Stafetten: Mine 10 mest fascinerende begravelsessteder og kirkegårde
Ewa Bylinska
På mine vandringer rundt omkring i verden besøger jeg nu og da - foruden berømte begravelsessteder - almindelige kirkegårde. Jeg synes, at begravelsessteder - på samme måde som kunst, kulinariske færdigheder og dans - afspejler et lands kultur, traditioner og historie. De giver også et billede af de bånd, der knytter beboere til deres forfædre. I baghovedet har jeg her de polske kirkegårde, hvor de døde fejres den 1. november. Det er en stærk tradition at besøge kirkegårde. På gravene brænder der millioner af lys. Det ligner Tivoli. I Warszawa tænder befolkning også fakler på grave fra den 2.verdenskrig for børnesoldater, som med alt for store hjelme og alt for store militærstøvler gav deres unge liv i kampen for fædrelandet. Jeg håber, at meningen med De dødes Dag aldrig vil blive erstattet af Halloweens skikke. At det levende lys fortsat vil blive placeret på gravene og ikke i græskar…
Jeg har stadigvæk oplevelsen ved afbrændingen af lig ved Ganges floden til gode. Jeg har heller ikke nået at beundre Sulavesiforfædrenes efterligninger (tau-tau), der vogter ved klippehuler, hvor man lægger liget efter 7 måneders konserveringsproces.
Men jeg ønsker at beskrive nogle af de kirkegårde, der har gjort et stort indtryk på mig, som gav næring til min fantasi og en dybere viden om det pågældende land.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
1. Irland Newgrange
 |
| Newgrange |
Knap hundrede kilometer fra Dublin - midt i de grønne marker - rejser der sig en grøn høj - Newgrange - et gravsted ældre end pyramiderne. Måske er denne grønne høj kun et astronomisk ur? Stedet er fyldt af hemmeligheder og uopklarede myter og stiller spørgsmål, som ikke er besvaret. Hvem har bygget denne runddysse? Hvorfor fandt man kun 5 lig der?…
Vi baner vej gennem den snævre underjordiske korridor, med vægge belagt med flade sten, hen til gravkammeret med en form som et kors. Loftet er pyramideformet. Stenvæggene uden mørtel har holdt over 5.000 år, uden at en eneste regndråbe er kommet igennem. Kun en gang om året - den 21. december - falder solstrålerne ind igennem sprækken i en sådan vinkel, at de belyser gravkammeret. Udenfor er gravhøjen omringet af kæmpestore sten. Det er kun beskedne rester af de kæmpeklippeblokke, som en gang dannede en tæt ring rundt om højen, og hvis oprindelsessted er ukendt. På nogle af disse blokke kan man se omhyggeligt indgraverede spiraler. Hvad betyder disse?
2. Egypten - Faraonernes gravsteder
Vejen til pyramiderne i Giza er forventningsfuld. Endnu et par skridt til... Endnu et øjeblik… og vi vil stå lige foran en af de 7 verdens vidundere. Vi holder åndedrættet tilbage. Når vi nærmer os Giza, forøges menneskemængden. Det bliver endnu sværere at bevæge sig fremad. Bilhorn dytter. Hestedroscher. Langbenede kameler. Pilgrimme til fods. I skildpaddetempo kører vi ind i pyramidernes kongerige. Foran dukker en grå klods op - en "affaldsbunke af stenblokke". To andre pyramider kan ikke ses endnu. I horisonten flere moderne betonhøjhuse. Overalt boder. Picnics. Store mængder af højrøstede arabiske familier. Hvor er stedets mystik? Hvor er 3.500 års stemning? I store støvskyer baner vi os vej gennem råbende folkemængder. Vi jager de påtrængende sælgere væk. Vi nægter at tage imod forslag om kamelridt. Jeg ønsker at genfinde stedets skønhed og magten, men har det svært dermed. Den livlige aktivitet rundt om faraonernes gravsted giver ikke mulighed for eftertanke. Det er umuligt at spekulere på de gåder, der er forbundet med pyramidernes komplicerede bygning. Eller på den teknik, som blev brugt til at balsamere lig. Den bølgende menneskemængde tager hele udsigten. Jeg har hørt, at for bare nogle få år siden befandt pyramiderne sig i et øde sandlandskab uden grænser. Jeg er kommet hertil nogle år for sent. Måske skulle man komme her tidligt om morgenen for at opleve gravstederne i ensomhed? Eller måske er det, som det ofte sker i livet - at drømme og forventninger har overgået virkeligheden.
