1. Solopgang på Java

Det følgende er et redigeret udpluk af tre dage fra min dagbog. Det fortæller om turen op til en af Indonesiens mest aktive vulkaner Gunung Bromo på Østjava. Det er ikke nogen krævende tur, for den kan gøres af alle med en almindelig god kondition, som ikke stiller krav til komfort. Til gengæld byder området på utrolige naturoplevelser - både oppe ved vulkanen og nede i Javas tæt befolkede lavland.

… Mit vækkeur ringer en time for tidligt, fordi det viser sig, at der er en times tidsforskel mellem Bali, hvor jeg kom fra i går, og Java. Sådan er det at bo i et stort og langstrakt land! Kl. 3.30 om morgenen kører vi de sidste 6 km op ad den smalle vej til kraterranden. Det er stjerneklart, og den aftagende måne ligger som en båd højt oppe på himlen. Fra enden af vejen bevæger vi os til fods ud ad en ujævn sti med lommelygter - først opad, senere ca. 100 meter nedad. Vulkanen Bromo består nemlig af et mindre krater, som ligger inden i et langt større krater, og vi er nu på vej ned ad den yderste kraterrand. Et par kilometer borte kan vi i måneskinnet se en hvid røgsøjle stige op mod nattehimlen. Bromo er nemlig stadig særdeles aktiv - faktisk en af Indonesiens mest aktive vulkaner. Det hænder den bliver så aktiv, at området bliver lukket af for turister. Det får mig til at tænke på, at det var på den lille ø Krakatau ud for det vestlige Java, at et af de største vulkanudbrud i historisk tid fandt sted. Øen sprang i luften i 1883 med et brag, som kunne høres helt til Alice Springs midt inde i Australien, 3.500 km væk, og over hele jordkloden var der flere måneder efter et helt specielt rødligt skær over solnedgangene på grund af asken i atmosfæren!

Området omkring Bromo-vulkanen på Østjava er svært at beskrive for dem, der ikke har været der
Lidt senere bevæger vi os hen over en stor, flad lavaslette, som ligger mellem de to kratere. Røgsøjlen fra vulkanen kommer nærmere og nærmere, og til sidst kravler stien stejlt op ad den inderste kraterrand. Det er nu begyndt at lysne i øst. I tusmørket når vi op på randen af krateret, og her møder os et fantastisk syn: Ca. 50 meter nede lyser ilden fra jordens indre op i tusmørket, og lyden der nedefra minder mest af alt om den hyggelige buldren fra en god, gammeldags kakkelovn! Himlen bliver stadig lysere i vekslende farver, og en times tid efter det første morgenlys står solen op - med voldsom fart, fordi vi er så nær ved ækvator.

Udsigten er svær at beskrive. Men engang så jeg en animeret film i Tyge Brahe-planetariet i København, som viste en tænkt flyvetur hen over Mars' overflade. Det er i øjeblikket det nærmeste, jeg kan komme!

Bromo-vulkanens krater
Jeg går hele vejen rundt om Bromos indre krater - en tur på en times tid. Det øde vulkanområde omkring Bromo ca. 2.000 meter over havet strækker sig over en halv snes kilometer med forrevne kegler, som rejser sig i lava-ørkenen. Her kan man opholde sig i dagevis uden at kede sig, hvis man er naturinteresseret. Især ved solopgang, når skyggerne er lange, er her helt fantastisk. I dette område ligger også Javas højeste Vulkan Gunung Semeru (3.376 meter), hvis silhuet kan ses i det fjerne.

Da jeg kommer tilbage til kørevejen, beslutter jeg mig til at blive hele dagen heroppe og indlogerer mig på et billigt home-stay nær kraterranden: Her er rigtig hyggeligt, med græssende køer lige uden for døren og mange inspirerende rygsæk-turister. Uden for vulkanområdet ligger der et stort, frugtbart og malerisk område med små landsbyer, hvor der dyrkes grøntsager. Tro det eller ej, men heroppe i over 2.000 meters højde på Java dyrker man kål i stor stil, og markerne ligner køkkenhaver med en masse andre kendte og ukendte afgrøder. Grænsen mellem det dyrkede land og kraterranden, hvor ørkenen begynder, er meget skarp. Folk er utrolig venlige overalt, og man kan frit spadsere rundt på stierne mellem deres marker. Og der er ingen skumle bagtanker bag deres venlighed. Her er der ingen, der plager turisterne for at få afsat en masse ligegyldige souvenirs og andre varer, som man alligevel ikke har brug for.

Jeg sov to nætter på det hyggelige home-stay ved Bromo, og i formiddags tog jeg med en bemo ned til Javas lavland. En bemo i Indonesien er en minibus med plads til 8-10 personer, der fungerer som en slags fællestaxa. De kører ikke på bestemte tider, men de er der næsten altid, når man har brug for dem. Som regel er de overfyldte og ikke specielt komfortable, men de er meget billige.

Lige nu sidder jeg på terrassen på mit hotel i den fuldstændig turistfri by Situbondo i Østjavas lavland med et glas indonesisk whisky og prøver at fordøje mine indtryk. Situbondo er ikke nævnt i Lonely Planet, og det er en af grundene til, at jeg har fået byen helt for mig selv som turist. Det har været en dag fyldt med alternative oplevelser. Jeg har fået en sludder med en flok midaldrende mænd, som var vildt interesseret i brevduer. På en af byens hovedgader løb jeg ind i en flok unge piger i en tøjforretning, som insisterede på at blive fotograferet sammen med mig. Jeg er blevet vist rundt i byen og inviteret hjem til en engelsklærer og har besøgt hans familie og et par af hans elever. Bagefter satte vi os ud på byens torv med en øl og så på mennesker. Her kl. 21 om aftenen er der lige så mange kvinder som mænd på gaderne, og kvinderne nøjes med at vikle et tørklæde om hovedet - dejligt afslappende i betragtning af, at Indonesien er et overvejende muslimsk land. Midt på torvet sad der to mænd og spillede skak med et stort antal tilskuere. I det hele taget virker Situbondo som en by, der hviler i sig selv.

2. Sumatra - et kontinent af oplevelser

Sumatra er Indonesiens vestligste ø, og den er så stor, at man med god ret kunne kalde den et kontinent. Hvis man f. eks. anbragte Sumatra på Europas plads og den nordlige ende nåede København, så ville sydspidsen ligge et godt stykke syd for Napoli i Syditalien. Og der er utrolig meget at se og opleve. Mange turister ender med at blive på øen i meget længere tid, end de oprindelig havde planlagt. Der bor ca. 40 millioner mennesker på Sumatra, og kulturen er fremmedartet og overraskende. Sumatra er ca. fire gange så stor som naboøen Java, men befolkningstallet er kun ca. en fjerdedel så stort.

Fra Beach Guest House ved bredden af Lake Maninjau - et hyggeligt og afslappet sted for backpackere.
Øen er også et spændende sted for naturelskere. En stor del af det vestlige Sumatra består af bjergrigt højland med jungler, naturparker, vulkaner og kratersøer. Hvis man er interesseret i trekking, kan man vælge mellem vandreture i tropiske jungleområder eller bestigning af talrige vulkaner, af hvilke nogle stadig er særdeles aktive. I junglens regnskov er der stadig vildtlevende elefanter og tigre, og øen er et af de meget få steder i verden, hvor der stadig findes vildtlevende orangutanger. Et af de mest kendte steder i den forbindelse er landsbyen Bukit Lawang, ca. 100 km fra byen Medan. Det skyldes, at der på dette sted ligger et center for økoturisme med orangutanger, grundlagt af Regina Frey i 1973. Bukit Lawang ligger i udkanten af den meget store Gunung Leuser nationalpark med bjerge, floder og tropisk regnskov, som giver et indtryk af, hvordan Sumatra oprindelig har set ud.

Hvis man ikke bryder sig om tropisk varme, kan man vælge at bo det meste af tiden oppe i højlandet, hvor temperaturen er mere behagelig året rundt. Landskabet heroppe er enestående. Det gælder især verdens største kratersø Lake Toba, som ligger i 800 meters højde og er omgivet af en mur af bjerge på alle sider.

Det mest besøgte sted for turister på Sumatra er Batak-folkets område omkring Lake Toba. Noget af det mest overraskende er, at Batak-folket i dag overvejende er protestantiske kristne. Det betyder, at man her finder masser af kristne kirker spredt rundt i landsbyerne - en ejendommelig oplevelse så langt væk hjemmefra!

I øvrigt var vi til søndagsgudstjeneste i en af de protestantiske kirker på øen Samosir, som ligger midt i Lake Toba. Det var en oplevelse! Kirken var stuvende fuld af velklædte protestanter, og der blev sunget som aldrig før hørt i en dansk kirke. Der var 7 - 8 forskellige grupper blandt menigheden, som på skift rejste sig op og sang flerstemmigt med hver sin dirigent - på indonesisk, naturligvis. Og sangen blev akkompagneret af pedal-orgel, trompeter, xylofoner og trommer!

Traditionelt Minangkabau-hus i en landsby nær Bukittinggi, Vest-Sumatra
Endnu mere utrolig er det matriakalske familiemønster hos Minangkabau-folket, som holder til på. Vest-Sumatra med centrum i provinsbyen Bukittinggi. Deres huse har en helt speciel arkitektur, og deres kulturelle fortid fortaber sig i animistiske religioner og ritualer. Tro det eller lad være, men hos Minangkabau-folket er det kvinden, som er familiens overhoved. Manden har ingen andre rettigheder over for sin kone, end at hun er tro mod ham. Han kan f. eks. ikke bede hende om at reparere eller sy sit tøj! Familiens formue og ejendom nedarves af moderens gren af familien. Det er den ældste kvinde, som er familiens overhoved, og som bliver spurgt til råds i familie-anliggender. Dette er så meget mere fantastisk i betragtning af, at Minangkabau-folket er muslimer!

3. På sporet af Bali

Bali er uden sidestykke det mest besøgte sted i det enorme indonesiske ørige. For mange vesterlændinge er øen drømmen om det tropiske paradis med palmestrande, rismarker, smukke mennesker og en harmonisk, enkel levevis.

I de sidste mange år er Bali blevet oversvømmet af horder af turister, som næsten alle sammen er kommet for at få opfyldt denne drøm. Men jeg er sikker på, at de fleste af dem har fået et chok efter landingen i den internationale lufthavn i Kuta. Når de forlader lufthavnen opdager de nemlig, at de er havnet i et af verdens store turistcentre. Området omkring lufthavnen er plastret til med turisthoteller i alle prisklasser, trafikken er overvældende, og de mange reklameskilte er også med til at spolere forventningen om paradiset. Bali kaldes også "Australiens Mallorca", og dén betegnelse er ikke helt ved siden af. I hvert fald er der mange steder mindst lige så turistet som på Mallorca og Costa del Sol.

Min allerførste aften på Bali tilbragte jeg i hyggeligt selskab med disse unge balinesere
Alligevel betragter jeg Bali som et "must" for turister, der besøger Indonesien for første gang. Kulturen er smuk og spændende, og den er forbavsende upåvirket af turiststrømmen. Bali har en helt enestående kultur og religion, som bygger på hinduisme, i modsætning til resten af Indonesien, hvor de fleste er muslimer. Tag væk fra
Unge dansere træner til opvisning i balinesisk dans uden for kongepaladset i det centrale Ubud.
Kuta og Den Pasar, og du vil finde meget af det, du drømte om, men du bliver nødt til at lede lidt efter det.

Prøv f. eks. at tage op til byen Ubud i det centrale højland. Det siges, at Balis sjæl skal findes et sted ude i bakkerne omkring Ubud. Du slipper heller ikke for andre turister her, men omgivelserne er smukke, og der er masser af ting at tage sig til. Lej en cykel eller en motorcykel og kør rundt på de små veje omkring byen, som går mellem rismarkerne. Der er grønt og frodigt overalt. Hver aften er der balinesisk dans med traditionel gamelan-musik i det gamle kongepalads i byens centrum. Hvis man holder af eksotisk mad, så er Ubud også et godt sted, for der er mange gode restauranter. Find et guest-house eller home stay og bo i byen nogle dage, så du kan nå at indsnuse atmosfæren. Det vrimler med små, billige steder, hvor man kan få et udmærket værelse med bad, toilet og terrasse for en absolut rimelig pris.

Unge dansere træner til opvisning i balinesisk dans uden for kongepaladset i det centrale Ubud.
Der findes maleriske rismarker overalt på Bali, men nogle af de flotteste finder man omkring den lille landsby Tirta Gangga på det østlige Bali. Stedet er velegnet til afslapning, og der er fine muligheder for vandreture i området. I området omkring landsbyen Tirta Gangga boede jeg noget af tiden hos en lokal familie. Jeg var så heldig at være der i tiden omkring det balinesiske nytår (marts/april), og i den anledning viste familien mig rundt i området, hvor jeg overværede nogle utrolige ceremonier.

Hvis du er til vandreture, så prøv at bestige vulkanen Gunung Batur (1.717 meter). Det er en ret nem og flot tur, som kan klares af de fleste. Der er flere ruter derop, men de fleste starter vandreturen fra Batur-søen oppe i højlandet, og selve bestigningen tager nogle timer. Fra Ubud arrangeres vandreture til vulkanen, hvor man bliver kørt op til Batur-søen og overnatter på et lille guest-house. Tidligt næste morgen starter bestigningen, så man er på toppen ved solopgang. Man kan naturligvis også selv tage op til området omkring søen og bo der nogle dage.


Tilbage til De Berejstes hjemmeside Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside