Tyrkiet 1989
Ewa Bylinska
I 1989 kørte jeg med min dengang 5-årige søn Tomas, i løbet af 4 uger, igennem næsten hele Tyrkiet. Overalt mødte vi hjertelighed og gæstfrihed.
De første 3 dage tilbragte vi i en fjerntliggende landsby Inkisla ved Kayseri. Da jeg skulle videre, fik en af de ældre kvinder, som aldrig har været udenfor landsbyen, og som ikke kunne forstå, hvordan jeg alene med et barn kunne finde på at drage i det store verden, i al hemmelighed smuglet sin svoger ind i bussen. Han fik strenge ordrer om at ledsage mig under hele turen og skulle først komme hjem til Inkisla, efter at have sat mig ind i bussen i Istanbul på vej til Danmark.
Jeg fik dog sendt svogeren hjem efter den første kilometer. Men den dag i dag mindes jeg den ædle gerning fra den gode tyrkiske kvindes side. Jeg beroligede hende ved at sende postkort fra hver eneste by, vi stoppede i under vores tyrkiske rejse – som tegn på at vi alligevel overlevede i denne store verden.
Vi besøgte månelandskabet i Göreme, Ankara, Antalya, Kayseri, Pamukkale, den majestætiske Efesos og Istanbul pulserende af liv. I Selcuk ved Efesos blev jeg imponeret over tyrkernes handelsfærdigheder. I Kamburgaz ved Istanbul beundrede jeg en dansk kvinde fra Jylland, Jette, som var gift med en tyrker. De to historier har jeg beskrevet i min polske bog "At tæmme verden".
Selcuk
Vores første spadseretur i byen. Der er ikke muligt at vandre fredeligt gennem gaderne. Alle fra 5 år til højt oppe i årene tilbyder varer til salg eller et stævnemøde. Jeg tror aldrig før i mit liv at jeg har fået så mange opfordringer.
Tyrkerne er de fødte sælgere. Ingen turist slipper fri. Når jeg på deres talrige spørgsmål "Where are you from" svarer "from Denmark", lægger de foran vores fødder bunker af tæpper, guldsmykker, skindvarer og insisterer på, at vi skal købe.
Da jeg efterhånden bliver træt af alle disse påtrængende tilbud bruger jeg en snu metode. De næste butiksejere som spørger det svar, at vi kommer fra Polen.
Jeg håber, at dette svar vil sikre os fred, men efter nogle øjeblikkes overraskelsestavshed og betænkeligheder begynder de at juble over Polen.
Og så kommer det næste spørgsmål "What do you have to sell?" Dernæst kommer en opremsning af en lang række varer, som jeg burde kunne tilbyde dem: radio, strygejern, fotografiapparat osv. Jeg ryster afvisende på hovedet. Dette fører til endnu større forvirring. Skuffede øjne, og til sidst inviterer de os opgivende til et glas te og med fuld forståelse gentager de på gebrokkent engelsk. "Poland, Turkey, equally poor".
Kamburgaz
I Kamburgaz sover vi i et værelse med Jette og hendes tyrkiske niece. Hver aften før jeg falder i søvn fylder Jette mig med fortællinger om de tyrkiske traditioner, som hun mærkede meget til især i ægteskabets første år.
Jeg er fuld af beundring for hende. Den uafhængige, danske kvinde der kan tilpasse sig livet med en despotisk dominerende tyrker.
Hun overvandt kulturforskellen. Med en grænseløs tolerance, fortielse og konsekvens kæmpede hun for at bibeholde sit eget "jeg", for ikke at miste sin værdighed.
Hver dag føler jeg Muharets mandschauvinisme. Jeg sætter ganske vist pris på hans store omsorg, når det gælder familien og os, men kan ikke forlige mig med det tyranni og regime, der hersker i hjemmet. Jeg bliver stødt af denne måde, de tyrkiske skikke bliver forceret på uden at tage hensyn til kultur- og mentalitetsforskel . Fra den første dag fik jeg af ham næsten rollen som hans anden hustru.
Han fulgte sin pligt til at passe mig med et falkeblik. Alle forbud, som gælder Jette, gælder også for mig. "Tag ikke tøjet af på stranden!", " Kig ikke efter andre mænd", "Snak ikke med fremmede". Fra Jette lærer jeg at omgås disse stramme regler.
Så længe "herren og herskeren" er indenfor rækkevidde, overholder jeg omhyggeligt alle forbud.
Så snart han er ude af syne, gør jeg hvad jeg har lyst til. Men man kan ikke altid være sikker på, at han ikke har sat nogle "skytsengle" til at passe på os. Angsten for at tage risikoen er dog mindre end lysten til at bevare sin egen verden.
Derimod bliver min 5-årige Tomas behandlet med den største respekt og ærbødighed. Han er jo en MAND!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
