Hunrævens testamente
Tekst og foto: Ewa Bylinska
På mine vandringer til de nære og fjerne verdensafkroge mødte jeg ud over mennesker og deres farverige kulturer også forskellige dyrearter.
I Kenyas nationalparker kom jeg på tæt hold af The Big Five. I Afrikas ørkener beundrede jeg utallige kamelkaravaner. I tætte eukalyptusgrene søgte jeg blæstomsuste koalabjørne. Jeg løb om kap med kænguruer i Australiens vilde landskaber.
Af frygt for de tyvagtige aber fra den gamle Delhi gemte jeg kiks dybt i mine lommer, så de ikke kunne få fat i dem. Jeg tømte min rygsæk for nysgerrige vaskebjørne ved Iguazu-vandfaldet. Jeg klappede venligt de mætte, hellige krokodiller i Gambia.
Men blandt alle mine oplevelser med dyr blev jeg dog mest berørt af mine usædvanlige møder med hunræven i en lille polsk landsby.
Vi boede nogle måneder i et sommerhus. Bag vinduerne snoede floden Narew sig dovent. På husets bagside lyste de hvide birketræer op. Nogle gamle egetræer stræbte mod himlen. Markerne dannede et skakbræt i forskellige grønne nuancer. Stilheden var overvældende. Nu og da blev den brudt af frøernes kvækken og cikadernes musik. En typisk idyl i det østlige Polen.
Maj og juni var meget varme. Dagene blev længere, og aftenerne lysere. I vores lille have, hvor vi grillede næsten hver dag - fik vi en aften uventet besøg af en hunræv. Hun var sikkert blevet lokket af de lækre dufte fra vores mad. Gennem de grønne buske lyste hendes kastanjebrune øjne. Gang på gang stak hun tøvende sit lille hoved ud af busken. Jeg smed nogle stykker kød hen til hende. Hun greb dem med jonglørens smidighed og forsvandt sporløst.
En aften kom hun med en baby-ræv. Foran vores stakit stod to generationer af ræve. Ræveungen lignede en rød kugle med sin pjuskede, bløde pels. Hunræven kom gennem et hul i stakittet, og med langsomme dansende skridt nærmede hun sig grillen. Vi stod musestille som hypnotiseret af hendes blik. Hun kom nærmere og nærmere. Vi kunne næsten føle berøring af hendes lange hale. Hun udfordrede sine skæbne ved at komme så tæt på mennesket.
Ræveungen stod imens bag stakittet på spredte vaklende ben og iagttog handlingen. Den var parat til hurtig flugt, hvis noget skulle gå galt. Hunræven ville ikke modtage noget direkte fra vores hånd. Hun samlede madresterne op fra jorden og bragte dem til ungen. Ritualet gentog sig nogle aftener i træk.
Men en aften kom hun ikke mere. Ved busken sad ræveungen alene og forladt.
Vi tolkede det som hunrævens sidste vilje. Måske var hun syg…? Måske følte hun, at det var hendes sidste stund. Måske ville hun være sikker på, at ungen ville klare sig uden hende, og at ingen i vores have ville gøre ham fortræd.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
