For mange, mange århundreder siden boede en havfrue i Wislafloden. Når solen gik ned og
der blev tusmørke, bar vandets bølger hendes klangfulde sang.
Ved flodens bred i et lille fiskerleje levede en fisker, som hed Wars med sin kone Sawa.
Sådan lyder nogle af legenderne om Warszawas tilblivelse.
Monument for ghettoens helte
Faktisk har jeg aldrig opfattet Warszawa
som en storby. Jeg ville ikke sige om
byen, at den er så køn som Prag, æterisk
som Wien, charmerende som Paris,
eller majestætisk som London. Men den,
som kender byens skæbne og historie,
vil kunne finde den unik og beundringsværdig.
Ingen af de europæiske byer har været
dømt til sådan en tilintetgørelse. Ingen
har løftet sig op fra den totale ruin og
aske. Denne by ejer en særpræget ukuelighed,
livskraft, vilje og styrke. På
samme måde som i København er en
havfrue Warszawas symbol. Men mens
den lille københavnske havfrue er eventyrlig
og romantisk, så står Warszawas
symbol med skjold og sværd i hånden
parat til ligesom den uindtagelige gudinde
Nike at værne over byen.
Under den anden verdenskrig, da
Europas lande kapitulerede i løbet af en
dag efter den tyske hærs indtrængen,
kæmpede Warszawas borgere mod besættelsesmagten
i hele 30 dage. Byen
ville ikke give op. I 1945 lå hele hovedstaden
i ruiner. 90 % af beboelsesejendomme
og Den gamle Bys historiske
bygninger blev jævnet med jorden.
Warszawas beboere lagde sten på sten,
for igen at skabe helheden. Kunstnere
bidrog med forskønnelsen. Historikere
vogtede over enhver dokumentarisk detalje.
Ud af ruiner og nedbrændte huse
skulle opstå den sejrrige nye hovedstad.
For mig er Warszawa gennemvævet af
minder. Der har jeg tilbragt min barndom,
årene i skole og universitet.
Selvom min generation blev født mange
år efter krigen, udviklede vi vores fantasi,
når vi på vej fra skolen passerede
ruinerne af Warszawas ghetto. I beskyttelsesrum
og i husenes skeletter så vi
kun mysteriet. Vi tænkte slet ikke på
krigens gru.
Stalins 'gave': Kulturpaladset
I 50’erne voksede tunge stalinistiske
bygninger ovenpå ruinerne af Hitlers forbrydelser.
Kun børn frydede sig og følte
stolthed over det belyste himmelstræbende
Kulturpalads. De voksne påstod,
at den kønneste udsigt over Warszawa
får man fra dets øverste etage. Derfra
ser man nemlig ikke paladset – symbolet
på afmagt og den nye besættelse. I
gymnasiet begyndte vi at se, at alt var
gråt. Vi drømte om en ægte frihed. For
enhver pris prøvede vi at komme nærmere
det vestlige Europa, som vi fra tid
til anden har beundret og kun kendte fra
kulørte postkort. Med grådighed kastede
vi os over nye vestlige trend. Det grå
kommunistiske tøj farvede vi til skrigende
papegøjefarver. På loppemarkeder
betalte vi en formue for plader med
Janis Joplin, Beatles og Jimi Hendrix. Vi
protesterede over kommunismes strenge
regler. Vi ville trænge igennem jerntæppet.
Vi ville være synlige for hele
verden. Min nære ven, som i dag er en
berømt kunstner, rendte rundt på skolen
som en ægte hippie. Det hjalp ikke
med trusler og bøn fra de rigoristiske
pædagoger. Til sidst skrev skoleinspektøren
en ordre i kontaktbogen til hans
far.: ”De skal med det samme klippe
og barbere Deres søn!” Faren svarede
skriftligt: ”Jeg er ikke frisør, jeg er dommer!”
Vores første romantiske stævnemøder
fandt sted i Lazienki-parken, som
er kendt for den sidste polske konge
Stanislaw Poniatowskis sommerslot.
Ved Chopin-monumentet afprøvede vi
de første kys under koncertens toner.
Når vi skulkede fra skolen, gemte vi
os i Wilanow bag murene af kong Jan
Sobieskis residens, bygget i Versailles
slottets stil.
Da jeg under undtagelsestilstanden besøgte
Warszawa, var forretningernes
hylder tomme for varer. Intetheden
var trykkende. Selv køerne fra tidligt
morgen til sent aften var overflødige.
Alle fødevarer og vodka var rationeret.
Som sædvanlig lå redningen i den
sorte humor, som altid gav mulighed for
at overleve, også de sværeste stunder.
”Hvad er forskellen mellem en slagterbutik
før krigen og nu?” – lød vittighed i
Torvet i den gamle bydel
Warszawa. Svaret var: ”Før krigen stod
der ”slagter” på butiksskiltet, og inde i
butikken var hylderne fulde med pålæg
og kød. I dag står der ”Kød og pålæg”
på skiltet, og inde i butikken sidder ene
og alene en slagter”.
Mine veninder har givet mig en værdifuld
skat ved ankomsten; nogle ruller
toiletpapir. ”Se, hvad vi har skaffet dig!
For at få en tilladelse til køb af toiletpapiret
skulle man levere 3 kg. gamle
aviser. Det ender nok med, at man blive
bedt om et bevis på, at man er bloddonor,
hvis man ønsker at købe en blodpølse.”
I dag kan man ikke se, at Warszawa har
været i ruiner. Byen er blevet moderne
og international. Alskens varer vælter
ned af hylderne i de mange luksuriøse
supermarkeder. Slanke skyskrabere
vokser op som i bryllupsvalsen omkring
Kulturpaladset. Det er som om de vil
skjule de tunge kommunistiske bygninger,
dække over den stadig nærværende
triste fortid. Gaderne Nowy Swiat og
Krakowskie Przedmiescie byder på de
mest elegante butikker. De dufter af det
bedste bagværk fra det berømte Blikle´s
konditori.
Den Gamle By, fuld af liv og i nye farver,
spejler sig i Wislafloden fra den
høje bred. Den genopstod som en tro
kopi af et maleri fra det 16. århundrede.
Bymurene - Barbakan, der omringer
den gamle bydel - forsvarer ikke adgangen
til dens indre. Med sine mange
kunstgallerier langs murerne inviterer
den ind i labyrinten af snævre gader
fulde af charmerende caféer og restauranter.
Den arkitektoniske samling er
blevet gjort til verdensarv af UNESCO.
Det genopbyggede kongelige slot minder
om en stor historisk begivenhed.
Der på slottet vedtog Polen i 1791 som
det første land i Europa en demokratisk
forfatning. Men intet hus i Warszawa
og ingen gade har glemt byens rædsler.
Tavlerne på husmurene og talrige
monumenter informerer om krigsforbrydelser
mod byens befolkning. Ved
bymuren Barbakans ydre del ses det
mest rørende af dem - et monument af
den lille soldat. Hans søde ansigtstræk
minder om den franske revolutionære
Gavroche. Han har alt for store støvler,
en hjelm der skjuler hans øjne og han
holder på et gevær, der er større end
ham selv. Han er et minde for de polske
spejdere og de yngste børn, som gav
deres unge liv i kampen for Warszawa.