Med en følelse af uopfyldte forhåbninger og let skuffelse forlader jeg denne markedsplads. Jeg kravler op på en sandbakke. Fra denne afstand føles mængden at befinde sig på et andet plan. Nu dominerer kun de geometriske pyramiders klodser - Cheops, Cherfen og Mykerinos pyramiderne. Deres fascinerende symmetri og enkelhed er synlig. Fra højen - med resterne af templet som baggrund - iagttager jeg sfinksens formløse krop. Såret og med skrammer erhvervet igennem århundreder samt generationers mangel på tolerance vogter den ubevægelig ved stedet for faraonernes sidste rejse. Netop denne eventyrlige skikkelse, med løvens krop og med det beskadigede kongehoved, der holder vagt ved foden af gravstedet, giver området storhed og et strejf af mystik.
Efter pyramiderne var bygget og var et fantastisk pejlemærke for gravrøvere, blev faraonernes balsamerede lig og deres ubeskrivelige skatte stedt til hvile i årene 1527 - 1506 før Kr. i det vestlige Theben i Kongernes Dal. De beige farvede nøgne bjergkæder gemmer i deres indre 62 faraoners gravsteder indgravet dybt i klipperne. Gravkamrenes vægge er fulde af fresker. I denne Dødens Dal, som adskilles fra byens livlig puls af Nilfloden, findes der i Deir el-Bahari et af de mest fascinerede gravtempler til dronnings Hatsepsuts ære. I dette gravtempel af lettere arkitektur - indbygget i klipperne med tre terrasser og søjler - er væggene dekoreret med relieffer, der fortæller om dronningens guddommelige fødsel og hendes rejser til fremmede lande. Og der var noget at skrive om. For denne gode, kønne og kloge dronning ændrede krige til fred. Erobringer til venskabelige handelsforbindelser. Hun stod bag de elegante bygningsværker. Hun rejste vidt omkring. Og som en ægte kvinde bragte hun elfenben, myrra og velduftede røgelse med sig hjem.
3. Italien - Katakomberne i Rom
Ved Via Appia i udkanten af Rom strækker sig en kilometerlang labyrint af underjordiske gange. I de mørke tunneler - katakomber - finder en ophobning af hylder langs begge vægge. Det er gravsteder for de første kristne. Fra begyndelsen af 2. århundrede lagde man lig indhyllet i hvide lagner og strøget med kalk i klippehuler i korridorer gravet under jorden. De romerske love forbød begravelser af de døde indenfor bygrænsen. De underjordiske gange var gravet af professionelle gravere -fossores. Fresker, der forestiller de bibelske scener, giver disse mørke underjordiske steder lidt farver. Fra katakombernes første dage var gravstederne genstand for særlig omhu. Familier samledes her for at bede for den afdødes sjæl. Denne ære for den døde var et udtryk for troen på genopstandelse og et håb om, at en bøn for den afdødes sjæl ville hjælpe ham med at komme til at møde Gud.
4. Kina - Minggravene
Minggravene, som ligger ca. 70 km. fra Bejing, rummer 13 grave, som er bygget dybt under jorden i form af store underjordiske paladser. Overalt er grønne enge omringet af bjerge, skjult i cypresser og lyden af vandløb. I denne idylliske verden dyrkede man i gamle dage en barsk tradition. Sammen med den afdøde kejser blev hans hustruer og konkubiner begravet levende under jorden. Til de underjordiske gravpladser fører en lang "Udødelighedens Vej". På begge dens sider rejser der sig 36 kæmpe stenfigurer, som passede på kejserens underjordiske hvilested.
Mens jeg vandrer igennem de rummelige underjordiske kamre tænker jeg på de kvinder, der blev levende begravet. Har disse ulykkelige skabninger haft gift med sig? Har de prøvet på at bibeholde vigtighedens hierarki, eller døde de i mørke i ydmyghed? Har de i panik prøvet på at gemme sig så lang væk som muligt fra det rådnede lig af deres mand og elsker?
5. Egypten, Kairo - De Dødes By
Næsten i Kairos centrum ved siden af fæstningsmuren ligger en 7 km. lang kirkegård, som populært kaldes De Dødes By. Allerede i middelalderen boede byens indbyggere i de talrige grave og mausolæer. Blandt de elegante gravsteder i deres indre blomstrer livet. Den største kirkegård i Kairo har taget imod de hjemløse. De hjemløse har vækket dette sted for evig hvile til live. Man får indtryk af, at død og liv mødes her som siamesiske tvillinger. At i denne så livlige dødens by er grænserne mellem livet efter døden og nutiden blevet udvisket. Man kommer ikke på noget tidspunkt til at tænke på, at tørresnoren, der hænger over to gravsteder med flagrende lappede klude, er en hån mod stedet. Eller at klapren fra muldyrets hove eller raslen af varevogne samt lydene af børnenes leg på stierne mellem monumentale mausoleer er en bespottelse og forstyrrelse af sjælens fred. Tværtimod. Dette blomstrende kirkegårdsliv er så integreret og naturligt, at dets ophør kun ville lade intethed være tilbage.
6. Tjekkiet, Prag - Den jødiske kirkegård
 |
| Praha
|
I den nordlige del af den gamle by findes der et jødisk kvarter "Josefov". Navnet er til ære for kejser Josef den 2., som i året 1781 lempede love, som diskriminerede jøder. Ved siden af en af de ældste synagoger i Europa vokser der 12.000 stentavler op af jorden og får det at ligne en forreven skov. Det er resterne af den gamle jødiske kirkegård. Den blev etableret i begyndelsen af 15. århundrede og blev benyttet frem til 1787. Ifølge den jødiske tro må grave aldrig sløjfes. Derfor trænger stentavler af forskellig form og størrelse sig på et lille område og danner et unikt landskab og stemning. Her er også den berømte Rabbi Löw (grundlæggeren for den moderne jødiske filosofi, som døde i 1609) begravet med sin hustru. I sprækkerne af det berømte gravmonument er - på samme måde som i grædemuren i Jerusalem - stukket hundredvis af små sedler med ønsker til rabbien.
7. Argentina, Buenos Aires - Recoleta
 |
| Buenos Aires |
Næsten i centrum af Buenos Aires bag en solid mur med høje boligblokke i horisonten gemmer sig en af de mest berømte kirkegårde. Indenfor - i en labyrint af små stier - findes et område af rigt udsmykkede "familiehuse". Det er små huse med vinduer og døre, som rummer nogle kister indenfor. Nogle af husene har flere etager. En by i byen. Her er det ikke tilstrækkeligt at være rig og kendt i levende live. Også efter døden skal man være rig og have et navn for at fortjene den evige hvile her på Recoleta. I kirkegårdens labyrinter bliver jeg rørt ved at finde Evita Perons sorte marmorgrav.
8. Moldova
Jeg var ret forbavset over at se kirkegårde i Moldova. Ved enhver grav - selv den mest enkle gravhøj - var der et metalbord og bænke. Jeg fik fortalt af de lokale, at man hvert år i begyndelsen af maj på festlig vis fejrer "De Dødes Dag". Familie og venner samles ved graven ved de veldækkede borde og mindes den afdøde. Jeg personligt har ikke haft mulighed at deltage i et sådant gilde. Jeg besøgte Moldova i september. Men da jeg kender mentaliteten og ødselheden, som præger denne nation, kunne jeg i min fantasi forestille mig følgende scene: Efter at have drukket adskillige glas, lander et familiemedlem under bordet, og liggende på graven insisterer han på at dele den sidste flaske med den, som har forladt denne jord. "Hvad nu Vanja; vil du ikke drikke med din egen onkel?"… Jeg er overbevist om, at hvis arkæologer i fremtiden graver sig ned i de moldoviske lig – vil alle disse være velkonserveret i sprit.
9. Grønland - Christianshåb
En lille kirkegård i dalen er skærmet af de stenede bakker. I tråd med den grønlandske tradition har gravene udsigt til vandet. Døden skal ikke afbryde tilhørsforholdet til havet. Kirkegårde her har bugten på den ene side og søen på den anden. Traditionen er overholdt. De hvide kors er alle ens. Gravstederne - små høje er dækket af bunker af kunstige blomster i alle farver. Et usynligt metalnet beskytter disse, så vinden ikke tager dem bort fra de døde. Livets farver blandet med kulten for de afdøde.
10. København - Søllerød kirkegård
Assistensens kirkegård var den første kirkegård, som jeg besøgte efter min ankomst til København. Der fandt jeg mange berømte danskeres gravsteder. Ved H.C. Andersens grav mindes jeg bevæget alle hans eventyr, som jeg har læst i min barndom. Da jeg stod ved Martin Andersen Nexøs grav tilgav jeg ham, at jeg var nødt til i min ungdom at pines med hans værker, som hørte til skolens pensum i Polen. Men kirkegården i Søllerød er jeg mest betaget af. Jeg fandt et skjulested der, når jeg var i en nostalgisk tilstand, eller søgte ensomhed og ro efter intensivt arbejde i konsulatet. Foruden anonyme små grave, fandt jeg der gamle huse - gravsteder med æstetisk placerede kister. Kirkegårdens beliggenhed ved søen er fascinerende.
Hvis et forudseende dansk begravelsesfirma en dag vil prøve at hjælpe mig med at foretage det sidste valg og sender et brev med et høfligt spørgsmål -"om jeg vil brændes eller bisættes" - vil jeg helt sikkert svare: "Mit ønske er at tørre ind i et lille hus i Søllerød kirkegård. Der får jeg både udsigt over søen og mulighed for at besøge Søllerød Kro, hvor jeg kan nyde cappuccino med tilsat vodka ".
Men lad os ikke tænke på det endnu. Carpe diem! For som Benny Andersen har skrevet: "Livet er ikke det værste vi har"….
Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside