Min søgen efter egnede og interessante feriemål for sommeren 2000 startede i påskeferien. Jeg havde lånt en hel stak bøger på biblioteket, der handlede alt lige fra Australien over Japan og til Sydamerika. Men den bog, der inspirerede mig mest, var bogen om den transsibirske jernbane skrevet af John Poulsen. Jeg blev fascineret af tanken om at prøve denne sagnomspundne tur og besluttede mig hurtigt for, at dette skulle være feriemålet i sommeren 2000. Jeg startede umiddelbart efter med at finde egnede udbydere af den transsibiriske jernbane. Da jeg kun havde 4 ugers ferie, gik jeg efter en pakkeløsning, for jeg ville gerne have stop i både Sibirien og Mongoliet. Penguin Travel endte med at have det bedste tilbud og en pakkeløsning, som passede perfekt til mit behov: tre dage i Moskva, tre dage i Sibirien, 4 dage i Mongoliet og en lille uge i Beijing. Jeg besluttede mig endvidere for, at jeg ville bruge et par dage i Stockholm og Helsinki og tog derfor toget hele vejen fra København til Beijing.
Turen startede en juli morgen fra Hovedbanegården. Det var lidt underligt at tænke på, at inden jeg var tilbage, ville jeg have kørt i tog til Kina på den anden side af kloden. Med indvielsen af Øresundsbroen den 1. juli var jeg blandt de første der kørte over, dog er udsigten ikke imponerende med toget. Vel ankommet til Stockhohn tilbragte jeg 1½ dag her inden turen gik til Helsinki med Silja Line. Helsinki var, efter min mening, til at overse, og dagen efter jeg var ankommet til Finlands hovedstad var jeg da også glad for at skulle videre. På Helsinki station havde jeg mit første møde med hvad der ventede mig i op til flere dage længere henne på ferien: en russisk togvogn. Jeg havde mine bange anelser, men disse blev bestemt gjort til skamme. En overordentligt ren togvogn og et personale som sørgede for russisk te og andre forsyninger på den 16 timer lange rejse til Moskva. I cirka 4 timer rullede vi igennem det skovrige Finland inden vi nåede grænsen til Rusland. Denne kontrol forløb meget smertefrit, så på nær en stangstiv finne, som underholdt hele togvognen undervejs, gik turen fra Helsinki til Moskva upåklageligt. Jeg delte kupé med en russisk matematiklærer som talte fint engelsk og fik således en introduktion til Rusland og Moskva.
Afgang fra Jaroslavskij-banegården i Moskva
Vel ankommet til Moskva chekkede jeg ind på hotel Sputnik, som ligger i en af forstæderne til Moskva. I strålende solskin fik jeg set Kreml, den røde plads, Vasilij katedralen, sejlet på floden som går gennem Moskva og besøgt Gorkij Park. Mit indtryk af russerne i Moskva var en venligt men alvorligt folk som ikke så særligt lyst på fremtiden, Der er stadig mange fattige på gaderne og masser af korruption. Kløften mellem rig og fattig er større end nogensinde. Så var øjeblikket kommet, hvor jeg skulle med den transsibiriske jernbane. Første stop var Irkutsk, og jeg mødte op på Jaroslavskij banegården i god tid før afgang. Jeg havde af venner og bekendte hørt diverse skrækhistorier om tyveri af bagage på banegården, togkontrollerer som kun ville lade én komme med ved bestikkelse, røveri i toget osv. Jeg oplevede heldigvis ingen af delene undervejs og ved derfor ikke, hvor mange af rygterne der er sande.
Vel etableret i min kupé afgik toget på slaget fra banegården i Moskva. Endestationen var Vladivostok, 7 dages kørsel fra Moskva. Jeg var glad for, at jeg ”kun” skulle køre 3½ dag før mit første stop i Sibirien. Jeg faldt hurtigt i snak med såvel en englænder som skulle ud pk samme rute som jeg, samt en russisk familie, hvor sønnen talte lidt engelsk. Mit indtryk af togets indretning, service og betjening var som på ruten Helsinki-Moskva. Alt fungerede upåklageligt: rene toiletter, varm te, rengøring på daglig basis etc. På trods af, at 3½ dag i et tog kan synes af meget, syntes jeg, at tiden gik hurtigt. Det var fascinerende, at man kunne gå i seng om aftenen og opleve det præcis samme landskab når man vågnede om morgenen. Det var ligeledes interessant at se hvilke byer og regioner man passerede i løbet af dagene, og jeg havde heldigvis John Poulsens bog med mig, så jeg bedre kunne følge med i historierne om de steder vi passerede undervejs.
Vel ankommet til Irkutsk blev jeg indlogeret på mit hotel og fik kigget mig omkring i byen. Irkutsk levede op til mine forventninger om en gammel sibirisk by, hvor der stadig er en hel del træhuse på trods af en stor brand i forrige århundrede. At der stadig er problemer med copyrights så jeg i en legetøjsbutik, hvor der var kopi-lego på hylderne, men hvor logoet var det rigtige LEGO mærke. Ingen tur til Irkutsk uden en tur til Baikal søen. Jeg besteg først Pik Tjerski bjerget, hvor der er en fantastisk udsigt over søen, og tog derefter en båd fra fiskerbyen Listvjanka til en lille flække ved navn Bolshie Kats. Denne flække var udgangspunktet for flere vandringsture, og det var som at komme tilbage til det forrige århundrede (1900-tallet) : ingen biler, træhuse og meget idyllisk.
Så var jeg klar til at komme videre på min tur, og næste stop var Ulaan Batur i Mongoliet. Jeg skulle med den lokale ekspres fra Irkutsk til Ulaan Batur, og denne gang var det mongolske togvogne. Disse var bestemt ikke i samme stand som de russiske, og heller ikke servicen var noget at råbe hurra for. Vi nåede Naushki, som er grænsebyen mellem Rusland og Mongoliet, en formiddag. Her skulle vi efter planen vente i 8 timer før vi kunne forlade russisk territorium. Vores pas blev indsamlet, og vi havde nu tid til at gå rundt i ”byen”. Det er måske lige at overdrive at kalde stedet for en by. ’ Der var en asfalteret hovedvej, stationen, et par små butikker og så ikke mere. Derudover var der ingen af os som turde gå for langt væk fra toget, idet der kom uklare meldinger om, hvornår vi skulle videre. Men efter de annonceredc 8 timer var vi klar til afgang, og efter at havde ventet i 2 timer ved den mongolske grænse var vi efter ca. 10 timers ventetid klar til at køre mod Mongoliets hovedstad (på trods af at 10 timer kan lyde af meget mødte jeg senere en gruppe, der havde ventet 26 timer i Naushki).
Mongoliets hovedstad Ulaan Batur er som at komme tilbage til 1950’erne. Gamle busser og biler i de få men hullede gader. Telefonsystemet er som Danmark for 50- 60 år siden: man går hen til posthuset, bestiller og betaler for en samtale og bliver så kaldt hen til en boks, hvor opkaldet er parat – faktisk en meget morsom oplevelse, såfremt man iikke har travlt.
Mongolerne er et meget gæstfrit og venligt folk. På trods af fattigdom og ekstreme vejrforhold om vinteren var alle jeg mødte meget smilende og nysgerrige. Efter at have set nogle af de gamle templer og paladser, hvoraf nogle af templerne stadig er aktive, skulle jeg til Terelj Nationalpark. På vejen så man de ”bløde” bakker og bjerge så langt øjet rakte samt masser af de mere end 30 millioner stykker kvæg der findes i Mongoliet. Det var også tydeligt at se, at infrastrukturen var stort set ikke-eksisterende: hullede grusveje udgør langt hovedparten af Mongoliets vejnet. Nationalparken bød på smukke naturoplevelse og et kig ind i de beremte telte ”Ger’s”.
Efter endnu en tur til Manchir-klosteret og et par dages vandring rundt i Ulaan Batur skulle jeg ud på den sidste etape til Beijing. På slaget ankom det kinesiske tog fra Moskva, som skulle fragte mig det sidste stykke. Vi kørte gennem den mægtige Gobi-ørken, så vilde kameler og gjorde holdt ved nogle små byer, der lå ude i ørkenen, fuldstændig afskåret fra enhver civilisation. Om aftenen nåede vi så til den mongolsk-kinesiske grænse, og efter en meget effektiv paskontrol nåede vi til den kinesiske grænseby Erlian, hvor hjulene på toget skulle udskites så de passede til de kinesiske spor. Om morgenen vågnede jeg med udsigten til et helt andet landskab end det vi havde kørt gennem i Mongoliet. Nu var alt frugtbart, og der var floder og bjerge i baggrunden. Vi var nu kommet til Nordkina. Ca. 80 kilometer fra Beijing så jeg for første gang et glimt af den kinesiske mur, og en times tid efter ankommer vi så til Beijings banegård – 10.000 kilometer med tog fra København er nu tilbagelagt.
Den transsibiriske jembane var bestemt en kæmpe oplevelse, og det er ikke sidste gang jeg tager med den. Næste gang vil jeg nok prøve den lidt mindre kendte rute til Vladivostok, men jeg tager sandsynligvis også her et par stop undervejs.
OBS: ovenstående tekst er indscannet fra medlemsbladet, men illustrationerne kunne desværre ikke overføres.
