Fuld fart frem!

- om flyvning som transportform på rejsen

Erik Pontoppidan

Lad det være sagt med det samme: jeg elsker at cykle og vandre. Faktisk har disse to transportformer ofte været et mål i sig selv på mange af mine rejser. Der er næppe andre måder at bevæge sig på, som i den grad åbner mulighed for at opleve det sted, man er havnet, på en intens måde, så man får både lyde, lugte, landskaber og mennesker ind under huden i et roligt tempo.

Men når det er sagt må jeg erkende, at i modsætning til mange andre rejsende, så holder jeg også meget af den diametrale modsætning i forhold til cykling og vandring, når det handler om transport - nemlig at flyve. Det har jeg været vild med lige siden starten af 1960-erne, hvor jeg prøvede det første gang, og jeg nyder det stadig. Følelsen af at blive presset tilbage i sædet og opleve hundreder af tons metal bevæge sig ud ad startbanen med vanvittig fart for bagefter at stryge op gennem skydækket under den mørkeblå himmel er for mig stadig lige fantastisk. Det er en ekstatisk følelse, som kun overgås af ganske få andre basale oplevelser her i livet! Og selv i dag, hvor jeg efterhånden har oplevet langt over 100 starter og landinger, så bliver jeg stadig utilfreds, hvis jeg ikke får tildelt en vinduesplads.

I januar 1967 besteg jeg helt alene Spaniens højeste bjerg Pico de Teide på Tenerife (3.716 m). Jeg har aldrig siden været deroppe, men til gengæld har jeg passeret Teide adskillige gange gennem årene til lands, til vands og i luften. Billedet er taget fra flyet på vej til Gambia i februar 2004, hvor vi mellemlandede på Tenerife undervejs.

I vores blaserte tidsalder, hvor rejser til eksotiske steder er blevet helt almindelige, har mange mistet evnen til at imponeres og begejstres af flotte udsigter og naturfænomener med deres utrolige former og farver. Tag f.eks. noget så banalt som solnedgange og solopgange. De er simpelt hen uovertrufne, når de opleves fra et fly i ti kilometers højde! De farver, man ser fra flyvinduet, kan næppe findes ret mange steder på landjorden - måske lige bortset fra, hvis man befinder sig på toppen af Mount Everest eller et andet af verdens højeste bjerge. Eller tænk på de fantas-tiske skyformationer, man ofte passerer undervejs. Forskellen i oplevelsen i luften og på jorden består vel i, at synsindtrykkene fra luften opleves som noget syntetisk når de ses gennem flyvinduet selv om det er virkeligheden her og nu, man får ind på nethinden. Men jeg er helt sikker på, at hvis f.eks. H.C.Andersen kunne have rejst frem til vores tid og havde fået en vinduesplads i et ganske almindeligt rutefly, ville det have gjort et dybt indtryk på ham, som helt sikkert ville have givet stof til flere eventyr og essays.

"... Men flyvemaskinen var ikke kun frygtindgydende. Den var også fuldkommen. Her blev bevægelsen umærkelig og dog radikal. Problemerne fortonede sig, og overblikket voksede med højden. Der var ikke meget at gøre, men så meget desto mere at se og flere sammenhænge at forstå. Herfra kunne alt det overskues, som nærmere ved jorden fortabte sig i forvirrende detaljer. Skiftende formationer af bjerge, skyer og belysninger optrådte til ingen anden verdens nytte end netop hans nydelse af verdensaltet. Her, fastspændt i sædet, fandt han ofte den ro, han forgæves halsede efter i hverdagen. Når det skete, brugte han den typisk til rolig status. Et øjebliks eftertænksom sammen-regning af livets hastigt bogførte udgifts- og indtægtsposter - og en kommentar til balancen. Overblikket og bevidst-heden om tilværelsens skrøbelighed slog ud i dagbogens notater. Forsøg på at finde retningen. Og om muligt også meningen med det hele."

(Uddrag af indledningen til Bo Lidegaards bog om Jens Otto Krag (bind 2 1962-78, Gyldendal 2002).

Tag f.eks. oplevelsen af en af de rigtig lange flyveture til Fjernøsten eller Sydøstasien. En direkte tur fra København til Bangkok varer 10-11 timer uden mellemlanding, og ruten går normalt over Østersøen, Rusland, Afghanistan, Indien, Det Indiske Ocean og Myanmar. Med de nuværende afgangstider fra København passerer man det meste af Rusland, Centralasien og Fjernøsten om natten. Og forstå det eller lad være, men jeg synes faktisk stadig, at det er meget tankevækkende og interessant, at den korteste vej mellem København og Bangkok starter med at gå over Skåne, nord om Bornholm, ud over Østersøen og ind over Litauen og det enorme russiske fastland! Det er i hvert fald ikke det indtryk, man får ved at kigge på et almindeligt verdenskort. Desværre har jeg altid passeret over Himalaya om natten, så den oplevelse har jeg til gode. Jeg kunne også godt tænke mig engang at få et glimt af den enorme, udtørrede Aral-sø i Centralasien, som man flyver lige hen over på ruten, men den har indtil videre også været indhyllet i mørke.

Der er en ganske særlig stemning i et stort fly, som bevæger sig gennem natten meget langt væk hjemmefra. Smag og behag er naturligvis forskellige, men jeg synes faktisk at jetmotorernes susen er en beroligende lyd, som gør det lidt nemmere at slappe af, selv om jeg da godt vil indrømme, at man sover elendigt i de snævre flysæder på turistklasse. Til gengæld opvejes den manglende komfort af forvent-ningens glæde - især hvis man skal på ferie. Og selv om mange ikke tænker over det på dén måde, så er det da ret specielt at indtage sin morgenmad ti kilometer oppe i den kulsorte bengalske nat! På min seneste hjemtur fra Sydøstasien vågnede jeg i øvrigt op ved midnatstid og kunne pludselig se lysene fra millionbyen Calcutta fra ti kilometers højde. Mange timer senere, efter det store fly havde fløjet tusinder af kilometer hen over det russiske fastland, sluttede kontinentet brat i det svage morgenlys ved Litauens snorlige kyst ud til Østersøen, og cirka en halv time før landingen i Kastrup kunne man skimte Hammerknuden på Bornholm mod syd i daggryet. Alt ialt et fantastisk scenarie, som for 40 år siden ville have sat sig adskillige fingeraftryk i dagbøger og rejsebeskrivelser, men som kun de færreste registrerer i dag.

En af de flotteste starter, jeg har oplevet, var i sommeren 2000, da vi havde rejst rundt på Sumatra i Indonesien i en måned og skulle starte den første del af hjemrejsen fra Padang til Singapore. Lige før start begyndte et af de tropiske regnskyl, og det regnede stadig, da flyet fra Silk Air slap jorden. I løbet af få sekunder var vi nået op i cirka 100 meters højde, og udsigten gennem de vanddrivende ruder var formidabel. Vi strøg lavt hen over et skakbrædt af rismarker og palmer, regnen gav det hele en utrolig friskhed, og landskabet havde den grønneste farve, jeg nogen sinde har set. Jeg burde have taget et billede ud gennem vinduet, men det nåede jeg ikke, for den flotte udsigt forsvandt meget hurtigt, da højden blev for stor og vi kom op i skyerne.

På vej hjem efter en lang vandreferie i Østgrønland. Efter næsten 2 timers flyvning over indlandsisen fra Ammassalik begynder nedstigningen til Søndre Strømfjord på vestkysten. Udsigten over den flade, ørkenlignende indlandsis afløses af et enormt område med gletscherspalter i isens randzone, og vi ser de første nunatakker, der skyder op som isolerede klippeøer i ishavet

En af mine smukkeste og mest stemningsfyldte landinger oplevede jeg, da jeg besøgte Ammassalik-området i Østgrønland for mange år siden for at tage på en lang vandretur. Vi havde fløjet over indlands-isen fra Søndre Strømfjord mod Ammassalik i den lyse polarnat i næsten to timer i det gamle DC6-propelfly. Udsigten ned over denne isørken i tusmørket var fantastisk. Ved halvtre-tiden om natten begyndte nedstigningen til den lille lufthavn på Kulusuk-øen ved Danmarksstrædet. DC6'erens målbevidste, metalliske, fortrolige motorlyd ændredes til en vedholdende, brummende susen, mens flyet dykkede ned gennem det tætte skylag, og neden-under skyerne var vi pludselig tæt på meget vold-somme bjergformationer med blåsort vand og isbjerge i bunden. Landingen på den lille grusbane på Kulusuk-øen forløb planmæssigt efter et brat sving ud over en fjord, som var fyldt med store isbjerge. Det var i øvrigt første gang jeg så isbjerge i virkeligheden, og det var derfor meget svært at bedømme deres størrelse fra luften. Den målestok blev først sat på plads nogle dage senere, da vi sejlede rundt i de Østgrønlandske fjorde og vandrede rundt mellem bjerge og gletschere på Ammassalik-øen.

Til allersidst: Hvis man er til bøger med tænksomme beskrivelser af flyvningens psykologi, så kommer man ikke uden om den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry (1909-44). Han blev ansat som postflyver i 1926 og fløj en del år på de lange ruter til Afrika og Sydamerika. I mange af hans bøger er selve flyve-oplevelsen det centrale, hvor han bruger en del af de ensomme timer bag styrepinden til reflektioner over livet blandet op med flyvningens fascination. En af hans mest kendte bøger med dette tema er "Blæsten, sandet og stjernerne", der handler om hans oplevelser som pilot i Sahara og Nordafrika. Nedenstående citat stammer fra hans bog "Postflyveren":

"Toulouse kl. 5.45.

De mægtige hjul trykker sig tungt mod startklodserne. Pisket af lufttrykket fra propellen ses græsset tyve meter bagud som et strømmende vand. Med en bevægelse i håndledet kan Bernis slippe stormen løs eller holde igen på den.
Motorstøjen, der ligesom stadig begynder forfra, svulmer efterhånden op og bliver til en tæt, næsten massiv atmosfære, hvori legemet føler sig indesluttet. Når piloten mærker, at den bringer noget utilfreds-stillet inden i ham til ro, tænker han: Nu er den fin! Så ser han på den sorte motorhjelm, der står skråt op mod himlen med lyset bag sig som en kanon. Bag propellen skælver et landskab i den gryende dag.

Efter at være kørt langsomt op mod vinden giver han gas. Fanget af propellen bruser maskinen frem. Den gør nogle hop gennem luften, der fjedrer under den, så bliver farten mere jævn, og jorden synes at brede sig ud, at lyse under hjulene som en læderrem. Luften, der for piloten først var noget uhåndgribeligt, så noget flydende, er nu blevet massiv, han stemmer mod den og stiger.

Træerne langs flyvepladsens udkant lader nu horisonten fri og glider bort under én. I 200 meters højde kigger man endnu ned på en samling brogede legetøjshuse med stive træer, og skovene er stadig tætte og tykke som pelsværk. Det er den beboede jord."

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside