Betagende oplevelser i Sydamerika (Argentina, Uruguay, Brasilien)
Tekst og foto: Ewa Bylinska
”Argentina hørte for 50 år siden til de mest indflydelsesrige lande i verden. Landet fandtes på 6. eller 7. plads på listen over de økonomiske giganter. Det var rigere end trefjerdedele
af Europa. I dag hersker fattigdommen: Hvad er der sket? Der har ikke været nogen krige eller dommedagsrædsler som den 11. september. Argentinas fuldendte
fald var et resultat af en regering, der bestod af korrumperede dumrianer og demagoger, som øjensynligt med vilje har ødelagt flere generationers arv”
Mario Vargas Llosa (peruviansk forfatter, publicist, journalist, født 1936 i Argentina.)
Det moderne Buenos Aires
Klokken er syv om morgen. Gennem flyets vinduer ses den rødlige himmel over det gigantiske Buenos Aires’ skakbræt. Man føler, at i løbet
af ganske kort tid bliver vi opløst i flammer. Landingen hilses med klapsalver. Hvorfor klapper man for piloter? Hvorfor gør man det ikke for
togførere, buschauffører, som nåede sikkert til målet? Imens vi besejrer rummet, føler vi os sandsynligvis stadigvæk mest trygge på jorden.
Vores hotel Castelar ligger i selve bycentrum, lige ved den bredeste gade i verden - Avenida 9. Juli, som har 22 kørebaner. Ikke langt derfra
er der en skulptur af Don Quijote. Jeg tolker dette som en venlig gestus mod Europa. - måske fordi jeg fra første færd i Buenos Aires leder
efter en forstørret kopi af Paris. Avenida 9. Juli leder tankerne til Champs Elisées. Obelisken til ære for Juan Peron, der rager op
midt i den enorme trafikhavn, ligner den egyptiske obelisk på Place de la Concorde. Det rigt udsmykkede Teatro Colon har ligesom
Pariseoperaen dannet rammen om optræden af de største berømtheder i verden. På Floridastrøget lokker talrige forretninger med elegante
varer. Menneskerne er meget velklædte. Kvinder indhyllet i minkpels dufter af de .neste parfumer. Mænd går rundt i dyre skræddersyede
frakker og habitter. Selv hundene er veltrimmede og føres i snor som et slags visitkort for velfærd og problemløst liv.
Friske blomster på Evitas grav
Recoleta Kirkegården - der ligger bag høje mure med flere etager høje boligblokke som baggrund - minder om et boligkvarter med enfamilieshuse.
En by i byen. I vinduerne i den rigtige by skimtes ansigter. I vinduerne i de dødes by ligger flot udsmykkede ligkister og urner helt
stille. Fra tid til anden vandrer en doven kat ad de smalle kirkegårdsstier. Man skal gøre sig fortjent til at få et evigt liv på dette eksklusive
sted. Pengene er ikke nok. Man skal være ”nogen”. Man skal have det rette efternavn. Man skal høre til eliten.
Berørt standser jeg op ved det sorte marmorgravsted for familien Duarte, der drukner i friske blomsterbuketter. På dette sted blev Evita Peron
begravet - Argentinas første dame og legende - en askepot, som ved hjælp af den gode fe fik ændret sit liv. Måske er det takket være hende, at
det lyserøde hus, Casa Rosada, som ligger for enden af Avenue de Mayo er lige så kendt og betydningsfuldt som det hvide hus i Washington.
I den nærliggende domkirke regerer den argentinske nations helt Sankt Martins ånd. På det modsatte side af Avenida de Mayo ligger det mægtige
Palace do Kongres og et mindesmærke for to kongresser, som har bidraget til landets uafhængighed. På denne gade findes også den stilfulde
café Tortoni, berømt for den bedste varme chokolade. I lyset af krystallysekroner og i den dunkle træudsmyknings halvmørke bevæger
de velklædte tjenere sig lydløst omkring.
San Telmo området er som bedstemors kæmpeloft. Her fås alt inden for antikke genstande mere eller mindre værdifulde.
Ubehagelig oplevelse hos eksotisk sommerfugl
Tango
Tangomusikken, spillet på harmonika, kommer fra alle retninger, og den fletter ligesom slangetæmmere mennesker sammen til dansepar.
Tangoen - raffineret og provokerende som parisisk can-can - er lidenskabelig og erotisk helt til smertegrænsen. Den opstod i slutningen
af 1800-tallet i Buenos Aires fattige slumkvarterer. Den udtrykte alle emigrantens længsler; ensomhed, nostalgi, drømmen om nærhed og
tryghed. Forbudt i lang tid i Europa, blev den budt velkommen i saloner i det 19. århundrede, takket være komponisten og sangeren Carlos
Garders talent. Et af de steder, hvor dansen blev født, er det farverige La Boca - emigrantens havnekvarter. Her skifter
Buenos Aires radikalt ansigt. I stedet for udsmykkede bygninger ses forfaldne huse, primitive barakker af træ eller bølgeblik. Affald på
gaderne. Resterne af kattelig ved skraldespande. De tynde herreløse næsten pelsløse hunde ligner ikke dem fra Floridagaden, som omhyggeligt
er klædt i hundeveste.
I La Bocas grålige elendighed lyser en lille del Caminito op som en kulørt eksotisk sommerfugl. Den omfatter blot to gader. Husene
skriger med stærke farver. Et stort udvalg af malerier ”besætter” fortovet. I vinduer og på balkoner stiller smilende mannequiner sig til skue.
Kunstverdenen blandes med skikkelser fra en anden epoke. Realitet mikses med fantasi.
La Boca
Endnu et tango optrin for tilskuere - Endnu en gang et smil fra en kvinde fra den syndefulde verden - Fotoapparaterne blitzer og lyner.
Turistbusserne kører væk, og vi forlader stedet til fods. Ved siden af det berømte stadion i La Boca ligger pludselig min rejsefælle Teresa rullet
sammen på jorden. Men denne stilling hører ikke tangoen til. Vi ser to unge mænd lynhurtigt løbe væk med det nyeste digital kamera, som
de har revet fra hende. Og endelig bliver vi klogere; Argentina er ikke Europa. Buenos Aires er ikke Paris. 200 m. fra gerningsstedet
er en flok lokale forsamlet foran en lille butik. Ingen reagerer på vores nødråb. Vi er kun hvide gringoer, som kommer fra den rige verden.
I stedet for at nyde livet i byen tilbringer vi den næste halve dag på den nærmeste politistation blandt prostituerede, mindreårige kriminelle og
mistænkelige typer. Politisekretæren - en falsk blondine - nedskriver med én finger engageret på en antik skrivemaskine rapporten om overfaldet.
Hun laver hele tiden slåfejl og må derfor renskrive det hele forfra. For en sikkerheds skyld holder vi os tæt ved det lille kapel med Madonna for
ikke at komme til at bande højt eller reagere voldsomt.
Natten er søvnløs. I ørerne hænger Carlos Gardels tangomelodi ”Mi noche triste.” I hovedet myldrer tanker, som ikke lader sig jage væk.
Hvorfor blev Teresa overfaldet? Det var jo mig, der havde den store plasticpose. De må havde observeret os vældig godt i La Boca. Hvis man
filmer fattigdommen, må man i det mindste betale derfor. Teresa har ikke betalt.
Argentina har altid haft plads og jord nok. Måske netop derfor opstod paradokset med landets omfangsrige emigration. Jøderne, som i sidste
øjeblik nåede at forlade Europa før jødeforfølgelserne, fandt her et til.ugtssted. Og kun nogle år senere gemte nazistiske bødler fra
holocaust sig for domstole og straf. Dertil kom italienere, polakker, russere og hele den etniske mosaik. Programmet fra CC travel fører os til
en af landets mere moderne farme, som ligger 90 km fra Buenos Aires. Farmen blev bygget af efterkommere af italienske emigranter. Den
spinkle mørkhårede Maria har taget business i sine hænder og giver turisterne en kongelig modtagelse. Gennem vinduerne beundrer vi den
grænseløse pampas og velnærede køer på græs.
På vores bord er hvert måltid som på juleaften. Hvis jeg blev der et par dage længere, ville jeg sikkert dø af forstoppelse. Før serveringen
af enhver ret fortæller den charmerende værtinde om tilberedelsen af maden og dens navn. Og jeg venter utålmodigt på, at skiverne af det saftige
oksekød mødes med min gane. Hvad får man ud af opskrifter, når man alligevel andre steder ikke kan få oksekød af en sådan kvalitet.
Vi udforsker området. Seks km fra farmen ligger en lille by San Antonio. I en nærliggende landsby .ndes et institut for handikappede.
På vej hjem kommer en gul hund ud af det grønne buskads og bliver vores trofaste ledsager. Alle forsøg på at jage den væk er forgæves.
Ikke en gang en flute, som den får helt for sig selv, hjælper. Hunden følger os skridt for skridt hele vejen hjem. Da vore italienske værter ser
os, stivner de som saltstøtter. Der findes allerede 10 hunde på farmen. Jeg fortæller dem en historie om det stakkels hjemløse væsen.
Efter en livlig meningsudveksling på italiensk og med mange fagter, fortæller Maria, at hendes far ikke synes, at hunden ser sulten ud. Jeg
forklarer, at hunden ikke leder efter mad, men efter kærlighed. Igen bliver sagen drøftet i familiens kreds. Først da de ser mine våde øjne,
standser hele diskussionen, og den italienske familie kaster sig over mig med omfavnelser: ”Du må ikke græde! Du må ikke græde! Hunden
skal nok blive her”.
Den polske Vagabond, som jeg i mit stille sind patriotisk kalder hunden, slutter sig til farmens hundeflok og føler sig hurtigt hjemme. Den italienske
kvinde stillede bare et retorisk spørgsmål: ”Jeg kan ikke forstå, at alle de hjemløse hunde altid vælger turister for at få adgang til farmen.”
En bid af verdensarven
Colonia del Sacramento
En færge tilbagelægger turen til den nærmeste by i Uruguay, Colonia, på tre-fire timer. Den ligger på den anden side af bugten, der udgør La
Plata-flodens udløb. På den ene side af den brede bugt vinker Buenos Aires farvel med sine moderne spejlagtige skyskrabere, som langsomt
synker ned i horisonten. På den anden side byder en lille søvnig by, hvor tiden gik i stå for århundreder siden, os velkommen.
Brolagte smalle gader anstrenger sig for at bære små huse malet i pastelfarver. Snævre stier fører til havet. Rundt omkring slentrer
beboerne langsomt afsted, mens de tankefuldt suger yerba maté gennem en bombilla - et drikkerør, som ender med et filter. Yerba maté er
en stimulerende te, der laves af bladene fra en stedsegrøn plante, der vokser vildt i Argentina, Brasilien og Paraguay, men også dyrkes.
Byen Colonia, som UNESCO udnævnt til en del af verdensarven, blev grundlagt af portugiserne i 1680. Byen var berømt for smugleri. Samtidig ødelagde den Spaniens planer om at regere over hele Sydamerika. Den lille beskedne by, som blev årsagen til en konflikt mellem verdens dengang to største
kolonimagter, har siden dannet grænse mellem spansk og portugisisk ind.ydelse i Sydamerika.
Til San Ignacio med ruiner af jesuitternes missionsstation ankommer vi fra Buenos Aires i en komfortable natbus. I det 15. århundrede stiftede
jesuitterne, der ankom til denne del af Argentina, en række settlementer og samlede på dette sted indianerne fra Guarani-stammen, som var tæt
knyttet til junglen. De var nemlig udsat for udryddelse fra de hvide bødler.
Midt i hjertet af junglen opstod der 30 små jesuitterledede samfund, hvor indianerne dyrkede jorden efter at have ryddet den for den tropiske
frodighed. Men den spanske kong Karl den tredje, der i 1767 forviste jesuitterne fra Spanien, tvang også jesuitterne til at forlade deres brasilianske
missionsstationer. Indianerne vendte tilbage til junglen, og snart var jesuitternes flotte bebyggelser gået i glemmebogen.
Capiovi - en rød-grøn by, som ligger 200 km fra Brasiliens grænse - er stedet, hvor vi skal hvile ud, inden vi forlader Argentina og rejser videre i
det ukendte. De røde huse er dækket af grønne tage. Den røde jord er tæt dækket af grønt græs. Midt i den grønne tykning opdager vi et
lille vandfald. I hotelrestauranten nyder vi de røde bøffer. Vi mangler kun de rød-grønne drømme. Ved grænsen til Brasilien besøger
vi en ametystmine med det feminine navn ”Wanda”. Og så er vi i Brasilien. Dette land vil forblive i min erindring, som stedet med de mange
store oplevelser og euforiske tilstande.
Jeg vil blive i eldorado
Lige efter at vi har krydset grænsen opdager jeg tilfældigt en kæmpestor forretning med juveler og værdifulde ædelstene. Et ægte Eldorado.
Synet af et så stort antal skinnede juveler fremkalder i mig en tilstand, der nærmer sig skizofreni. Jeg hører oven i købet min indre stemme:
”Nej, jeg vil aldrig forlade dette sted. Jeg er en kvinde! Jeg vil ikke længere være en sigøjner på opdagelse i jordens fjerneste egne. Jeg vil ikke til Nepal! Jeg vil ikke til de gamle
russiske republikker.! I stedet for vil jeg bruge timer for at prøve ringe med safirer, smaragder, diamanter på alle mine fingre. Foran spejlet vil jeg klæde mig i colliers og armbånd.
Jeg vil lege med ametyster, akvamariner og topaser!”
Næsebjørne i Nationalparken ved Iguazu i Brasilien
Efter den første euforiske tilstand er skizofrenien en smule på retur. Hvis jeg havde husket fra skolen, at Brasilien er et af de største eksportlande,
når det gælder ædel- og halvædelsten ville jeg måske have reageret på en mere behersket facon.
Mødet med Iguazu vandfaldene frembringer det næste chok. I naturparken fra 1939 får vi selskab af en hel flok næsebjørne. De har
åbenbart læst skiltet ”Fodring forbudt” og forsøger derfor med selvbetjening i turisternes tasker. De er ikke nemme til at blive fri for.
Men det er ikke de underholdende dyr, der er genstand for begejstring. Parken gemmer et naturvidunder - Iguazu vandfaldene. Det enestående
panorama strækker sig over fem km. Foran os vokser en væg af lodrette klipper op, som de enorme vandmængde strømmer ned ad.
Luften med vanddråber tegner regnbuer af forskellige størrelser. Man får det indtryk, at hele verden har forvandlet sig til vandkaskader.
Iguazu vandfald
Man forstår, hvorfor indianerne fra Guarani-stammen kaldte disse vandfalde Iguasu - hvilket på deres sprog betyder Det store Vand. I alt
findes der 247 vandfald, hver med sit eget navn. Det højeste er 64 m. De øvrige omkring 40 m.
På den argentinske side, som vi besøger næste dag, nøjes vi ikke med kun at være tilskuere. Vi befinder os i selve begivenhedernes centrum.
Vi er næsten i stand til at røre ved vandvæggen. Med en motorbåd sejler vi helt hen til klippen, Gargante del Diablo
(”Djævelens Svælg”), der består af tre vandfald, sluger med stor grådighed millioner af liter vand, og det skummer, brummer og sprøjter på turisterne.
Solen har svigtet os. Vi er våde af regn og vandfaldets brusende dråber. Sammen med os får den argentinske jungle, som vi kører igennem
Den 30 m høje Kristus på toppen af Corcovado, Rio
i en jeep, sit konstante regnbad - en virkelig regnskov. De kulørte papegøjer og tukaner har gemt sig. De små kolibrier lader ikke længere,
som om de er sommerfugle..
Rio de Janeiro er en epidemi af euforiske tilstande. Jeg står som fastnaglet til vinduet i vores hotelværelse. Nedenunder i nattens mørke strækker
den hvide Copacabana sandstrand sig, stadigvæk fuld af liv. Man holder vejret ved det betagende syn af det charmerende Rio de Janerio,
hvor bjerger og vandet har skabt en perfekt irregulær kystlinje. De mange nationaliteter, som udgør en fantastisk blanding, og de løsslupne
gener har fjernet alle raceskel. Der er opstået en uimodståelig cocktail, hvor øjne og hudfarve samt ansigtsformer kappes om at skabe
den ene skønhed efter den anden. Byen har skubbet de fattige med deres favela-slum hen til foden af bjerget. Overdådighed og ufuldkommenhed
hersker ved havet.
Fra toppen af bjerget Corovado omfavner den 30 m høje Kristusfigur den maleriske bugt Guarabara med sine hvide udspredte stenarme. Og
det er meget at tage sig af. En tredjedel af de12 millioner indbyggere lever i trange forhold i favelaer, to ton kokain sælges hver måned i
denne by og i perioden 1991-95 har man noteret 70.000 mord. Det sidste chok opleves, når man flyver over den største by i verden
Sao Paulo. En by, der ikke vil forsvinde fra horisonten.
