Et halvt århundrede i Mexico
Af Ewa Bylinska
Min veninde Teresa og jeg har rund fødselsdag næsten på samme tid. Det halve århundrede føles blot som en dag og en nat. Vi behøver en opmuntring. Men hvordan? Vi tager til Mexico!
Flyet fra British Airways letter fra Londons lufthavn. Foran 9.000 km og et perspektiv af solstråler, som efter den langtrukne danske vinter er en Guds gave. Vi lander i terra incognita. Jeg har en følelse, som altid ledsager mig på de ukendte steder; jeg deltager i et spil, hvis regler åbenbares, mens spillet er i fuldt sving. Denne gang har vores spillefelt et areal på 1.972.534 kvadratkilometer og 98 millioner indbyggere. Mexico City er en 23 millioner stor metropolis, hvor gadelabyrinterne fører til det ukendte. Undervejs beundrer vi de rigt udsmykkede katolske kirker. Indenfor hilses vi af alskens hellige. Og netop disse træ- eller gipsfigurer med ansigter, som vi genkender fra kirkerne i Italien, Spanien og Polen bevirker, at byen ikke længere opfattes som fremmed. Vi begynder at føle os hjemme.
På den centrale plads, Playa de la Constitucia, findes alt i forstørret udgave. Den halve himmel er dækket af det stolt flagrende flag. På den nordlige side strækker den majestætiske Catedral Metropoliana sig (1573 – 1813). Den anden er fyldt op med Palacio National med præsidentens residens. Murene, der omkranser en kæmpestor gårdplads, er helt dækket til af Diego Riveras vægmalerier, der fortæller om hele Mexicos historie. Overfor katedralen huser den største bygning Pantelånerkontor og Højesteret. På bagsiden af katedralen ligger ruinerne af Templo Mayor, aztekernes højeste helligdom, og det eneste tilbageværende af den mægtige by Tenochtitlan. Byen blev bygget i det 13. århundrede og to århundreder senere jævnet med jorden af de spanske erobrere under ledelse af Herman Cortés. Den af aztekerne byggede metropolis på søen slås med samme problemer som Venedig. Bygningerne synker langsomt i den bløde jord. Hvis man skal tro sagnet, var dette sted det eneste, hvor aztekerne kunne kreere deres magtposition. Idet deres Gud Huitzilopochtli, som åbenbaredes over for en af præsterne, beordrede aztekerne, der var jaget fra det ene sted til det andet, at drage ud i verden og sætte bo der, hvor de ser en ørn med slange i sit næb siddende på en kaktus.
Fra den 24. etage af det slanke La Torre Latinoamericana har vi hovedstaden i vores hule hånd. Størrelsen kan få én til at svimle. Langt væk i de fjerne horisonter kravler husene i deres kamp om plads på jorden op ad skrænterne af de bjerge, der omkranser byen fra alle sider.
Metroen vækker forundring. Den er effektiv, enkelt, billig og spreder sine retfærdige linier - fangarme til de mest fjerne kroge i byen. For at finde Frida Kahlos blå hus står vi af på stationen Coyoacan. Denne excentriske kunstnerinde med aztekernes rødder efter moderen og det europæiske blod efter faderen vil altid for mig være det sande Mexico. Skæbnen har været hård ved hende. En tragisk busulykke tvinger hende til at holde sig i sengen. Handicappet i isolation begynder hun at male. Overfører Mexicos farver til lærredet. Viser sin verden vævet af smerter og lidelser. Hendes største kærlighed er den berømte Diego Rivera. Hun kan ikke forlade ham, selv om, som hun selv understreger, at forholdet til ham er hendes største nederlag. Større end ulykken, som gjorde hende invalid.
Og igen arkitektoniske seværdigheder i byens centrum som perler på en snor. Hvid marmor smykker Palacio de Bellas artes med facademæssige finesser. Mindesmærket for den nationale helt Benito Juarez, den fattige indianer, som i flere omgange har regeret som præsident, pynter parken Alameda Central. Endnu flere charmerende pladser i den ægte spanske stil. Endnu flere kulørte boder med masser af støj. Og om aftenen farer vi vild i de små gader. Vi tager fejl af retninger og kirkernes skikkelser. Vi blander de forskellige affaldssteder og barer sammen. For mange biler og for mange fodgængere. Halvt forgiftet af røgen fra den overalt bagte tortilla mister vi vores sjette topografiske sans. En politibil mødt på vejen afleverer os på hotellet som små fortabte piger i den store verden.
| Teotihuacan |
 |
Fra busterminalen Autobuses del Norte er der kun 50 km til den gådefulde Teotihuacan. Ingen ved, hvem der boede på dette sted før vores æra. Hvem har etableret det højt udviklede imperium, som havde sin største blomstringstid i det 7. århundrede? Hvorfor blev byen forladt? Hvortil gik dens indbyggere? Aztekerne som kom frem til denne forladte by, antog at det har været mødested for Solguden og Måneguden. De bosatte sig der ikke. Kun deres præster kom fra tid til anden tilbage til stedet for at foretage menneskeofringer. Krigsfangernes skæbne var således forudbestemt og grusom. Solen krævede blod for at stige op og følge sin rute på himlen. Den sugede grådigt blodet fra hjerter, som endnu slog, efter at havde været revet ud af ofrenes brystkasse, som var sprættet op med kniv. Præsterne bar hundredetusinder hjerter op for at vække solens vandring til live og velsigne de nybyggede templer for guderne.
Foran os ligger den to kilometer brede Dødens Avenue. Langt væk i horisonten som et fatamorgana skimtes pyramiderne for Solen og Månen. Solpyramiden, den 3. største i verden (efter Cholula og Cheops), er 65 meter høj og har 248 trappetrin. Månens pyramide bygget på en bakke er 46 m høj. I en af guidebøgerne understreges det, at bestigning af en af dem forlænger livet med 10 år. Vi vil have 20 år mere og mindst 10 kilo mindre! Med tunge rygsække, som vi ikke kunne opbevare nogen steder, kravler vi med møje og besvær op på begge toppe. Det tager næsten en halv dag at besøge hele området. Det var godt, at vi kom her fra tidlig morgen. Om eftermiddagen er her mængder af turister, og de belejrede pyramider minder om myretuer. På tilbagevejen finder vi ved hovedindgangen en restaurant med mexicansk buffet.
Fra vinduet har vi en enestående udsigt over Dødens Avenue. Vi selv går langsomt op i flammer af maden. Den røde salsasauce af chili føles som et knivstik fra præstens hånd. Men ikke i hjertet - i ganen! Den grønne udgave påfører vores smagsløg lidelser, som samtidig er en nydelse. De uskyldige bønner lammer følenerverne. Kødretterne brænder indvoldene. Det enorme kaktusblad, som smager af græs, har lindrende virkning. Vandet giver os åndedrættet tilbage. Hvordan vil vi være i stand til at lade os nøje med hverdagens almindelige mad uden smag efter et sådan gilde?
På samme måde som metroen fungerer bustrafikken døgnet rundt på imponerede vis. Sent om aftenen fra busterminalen San Lazaro i Mexico City fanger vi bussen til San Cristobal de la Casas, der ligger 900 km væk i regionen Chiapas - mayaernes kongerige. Om morgenen vågner vi et eller andet sted under himlen omringet af bjergtoppe. Efter ethvert dristigt vejsving ryster landskabet sig af tågen. Langs vejen bærer de klejne indianerkoner store trækbjælker på ryggen. Før kl. 8.00 er vi ved målet. Et kort ophold på hotellet og så går vi på opdagelsesrejse ad de smalle gader i byen.
Overalt møder vi masser af farver og stilhed. En oase af unik beroligende stemning. Man glemmer tid og virkelighed. Alt synes at være en farverig drøm. I de regnbuefarvede husfacader gemmer solen sig. Kirken Santo Domingo ligner en ørkenens rose. Rundt om frister en krans af boder med håndarbejde. Pyramider af orange kugler anbragt i plantepotter stråler som guld. Indianerkoner er kommet ned i byen fra de nærliggende bjerge. Som små uldne dukker har de tilføjet stedet mere kolorit. På deres brune ansigter med skarpe træk er fattigdom, hårdt arbejde og stolthed skåret ud. Tålmodige babyer hænger ubevægeligt på moderens ryg eller ved brystet. Flere små børneben tripper lige efter moderens uldne nederdel. Små piger med sorte fletninger som musehaler tilbyder koncentreret "buketter" af strikkede remme af uld eller perler.
Sumidero kløften, som ligger 20 km fra San Cristobal de la Casas, er en af de største naturattraktioner i Chiapas-regionen. Billetter til turen med motorbåd købes i turistkontoret på den centrale plads. Vi sejler igennem en jungle af grønt. Rundt om et fugleparadis, et kongerige for de på bredden liggende krokodiller samt alskens klippeformationer. Undervejs ser vi nøgne klipper, der stræber mod himlen og danner en lodret væg på en højde over en kilometer. Et eller andet sted højt oppe skjuler der sig et lille alter med Madonna, der beskytter fiskerne. Efter fire timers sejltur kommer vi tilbage til den koloniale perle San Cristobal de la Casas, som det er så svært at tage afsked med. Danskeren Frank Blom, der blev så fascineret af mayaernes tragiske skæbne og deres oprindelige kultur, som var ved at forsvinde, ændrede sit liv ved at forvandle sig fra businessmand til geolog, arkæolog og forsvarer for indianernes vilkår og deres naturlige miljø. På Vincente Guerro gaden ligger "Na Bolom"- huset og fonden, der fortsætter med at udføre hans drømme og ideer.
Fra den lille busterminal tager vi natbussen til Veracruz, der ligger ved Den Mexicanske Golf. Vi valgte dette sted spontant, måske under påvirkning af det imponerede navn. Beskrivelsen i guiden om alle de farer (støj, lommetyve, knivstikkere, forurening), som venter på turisterne i denne millionby fører til, at vi igen spontant gemmer os i den lille by Bocca del Rio 20 kilometer borte.
Snavs og forurening fra den store havneby nåede alligevel stranden, som ligger tæt ved vores lille blå hotel Gran Boulevard. I horisonten ses høje bygninger i byen Veracruz, som bl.a. er berømt på grund af sine karnevaler. Om nogle dage vil man kunne opleve et ægte orgie af sange, danse og kostumer. Som optakt til festen strækker trætribuner sig kilometervis langs Malacon. Overalt svæver smilende pigerne i blonde- og flæsekjoler med vifter i hænderne og blomster i håret rundt om de mexicanske musikere i sorte sombreroer.
På vores bytur møder vi hverken knivstikkere eller lommetyve. Derimod nyder vi den flotte centrale plads pyntet med de skyggegivende palmer og cafemusikken marimba. Ved siden af en beskeden kirke opdager vi tilfældigt et stort mindesmærke for paven. Vi hygger os i Grand Cafe de la Parnaquia og drikker den mest enestående kaffe. Og i Bocca del Rio har vi vores sted, hvor vi nyder frugtjuice cocktails i en lille butik som ejes af mexicaner Abel. Vi kigger ind til ham to til tre gange om dagen og smager efterhånden de fleste safter fra den omfangsrige liste med sære navne og forskellig smag. Ved samme lejlighed får vi en snak med den muntre ejer. Kropsproget, smil og børnekonversation støttet af papir og blyant kompenserer for det manglende kendskab til spansk. Efter tre dage ved vi "næsten alt" om hinanden. Vi har alle fået nye kælenavne: Santa Teresita, No Santa Evita og Bueno Abel (myrdet af Kain).
På vores sidste dag efter at have konstateret, at vi allerede havde smagt alle saftkompositioner, lover Abel, at han i fremtiden vil berige sin juiceliste med to nye frugtblandinger ved navn "Santa Teresita" og "No santa Evita".
Igen en natbus. Igen det pulserende liv i Mexico City, som vi ankommer til om morgenen. Et tilfældigt hotel ved San Lazaro stationen forundrer med den høje standard og lave pris. For at lære byen bedre at kende, når vi frem til Basilica Guadalupe, Mexicos største sanktuarium. Indianerne slået af spanierne var tvunget til at dyrke den katolske tro. De tilførte den elementer af deres religiøse ritualer og smuglede deres indianske guder ind bag de spanske altre. I lighed med Jomfru Maria fik de deres indianske mørke Jomfru fra Guadalupe. Ifølge sagnet har hun i 1531 vist sig for den indianske bonde Juan Diego. Af blomster, som blev kastet i hans slidte kappe, skabtes et aftryk af hendes ansigt. Dette var tegn for biskoppen Zumarraga om hendes mirakuløse åbenbaring og nødvendigheden af at bygge en kirke. Den største helligdom i basilikaen er netop den kappe med aftryk af Jomfruen fra Guadalupe. Den 12. december er det hendes dag, der fejres i stort omfang. Men også på hverdage er det svært at bane sig vej gennem mængden. Pilgrimme vandrer gennem et stort område med flere kirkebygninger på deres knæ. Indvendigt er væggene helt dækket til af takkegaver til Madonna. Nogle steder i stedet for guld og sølv hænger der sorte lange fletninger fra de fattige indianske kvinder, der som tak for Madonnas barmhjertighed har givet en del af sig selv. Og igen en sten som mindesmærke for paven - mexicanernes yndling.
Vi besøger den livlige, moderne universitetsby og et kæmpestort stadion i nærheden. Fra metrostationen Tlateloco kommer vi til pladsen af samme navn – "Pladsen for tre kulturer". Bygget af aztekerne var pladsen stedet, hvor det sidste slag mellem den spanske erobrer Cortes og aztekernes leder Cuauhtemoc blev afgjort. Det er rørende at se de tre karakteristiske objekter; på ruinerne af aztekernes bygningsværker vokser den spanske katedral Santiago Tlateloco bygget af pyramiden sten, og på den anden side rejser den moderne skyskraber, der rummer udenrigsministeriet, sig. Intet kan bedre understrege den mexicanske kulturcocktail og være et bedre symbol for den nuværende mestiz-kultur.
Ewa Bylinska
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
