Den ukrainske mafia og Basilianerklosteret - Lvov april 2003
Ewa Bylinska
Hvor kan man tage hen i Påskeferien, når der i den ene del af verden suser ”demokratiske” bomber rundt og i den anden hersker uopslidelig SARS? Så mindes man den gamle sentimentale polske sang ”… Hvis man skal rejse, så skal det da være til Lvov…”
Lvov, der i dag ligger i Ukraine, tilhørte fra det 13. århundrede Polen. Lvov var de polske kongers yndlingsby. En by med en række handelsprivilegier. Et vigtigt center på ruten fra Vesteuropa til de italienske kolonier ved Sortehavet. En by med de mest kendte universiteter, forfattere, kunstnere, videnskabsmænd. Den polske aristokratis by. Gennem århundreder delte Lvov på godt og ondt Krakovs historiske skæbne: Blomstrende kulturliv, viden og kunst. Tyrkernes, Svenskernes og Tatarers overgreb. Det østrigske herredømme. Nazisternes udryddelse af den akademiske elite….
Det polske sprog i denne by var syngende og klingende. Den franske ”O la la” – en elegant måde at udtrykke sin forbavselse, beundring og følelser – fik i Lvov sit eget udtryk ”Taaaa jooooj”. Vokalerne blev trukket ud til grænsen og fra hvert et ord strømmede varme og venlighed. Endnu i dag kan man høre fortællinger om de fantasifulde aristokrater i Lvov som kunne finde på at ødsle hele formuen bort på at lave sjov med andre.
Efter den anden verdenskrig mistede Polen de østlige områder, og dermed Lvov.
Man kan tage til Lvov fra Polen med en turistbus. Der mangler dog ikke andre og mere originale rejsemuligheder. I de sidste år er Polen blevet oversvømmet af billig ukrainsk arbejdskraft. De ukrainske kvinder gør rent ”sort” i polske hjem og restauranter, mens mænd tilbyder deres arbejdskraft i landbruget og på byggepladser. Der eksisterer en til perfektion udviklet ukrainsk privattransport. Næsten hver dag kører privatbiler fra de forskellige polske regioner med ukrainske arbejdere til Lvov.
Jeg udnytter mit bekendtskab med Nadia, som i flere år har været hjemmehjælp hos min mor i Warszawa. Hendes 18–årlige datter Juliana er gået i Basilianerkloster i Lvov. Nadia var ulykkelig på grund af datterens beslutning. Men med tiden kom hun til den konklusion, at livet inden for klostermurerne er mere stabilt og trygt, især i Ukraine. Hendes svoger – Olek tjener penge ved at køre mennesker over grænsen.
Sammen med 2 ukrainske kvinder følger jeg denne rute i en kæmpestor Lada. Betalingen for 400 km kørsel er kun 200 kr. per hovedet. I tilgift får jeg undervejs flere informationer om landet, end man kunne finde i et leksikon. Den gennemsnitlige månedsløn, hvis den i det hele taget bliver udbetalt, er ca. 40 dollars. Folkepension, hvis postbudet kommer med den, 15 dollars. Tjernobyls tragiske følger er først nu synlige. Arbejdsløsheden stiger fra dag til dag. Korruption og bureaukrati udvikler sig til perfektion. Anarki og lovløshed hersker. Mafiaen styrkes…
Sådan starter dagen på Basilianer-klostret
Nogle km fra den polsk- ukrainske grænse danner TIR-lastbiler en uigennemtrængelig mur. Ved siden af strækker sig en flere km lang kø af personbiler. Gamle Volga og Moskvits biler stillet op parvis, venter i timevis tålmodigt på at passere grænsen. De rustne biler - veteraner holdes oftest sammen med sejlgarn. Bilens indhold består af store mængder af hvidkål, sække med gulerødder, løg og kartofler. Det er lige til at græde over …. Den mest frugtbare ukrainske jord, som burde være i stand til at forsyne hele verden med landbrugsprodukter, er igen ”faldet i unåde”. Da Stalin introducerede kommunismen med magt døde befolkningen i Ukraine af sult som fluer. Under landbrugskollektiv perioden ville der ikke være brød nok uden hvede indført fra Canada. . Nu i de frie tider er selv kartofler fra Polen en lækkerbisken.
Det sorte hus
Olek, som kender alle fiduser ved grænse -overgangen, betaler flere gange 1 dollar til bilerne i køen før os. På den måde når vi i løbet af kort tid - meter efter meter - frem til begyndelsen af køen som synes uendelig. I stedet for 24 timer venter vi kun 2. Toldkontrol uden problemer. Hvad skulle de egentlig fortolde? Vi har end ikke en eneste kartoffel med os.
De første ukrainske skilte i kyrillisk alfabet dukker op. På begge sider af vejen - arret med huller -strækker sig marker så langt som øjet rækker. Jorden er sort som kul. Europas forsømte kornkammer. Uden mulighed for at anskaffe sig maskiner eller heste vil selv den bedste landbrugsjord ikke gengælde med afgrøder. Fra tid til anden en klump af grå betonblokke fra Stalintiden. Et beskedent militæranlæg . I det fjerne med himmelen som baggrund tegner sig kirketårne nu og da. Kuplerne skinner i solen. Til landskabet hører også de udmarvede høns der uden frygt spankulerer rundt langs vejen.
60 km fra grænsen ses de første grønne kirketårne i Lvov.
Fra gaderne i Wienerstil kommer vi til klosteret, hvor jeg skal tilbringe 3 dage. I selve byens hjerte. Størstedelen af nonnerne i Basilianer orden er ikke fyldt 40 år. Hvad får de unge, ofte meget kønne piger, til at gå i Herrens tjeneste. Skyldes dette den svære sociale og økonomiske situation? Skuffelse og livsangst? Kald? Sikket en blanding af alt dette. Men først og fremmest har den mangeårige forfølgelse af kirken i kommunistperioden ført til febrilsk søgen mod Gud.
Når man bor i klosteret bør man tilpasse sig de gældende regler. Klokken 7 om morgenen deltager jeg i messe i klosterets kapel. Koncentreret lytter jeg til de melodiske salmer. Nysgerrigt følger jeg de græsk-katolske ritualer. Jeg indånder den berusende duft af røgelse. Som ”belønning” efter messen får jeg af præsten i stedet for den tørre oblat (som i romersk-katolske kirker) et stykke brød vædet i vin.
Nonnerne tror åbenbart ikke, at Gud er i stand til at vogte mig godt nok, og giver mig ikke mulighed for at bevæge mig alene i byen. Hver dag vandrer jeg igennem Lvovs gader med forskellige nonner i lange sorte kjoler. Med sådanne guider har jeg mulighed for at få adgang til byens forskellige skjulesteder samt kirkelige underjordiske rum, hvor normale dødelige ikke har adgang.
Lyczakowski-kirkegården
På samme måde som Rom er Lvov ”omfavnet” af 7 høje. Neden for en af dem findes en af de største og smukkeste kirkegårde i Europa – kirkegården Lyczakowski – polakkernes stolthed. I en skov af sten og marmorskulpturer – som i det skønneste galleri af billedhuggerværker – hviler berømte polske nationale helte, forfattere, kunstnere og digtere. Ved selve indgangen - blandt de gamle mosbedækkede grave - ses en frisk grav dækket af blomster. Nogle dage tidligere blev den ukrainske journalist Kryvenko – Irakkrigens offer - begravet her. På en nærliggende høj, dybt skjult i det grønne, findes et Frilandsmuseum – en samling af gamle strådækkede hytter.
Fra højen ved navn ”Det Høje Slot ”- har jeg et storslået panorama over det gamle Lvov. Der er kirker overalt . Under himlen blandes alle trosretninger. De højtstræbende tårne og kupler fra de katolske kirker. Løgformede kupler fra de russisk- ortodokse kirker. De karakteristiske armenske klostre og jødiske synagoger. En mosaik af forskellige stilarter. Gotik, barok, renæssance, rokoko, klassicisme og orientalskstil. Indvendigt svulmer disse af malerier og guld. I de smalle gader lidt Wien, Firenze og Krakowstemning. Igennem århundreder delte en mangfoldighed af forskellige nationaliteter skæbne i denne by. Polakker, jøder, armeniere, russere, tyskere, grækere italienere levede sammen i en symbiose. Det er ikke kun den gamle polske generation, der med nostalgi kommer tilbage til Lvov. Jøder fra USA og Israel er begyndt at købe gamle huse i byen.
I Nationalmuseet - en imponerende samling af ikoner fra helt fra 12. århundrede. Takket være nogle ukendte kunstneres fantasi er det ikke nødvendigt at blade i de hellige skrifter. Man behøver ikke at kunne læse. Små billeder på træ - ligesom ”en tegneserie fra middelalderen” - giver viden om straf og belønning. Med overlæg vises scener fra livet efter døden – paradisets lyster og helvedes pinsler. I udstillingsmontrer ses talrige håndskrifter.
Nationalteatret i Lvov
Under mine daglige byture ser jeg den ene arkitektoniske perle efter den anden: Den rigt udsmykkede bygning – Nationalteateret, de enorme Universitets- og Banegårdsbygninger, det mystiske Sorte Hus på Torvet.
Nonnerne har en alsidig viden om byen, dens mindesmærker og historie.
Det begivenhedsrige tredages ophold nærmer sig alt for hurtigt sin afslutning.
På afrejsedagen afhentes jeg af Olek og hans kone i klosteret kl 4 om morgenen. Vi kører gennem den sovende by. Et stykke før grænsen et mylder af biler. Nogle mistænkelige individer forlanger betaling for at vi kan få lov at køre videre. Olek, oplyser at han ikke har dollars og derfor vil opgive rejsen.
Han vender bilen mod Lvov, men efter nogle få meter drejer han brat i nattens mørke ind i en skov. Tidligere har han fortalt om denne ”nødrute”, som han har brugt i lang tid for ikke at betale mafia-penge. Ad den smalle skovsti balancerer vi imellem fyrretræer. Ladaen hopper og ryster på den ujævne vej. Og vi tænker alle èt; det vil være godt med en tank. Efter en time kommer vi ud af skoven på en mudret vej, der fører til hovedvejen.
Uden at vække opsigt placerer vi os i den lange bilkø. Olek bruger igen sin gode fidus ”fremad for 1 dollar”. Efter 4 timer kører vi over grænsen til Polen. Jeg holder fast om en bedekrans af træ – en gave fra nonnerne i Lvov – skjult i min frakkelomme.
