Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka
Jeg har været backpacker i over 30 år og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene, men lysten har altid været der. Og det er efterhånden blevet til rigtig mange ture. Men antallet af lande, jeg har besøgt, har nu aldrig interesseret mig særlig meget - måske lige bortset fra, at det er disse erobringer, som har givet mig adgang til medlemskab af denne fantastiske klub!
Mine allerførste udlandsrejser gik til Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne var begrænset til ophold på søvnige konditorier sammen med mine forældre. Noget som gav et totalt forvrænget billede af det fremmede. Min første rejse, der virkelig rykkede, gik med tog til Ventimiglia i Norditalien i tre uger sammen med mine forældre og min farmor i sommeren 1959. Det var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt svarer til en rejse til den tredje verden, eftersom levestandarden i Italien dengang var på niveau med et uland. Men bortset fra det, så var selve togrejsen ned gennem Europa en grænseoverskridende oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Alene togrejsen over Alperne var helt fantastisk, blandt andet fordi jeg aldrig før havde set bjerge i virkeligheden.
Da jeg blev voksen i slutningen af 1960'erne startede jeg min livslange karriere som backpacker, og den livsform har jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En del af rejserne har jeg foretaget alene, mens jeg på andre har været sammen med mine kærester, venner og familie eller har været deltager i tilfældige grupper. Det har naturligvis stor betydning for rejsernes udfald, hvem man er sammen med, men generelt har jeg aldrig haft noget imod at rejse alene. Det giver en langt mere intens kontakt med den lokale befolkning, og man har antennerne ude på en helt anden måde, end hvis man er sammen med andre. Dertil kommer, at det er en meget lærerig oplevelse at blive sat af helt alene i en fjern afkrog af verden, helt løsrevet fra de vante og trygge rammer.
Hvordan er det så at rejse rundt med rygsæk i dag, når man er over 40-50 år i forhold til at opleve verden som helt ung i tyverne?
Det er svært at svare på med få ord. En af forskellene for mit eget vedkommende er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten af oplevelserne end på kvantiteten. Eller sagt på en anden måde: I dag er det ikke mere så meget et spørgsmål om at erobre nye lande eller territorier, men man er mere tilbøjelig til at vende tilbage til sine favoritlande og favoritsteder for at uddybe sit kendskab til kulturen og naturen der. Jeg tror f.eks. ikke, der er ret mange 40 til 50-årige, som gider tage på interrail i Europa og se en masse hovedstæder på kort tid uden at vide noget særligt om stederne på forhånd. Det er noget, man vokser fra med alderen. Man bliver mere selektiv og mere bevidst om, hvem man er, og hvad man vil se og opleve, jo ældre man bliver. Og det er jo alt i alt en god ting.
Rejser i ulande og ilande
Guesthouse fra byen Ubud på Bali i Indonesien
Både nu som før synes jeg, at det er mest spændende at besøge lande, som i bund og grund er forskellige fra det, man er vant til, selv om det ofte kan være både fysisk og psykisk krævende at rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen af 1990'erne på en lang rundrejse til Thailand, Australien og Indonesien. Jeg kan huske, at jeg generelt var skuffet over Australien, fordi alt var meget vestligt og forudsigeligt. Tingene fungerede stort set som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt var der efter min mening ikke særlig meget at komme efter. I Australien havde jeg ofte lidt den samme fornemmelse som den, man har, når man på en spændende ferierejse går ind og handler i et supermarked, hvor man på få sekunder næsten føler det, som om man er kommet tilbage til den daglige trædemølle!
Derfor føltes det næsten som om rejseeventyret var vendt tilbage, da jeg forlod Australien og ankom med natflyet til Bali fra Darwin ved tretiden om natten. Forskellen mellem at vågne op i sovesalen på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille backpackerhotel i Indonesien var enorm. Den sødlige duft af tropernes blomster og blade blandet med duften af eksotiske krydderier, min dejlige bambushytte med terrasse, de lokale indbyggeres venlighed, som gør, at man aldrig føler sig alene på disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i Australien delte jeg sovesal med en masse langt yngre backpackere, som jeg stort set ikke snakkede med overhovedet. Her på Bali var min første morgenoplevelse på terrassen en samtale med en smuk, ung balinesisk pige, som ville vise mig nogle af sine tegninger fra den kunstskole, hun gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste samtaler fundet sted i små hyggelige guesthouses på fjerne lokaliteter i den tredje verden, hvor vi har hygget os og løst verdenssituationen, så godt vi nu kunne.
De unge backpackere
En af de meget iøjnefaldende ting man lægger mærke til, som seniorbackpacker i dag, er, hvor unge de rygsækrejsende egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende lav hos rygsækfolket, og langt de fleste er under 30. Forklaringen er jo nok, at det store flertal etablerer sig sidst i tyverne og anskaffer sig fast arbejde, hus, ægtefælle, børn og lignende, som binder én både tidsmæssigt, økonomisk og følelsesmæssigt. Det er meget synd for de yngre, især hvis de etablerer sig så tidligt, at de aldrig når at få set verden på den spændende måde. Den næstbedste løsning bliver så for de fleste at booke sig ind på en rejse på to eller tre uger, hvor næsten alle rammerne for turen er lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden til at rejse, der mangler mere end pengene. Men mange af de etablerede synes i øvrigt også, at det ville være meningsløst at drage af sted med rygsæk og bo på ydmyge guesthouses, hvis de har råd til at bo på dyre hoteller og leje en bil med chauffør.
Hertil vil jeg sige, at der er en enorm forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse på nogle få uger i forhold til f.eks. at rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten på egen hånd i flere måneder! Det giver langt større nærvær og motivation, hvis man selv er med til at styre forløbet af sin rejse, og omvendt sløver det ens sanser i foruroligende grad, hvis det fremmede blot opleves som en film bag turistbussens tonede ruder. En banal og måske lidt højrøvet konstatering for garvede backpackere, men ikke desto mindre meget rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning, at man som lidt ældre har konditionen og helbredet nogenlunde i orden, for den individuelle rejsemåde er til tider ret fysisk krævende. Det kræver stor energi og ihærdighed at køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk klima, og det stiller store krav til ens tålmodighed at vente 8 timer på en støvet bænk i Bolivia, fordi bussen man skulle med er forsinket. Ikke desto mindre går denne livsform mange i blodet, især hvis de er startet tidligt. Det kan mange af nutidens unge backpackere tale med om.
Tony Wheeler
Overalt på Bali i Indonesien møder man aktive kunstnere.
Jeg kan tilføje som eksempel, at den legendariske Tony Wheeler (ham der startede Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet millionær som midaldrende på grund af sit succesrige rejsebogsforlag. Da han var helt ung, gennemrejste han den tredje verden som backpacker adskillige gange sammen med sin kone. Pointen er, at det gør de også i dag "the hard way" fra tid til anden. I overfyldte busser, på snavsede banegårde og på ydmyge guesthouses. Ikke fordi de mangler penge, men fordi de stadig er fascineret af denne måde at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i blodet. De har som andre garvede backpackere for længst indset, at de bedste oplevelser oftest er dem, der kommer helt uventet og ikke er planlagt i forvejen. De ved også, at det er en hovedregel overalt i verden, at prisen på et hotelværelse er omvendt proportional med muligheden for at kommunikere med sine medrejsende. Eller sagt på en anden måde: Hvis man indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man være rimelig sikker på at være i fred for sine omgivelser, hvis det er det, man vil.
... "Jeg har altid tænkt, når jeg rejste, at for mig ville idealet og kernen i en rejsebeskrivelse være at sidde på et tog og forsvinde ind i en samtale mellem to fremmede. Det at kunne sidde i et tilfældigt tog på et tilfældigt kontinent og forstå, hvad de sagde, så ville jeg være tæt på en af menneskelivets hemmeligheder, tættere end jeg ville være, hvis jeg læste Spinozas og Kierkegaards samlede værker". (Forfatteren Carsten Jensen i et interview om hans bog "Jeg har set verden begynde" i Politiken søndag den 26. oktober 1996).
For nogen tid siden læste jeg et interview med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen. I dag har han ansat en hær af skribenter, som rejser rundt i verden og checker de praktiske oplysninger, man kan finde i Lonely Planet bøgerne. Umiddelbart skulle man som rejsefreak mene, at det var et ønskejob at få penge for at rejse rundt og overnatte på eksotiske guesthouses, og personligt ville jeg bestemt ikke have noget imod at prøve det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men en af de interessante pointer, der fremgik af interviewet var, at den største fare for skribenterne, både på det personlige plan og med hensyn til deres job, var udbrændthed. Forstået på den måde, at lysten til at opleve verden blev mættet. Det er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak, men ikke desto mindre er det en reel og tankevækkende risiko, hvor især de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af deres lange liv med oplevelser på mange planer.
De bedste sider
Når nu vi taler om aldersforskellen, er det også påfaldende, at når man rejser rundt som backpacker, så betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder i et guesthouse et eller andet eksotisk sted i den tredje verden og snakker med sine medrejsende, så falder man næsten altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng, uanset hvor gammel man er. Den oplevelse får man i øvrigt som regel også hos lokalbefolkningen. Forklaringen er vel, at når man er på rejse, så er der ingen, der skal leve op til nogen faste roller og præstationer, og der er heller ikke nogen, der stiller krav til én. Disse to ting er noget, jeg sætter utrolig meget pris på. De er i øvrigt også forklaringen på, at man som regel altid oplever de bedste sider hos andre mennesker, når man er på rejse!
Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen for backpackere vil stige i de næste 20 år. Der bliver dog næppe ret mange flere pensionister over 60 med rygsæk, for her tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt for flertallet at slæbe rundt med en tung oppakning og sove på skæve tidspunkter på ubekvemme steder. Med få undtagelser så vil de ældre over 65 nok stadig for det meste holde sig til arrangerede ture, autocampers, ferielejligheder, krydstogter og lignende når de skal ud og rejse. Men jeg er sikker på, at mange flere midaldrende i fremtiden vil iføre sig rygsæk og tage hul på de uendelige muligheder, der ligger i den individuelle rejseform!
Billedtekster til de 3 vedhæftede billeder:
Rismark på Lombok.jpg:
I denne landsby findes et lille guesthouse for backpackere, som drives af den muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende rismarker.
Kunstner på Bali.jpg:
Overalt på Bali i Indonesien møder man aktive kunstnere.
Guesthouse på Bali.jpg:
Overalt i den tredje verden vrimler det med hyggelige, små guesthouses, hvor man kan få ro i sjælen og nyde den lokale venlighed og gæstfrihed. For et meget beskedent beløb kan man bo der så længe man har lyst og få sig en kop te, en øl, læse en bog eller snakke med sine medrejsende eller de lokale. Her betyder forskel i alder langt mindre end hjemme i den daglige trædemølle. Billedet her er.
