Tilbage til De Berejstes hjemmeside
              Det glemte Europa.

Moldova - september 2003



Ewa Bylinska



På alle lige dage afgår der kl. 8 om morgen fra Centralbanegården i Warszawa et tog med en sovevogn til Chiinau.I løbet af den 38 timers lange tur kommer jeg i tanke om en vittighed, der bedst afspejler denne rejses stemning:

Toget kører igennem russiske områder. Standser et eller andet sted på en øde egn. Der går en time, to, tre. Den urolige passager spørger konduktøren:

Hvorfor holder vi her så længe?
Lokomotivet udskiftes lyder svaret.
Udskifter det til et, der er bedre? - spørger passageren.
Nej de udskifter det til vodka.

Heldigvis var skæbnen mere nådig for vores sovevogn. Og de mange timers afbrydelser i rejsen havde sin naturlige forklaring.

Ved den polsk-ukrainske grænse i Przemysl v/Medyka foretages et lille kosmetisk indgreb i undersædet. Udskiftning af hjul tilpasser toget til de russiske spors parametre. I løbet af natten, et sted i Ukraine, bliver vores sovevogn koblet til Moskva-toget. Senere bliver sovevognen koblet fra dette tog og koblet til et tog, der kører til Odessa.Den ukrainsk-moldoviske grænsekontrol er en stor emotionel udfordring. Den er en udmærket test for ens nervestyrke eller psykiske modstandskraft samt den overlogiske tænkning. I nabokupeen protesterer en moldovisk pige, da den ukrainske tolder tager 2 herreskjorter fra hende. I alt har hun kun 4 skjorter og forklarer, at de ikke er til salg, men kun til gave til familien. Tolderen, der holder fast ved byttet, har en kort kommentar: Jeg har også en familie. Pigen opgiver med fuld forståelse.

Af en ung polak, der rejser til Moldova, kræves der en sundhedsattest. De truer ham med at han skal betale strafgebyr i dollars, hvis han ikke har et sådant dokument. Den snarrådige unge mand tager sin mobiltelefon frem og informerer tolderen, der er så bekymret for hans helbred, at han vil ringe til Den Polske Ambassade i Kiev. Hvis konsulatet bekræfter kravet om sundhedsattesten, vil han naturligvis yde den betaling. Tolderen venter ikke på svaret fra konsulatet og forlader hastigt kupeen.

Mit pas vækker en betydelig sensation. I lang tid går det fra hånd til hånd, og jeg hører de fascinerede udråb Se her et visum til Sydafrika! Hun har også besøgt Iran! Egypten, Kina! Og se hvor mange gange hun har rejst til Danmark!. For en sikkerheds skyld lader de ukrainske toldere mig i fred. De kommer sikkert til den for mig fordelagtige konklusion, at med alle de stempler må jeg være mindst en mafiaboss. Derfor er det bedst at holde sig væk fra mig.

Vi kører ind i Moldova. Gennem vinduet ses Dnjester sno sig som en blå sløjfe. Terrænet er let kuperet så langt øje rækker. Grønne og blå huse gemmer sig i den grønne tykning. Markerne svulmer af majs. Vindrueklaser stræber mod himlen. Solsikkernes store hoveder nejer for solen. Hyrdinden følger efter gæs. På markerne foregår der et intensivt manuelt arbejde. Man ser glimt af segl og leer. En malerisk landsby idyl. Og, som i Faraos gode drøm, overalt græsser flokke af fede køer, geder og får.

Den moldoviske pige fra nabokupeen, der bor i Polen, har næsen helt fremme i vinduet. Hun lyser helt op, peger hele tiden på noget i landskabet. Berørt fortæller hun om den moldoviske landsby, hvor hendes bedstemor fremstillede brînza (en stærk fåreost) og mamaliga (majsmel varmebehandlet i jerngryde - Moldovas mest almindelige brød). Rørt mindes hun duften af valnøddesyltetøj. Hendes øjne smiler, når hun beskriver de kæmpemæssige vandmeloner, hvis søde saft sprøjtede over hele landsbyen. Hun mindes de utallige spande med vindruer, der blev plukket af skoleungdom som en hjælp til landmændene. Efter arbejdet kunne de tage frugt med hjem Det kunne ikke betale sig at tage vindruer, så de pressede saft af disse. Når nogen taler dårligt om Moldova, så hader jeg denne person! Naturligvis er det kortvarligt tilføjer hun med et smil.

Balti (ca. 160.000 beboere) byen hvor "Spillemand på en tagryg" holdt til. Andzela venter på stationen. I en taxi kører vi igennem byens hullede gader, som har tilpasset sig det kuperede terræn. De høje træers enorme kroner skjuler kommunistiske betonblokke. Vinranker, der kravler op til den øverste etage omfavner de spedalske mure. Man får det indtryk, at det kun er vindrueklaserne, der holder og beskytter facaden mod at falde fra hinanden. Den nedslidte trappeopgang har også fået en ujævn - bølgende form som landets geologi. Mellem disse grå blokke står en brønd omhyggeligt dekoreret som en tro kopi af Kremls tårn. Drikkevandet kan kun bruges fra brønde i gården. Derimod ved man aldrig hvad der drypper ud af vandhanen. Med så forurenet vand er manglen på varme eller ustabil strømtilførsel kun en mindre ubehagelighed.

Den kommunistiske Hellige Treenighed kikker stadigvæk på byen fra parti komiteens høje bygning i byens centrum. Metalhoveder af Marx, Lenin og Engels, som for evigt har bidt sig fast i bygningens facade, kan ikke fjernes af systemskiftet.

På den livlige basar under åben himmel kan man forsyne sig med alt det nødvendige og unødvendige. Overalt spankulerer støvede hunde og katte. Et eller et andet sted i byen handles der direkte fra en hestevogn. I den store basarhal vandrer fødevarer næsten af sig selv på disken. De hygiejniske forhold skriger til himlen.
Ewa i restaurant "Taifas" i Chisinau


I hele dette rod giver et par velplejede objekter nogen optimisme: Den røde agtværdige teaterbygning. Det lyserøde udskårne bryllupspalads. Mærkevarer fra Krikova i butikken fyldt med de bedste moldoviske vin- og konjakflasker. Nogle nye Internetcafeer giver en illusion om kontakter med verden.

På den store centrale plads fylder den ægte russisk kampvogn mindesmærke og symbol på mange års sovjetisk herredømme godt i landskabet. Som nogle af byens indbyggere kommenterer, kørte kampvognen i regionen, befriede den fra den tyske besættelse og fratog derefter landmænd deres jord og sendte dem til Sibirien. Sandelig har skæbnen igennem flere århundreder ikke været nådig overfor denne del af Europa, men behandlet den som en ond stedmoder. Moldova blev slettet flere gange fra verdenskortet. Har ændret navn utallige gange og gik fra hånd til hånd. Det fødtes for en kort tid for atter at komme i fangenskab. Kun dets gamle mystiske navn Bessarabien lød som et eventyr . Og kun de maleriske floder Dnjester og Prut svigtede ikke regionen og snoede sig på begge sider.

Fra det 15. århundrede erobredes Moldova af de tyrkiske Ossmaner. I det 17 århundrede kom landet under russisk styre. Efter første verdenskrig i 1917 udråbes Moldova for en kort stund til en selvstændig republik, men allerede året efter tilknyttes det som Bessarabien til Rumænien. Fra 1940 på basis af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt bliver Bessarabien frataget Rumænien og Den Sovjetiske Republik Moldavien etableres. Først i 1991 bliver Moldova selvstændig, men suverænitet har dog ikke ført til problemløsning og den er ikke blevet nogen succes.

Friheden identificerede sig med lovløshed, korruption og anarki. Mafiaen overtog styret. Moldovas banker blev de bedste vaskerier for sorte penge. Det er ikke nemt at få tingene til at gå op med en gennemsnitlig månedsløn, der udgør ca. 40-50 dollars. Selvom halvdelen af Moldovas 4, 5 mil indbyggere er rejst til udlandet for at tjene til dagligt brød, er arbejdsløshedsprocenten på 50. Statistikken har længe ikke illustreret de reelle forhold. Af sikkerhedshensyn skjuler familierne udrejsen. Udlandsopholdet betyder nemlig forbedrede livs forhold for de øvrige familiemedlemmer, som derfor kan risikere at blive udsat for røveri. Det er blevet almindeligt at sælge kvinder til tyrkiske bordeller. Det kommunistiske sociale sikkerhedsnet er blevet tilintetgjort. Nu skal man betale for alt. Jeg gyser, da en af pigerne fortæller om sin lille søn, som kom ud for en ulykke. Da hun kom med ham til skadestuen stillede lægerne som det første spørgsmål om hun også havde penge til bedøvelsesmidler, da de ellers måtte sy det dybe sår uden narkose.

Efter befrielsen blev det moldoviske sprog, som er en dialekt af rumænsk, til officielt sprog. Men i et land, der minder om Babelstårnet (moldovere 65%, ukrainere 14%, russere 13%, gagausere 3,5%, bulgarer, sigøjner, jøder og polakker 4.5%) - er russisk det mest nyttige. Frihedens vinde gav næring til etniske modsætninger. De gamle åbne sår og andre urimeligheder blev bragt i erindring. I 1992 resulterede en russisk væbnet modstand i, at de vestlige Dnjesterområder løsrev sig fra Moldova og den uafhængige Dnjester-republik blev dannet. Og selvom ingen regering har anerkendt dens illegale eksistens og ikke accepteret brud på de internationale regler, så regerer de traditionelle kommunistiske sovjetiske symboler i denne selverklærede stat i staten. Man hylder Lenin og tager kun imod de russiske rubler.

Yderligere kan man i den sydlige del af Moldova i den frie region Gagauzia med det uafhængige parlament og eget flag høre gagausisk sprog, en version af tyrkisk. På vejen til Chisinau kan man igen glæde sig over den landlige idyl. I haver bugner frugttræer af frugt. På begge sider af landevejen blandt valnøddetræer ser man gang på gang glimt af de kulørte kirkekupler. Religionsfriheden er kommet tilbage og alle trossamfund er taget til nåde. Vi passerer en række fascinerende kirkegårde ved vejen. Ved hver grav står primitive borde og træbænke. Ifølge den moldoviske tradition fejres i begyndelsen af maj Allehelgens dag på en festlig vis. De levende fester og drikker i selskab med de afdøde.

Efter den lille Balti føles Chisinau med sine 660.000 indbyggere som metropolis. Ved siden af bombastiske bygninger præget af den russiske byggestil vokser moderne glashuse op. Mange enestående teater, -opera og musikhuse vidner om byens kulturliv. Nye boligområder opstår. Opblomstring af privatisering og gennemgribende modernisering har givet de mest attraktive historiske bygninger deres glans tilbage. De udenlandske investorer har med deres reklamer tilføjet byen flere farver. Ved siden af de amerikanske McDonalds'er kommer der nogle ægte eksklusive europæiske restauranter. En af dem er La Taifas, hvor de nationale moldoviske retter serveres til akkompagnement af det nationale instrument panfløjtens (nai) lyd og rytmer af den livlige moldovisk-rumænske folkemusik. I den vidtstrakte Pushkin´s park (digteren, som tsaren sendte dertil som straf) mikses en samling af stenbuster af de russiske og de rumænske forfattere. Langs de brede avenuer giver de høje platantræer skygge. Chisinaus indbyggere har givet dem kaldenavnet de umoralske træer, idet de om sommeren smider barken, så de ligner nøgne hvide spøgelser.

Som en god ånd kom kongen Stefan, som i det 14. århundrede regerede Moldova, tilbage til magt og ære. Han blev igen en national helt og hans statue i byens centrum blev symbol på frihed. Friheden, som indtil nu er blevet svær at glæde sig over og ikke nem at håndtere.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside