MOSAIK FRA IRAN

Ewa Bylinski

12. juli

Afgang fra København. Ved middagstid hilser Wien os velkommen. Flyet til Teheran om 7 timer. Med varme følelser besøger jeg mine yndlingssteder. Måske er det mit sidste ophold i Europa?

Et kæmpefly fra det østrigske luftfartselskab letter med os om bord. Der er ingen vej tilbage. Langt nede skimtes Donau. Foran os en tur på 3.150 km. Fatima og Sofia falder i søvn til lyden af Strauss musik. De vågner til informationen om landing. I nattens mørke lyder „Teheran” ildevarslende. Vi udfylder en række formularer. Vi tager lange frakker på og gemmer omhyggeligt håret under tørklædet. Overalt er kvinder indhyllet i sort. Derimod er mændene klædt på europæisk vis. Jeg stiller mit ur til lokal tid. Nu gælder det om at omstille mentaliteten. Uden problemer går vi igennem flere kontrolpunkter. Ventetiden på bagagen over 3 timer. Fra tid til anden går jeg hen til de rygende mænd for at dele askebæger. Jeg er den eneste kvinde, der ryger offentligt. Ved ankomsten bliver vi ivrigt hilst af Fatimas mor samt en stor gruppe af hendes bekendte. Der er ingen ende på omfavnelser og de blomsterbuketter, som vi bliver begavet med. Kun mænd hilser med et nik. Man giver ikke hånden til fremmede kvinder. Den sorte nat ånder med dagens varme. Mørket skjuler byen tæt.

13. juli

Efter tre timers søvn vover jeg - med tørklædet på hovedet - at kikke ud på altanen. Bjergerne i horisonten er blevet usynlige. De er dækket af en grå tåge. Overalt en oase af hvide betonæsker. De smalle trængte gader er overfyldt af ”sorte spøgelser”.

Det er tidligt på dagen, men heden føles allerede. Solen er gemt bag en tæt tåge af forurening og damp. Ved middagstid tager vi de lange mørke frakker på. Vi ser ud som Siams-søstrene. Kun tørklædernes og øjnenes farve er forskellige.

Under den første tur i Teherans centrum dukker en farverig mosaikport op

Fatimas mor sætter sig bag rattet i en vakkelvorn bil. Vi starter og baner os brutalt vej i den uafbrudte strøm af køretøjer. Langsomt lærer vi de regler, som styrer trafikken i Teheran, at kende. Faktisk i virkeligheden mangelen på disse. Der er ingen trafiklys ved krydset. Man bruger ikke afvisningstegn. Kørselsretningen er vilkårlig. Jungleloven hersker. Den stærkeste vinder. Chokket ved djævelske manøvrer for at komme frem mindsker alle andre gener – den kvælende søde benzinlugt og den uudholdelige hede, der forøges yderligere på grund af vores varme klæder. Fatimas mor kører med bravur uden om alle forhindringer. Hun er stadigvæk den første, og vi er stadigvæk i live.

Vi ankommer næsten til byens centrum. Med grå triste bygninger som baggrund dukker der en farverig mosaikport op. Nogle få skridt derfra en moské udsmykket med kakkelmalerier. En rigdom af blomstermotiver flettet ind i blondealfabetet. Indenfor Nationalmuseet – Mardom Bastan. I nærheden en musegrå bygning. Det er Udenrigsministeriet. Nogle andre regeringsbygninger og en kæmpemæssig klods med en charmerende skulptur af de persiske heste. Fatima påstår at det er en fredet bygning. Jeg tager straks et billede af denne. En vagt på gaden reagerer kraftigt. Vi får at vide, at det ikke er tilladt at fotografere her. Hvad nu? Inch Allah! Det hjælper ikke at Fatimas mor forklarer, at jeg kun var interesseret i hestene.

Kerman fra taget

Omgivet af betjente er vi nødt til at vente på kommandanten, som skal afgøre vores skæbne. Minutterne bliver lange. Efter en time dukker der en vigtig person op og fører os gennem sideindgangen indenfor. Gennem en lang slidt gang kommer vi til et lokale med et gammelt skrivebord og bænk. Fatimas mor afhøres i to timer. De stiller spørgsmål om formålet med vores besøg i landet og fotograferingen. De undrer sig over, at vi ikke har dokumenter på os og ikke er klædt i chador. De går ud... Holder møde... Kommer tilbage... Nye spørgsmål. Jeg kommer til at tænke på de forskellige straffemuligheder: piskning,… stening,… fingreamputation,… udvisning. Efter lange diskussioner beslutter de „kun” at beholde fotoapparatet og tilintetgøre de forbudte optagelser. Om aften skal vi igen melde os med dokumenter og den originale invitation. Under eskorte bliver vi ført bort gennem sideudgangen. Vi kan ikke bruge hovedudgangen, da vi ikke er iklædt islams symbol – chador. Om aftenen tager Fatimas mor den sorte chador ud af skabet, og indhyllet i denne - som hendes retskafne kvindelige fæller - begiver vi os til den mystiske bygning. Jeg venter tålmodig i bilen. Jeg kunne godt tænke mig at ryge, men er bange for, at jeg er under observation. Det er bedre ikke at tirre dem yderligere. Efter en time ses ved hovedindgangen den spinkle skikkelse af Fatimas mor. Efter besøget i løvens hule afdækker hun en del af sit ansigt og allerede på afstand med et sejrrigt smil blinker med øjet.

Alt er i orden. De beholdt hestene. Både på billedet og på bygningen. De gav mit fotoapparat tilbage. Jeg undgår pisken og annullering af mit visum. Victoria! Men hvad var det egentlig for en bygning?

14. juli

De små forretninger i handelsgaderne – overfyldt af kitsch. Derimod er butikker med grønsager fulde af rigdomme. Bjerge af modne vandmeloner spærrer indgangen. Gyldne honningmeloner kravler højt op under taget og dækker bygningens tarvelige vægge. Krydderurter dufter bedøvende. Alt i Teheran dufter med dobbelt styrke. Frugt, grønsager, støv og selv vandet. Måske er det heden, der forstærker duftene... Overalt på gaderne står enorme vandbeholdere af kobber med metalkrus hængende i kæder. Ved busstoppesteder to køer. En for mænd, en anden for kvinder. Busserne har også separate „afdelinger” for mænd og for kvinder.

Gennem travle gader når vi frem til tæppemuseet, der ligger i Park-e Lale. En ældre museumsmedarbejder fører os højtideligt gennem luftige rum. Vi bliver længere ved de vigtigste udstillingsgenstande. Tæppet „Kerman” har 120 knuder på en kvadratcentimeter. Det ældste tæppe i museet – ”Tabritz” - er 500 år gammelt. Det er blevet købt på børsen i London. Der findes også et af de skønnæste tæpper ”polonaise”, vævet med silke- og guldtråd, med stiliserede blomsterbuketter som mønstre. Dernæst et udvalg af moderne tæpper. De vævede illustrationer til eventyr af den persiske digter Firawdasi leder tanken hen mod de kønneste malerier.

Om aftenen arrangerer Fatimas religiøse tante, der bor i nærheden, en fest til vores ære. Vi sætter os på gulvet dækket med tæpper rundt om en voksdug. På dette "iranske bord" lander et bred sortiment af de lokale lækkerier. Foran hver plads en tallerken med friske duftende krydderurter. På væggen portræt af Ayatollah Khomeini, der iagttager vores gilde. Den religiøse tante beholder hele tiden sin chador på. Jeg beundrer, hvor dygtigt hun serverer retterne uden at vikle sig ind i de løse gevandter.

Omkring midnat spadserer vi gennem de tomme gader. Denne by med 12 millioner indbyggere lever et dobbelt liv. Om dagen delvis legal. Under nattens dække viser indbyggerne byens anden ansigt. Med lidenskab dyrker de alt det forbudte. De overspiller amerikansk musik på CD´er, ser videokassetter med programmer fra hele verden, de producerer og sælger alkohol og veksler valuta.

Den varme luft er uden bevægelse. Højt oppe hersker den forurenede røg og dækker himlen og stjernerne. I øvrigt kan man heller ikke om dagen se himmelen for smog.

15. juli

Den religiøse tante beholder hele tiden sin chador på

I dag følger vi med Fatimas bekendt Reza på en sightseeing i Teheran. Fatimas mor har syet sorte maqnaé – hovedtørklæder til os, som har form af et bredt ærme. Med flid lærer jeg de forskellige beklædningsgenstandes navne og betydning. De enkle lange hverdagsfrakker kaldes monto. De ikke religiøse kvinder dækker hovedet med almindeligt tørklæde. De troende skjuler håret under maqnaé og tager chador på – et løst klæde, der dækker legemet fra top til tå. Chador er obligatorisk ved besøg i moské. I de sorte monto, sorte maqnaé, sorte sokker og sorte lukkede sko, vil man ikke kunne skelne os fra de religiøse iranske kvinder. Farvel til alle slankekure! De løse lange frakker skjuler alle kroppens ufuldkommenheder. Slut med udgifterne til frisøren! Man ser mystisk og anonym ud. Og under den iranske ”kvindeuniform” har jeg kun mine sexy blondetrusser. Jeg føler mig stadigvæk som en kvinde!

Reza, som i dag er vores rejsefører, har i mange år været dommer ved bilvæddeløb. Kørsel med ham gennem byen minder om scener fra en gangstertegnefilm. Men det lykkes os at slippe med livet i behold. Reza fortæller, at engang har han kørt med ambulancen efter et uheld på arbejdspladsen. Under opbremsningen åbnedes bagdøren og han selv på en båre befandt sig midt på kørerbanen og blokerede for trafikken. Efter denne oplevelse er han ikke bange for noget.

I den nordlige del af Teheran viger 4-etages æsker for moderne højhuse. Kørebanen ændres til flerspors motorvej, som går i alle retninger. I horisonten bjerge med snedækkede toppe. Ved bjergkæden ligger den gamle Albos. Der opstod hovedstadens første beboelsesområder. I dag findes her den elegante del af byen. Oven på ruinerne af gamle huse vokser kæmpemæssige moderne villaer op. Husene bliver flottere og flottere med mere grønt og indhegning. En skyggefuld vej med træer på begge sider fører til en restaurant. Bordet er ved at bukke under dækket med friske kebab, fade med ris forgyldt af safran, udvalg af duftende salater og krydderier. Det er dog ikke nemt at nyde maden iklædt iransk tøj. Man skal hele tiden passe på for ikke at dyppe maqnaé, der tæt omspænder ansigtet, i tallerkenen. Det er en evig kamp med at undgå, at frakkens ærmer kommer til at røre ved maden. Desuden findes der ikke knive, og vi må klare os med spiseske og gaffel.

Muze Kakh-e Neyavaran - en af paladserne tilhørende den sidste iranske shah Mohammed Reza fra Pahlavi dynastiet – ligger i en smuk velholdt park. Den med mosaik dekorerede indgang og høje slanke søjler giver luft og lethed til bygningsværket. I koncentration går vi igennem de tre etager. Interiøret i paladset er blevet ændret, og der ikke meget tilbage fra magthaverens oprindelige overdådighed.

16. juli

Borjde-Azadi - et mindesmærke for friheden i et land, hvor der aldrig har været for meget frihed

De dystre labyrinter af Teherans overdækkede basar pulserer af liv. Et kalejdoskop af menneskelige racer og typer. De iranske arabiske kvinder iklædt burkaer ligner Fantomer. Beduinernes hvide klæder dufter af ørkenens sand. Charmerende små piger i korte kjoler med flæser som farverige sommerfugle har ikke nået at forvandle sig til sorte formløse pupper endnu. Labyrinten frister med sin mangfoldighed af varer. Guldsmykker blænder. Enorme kobberkander ses overalt. Skindvarer lugter stærkere end krydderier. De kulørte tæpper glimter som paradisfugle. Bagest i basaren en moské udsmykket i den traditionelle tyrkisk-gyldne mosaik.

I nærheden af lufthavnen midt i en kæmperundkørsel vokser Borjde-Azadi – Frihedsbuen - op. Ligesom omvendte sammenhængende fire hvide bogstaver ”Y”. Indvendigt skinner buen med blå mosaik. Blåt og hvidt... Fredens og frihedens symbol! Hver ”gotisk port” i buen peger på forskellige dele af Teheran. Det høje springvand maler regnbuen i luften. Mindesmærket blev bygget under shahen i 1971 for at fejre Persiens 2.500 år jubilæum. Under opgøret med shahens magtapparat var buens hvide sider dækket til med hadefulde slogans: ”Væk med shahen! – Død over shahen!” Disse slogans er nu væk. Det er shahen også. Det, der er tilbage, er et imponerende mindesmærke for friheden i et land, hvor der aldrig har været for meget frihed.

17. juli

Efter uvejret i går er luften i Teheran renset. Sigtbarheden er blevet bedre. Den kraftige regn har fjernet den værste forurening. Igen kan man i horisonten ane bjergkæden, der omringer byen. Fra tidlig morgen er vi i lufthavnen for at jagte frie pladser i flyet til Kerman. Det lykkes. I gaten går vi igennem flere personlige kontroller udført af en gruppe sortklædte kvinder med forstenede ansigter. En af dem gør opmærksom på min diskrete læbestift. Fatima forklarer, at jeg er turist. Jeg får lov at beholde resterne af min kvindelighed.

I Kerman 50 grader, men den rene og tørre bjergluft gør det lettere at holde heden ud. Overalt brunlig, forbrændt jord. Bjergene har samme brunlige farve. Kerman ligger i en højde af 1798 moh. ved indgangen til ørkenen Dasth-e Lutna og har 250.000 indbyggere. Byens historie går tilbage til 13. århundrede og Sassanider dynastiet. I byen findes der det største center for produktion af tæpper i Iran. De er meget mønsterrige Kerman tæpper med blomsterbuketter i skrigende farver som det dominerende motiv, er vævet af specielle tykke uldtråde.

Gennem en dekoreret port fordyber vi os i en af de ældste underjordiske basarer. De lange korridorer strækker sig kilometervis med afsnit opdelt efter varer. Hvælvinger af tegl danner mosaikmønstre. Der findes også et museum for termiske bade med voksfigurer. De brunligfarvede kupler – ventilation af undergrunden - ses alle vegne indflettet i bjerglandskabet. Langs disse kupler snor sig resterne af gamle bymure. I nærheden af basaren en moské fra året 1300 med et meget rigt keramikudsmykket tårn og et unikt ur. Byens livlige basarområde leder tanken hen på et sted fra 1001 nats eventyr. I Kermans centrum dominerer et honningfarvet bygningsværk i form af en enorm bikube. For mange år siden havde denne bygning funktion som byens ”køleskab”. Fra de nærliggende bjerge transporterede man is, som blev lagret i bygningen og solgt til den lokale befolkning.

18. juli

Området rundt omkring Kerman er bjergagtigt

Området rundt omkrig Kerman er bjergagtigt og øde. I en lille by Mahun, der ligger 35 km fra Kerman, skinner moskéens turkise kuppel igennem grønne træer. Indvendigt er ujævne stengulve tæt dækket af farverige tæpper.

Og igen strækker sig et nøgent landskab i beige over mange hundrede kilometer. Af den ensformige egn dukker en lille grøn oaseplet op. Det er en have og paladset Ghajar garden Bagh-e Tarikhi. En gammel udsmykket port fører ind i en grøn paradis-park. De mange vandfald og springvand sprøjter vandråber i den ubevægelige hede luft. Store fyrretræer kaster skygge fuld af forfriskende kulde. Jorden suger tusinder rosers duft.

Ved den nøgne bjergfod en lille kirkegård. Oven over gravene hænger der store tavler med billeder af de afdøde mænd. Kvinderne er også begravet her på dette sted. Men det er forbudt at vise deres ansigter på billedet. Selv døden bringer ikke lighed. Om aften smelter vi af den varme gæstfrihed hos en iransk familie.

19. juli

Vi tager afsked med det maleriske Kerman. Kontrollen før afgang foretaget af ”de sorte ravne” nærmer sig lesbiske tilnærmelser. De er især interesserede i Fatima. Måske fordi hun er den mest buttede af os tre. Luften er trykkende. I Allahs navn forbander jeg den lange frakke og maqnaé. En timers flyverejse over en øde bjergrig egn og Mashad – martyrologiens sted – hilser os med sin grønne saftighed. Byen med over 1 million indbyggere i den nordøstlige del af Iran har et meget mildt klima. Temperaturerne er her lavere, og der er mere grønt. Langs en bred allé med flotte akacietræer på begge sider kører vi hen imod byen. Trafikken øges. Jo mere vi bevæger os mod syd jo mere fattigdom. Overalt små værksteder. Livet foregår udendørs. Vi presser os igennem folkemængden, der trækker enorme kærrer fyldt med varer. Gaderne bliver smallere. De skæve huse danner en mur. Kun små døre vidner om, at der her bor mennesker. Bag en af disse døre bor Fatimas søster. De to små rum deler hun med sin søn og svigerdatter. Hun har alene opfostret syv børn og er kun 51 år gammel, men ser ud som en 70-årig slidt kvinde. Det er ikke et sted, hvor man kan tage imod gæster, men hun inviterer os hjerteligt til at overnatte. Efter middagen serveret på en voksdug tager vi ind til centrum. Vi kører forbi den berømte moské Haram-e Motahhar-e Imam Reza. Det er Irans største helligdom, et mål for pilgrimsfærd og kult. En kuppel dækket med 24 karats guld og fire slanke minareter blænder solen. I det moderne hotel Djam – (”Alverden”) kan man fra værelset på 7. etage se hele byen og bjergpanoramaet. Endelig har vi et normalt WC. Hvor lidt skal der til for at lykken er fuldkommen!

Nogle kilometer fra Mashad findes der en lille by Tus fra året 1389 - regionens tidligere hovedstad. Her i en park med tusindvis af roser findes der et imponerende hvidt marmormindesmærke for den persiske digter Firawdasi. Hans grav omfavnes af søjler og marmorskulpturer – helte fra hans eventyr og digte.

På vejen hjem besøger vi ensom bygning Bogh-ye Haruniye – en kilde for Mashads martyrologi. Her i denne bygning blev i flere år fængslet - og i året 817 forgiftet - Imam Reza den 8., Muhammeds ottende efterfølger (ifølge Shiaa muslimer). Under Safids magtperiode har Shah Abbah beordret byggeri af den hellige moské i Mashad med Rezas hvilested og givet start til pilgrimsvandringerne.

20. juli

Iranerne sætter pris på naturen. De udnytter al fritid til at tage på picnic. Vi begiver os til Torgebe - en lille bjergby. Den asfalterede vej bliver til en stenet hullet sti. Foran skæve, forfaldne huse sidder gamle og handicappede ubevægelige. Snavsede børn leger med træpinde. De udmarvede æsler bukker under vægten af tørre grene. En lille bæk fuld af affald danner grænsen mellem elendighed - og den idylliske grønne verden. Vi finder en plads på klipperne lige ved et vandfald. Højt oppe klynger træerne sig desperat til de stenede skrænter. Rundt omkring har de iranske familier spredt deres ejendomme på tæpperne. Duften af røg fra vandpiberne blandes med duften af stegt fårekød.

På vejen tilbage til hotellet standser vi op ved siden af det berømte og et af de kønneste bygningsværker i den islamiske verden – Imam Reza´s grav. Adgangen til den hellige grav er forbudt for folk med en anden religion og for kvinder med menstruation. Jeg er katolik, Fatima har menstruation. Der er dog intet, der kan holde os tilbage. Fatimas religiøse søster løfter hænderne op, som om hun ville ønske at Allah skal forbande os for vores synd. Upåagtet iklæder vi os vore chadorer. Vi går ind sammen med mængden af sorte skikkelser. Ved indgangen kontrol. Jeg lukker øjnene for at skjule deres farve. Vi holder sammen for ikke at blive væk i menneskestrømmen. Vi kommunikerer uden ord. I et lukket kæmpemæssigt område fordelt på 4 gårde knejser stolt to moskéer. De skinner med turkis-blå og guldmosaik. På jorden på de farverige tæpper sidder adskilt mænd på den ene side og kvinder på den anden. Passerende kysser de rigt dekorerede enorme porte og helligdommens vægge. Vi når frem til den vigtigste del af bygningsværket: til porten af pure guld, over hvilken der skinner en enorm guldkuppel. Vi efterlader skoene udenfor. Gennem guldporten kommer vi ind til selve helligdommen – Imam Reza´s grav.

Alt virker enormt stort. Gulvet er af hvid og sort marmor. De farverige mosaikvægmalerier og loftet forvandles til krystalspejle. Alt skinner og giver glans. Spejlrummet vokser som i et eventyr. Midt i det hele dominerer den kæmpemæssige grav i form af en sølvseng med baldakin. Den er omkranset af sølvgærdet. Sorte kvindelige skikkelser bevæger sig mod graven som i trance. Vi følger efter. Gradvis bliver trængslen større og større. Gråd og hylden bliver mere hysterisk og voldsom. Helt tæt ved graven kæmper mængden heroisk om at kunne røre ved sølvgærdet. Det er et spørgsmål om liv eller død. Dem, der rører ved graven, bliver velsignet og får deres ønsker opfyldt. Euforien vokser. Tusindvis af kæmpende hænder rakt i vejret minder om scener fra Titanics undergang. Vi befinder os i tredje række af hylende kvinder. Fra den modsatte side prøver mænd med samme energi og desperation at nå hen til graven. Jeg føler, at jeg også befinder mig i ekstase. Endnu få skridt. Endnu få skub før jeg kan røre ved sølvgærdet. Lidt til, og jeg vil overskride grænsen til virkeligheden. Fatima ser med uro på min iver. Et blik fra hende og et energisk ryk i mit ærme under chadoren, og jeg kommer tilbage til jorden. Vi holder krampagtigt hinanden i hænderne og maser os mod udgangen. Vi undgår en katastrofe og bliver ikke trådt ihjel. Til gengæld vil Reza nok ikke opfylde vores ønsker.

Jeg forlader stedet som påvirket af narkotika. Forundret over al den skønhed. Fyldt med atmosfære. Rystet af sceneriet. Jeg føler en brøkdel af islam i min sjæl. Foran udgangen en stor, rigt dekoreret brønd. Rundt om gården stræber guldminareter mod himlen. Islams storhed. Rigdom og fattigdom. De store kontraster. For ikke så længe siden så jeg en faldefærdig landsby, og nu mødes jeg af en eventyrlig rigdom. En af de engelske guider siger, at hvis man er i Iran og ikke besøger helligdommen i Mashad svarer det til at være i Rom uden at se Vatikanet.

21. juli

”Den sidste nadver” i Mashad. I det lille rum samles vi ved voksdugen fyldt med mad. I en gruppe der taler engelsk, diskuteres religion. Islam og kristendommen tilhører den samme religionsfamilie og har mange fællestræk. De smukkeste menneskelige budskaber i Koranen og Biblen er i virkeligheden ens. Og Gud er den samme for alle, men nogle steder er hans navn Allah. For muslimerne er Kristus en af profeterne. Den sidste profet for dem er – Muhammed.

Pludselig bliver alting så enkelt, så klart og så fredeligt. Og vores opfattelse af verdenen afspejles i den islamiske filosof ”Ibn – al – Arabi´s digt:

”Mit hjerte er åbent over for alle former: Det er en græsmark til gazeller og en kristnes kloster. Gudernes templer og pilgrimenes Kaaba. Toras tavler og Koranens bog. Jeg dyrker Kærlighedens religion i alle retninger, sådan som dens karavaner bevæger sig. Kærlighedens religion vil være min religion og min tro”.

Teheran - en by uden himmel og stjerner hilser os igen velkommen.

22. juli

I Iran kan man stadigvæk opleve eventyr fra 1001 nat. Det er som en fortælling om ”Guldfisken”. Men skal passe på med at afsløre sine ønsker for ellers bliver de opfyldt. Fatimas mor gør alt for at glæde os. Under vores fravær har hun bestilt flybilletter til Isfahan, da jeg ønskede at besøge denne by. Hun løber rundt i byen for at bytte Sofias uheldigt indkøbte ring. Gæsterne kommer altid først. Ved ethvert besøg i de forskellige hjem oplever vi eventyret ”Bord dæk dig”. Gæstfriheden er grænseløs. Overalt møder vi venlige smil og blikke. Kommunikationen trives uden ord.

23. juli

Indtil i dag har jeg været begejstret for alle de lokale madretter. I morges forberedte Fatimas mor en ægte iransk lækkerbisken til morgenmad – et kogt fårehoved. Jeg kigger nysgerrigt ned i gryden med et kranie med fuldt tandsæt. Hvor er øjnene? De er sikkert kogt ud i suppen. Med væmmelse forsøger jeg at sluge en skefuld af retten. Suppen er tyk og fed i smagen. Jeg må give op. Måske skulle jeg ikke havde kigget ned i gryden.

Igen er vi på de trange overfyldte gader. Vi er på vej til byen Shrin. Foran os på en byggeplads fem guldkupler med guldminareter der ligner fyrtårne. Det er Aramgah-e Hazrat-e Imam Khomeini, stedet for hans sidste hvilested og kult.

Byggearbejdet med helligdommen har nu varet uafbrudt i 6 år. Grønt marmorgulv. I den enorme sal en kiste dækket med klæde. Over graven et spejlloft og malerier af røde tulipaner – et symbol på heltens hvilested. I nærheden findes Teherans største kirkegård. Overalt små, velholdte grave som marmorbøger spredt rundt i græsset. En anden del af kirkegården er forfalden og bevokset med højt græs. Fatima forklarer, at der ligger modstandere af regimet.

24. juli

Tangevasi. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde fødder

Jeg vågner ved højlydt bøn til Allah fra den nærliggende moské. I dag skal vi på tur med en studentergruppe. Den overfyldte bus kæmper sig opad. I den første time kan vi se Teheran på begge sider. Byen er så stor, at man har en fornemmelse af, at den aldrig holder op. Pludseligt er vi blandt nøgne, beigefarvede bjerge. 200 km fra Teheran kommer vi ind i bjergenes kongerige.

Vi passerer forbi landsbyen Jaliz Jand med stenhuse bygget ind i skrænterne. De lodrette klipper stræber mod himlen. I en smal spalte mellem disse klipper løber en bæk. Vi må vandre over et 1 km. langt bjergpas Tangevasi for at komme over på den anden side af bjergene.

Vi går ud i det iskolde vand, der når knæet. Vandet skvulper i de våde sko, men her kan man ikke vandre med bare fødder. Der er for mange skarpe sten på bunden af bækken. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde føder. Sceneriet belønner dog alle vores anstrengelser. Klippetunnelen bliver smallere og smallere. Og klipperne synes at komme nærmere hinanden og fjerne sig fra hinanden. Strømmen i bækken øges og mindskes. Usikkerhed. Mystik. Gru. En af klippevæggene er dekoreret med en skulptur, der forestiller jagtscener. I disse bjergegne har shahen med sin følge deltaget i mange hjortejagter. Endelig er vi kommet til bjergtunnelens udgang. Foran os en eventyrligt smuk eng med farverige blomster. I horisonten anes en bjergkæde med ovale former. Idyl i pastelfarver. Et malerisk paradis. Men det er koldt og det regner. Helt gennemblødte sætter vi os til frokost på det våde græs. En af studenterne tager en stor tromme frem. Snart synger alle med på samme melankolske sang. Nogle piger begynder en graciøs dans.

Pludselig dukker to mænd op. De tager brutalt fat i drengen, der spiller på tromme, og trækker ham hen til et telt skjult i buskene, hvor de iranske åndelige vogtere holder til. Resten af gruppen følger solidarisk efter den tilbageholdte kammerat. Han anklages for at havde spillet de forbudte sange. Forhøret tager tid. Til sidst kommer drengen tilbage. Sangene var alligevel ikke så skadelige for det politiske system. Latteren, sangen og dansen er tilbage. Men jeg er rystet. 200 km fra Teheran midt i den øde bjergegn vogter en usynlig garde over medborgeres retskaffenhed. ”Året 1984”? Det regner og hagler og det er blevet meget koldt, men vi skal tilbage ad samme vandvej, hvor vandstanden nu er blevet højere.

25. juli

Isfahan. Charme. Elegance. Rumfornemmelse. Irans Wien. Si o SePol (Broen med 33 buer)

Om morgenen afgang til Isfahan. Eller måske Esfahan? Selve navnet giver associationer til drømmebilleder. Charme. Elegance. Rumfornemmelse. Islams drøm om Europa. Irans Wien. Byen er berømt for perler af den islamiske arkitektur og de skønne tæpper. Næsten 1 million indbyggere, men alligevel uden trængsel som de øvrige iranske byer. Der er noget beroligende og ophøjet over stedet. Før i tiden var Isfahan et stoppested for karavaner og et betydningsfuldt handelscenter. Den store udvikling kom, da shah Abbas, der overtog magten efter tyrkerne i 1578 gjorde Isfsahan til et vidunder. Sloganet ”Esfahan nesf-e jahan” – ”Isfsahan er en halvdel af verden” blev til virkelighed. På den største plads i den islamiske verden Meidun-e Imam findes en usædvanlig smuk moské med turkis kuppel. Dette imponerende bygningsværk blev færdigt efter 26 års arbejde i året 1638. På samme plads kan man også beundre Kakh-e Ali Ghapu - et træpalads med og en labyrintbasar under de store hvælvinger.

Over floden Zayande Rud hænger flere broer. Den smukkeste er en bro 33 – Si o Se Pol. Navnet angiver de 33 buer.

26. juli

Sidste blik på Isfahan. Vi besøger et unikt bygningsværk syv km fra byens centrum. Det er en lille enkel moské Manar Jomban fra 14. århundrede. Moskéen er blevet berømt pga. af de to minareter, der fra tid til anden tydeligt svajer fra side til side. Ingen kan forklare dette fænomen. I den armenske bydel Jolfa, som stammer fra shah Abbas 14´s magtperiode, hersker en atmosfære af tolerance. Arkitektur fra Persien, Europa og Islam flettes på smukkeste vis ind i hinanden.

Igen Teheran. Vi pakker. Ved midnatstid bliver vi fulgt til lufthavnen af en stor gruppe. Klokken to om natten går vi ombord i den østrigske flyvemaskine. Tonerne af Wienervals strømmer os i møde. Aldrig før har denne musik gjort et så stort indtryk på mig. Jeg føler, at jeg er på vej hjem fra en by som virker utilnærmelig og fyldt med gru. Det første vi gør, da vi går ind i flyvemaskinen, er at tage vores frakker af og fjerne tørklæder, som vi med lettelse smider på gulvet. Vi er frie og tilbage på Jorden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside