Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Jeg vinkede farvel til de syriske tropper
På rejse i Libanons historietunge byer og landskaber, da Syrien efter internationalt pres trak sit militær fra landet tilbage.

Tekst og foto: Ewa Bylinska

Beirut – Salget af fladbrød på Corniche promenade
Direkte fra havet lander vi blidt på Beirut lufthavns landingsbane. De hvide boligblokke stiger ned fra de nærliggende bjerge tæt på flyvemaskinens hjul. I luften hænger smog. Overalt rejser nye moderne huse sig og danner en vidstrakt hvid ørken. Moderne hoteller. Banker fra hele verden. Forretninger med de mest kendte mærkevarer.

Kun i glimt får man krigens spor at se – nogle hus-spøgelser gennemhullet som sier med udbrændte vinduer somøjenhuler. Nye veje. Pæne gader. Folk med europæisk tøjstil. Cafeerne fyldt til randen. I himmelrummet flettes de kristelige kirkers kors med moskeers minareter. Man ser tydeligt, at byen, som har rejst sig fra (ilden og) asken som fugl Fønix, for enhver pris vil glemme de mange år med borgerkrig (1975- 1989), grusomheder og ødelæggelser. Vores hotel, Mayflower, er omkranset fra den ene side af den elegante livlige gade Hamra og fra den anden side af det store område, som udgør American University, oprettet tilbage i 1886 og genopbygget i 1999. Midt i de idylliske grønne egne i campus ser man moderne velklædte studenter muntre og fulde af liv. Det at få uddannelse og arbejde er væsentligt for eksistensen i et land, i hvilket alt skal betales og hvor der ikke findes et socialt sikkerhedsnet. Ved den brede strandpromenade – Cornichen – lige ved Luna Park - vokser to romantiske klipper, Grotte aux Piggons, op af havet. Hvis man følger promenaden i den modsatte retning, kommer man til Beiruts centrum – direkte til den genopbyggede gamle by, der bærer præg af at være helt nydesignet. På Place Etoile pynter det firkantede klokketårn. Der findes også en domkirke - Saint Elie - bygget af sten. Ikke langt derfra ligger en kæmpemæssig moske ved navn Omaris moske og den berømte Place des Martyrs. Alle vegne ses store plakater af den afdøde pave Johannes Paul den 2. og den i februar myrdede forhenværende premierminister Rafiq Hariri.

Fra en vis afstand betragter vi den skamferede bygning, hvor bilbomben blev udløst. Og atter den fascinerende promenade pulserende af liv. Dernede hvor de forelskede mødes. Hvor hele familien hviler sig og spadserer i den lune aften. Der jogger man og dyrker sport, og der drives også mindre handel med frugt, popkorn og slik. Men det mest imponerende syn er salget af de store runde fladbrød med et hul, som hænger i lige rækker på cykelstyret. Og nedenfor ved vandet på store sten står en gruppe mænd tålmodigt med deres fiskestænger. De står der endnu, da den røde solkugle er på vej ned i havet.

Baalbek, Byblos og Bekaa – den historiske rute

Til Baalbek, der ligger 85 km fra Beirut, kommer vi på en organiseret tur. I Beqaa-dalen, der er omkranset af høje sneklædte bjerge, findes resterne af de
Baalbek – Jupitertemplets 6 majestætiske søjler
bedst bevarede tempelområder fra romertiden. Disse templer opstod på samme sted, hvor man før dyrkede kult for den fønikiske gud Baal. Grækerne kaldte dette sted for Heliopolis (Solens By) Romerne udnævnte dette til vigtigste kultsted viet til Jupiter, Venus og Merkur. De seks majestætiske søjler fra Jupitertemplet og det fantastisk bevarede Baccustempel er de bedste beviser for områdets storhed. Ikke langt fra ruinerne kommer vi forbi den største bearbejdede sten på jorden med en vægt på 1500 ton.

På vejen hjem nyder vi smagen af de libanesiske vine i de berømte vinkældre i Ksara. Vine, som produceres i denne region, importeres til næsten 40 lande. Som afslutning på vores tur når vi til de blandt ceder og cypres skjulte ruiner af handelsbyen Anjar. Byen blev bygget i det 8. århundrede på handelsruten, der forbandt Beqaa-dalen med Damaskus, af Omazzad Kalif Al Walid.

Vore venners advarsler om at holde os væk fra det farlige Libanon viste sig ikke at være berettigede. I Beirut ånder alt fred, og der er ingen fare på færde ”I skuffelsen over det” beslutter vi at udfordre skæbnen og passere den libanesisk-syriske grænse samt nå til Damaskus. Bus turen til grænsen volder ingen problemer. Libaneserne har heller ikke noget imod, at vi forlader deres land. Derimod nægter de syriske grænsevagter kategorisk at give mig visum på stedet og påstår, at jeg burde have ordnet det i ambassaden. Meget mod min vilje vender jeg tilbage til Libanon.

Trods mit nederlag bekræfter turen tilbage mig i, at man med lethed kan bevæge sig rundt i dette land ved hjælp af lokale trafikmidler. Princippet er ganske enkelt. Små busser tager passagerer op efter deres ønske og stopper lydigt der, hvor man vil stå af. Desuden findes der service-taxi. Disse starter turen, når vognen er fyldt op. Høflige og meget hjælpsomme lokale beboere sørger for, at man ikke bliver fortabt i deres land. Således behersker vi på egen hånd den højtbeliggende by Harrisa med en gigantisk hvid statue af Madonna fra Libanon.

Det at køre ned med en elektrisk bjergbane og fange en bus til Byblos – en af de ældste beboede byer i verden – hører nu til småtingsafdeling. Byblos - den fønikiske by med charmerende ruiner ved havet og en romantisk souk, hvor man kan købe alt – er en sand perle under Unescos beskyttelse. Sidon, som vi også besøger med de lokale busser, hilser os med et malerisk havneslot bygget af sten. Denne bygning er rejst af korsfarerne i 1228. Byen spillede under fønikerne en rolle som stat oghavde en stor betydning som handelshavn. Den blev erobret af korsfarerne efter 47 dages belejring.

Cedertræer og sneklædte bjerge – fønikiernes kulisser

Bachara – Kahlil Gibrans museum og grav
Under udflugten til Cedres er vores guide en ung libanesisk kvinde ved navnet Sara. Hun ligner på en prik Julia Roberts. Hun taler flydende engelsk, fransk, tysk og arabisk. I vor internationale gruppe skifter hun uden besvær fra det ene sprog til det andet. Når hun med stor charme fortæller om sit land, kan man i hendes stemme høre stolthed over dets kultur og historie. Og der er noget at være stolt af. Hendes forfædre, der beboede dette område – fønikerne – skabte et fonetisk alfabet bestående af 22 tegn. Desuden var de mestre i sejlads, handel og kolonisering. Hvem véd, måske var det også dem, der opfandt pengesystemet? I det mindste omregnede de værdien af de solgte varer til sølv og guld. På vejen til Kadisdalen (den hellige dal) passerer vi en lille by Amiun og klippevæggen med romerske grave, skjulested for de forfulgte kristne. Fire km fra Cedres ligger den maleriske by Bachara. Der blev den største libanesiske forfatter og maler Kahlil Gibran født.

Cedertræ
Højt oppe i den gamle monastir smeltet ind i klippevæggen, som tilhørte karmelitterordenen, findes der et museum viet hans værker. Nedenunder breder sig en eventyrlig udsigt med kirketårne og små huse skjulte i den grønne dal. Ved indgangen til museet findes forfatterens gravsted med inskription skrevet med hans egen hånd. ”I am alive, like you. And I now stand beside you. Close your eyes and look around, you will see me in front of you”.

I Cedres når de sneklædte bjergtoppe 3000 meter op. Måske har disse sneklædte bjerge været inspirationen til landets navn Libanon (Lublan er det semitiske ord for betegnelsen af farven hvid)? Mægtige - flere århundreder gamle - cedertræer med kroner formet som paraplyer synes at røre den blå himmel. Den rene luft er fyldt med harpiksduft. Under fødderne knitrer de hvide snepletter.

Af cedertræer, som for mange århundreder siden dækkede hele landet, har kong Salomon bygget sine templer og paladser i Jerusalem, og faraoner skar sarkofager af dem. Cedertræ – Libanons symbol - blev byttet til papyrus, sølv og guld. Måske netop derfor understreger Sara på romantisk vis billedet af det libanesiske flag og dets farver. Det hvide symboliserer kærlighed til frihed og det røde blodet udgydt for fædrelandet, mens cedertræet er symbol for landets styrke og livsvilje.

Da den hellige Anton kom ned på jorden

På den anden side af den frodige dal besøger vi et stort kloster bygget ind i klippen og en mørk grotte, i hvilken den hellige Anton fra Libanon boede, bad og helbredte. Sara, der tilhører maroniternes*) trosretning, som er karakteristisk for Libanon, giver os et billede af den hellige Anton med en bøn på arabisk. Hun forsikrer, at hvis man lægger billedet under sovepuden, vil man skræmme sygdomme væk. Hendes moderne fremtoning er ikke i stand til at fortrænge traditioner og religion. Fascineret af hendes dybe tro - og også under indtryk af klosterets maleriske beliggenhed - tager jeg billedet til Danmark med tanke på min mors alvorlige sygdom. Desværre, som det viste sig senere, var Anton fra Libanon ikke i stand til at helbrede hende.

Måske hjælper han kun den lokale befolkning… og måske skulle jeg bede til ham på arabisk. Desuden, da jeg efter hjemkomsten til København fortæller en katolsk præst, som jeg kender, at jeg har besøgt Den hellige Anton fra Libanons grotte, hører jeg følgende kommentar: ”Nåh ja… det er den Anton Eneboer, som gennem hele livet undgik at vaske sig og ikke barberede sit skæg og som til sidst måtte flytte højt op i bjergene, fordi kun dyrene kunne holde hans lugt ud”.
Beirut – de sidste syriske tropper er ved at forlede Libanon

Dagen før vores afrejse oplever vi enorme gadedemonstrationer. Vi sidder i en minibus, som er på vej til Jeitas grotter. Desværre viser det sig, at chaufføren ikke er i stand til at komme igennem trafikproppen. Vi er fanget i en syndflod af biler. Fra alle sider kører der forskellige køretøjstyper proppet af demonstrerende libanesere. Demonstranter vifter med flag og jubler. De hænger overalt som vindrueklaser fra bustage, vinduer, og åbne busdøre. Selv bilhorn, der forsøger at overdøve de optimistiske råb, lyder som en lykkelig latter. Efter 30 års besættelse forlader de sidste syriske tropper Libanon. I stedet for at besøge de berømte grotter føler vi åndsfællesskab med demonstranterne. Jeg fornemmer tydeligt, at vi netop i dette øjeblik befinder os i centrum af Libanons nye historie.

Ewa Bylinska



Harrisa – Madonna fra Libanon og den moderne maronitterkirke
Libanon er et land hvor man finder 18 anerkendte trossamfund: 12 kristne, 5 islamiske og 1 judæisk. Sandsynligvis er ca 60 % af Libanons indbyggere - i alt 3,5 million – muslimer (syitter, suni drusere) og ca 40 % kristne. Den største gruppe blandt de kristne udgøres af Maronitterne, som er bundet til den romersk-katolske kirke.

Navnet på Maronitternes kirke stammer fra dens grundlægger Maron, den hellige munk, eneboer, præst, underviser, mirakelmand, og helsebringer, der levede i anden del af det 4. århundrede i Taurusbjergene (i Syrien). I begyndelsen af det 9. århundrede gemte de af kaliffen Al Ma-mun forfulgte maronitter sig i de dengang ubeboede libanesiske bjerge. De var i stand til at skabe en holdbar struktur, som kunne forsvare deres kristelige og kulturelle identitet overfor muslimske overgreb. I 10. århundrede boede den største del af maronitterne allerede i Libanon.

Under korstogene foretog den maronittiske kirke skridt i retning af union med den romersk-katolske kirke. I dette fællesskab lykkedes det maronitterne at bevare en vidtrækkende autonomi, og de modstod den muslimske indflydelse. I året 1860 stod tyrkerne sammen med drusere bag den store massakre på de kristne. (næsten 10.000 maronitter blev myrdet), hvilket resulterede i militær indgriben fra Frankrig, Prøjsen og Englands side.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside