Tilbage til De Berejstes hjemmeside

      Kafountine - en fiskerlandsby i Senegal

Ewa Bylinska


Hvis man ønsker at rejse til Kafountine, nytter det ikke meget, at man har hørt noget om denne lille landsby. Man skal først finde et kort over Senegal, hvor den er afmærket. Men selvom man finder sådan et kort, hvor landsbyens lille sorte prik er synlig, vil det alligevel ikke være tilstrækkeligt. Man skal overvinde angsten for at drage gennem Afrika på egen hånd. Man skal lære at være tålmodig. Det er ikke hver gang, at man er så heldig at få et hurtigt transportmiddel i den valgte retning. Man skal lære ydmygelse at kende. Solen brænder ustandseligt. Den blænder, så det gør ondt. Det røde støv fra sandet rammer øjnene. Man skal også glemme alt om civilisationens bekvemmeligheder. Hvis der dukker en vogn op, starter den først med at køre, når den er fyldt op til randen. På et sæde skal der være plads til mindst tre. Man skal også være i besiddelse af en humoristisk sans for at afvise de korrupte grænsemyndigheders tilnærmelser. Ud over det kræver kørslen på schweizerost-vejene stærke knogler.

Ankomst

For første gang vover jeg sammen med min veninde at drage gennem Afrika på egen hånd. Vi lander i Gambias lufthavn i Yundum. Jeg har været her første gang i 1992. Det er ikke til at fatte, når man følger landets store forandringer. På dette sted, hvor der for 14 år siden stod en primitiv barak, hvor man har modtaget flyets passagerer, rejser den moderne lufthavnsbygning sig. Sandvejen fra lufthavnen er blevet erstattet af en motorvej. Begge dens sider er pyntet med elegante huse og hoteller. Dengang græssede der kun geder. Hovedgaden i hovedstaden Banjul, som dengang var en lille gruset sti, er blevet asfalteret. Overalt er der vokset en storby op med et helt net af asfalterede veje.

En lille dam, tæt bevokset af grøn plantevækst, som har ligget bag et slumområde i turistbyen Bakau, hvor hellige krokodiller hvilede sig, er uforandret. De hellige uhyrer fodres fortsat af den lokale præst, så de ikke kaster sig grådigt over turisterne. Ligesom i gamle dage kan man klappe dem på deres skorpede nakke og kærtegne dem under deres gab. På vejen til dammen er der blevet bygget tre flotte glaspavilloner, som rummer et museum for Gambias kunst og kultur. De livlige slumområder er vokset enormt. Dengang førte kun en beskeden snæver slumvej til krokodillerne.

I de sidste år har det land, som i form ligner en regnorm, nået at rejse sig fra ørken og sand. Uforandret er de chokoladebrune børns instinkt og sjette sans for at opspore den hvide mands tilstedeværelse. Alle de steder, hvor den hvide viser sig, er han pludselig omringet af børneflokken. Uanset om de er klædt i skoleuniformer eller kommer barfodede, viser de deres fascination over Afrikas hvide gæst. Deres øjne stråler. Tillidsfuldt putter de deres hånd i den hvides hånd og følger ham til verdens ende. Lykkeryttere og deres udspekulerede fiduser er også ved det gamle. Med det formål at plukke turisten tilbyder de fra alle steder guideservice og sørgelige historier.

På vej mod det ægte Afrika

Efter en kort ventetid i Serakunda får vi pladser i en vakkelvorn bil. Stolte drager vi af sted for at møde det ægte Afrika. I et forsøg på at undgå de dybe huller balancerer chaufføren ved vejens kanter som en cirkusakrobat. Det er bestemt ikke nemt, fordi vejen kun består af huller. Ved hvert eneste af bilens spring besætter en buttet sort kvinde mere og mere mine knæ. I bagagerummet kagler magre høns bundet med snor. En baby på forsædet holder hele tiden fast ved sin mors barm. Jeg føler, at bilens bund er ved at falde sammen.

I grænsebygningen står livet stille som den tropiske luft. Fem dovne funktionærer leder solidarisk efter noget at skrive med. Jeg rækker min kuglepen til en af dem. Nu vil alle skrive. Jeg deler retfærdigt kuglepenne ud til resten. Måske vil det gå hurtigere? - Har du en mand? – spørger en ung flot tolder. For en sikkerheds skyld opdigter jeg en mand, men det forstyrrer ham ikke. ”Du kan få en til” – smiler han og viser det kridhvide tandsæt. Mit pas passerer langsomt rundt. Min alder er ingen hindring. Alle vil giftes med mig. Kun i Europa er der en fremtid.

Afrika er som en evig ventetilstand

Fra Senegal er vores transportmiddel ikke så morsomt, og vejen uden huller virker ensformig. Vi stopper ved korsvejen i Diouloulou. Der er her et beskedent marked og nogle halvtomme butikker. I skyggen af det store baobabtræ er der et stoppested til videre rejse. Vi venter sammen med andre. Afrika er som en evig ventetilstand. Alle smiler venligt til os. Alle vil stifte bekendtskab med os. Alle vil snakke. Og dog, når man tænker på dette kontinents grusomme historie, har de hvide ikke vist sig fra den bedste side. Siden det 15. århundrede har man været på jagt og fanget de sorte ”ikke-mennesker”. Under den lange slavehandelsperiode blev over 30 millioner udryddet eller på en umenneskelig måde ført ud af Afrika. Hele kontinentet blev tømt for sin befolkning og plyndret for goder. Til sidst blev det delt mellem ”hvide stater” til kolonier. I de 500 år knoklede og puklede Afrikas beboere på andre kontinenter og byggede fremmede landes rigdom.

Kafountines kvinder

Kafountines hovedgade hilser os velkommen med farver, støj og pulserende liv. Et marked. Små forretninger. Hyggelige små spisesteder. Kvinderne klædt som paradisfugle bærer graciøst deres formue på hovedet. For enden af gaden ved Atlanterhavets bred har Rene, en franskmand i halvfjerdserne, stiftet et pensionat ”A la Nature” omringet af et stakit flettet af palmegrene. I den største bygning på området findes et fælles spisested med en fantastisk udsigt til Atlanterhavets bølger, baren, køkkenet og et enkelt kontor. Rundt omkring i tætte grønne planter gemmer de runde hytter sig med et tag dækket af palmeblade. Alt er tilpasset det naturlige Senegals liv og stil. Ejeren med sit lange filtrede hår, som aldrig bliver klippet, ser også fredelig og naturlig ud. Der findes kun store senge i hytterne. Men gennem deres vinduer kommer Atlanterhavet ind. De lange hvide strande med sprøjtet af bølgernes lunkne vand strækker sig kilometer efter kilometer.

Fiskerlandsbyen

Ved siden af pensionatet ligger en malerisk lille fiskerlandsby. Hver eneste morgen vækkes Kafountine til live ved morgengry. I det fjerne ude på vandet åbenbarer konturer af lange fiskerbåde sig. Halvnøgne fiskere kæmper i koldt vand og høje bølger og vandrer som pilgrimme mod horisonten i deres retning. Fiskerbåde udskåret af lange træstammer varmer sig i den første sols stråler på stranden. De ligger i en række som farverige soldater. De er malet i lyse muntre farver og pyntet med mønstre. Hver af dem har fået et seriøst navn som ”Madagaskar” eller ”Kon-tiki”, som gør dem endnu vigtigere og mere betydningsfulde.

Stranden får mere liv. Fiskerbådenes farver blandes nu med kvindernes kulørte batikkjoler. De fleste af dem går på arbejde med små børn. De binder et stykke stof på en smart måde, placerer det med et sovende spædbarn på ryggen, anbringer en stor skål på hovedet, og med lethed og charmerende bevægelser går de i gang med deres daglige pligter. De vasker tøj, vasker op. Med flittige fingre reparerer de ødelagte fiskenet. De renser fisk, fører tilsyn med de tørrede fisk, som er lagt i store mængder på lange træborde. De følges altid af en børneflok, som ubekymret leger i nærheden. Om eftermiddagen kommer fiskerbåde og fiskekuttere tilbage. Stranden pulserer endnu mere af liv. De, som var så heldige at få engangsarbejde, løber om kap med vandet efter fiskerne fra både med en plastikboks på hovedet. Stranden er pludselig fyldt op med mennesker, forskellige typer af havets frugter, og en mågeflok. Tusindvis af hænder sorterer fisk, renser dem, parterer og sælger. Med stort besvær transporteres nogle af fiskerbådene ind i landet ved hjælp af palmestammer. Og på den anden side af ”A la Nature” i et lille værft fødes de nye fiskerbåde nøjsomt udskåret af træstammer.

Stranden er begivenhedsrig og livfuld indtil aften.

I nattens mørke består himlen i Kafountine af millioner af stjerner og stjernekonstellationer. Pensionatets medarbejdere, der er sorte som natten, fordeler små olielamper og placerer dem ved hytterne. Men først når månen dukker op på scenen, er stranden og Atlanterhavets bølger synligt belyst. I hovedbygningens fælleslokaler lyder trommernes slag og dansende fødders hurtige trip. Ved lange borde med udsigt til vandet sludrer de ankomne fra Europa med lokalbefolkningen den halve nat. Og Rene står ved porten til havet som stedets gode ånd og betragter naturens skønhed og rigdom med et mystisk smil.

Hver dag får vi flere og flere bodyguards. Hver af dem vil hjælpe os. Promenere langs stranden. Snakke. En har givet os en stor fisk. Den anden har grillet den. En har med stolthed lagt nye smukke muslingeskaller foran vores hytte, som om han ville forære og dele hele sin verden med os.

Efter fire dages ophold forlader vi det farverige Kafountine. Men jeg har fortsat billedet af landsbyen og dens smilende befolkning for mine øjne de næste dage. Fascineret gentager jeg gang på gang dens navn: Kafountine, Kafountine, Kafountine.

Med tak til Søren Padkjær og Per Allan Jensen for jeres optimistiske opbakning og gode råd til rejsen.


Ewa Bylinska

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside