Kun et menneske, der er medlem af DBK, er i stand til at forlade det charmerende Wien for at påbegynde erobringen af det ukendte Albanien.
En tyk kalkun i Skanderbegs land
Airport Nena Tereza
Austrian Airlines, som altid med en effektiv og behagelig service, lander blødt i Tiranas lufthavn med navnet ”Nena Tereza” (Mother Theresa). Udenfor i mørket er det svært at finde ud af, om området lige har været udsat for en bombe eller det blot er en stor byggeplads. For at komme til hotel ”Rinas” i nærheden af lufthavnen må man kravle over rør og kabler og kæmpe sig igennem grøfter og huller i den ujævne vejbane fyldt med mudder og vandpytter.
Efter en vis tilvænning til de uforudsete hindringer på vejen, ankommer jeg til et nydeligt hotel, hvor jeg har en reservation. Ved bookingen over Internettet var prisen fastsat til 18 euro, men om morgenen, da jeg ville betale, tegner en hotelmedarbejder i receptionen med finger på skranken tallet 30 euro. Glem så en bekræftelse på en aftalt pris! Glem også alt om, at du taler engelsk, fransk eller endog russisk. De taler kun albansk og med en ”pind i sandet” sætter de deres eget prisniveau!
I en sådan situation kan jeg lige så godt skændes med dem på polsk. Det gør jeg så. Jeg råber som en gal i et rum fyldt med mænd, hvis øjne er uklare som følge af alkohol og gentager ordet ”mail” og ”Internet”, og jeg tegner tallet 18 i luften fyldt med cigaretrøg. Min høje protest, eller måske ordet ”Internet” synes at have gjort et vist indtryk på dem. Jeg betaler det aftalte beløb og forlader stedet.
Den eneste forbindelse mellem lufthavnen og resten af verden, med andre ord Tirana, er en tilfældig minibus. På vejen til hovedstadet har chaufføren en masse gøremål. Han skal hilse på alle sine makkere i enhver landsby, som vi passerer. Udenfor en lille butik venter han på, at der skal komme flere passagerer. Med ophøjet ro prøver han at køre udenom de største huller i vejen. Det tager over en time at beherske 20 kilometers afstand. Tiden står stille eller bevæger sig kun med nød og næppe.
Tirana
Vi standser midt i basaren, tæt ved byens centrum. Overalt vifter folk - som med en rosenkrans - med kalkuner bundet sammen i bundter med hovedet nedad. Fuglene forsøger desperat at løfte hovedet for at ikke miste kammen eller næb på den ujævne vej og strækker vinger, som til den sidste flyvetur. Nogle steder ser man en ged eller et får liggende på jorden brutalt bundet sammen med tykke tove. Kalkunflokke er dog klart i overtal. Gad vide om albanere - i deres søgen efter den nationale identitet efter så mange år med tyrkisk herredømme - i deres middelhavskøkken vil erstatte lammekødretter med kalkuner?
Tirana Etham Bey-moskeen
Afskallede husfacader forsøges delvis dækket af snore med vasketøj, som blafrer i vinden. Albanien, som er et af de fattigste lande i Europa, gør indtryk af at være en blanding af Rusland og Tyrkiet, som et produkt af islamisk og kommunistisk kultur. Bag sig har landet flere århundreders kamp om uafhængighed og mange års isolation. Troen i landet er også forskellig: 60 % har en muslimsk religion, ca. 20 % er græskortodokse og 10 % romersk-kristne. Selv Albaniens flora er en cocktail af palmer, cypresser, pinje- og fyrretræer.
I hjertet af Tirana, der ligger ved Ishmifloden, findes en enorm plads opkaldt efter Albaniens største nationale helt - Skanderbeg. En bred boulevard og to store gader løber fra pladsen. Her er centrum for kulturlivet, den historiske og politiske aktivitet. Midt på pladsen knejses monumentet for Skanderbeg. Pladsen er omringet af National Museet, dekoreret med farverige mosaikker, et moderne hotel Imperial, hvis etager lyser som hvide og mørke striber, samt en enorm surrealistisk operabygning. De nostalgiske minder om den gamle Tirana Etham Bey-moské fra 17. århundrede er et malerisk indslag blandt tunge bygninger. Bagved moskeen ligger et palads, der tilhørte Albaniens sidste konge, Ahmed beg Zag. Klyngen af ensartede orange-gule bygninger for forskellige ministerier står i lige række, ligesom artige elever i skoleuniformer.
Nationalmuseet i Tirana
Bagved ministerierne begynder Tiranas nye arkitektoniske æra. Moderne flotte bygninger stræber mod himlen. Den elegante bygning med kasino placeret i parken med lette springvand venter på flere turister. En bygning i form af en stor pyramide, som skulle have været et mausoleum for den albanske kommunistiske leder Enver Hoxha, blev efter hans død, ironisk nok, anvendt som diskotek og udstillingscenter. Pyramidens stejle glatte vægge erobres nu af ubekymrede børns klatreleg.
Men lige ved muren til en katolsk kirke ved åen ligger en dreng, der højst er 7 år gammel sammenrullet på jorden i en bunke af klude og pap. Han mangler hænder og et ben. Ved bevægelser med sin spinkle krop prøver han at grave sig ned i papirdynen. Da jeg lægger en mønt, løfter han sit krøllede hoved i stor forbavselse. Jeg har svært ved at forlade stedet. Jeg betragter på afstand de forbipasserendes reaktion. Der er ingen synlig interesse for det handicappede barn. Alle passerer ham uden at standse op. Måske hører denne type elendige billeder til hverdagen?
Derimod er albanerne generelt venlige, åbne, hjælpsomme og interesserede i kontakt med mennesker fra andre egne.
Skanderbeg
Skanderbeg-statue i Tirana (foto: NJLI)
Skanderbeg (hans oprindelige navn er Gjergi Kastroioti), den albanske middelalderfyrste, har en stor betydning i Albanien. Ikke kun den største og vigtigste plads i Tirana bærer hans navn. En af de største albanske hædersbevisninger hedder Skanderbegs-ordenen. Både et bjerg og en sø i landet er opkaldt efter ham. Hans monumenter findes i mange albanske byer. Hans navn er også kendt i andre lande. Hans mesterlige krigsindsats og militære død er beskrevet i digte og andre landes sagn. Selv en af Vivaldis operaer ”Skanderbeg” er tilegnet ham. I det 15.århundrede var Skanderbeg over 25 år lederen i kampen mod de osmanniske tyrkere. Hans heltemodige gerninger gav ham ære og gjorde ham til en legende. En legende som holdes levende i folket. Han var en mester og geni i partisankamp. Han var den første militærleder i historien, som var i stand i at forene en hel nation i kampen mod fremmede besættere. Han holdt tyrkerne stangen til sin død. Efter hans død i 1468 indgik Albanien i det Osmanniske rige.
I digte forfattet af de albanere, som bor i Italien (Arbesov), præsenteres Skanderbeg også som kristendommens forsvarer og som symbol på Albaniens forbindelser til Europa, som landet nuværende befolkning sukker efter.
Kruja - Skanderbegs borg
Kruja
Den lille by Kruja, hvortil jeg kommer med en minibus fra Tirana, er Skanderbegs fødested. Det er en charmerende bjergby, der hænger højt oppe som en træsvamp blandt klipperne. I dens smalle gade ligger små huse samlet med butikker med albansk håndarbejde. Her kan man også besøge små væverier. Det eksklusive, men ikke ret store hotel Grand Hotel tilbyder overnatning for kun 25 euro. Fra værelsets kæmpestore terrasse har man en eventyrlig udsigt. Men det vigtigste i Kruja er slottet - Skanderbegs museum. Her kan man bl.a. se en kopi af hans hjelm og sværd. Rundt om slottet findes labyrinter af stenmure og bag disse skjuler små stenhuse sig. Selvom fjenden skulle kunne indtage højen ville han ikke kunne finde indgangen til husene.
Overalt på de historiske steder spankulerer tykke kalkuner.
