Jernbanestationen i Varanasi (Benares) i
Nordindien, foråret 1969.
Damplokomotiv på hovedbanegården i Bombay
(Mumbai) i foråret 1969.
Engang var toget det altdominerende transportmiddel i vores
del af verden, når man skulle på langfart. Hvis ikke man ligefrem
skulle til fremmede kontinenter, så brugte langt de fleste
europæere jernbanen, når de skulle til udlandet. Det var kotyme
helt op til midten af 1970-erne. Luftfart før 196 0 var forbeholdt
eliten, for selv korte flyveture var dengang næsten ubetalelige
for flertallet. Flypassagerer i 1950-erne havde faktisk lidt af
en stjernestatus i offentligheden alene fordi de havde råd til at
benytte flyvemaskinen som transportmiddel.
Som barn var jeg vild med tog og jernbaner,
og mit første drømmejob som
7-årig var at blive lokomotivfører. Det
blev dog ved mit elektriske Märklin-tog,
som jeg styrede suverænt i mange år på
sporene på masonitpladen i mit værelse
på Frederiksberg. Rigtig lokomotivfører
blev jeg aldrig, men til gengæld tror jeg
nok, at jeg har fået udlevet mit behov
som passager på lange og spændende
togrejser.
Hvordan beskriver man så sit rejseliv på
skinner i en kort artikel? Umiddelbart er
det en umulig opgave, men hvis det skal
have nogen som helst almen interesse,
må løsningen være at udvælge nogle af
de bedste togoplevelser gennem årene,
så det vil jeg gøre her, efter samme model
som “Rejsestafetten” i vores glimrende
klubblad, hvor man skrev om sine
10 bedste oplevelser i en bestemt kategori.
Blot med den forskel, at jeg her vil
nøjes med at skrive om 3 af mine bedste
togoplevelser, som har haft afgørende
betydning for resten af mit liv! Det skal
lige siges at rækkefølgen er kronologisk
og altså ikke er udtryk for en prioritering.
1. Ventimiglia, 1959
Min første rigtige udlandsrejse gik med
tog til Ventimiglia i Norditalien med tog i
sommeren 1959 sammen med mine forældre
og min farmor. Jeg glædede mig
vanvittigt til turen, og mine forventninger
blev ikke mindre af de mange fantastiske
historier, jeg havde fået fortalt
om bjerge, sovevogne, tunneller, varmt
klima og andet godt til stimulering af
fantasien.
Dengang var det helt almindeligt
med direkte, gennemkørende sovevogne
og liggevogne fra Københavns
Hovedbanegård til storbyer som f.eks.
Innsbruck, Rom og Paris - ja selv Moskva
kunne nås på et par døgn med direkte
sovevogn fra København.
En stor luksus i forhold til i dag, hvor
man skal skifte tog flere gange bare for
at komme til Italien. Desuden var jernbaner
dengang noget, man kunne høre,
føle og lugte i langt højere grad end i
nutidens syntetiske metalhylstre.
”Skandinavien-Italien ekspressen” med
vores sovevogn afgik ved 9-tiden
om morgenen fra Københavns Hovedbanegård
og kørte først gennem det
danske sommerland til Gedser. På det
tidspunkt var de nye MY-lokomotiver
netop sat i drift som afløsere for de
gamle damplokomotiver, og selv om de
støjede ad helvede til, så var de et af
flagskibene for teknikkens nye landvindinger
og et symbol på et Danmark på
vej mod bedre tider.
Fra Gedser gik det videre med færgen til
Grossenbrode – en gammel havn, som
i dag ligger tæt på det sted, hvor man
når det tyske fastland fra Femern-broen.
Derfra videre til Hamborg med et af
de store, tyske damplokomotiver, som
trods den ældgamle teknik kunne nå op
på imponerende hastigheder. Hvis man
som mig er jernbaneenthusiast, så var
det at køre med et damplokomotiv den
ultimative togoplevelse! Ingen maskine
kan som disse matche fornemmelsen af
kraft og energi, og de, der én gang har
kørt med et damptog, vil for altid længes
tilbage!
Fra Hamborg gik det videre i røg og damp
mod syd gennem det store, nattemørke
Tyskland. Tidligt næste morgen nåede
vi til Basel og kørte videre ned gennem
Schweiz. Jeg havde aldrig før set bjerge
i virkeligheden, og pludselig var de der
i fuld størrelse uden for togvinduet. De
magiske udsigter op til sneen og den
tavse gletscherverden, de brusende
floder og vandfald, de halsbrækkende
jernbanebroer, de store elektriske lokomotiver,
som elegant trak de meget
lange togstammer gennem landskabet.
Den 15 kilometer lange Gotthard-tunnel,
som klimatisk set var skillelinien
mellem Nord -og Sydeuropa. Regn og
kølighed på den ene side og sol og varme
ved udgangen af tunnellen. Det hele
var bare fantastisk!
Mit allerførste indtryk af Italien, da vi
havde passeret grænsen, var det blændende
sollys og den kraftige, fugtige
varme, blandet med en gennemtrængende
lugt af hvidløg og mølkugler! Efter
bjergene dukkede Posletten op som en
diametral modsætning til Alperne, med
et landskab så fladt som et stuegulv.
Og efter Genova kom Rivieraen ved
Middelhavet. Flotte udsigter, smukke
byer med mange gamle huse, et utal af
tunneller og et imponerende og bjergrigt
bagland med et pragtfuldt klima.
Turen var en enorm oplevelse, især
togrejsen, som for mig blev et af dens
højdepunkter. Siden kom jeg til at rejse
med tog til Sydeuropa adskillige gange,
især på vej ned til sommerlige fjeldture
i Alperne, hvor jeg har vandret i hundredevis
af kilometer gennem årene i både
Frankrig, Schweiz, Italien og Østrig.
2. De indiske jernbaner, 1969
10 år senere, i foråret 1969, rejste
jeg fra Københavns Hovedbanegård til
Kathmandu i Nepal over land langs ”The
Hippie Trail”. Det meste af transporten
foregik med tog, men især de indiske
jernbaner var en grænseoverskridende
oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.
Menneskemylderet, det totale kaos på
Damplokomotiv på hovedbanegården i Bombay
(Mumbai) i foråret 1969.
stationerne, tesælgerne, nysgerrigheden,
stanken, støvet, de næsten kilometerlange
togstammer - for slet ikke
at tale om de gigantiske damplokomotiver,
som var enhver jernbaneenthusiasts
drøm! I Danmark forsvandt damplokomotiverne
stille og roligt i løbet af
1960-erne, men ikke i Indien. Det var
togrejser, der ville noget! Indien er jo
meget tæt befolket, og det virkede som
om store dele af landets indbyggere var
på evig rejse. Det var hårdt at rejse med
tog på tredje klasse i flere døgn, men
set i bakspejlet er det åbenbart lykkedes
mig at fortrænge alle de ubehagelige
oplevelser, for togrejserne i Indien
står i dag for mig som noget spændende
og eventyrligt. Mange måneder efter
hjemkomsten kørte oplevelserne, lydene
og lugtene rundt i hovedet på mig
igen og igen som en filmsløjfe.
Jeg var kørt gennem Indien med tog fra
byen Ferozepore ved den pakistanske
grænse, og nu nærmede jeg mig efterhånden
Nepal! I Delhi steg jeg på
“Upper India Express” og kørte videre
mod øst. Beundrede det flade, frugtbare
nordindiske landskab med marker, hestetrukne
kærrer og spredte træer, som
passerede forbi gennem de glasløse
gittervinduer på tredje klasse til akkompagnement
af lokomotivets fløjten.
Dundrede over adskillige jernbroer fra
den engelske kolonitid under en øredøvende
larm. Stod af toget i Agra for at
se det legendariske Taj Mahal, men selv
her i røgelsesduften fra dette utrolige
palads kunne man ikke undgå at høre
den evindelige fløjten fra de gigantiske
damplokomotiver. Dén lyd vil jeg aldrig
glemme, og den vil for mig altid være
forbundet med Indien.
3. Moskva-Beijing, 2006
Det er lidt med den transsibiriske jernbane
som med muslimer og Mekka:
Alle, der elsker at rejse, drømmer om
i hvert fald én gang i deres liv at tage
med verdens længste jernbane ud over
den sibiriske tajga og lande et ikke nærmere
defineret sted i Centralasien eller
Fjernøsten. Og selv om damplokomotiverne
er næsten væk og Rusland har
ændret sig enormt siden de hedengangne,
klassiske globetrottere skrev deres
medrivende bøger, så er det stadig en
stor oplevelse. Stol på det!
Når man kører med tog i dagevis, får
man sjælen med. Man fornemmer jordklodens
enorme størrelse, når man efter
mange døgns uafbrudt togrejse når
frem til steder, man har drømt om i hele
sit liv. Den endeløse, sibiriske tajga,
Bajkalsøen, Den Kinesiske Mur, Beijing,
you name it. Steder, hvis beliggenhed
og afstand, man efterhånden er blevet
fortrolig med hjemme ved sin globus og
nu oplever i virkeligheden.
De lange togstammer på 14-17 vogne
på den transsibiriske jernbane udgør et
helt samfund i bevægelse. Derfor er det
på ingen måde kedeligt at køre i dagevis,
for et samfund har sin egen dynamik,
og der sker noget hele tiden. Blandt
de hundredevis af mennesker, som er
med toget, på stationerne, i landskabet
uden for vinduet, i spisevognen. Modsat
en bus eller et fly kan man bevæge sig
rundt som man har lyst, og som turist
er det vidunderligt afslappende, at ens
valgmuligheder for en gangs skyld er
mere begrænsede end de plejer. Man
kan snakke med sine medpassagerer,
kigge ud af vinduet, læse en bog, spise,
stå af på stationerne og kigge på det
lokale folkeliv og købe ind i kioskerne
- eller sove så længe man har lyst, for
der er ingen, der kræver noget af én.
Til gengæld kan man ikke fare rundt og
besøge en masse seværdigheder, som
man synes man bør se, og netop det
får én til at slappe ekstra meget af. Når
man bor og sover i en togkupé og er på
vej, føler man sig fuldstændig isoleret
fra resten af verden på en eventyrlig
måde. Forventningen om kommende
oplevelser, de fremmede stemmer på
stationerne, den rytmiske lyd af skinner
og sporskifter - det hele giver én
fornemmelsen af at få verden ind under
huden på en helt anden måde, end hvis
man sætter sig op i et fly eller en bus.
Min togrejse til Kina var planlagt sammen
med en gruppe på i alt 8 deltagere fra De
Berejstes Klub, og vi havde på alle måder
en fantastisk tur. Efter 3 1/2 døgns
togrejse ankom vi til Irkutsk i Sibirien,
hvorfra nogle af os den følgende dag tog
ud til Olkhon-øen ude i den legendariske
Bajkalsø og andre tog på vandretur i bjergene
ved sydenden af søen. Jeg boede
3 dage på et lille guesthouse i en meget
særpræget landsby på Olkhon, omgivet
af fantastisk natur. Andet stop på togrejsen
var Ulan Bator i Mongoliet, som var
udgangspunkt for en hel uges rundrejse
Togrejsen mellem Guilin og Shanghai
i dette verdens tyndest befolkede land.
Den sidste del af togrejsen fra Ulan Bator
til Beijing tog cirka 1 1/2 døgn.
De fleste i gruppen rejste hjem fra
Beijing, men jeg tog videre med fly til
Guilin og Yangshuo i det sydlige Kina
sammen med Per Allan fra klubben. Den
allersidste del af turen inden vi fløj hjem
til Danmark var vi tilbage på skinnerne,
hvor vi kørte med toget fra Guilin til
Shanghai på cirka 30 timer.
Fremtiden?
Om jeg er blevet træt af at køre med
tog? På ingen måde! Jeg har stadig mod
på lange togrejser. Mit næste drømmeprojekt
er at fortsætte togrejsen
fra Beijing til Lhasa i Tibet med det nye
“himmeltog”, som flere rejsebureauer
allerede har døbt det. Især den nye
jernbane på over 1.000 kilometer gennem
Tibet skulle efter sigende være helt
fantastisk og rumme imponerende naturoplevelser.
Det er et projekt, som jeg
er sikker på vil lykkes i den nærmeste
fremtid!