franskmænd interesse for byen. Desuden kom der missionærer fra Italien og Spanien. Selv i dag høres alverdens sprog i byens smalle gader.
Byen ligger ved floden Thu Bon, og er stolt over sine gamle huse med karakteristiske skråtage. Sammenvokset som en svampekoloni på en træstamme står de på begge sider af de smalle gader. Nu og da adskiller de sig fra hinanden ved facadens farve eller ved søjler af træ eller sten. Nogle af husene er pyntet med små træbalkoner eller har en rigt dekoreret port. I de fleste er der gallerier, der lokker med kulørt billedkunst af de lokale malere. De talrige systuer, som Hoi An er så berømt for, tilbyder fantastiske kreationer af silke og uld syet i et lynhurtigt tempo af byens dygtige skræddere.
En farverig basar har besat flodens bred. Store bunker af modne frugter er omhyggeligt lagt frem på lange borde i maleriske opstillinger, der kappes i farver, størrelser og former. Lige ved siden af blafrer pashmina sjaler som en regnbue i alle nuancer. Silketøj lokker med mønstrer og farver. I flaskerne sover kobraslanger fra Delta Mekongs slangefarm i sprit og vækker både beundring og væmmelse. Denne slangesprit siges at være det bedste middel til at give 'vitale kræfter' - især til elskov.
Talrige forestillinger og koncerter udført af de lokale kunstnere drager både lokale og turister til. Når mørket falder på, fortsætter byen med at pulsere af liv. I små pyntede templer kan man flygte fra støjen og genfinde ro i sjælen.
Kunstnerinden og forfædrenes gode ånder
Madame Phan Kim Chi er cirka 55 års gammel. Hun ejer et galleri i Hoi An og maler selv. Med et smil viser hun rundt i sit lange hus. For nogle måneder siden døde hendes elskede mor. På den centrale plads i stuen er der indrettet et alter. Lyset fra stearinlys funkler på et billede - et portræt af en ældre gråhåret dame med et varmt blik. Ifølge traditionen er altre med billede af dem, som har forladt denne verden, pyntet med friske blomster og farverige frugter. Forfædrenes gode ånde er stadigvæk blandt de levende. De skal være i nærheden og skal passe på huset og de næste generationer. Fra deres enkle murede grave spredt over rismarkerne og i haver vogter de stadigvæk over afgrøderne og hele familieklanens lykke.
Mens turismens mål i f.eks. Kenya er at komme tæt på ”The Big Five” har Hoi An også sine fem turistattraktioner.
På turistinformationskontoret kan man købe et klippekort, som giver adgang til de fem vigtigste steder. Til disse hører Tran familiens tempel for deres forfædre, Nha tho Toc Tran. Det er et af de mindste, men skønneste templer i Vietnam. Mandarinen Tran Tu Nhac byggede det 1802 til ære for sin forfader - en kinesisk købmand, som havde slået sig ned i Hoi An og giftet sig med en vietnamesisk pige.
Den anden attraktion er byens historiske museum, hvor man kan finde meget spændende materiale om Hoi An. Den tredje er et smukt dekoreret fælleshus - Phuoc Kien. Til den fjerde arkitektoniske perle henregnes købmanden Than Kys hus i gaden Nguyen Thai Hoc. Og til sidst skal man besøge den eventyrligt udsmykkede japanske bro fra slutningen af 1500-tallet.
Vigtig byfornyelse skyldes en polak!
Ud over de fem nævnte seværdigheder, som udpeges for turisterne, burde Hoi Ans kulinariske kunst følge på en fristende sjetteplads blandt byens vidundere. Langs gaden Bach Dang ved Thu Bon flodens bred dufter det fra de talrige små og hyggelige restauranter. De røde silkelampioner og eksotisk krydrede retter lokker de forbipasserende indenfor. Til de mest karakteristiske retter fra denne by hører bl.a. fisk, som er bagt med citrongræs i bananblade, samt en slags mini-ravioli ved navn ”hvid rose”, der er formet som en lille blomst af rismel med fyld af en reje.
I gaden lige efter den japanske bro støder jeg helt tilfældigt på mit syvende ”byens klenodie”. Det er en plads med et mindesmærke og skulptur af den polske arkitekt Kazimierz Kwiatkowski. På den sorte granittavle kan man både på vietnamesisk og på engelsk læse, at Kazimierz Kwiatkowski blev født den 2. juli 1944 i Polen. I 1980 kom han til Vietnam for at deltage i fuldførelsen af et kulturprogram med formål at redde Vietnams kulturelle arv. Han påtog sig denne store opgave med entusiasme og talent. Takket være en renovering, som fandt sted under hans tilsyn, lykkedes det at redde Hoi Ans gamle bydel og dens fantastiske bygninger. Byen har atter fået liv, charme og en unik atmosfære. Det var også takket være hans ivrige kamp, at det lykkedes at placere Hoi An på UNESCOs liste over bevaringsværdige bebyggelser.
Kazimierz Kwiatkowski døde i Hué den 13. marts 1997. De sidste 20 år af hans liv blev viet til at redde den gamle vietnamesiske arkitektur. Han betragtes i Vietnam som Hoi Ans store helt. Mindetavler med hans navn findes også i den ”forbudte by” i det kongelige palads i Hué. Mindesmærket med hans milde ansigt hugget i sten blev opstillet i 2007. Som polak føler jeg mig stolt som en pave.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
